Dilemma - skal jeg fortælle hans kone det?
Hej Solveig
Ja, så skete der også det for mig, som sker for så mange, men som jeg aldrig havde forestillet mig skulle ske for mig. Mit forhold brast og dermed har jeg mistet det mest dyrebare i min tilværelse - min elskede kæreste. Vi har været sammen i 21 år og gift i 11. Vi har tre børn. I min egen selvopfattelse har vi altid haft et stærkt forhold med megen kærlighed, humor, respekt og sammenhold. Den opfattelse ved jeg, at jeg deler med mange, der har set os udefra. Men vi har også måttet sande, at tilværelsen giver os udfordringer, som slider på kærligheden - børn, arbejde, økonomiproblemer og hverdag. Alt sammen noget, der giver et forhold metaltræthed.
Så jo, der var en vis mathed i forholdet. Efter barn nummer 2 var vi i parterapi, og faktisk fik vi det bedre. Vi fik det jo faktisk så godt, at vi endte med at få barn nummer 3. I mit hoved lyste alle alarmsignaler dog - jeg vidste, hvor store problemer, vi havde stået overfor efter 2'eren. Men jeg troede også, at det at vi havde fået sat ord på det efter sidste gang, og det, at vi nu vidste, hvad det handlede om, gjorde, at vi kunne overkomme alt. Stor fejl!
Endnu engang slog hverdagen med en ny baby luften ud af det lystfyldte i forholdet og erstattede det med pligt, logistik og frikadeller. Jeg for mit vedkommende var godt klar over det, men troede som sagt, at det bare var en fase, som vi nok skulle komme over. Jeg klemte balderne sammen og så fremad. Det gjorde hun så ikke helt...
Siden har hun fortalt mig, at hun i årevis var ulykkelig, og at hun ikke delte min opfattelse af, at vi havde fået det godt igen efter terapien. Sådan kan man jo opfatte et liv så forskelligt. Jeg kunne have svoret... Som at vågne op en morgen, og ens kære har fået alzheimer. Hvad skete der med alle de gode stunder...?
Så opdagede jeg utroskaben. En gammel kæreste var dukket op igen og taget hende med på hotel. Et "lommeopkald" fra hendes telefon afslørede affæren, nærmest før den var begyndt. Jeg konfronterede hende, men i stedet for at angre og undskylde (som jeg nok ville have gjort), var hun totalt kompromisløs og uforsonlig, ville have ham i sit liv og i øvrigt skide på alt, som (jeg i hvert fald syntes) vi havde sammen. Herefter kom en lang periode, en dødskamp om man vil, hvor jeg hoppede på tungen for at ændre mig selv, vores forholds dynamik, forudsætningerne for at hun syntes vores forhold var dødsdømt osv. Af sted til parterapi igen. Løfter om åbent forhold, forståelse, tilgivelse, aktive handlinger for at genvække hendes gnist (min egen var så rigeligt vakt) osv.
Hele vejen igennem tryglede jeg hende om ærlighed som det eneste. Løgne er svære at kapere i et parforhold, tilgivelse er langt lettere, men løgnene kom gang efter gang - ærgerligt bare, at jeg har været så god til at opdage dem. Min mulighed for at manøvrere i hele denne tragedie har været begrænsede. Jeg har kunnet vælge mellem at rulle med slagene og få det bedste ud af situationen. Købe mig lidt tid til, at hun kunne genopdage hvilken fantastisk mand, jeg er ;-). Og at være hård og uforsonlig. Stille hende stolen for døren, smide hende ud af huset, lægge hende på is - OG fortælle det til elskerens kone.
Imidlertid valgte jeg den kurs at være ærlig over for mine egne følelser. De sagde mig, at jeg elskede hende højere end livet selv, at jeg på et eller andet plan forstod hende, og at jeg gerne ville beholde hende. Så jeg arbejdede med hende, mig selv og forholdet. Min viden om affæren brugte jeg dog som et middel til at have bare lidt indflydelse på forløbet. Kald det bare afpresning. Ved at true med afsløring, forsøgte jeg få ham til at trække sig og som minimum få fuld ærlighed fra min kone.
