Diagnose over brev?

Jeg fik i denne måned svar på, om jeg havde sclerose pr brev fra glostrup hospital. Den dag jeg skulle til udredning efter alle prøverne og et langt sygdomsforlød, var min journal blevet væk! Så de sendte mig hjem og sendte mig et brev et par dage efter.. Total umenneskelig måde at blive behandlet på!
Jeg har hørt i medierne, at det kan ske for fx kræftpatienter.
Har nogle af jer oplevet det?

men det er ufølsomt og jeg kan godt forstå hvis nogen går i chok

De er uden indlevelses evner, kolde som is. Omtanken er ikke noget der tynger dem.

hvor koldt og hårdt.
jeg føler med dig, du skal klage over det.
alt godt ønsker jeg for dig.
min veninde fik diagnosen (den samme som din) over telefonen af sin læge, det er for ufølsomt, hvad tænker de mennesker på, hvordan ville de selv have det, hvas det var dem selv, det tror jeg de glemmer, og det er ikke godt nok, når de har en stilling, der kræver omsorg for andre.
Sclerose foreningen har paykologer og mener jeg klarenævn, prøv at kontakte dem.
Mange hilsner
sydstjernen

Generalisering... tsk tsk...
Har i 2 tilfælde haft meget alvorlige sygdomme i den tætteste familie - og der har lægerne været meget hjælpsomme og gode og endda ringet privat for at høre om alt var som det skulle være...
Forkert at skære alle over en kam - fordi jeg læser dit indlæg - så siger jeg jo ikke at alle er hjernedøde og generaliserende...
Tomt og ligegyldigt indlæg - der pisser mig af - fordi jeg 100% kan sige at det ikke passer!!
A

Ked af at høre at det foregår sådan, men heldigvis er det sjældent. Hvad tænker de dog på når de sender et brev eller ringer til folk?
-Er der noget man har brug for i sådan en situation, er det nogen man kan snakke med face-to-face og ikke i tlf. og slet ikke pr. brev.
Jeg forstå din harme!!
Du bliver nødt til at gøre noget så det ikke sker igen, det gælder alle der prøver det.
Du skal ha´ en stor krammer istedet, ked af din diagnose. Husk bare at der er altid lys, selv i det mørkeste mørke.
Pas på dig selv
F.D

Mine erfaringer med lægerne er, at de er iskolde uden empati.
Generelt er det faktuelt sådan, at de mister indfølingsevnen jo længere de har været i faget, det hører med som en bivirkning. Nogle læger siger selv, at det er en nødvendighed for, selv at kunne overleve i faget, at de ikke tager følelserne med indenfor skjorten.
Den type du beskriver, er som jeg kender dem, mere undtagelsen end reglen. Jeg har kendt en hel del læger.

det har jaeg selv prøvet da jeg over brev fik at hvide at jeg havde lungekræft og kun havde max et år at leve i. De danske sygehuse tænker sig ikke om, ingen medføgelse når det kommer til kræftpatienter desværre. Dette burde ikke ske i sådan et moderne samfund. MAn burde kalde ind til samtale, men den fik jeg førdst bagefter.Man bliver bitter og gal på dette system.

Har flere gange haft læger tæt inde på livet, både på egen krop og familien - og har egentlig ingen negative oplevelser.
Min mormor ryger ind og ud engang imellem, og altid er der støtte osv... men det er måske fordi jeg mest har været på de fynske sygehuse...
Kunne måske forestille mig det er værre i f.eks. kbh hvor jeg bor nu - men iskolde - det tror jeg ikke man kan generalisere og sige - men selvfølgelig skal de kunne tage en proffessionel afstand - når de har fri...
Synes det er synd for hovedindlæggets skribent, at hun har haft den oplevelse - og alt for dårligt.. men jeg blev bare lidt småsur over generaliseringen...
Hader alle der generalisere... nemlig! hehe
;o)
A