Lang historie, mange faser. Op og ned. Kort fortalt har min måde at tackle det på gjort, at vi har haft et meget passioneret forløb. Megen kærlighed, megen passion. Mere nærhed, ærlighed og ikke mindst spitzenklassesex i de måneder, end i de foregående mange år. Men også mange tilbagefald, løgne, skuffelser og nye planer. Der, hvor vi er nu, er vi efter et par måneders kraftige tilnærmelser til hinanden igen, hvor vi har været næsten helt oppe at ringe og realitetessnakket at finde sammen igen, alligevel endt i skilsmisse (eller rettere separation). Sagen er, at hun i hvad man forenklet kunne kalde sin 40-årskrise og medfølgende forvirring og lyst til personlig udvikling, hele tiden har holdt linjen varm til ham den anden. Mest pr. mail, chat, sms og telefon. Dog har de med mit vidende mødtes et par gange "for at finde afklaring" - "få hinanden ud af systemet". Yeah, right. Hun har hele tiden forsøgt at få mig til at købe præmissen om, at det var noget der skulle udleves, og at han bare var et symptom på vores forholds sløje tilstand. Og hun har givetvis selv troet på det. Men sandheden er nok nærmere, at for hver gang, de har været sammen, bliver de mere og mere forelskede.
Jeg kunne sparke mig selv for ikke fra starten af at have sagt det til hans kone - i det mindste for at alle kort er på bordet, så også han kan tage stilling til, om det er en vej i livet, han vil gå (som min kone tilsyneladende har gjort det). Lige nu er det en totalt omkostningsløs affære for ham. Når jeg ikke tidligere har sagt noget har det været fordi, jeg ikke har været helt klar over, hvor stort det var for dem. Jeg har købt symptompræmissen og tænkt, at det i stedet var sygdommen, det dårlige forhold, der skulle ændres. Nu har jeg indset, at han er så meget mere end det. Vi står over for skilsmissen. Jeg, fordi jeg har mistet troen på, at det nytter at kæmpe mere. Jeg gider ikke håbe længere. Hun, angiveligt fordi hun skal finde sig selv og bo alene. Men altså, come on, deres forhold fortsætter jo med uformindsket styrke, og det finder hun jo ikke just sig selv af.
En vigtig ting at vide i alt dette er, at han er bosat i udlandet og har selv en masse børn. Det vil sige, at de næppe nogensinde vil kunne dele en hverdag sammen. Han er næppe interesseret i at bo her uden sine børn, og hun flytter næppe udenlands uden sine. Så det, vi har med at gøre, er jo også en fantasi. Det kan aldrig blive virkeligt for alvor.
Mit dilemma er nu: Skal jeg kæmpe et sidste slag i den lange kamp for min elskede? Skal jeg endelig, nu, sige det til hans kone? Mit formål er ikke så meget hævnen, som det er at punktere fantasien. Få noget realitet ind i det hele. Vil de hinanden for alvor? Eller vil det uholdbare i det hele materialisere sig? Vil han begynde at se på det, han er ved at miste? Kan jeg se mig selv i øjnene og vide, at jeg ikke har gjort ALT for at kæmpe for det, jeg har kært? Omvendt: Kan man piske nogen til at elske én tilbage? Næppe?
Jeg regner ikke med at blive dagens mand i skysovs, hvis jeg siger det. Der vil være en lang periode af... had (?), skuffelse (?), irritation over indblanding i hendes liv (?), hvad ved jeg? Og det vil bringe vores ellers fortsat gode venskab i fare med alt hvad dertil hører af fælles børneopdragelse, mindelig bodeling osv.
Omvendt synes jeg nok selv, at jeg har været for forstående, for veg, for feminin i hele forløbet. Måske ønsker hun ubevidst at blive stoppet i sin Don Quixote-færd. Hvis ikke af sig selv, så af hans afvisning eller... af mig.
Jeg ser ikke dette, som noget, jeg gør MOD hende. Snarere noget, jeg gør FOR mig. Og forhåbentlig FOR vores forhold OG vores familie. Men jeg var måske bedre tjent med at sige "pyt", komme videre i mit liv og fokusere på min egen lykke. Og lade hende, der alligevel ikke vil have mig lige nu, bokse med sit umulige forehavende.
Spørgsmålet er: Hvordan er - ikke nødvendigvis hendes - men typisk den kvindelig psyke i en situation som denne? Vil hun føle at jeg svigter hende ved ikke at gøre det? Ikke at kæmpe til sidste blodsdråbe? Vil hun miste respekten for mig? Eller vil hun føle sig trådt på, kontrolleret og ikke-respekteret af mig, hvis jeg gør det? Vil jeg støde hende endnu længere fra mig? Sidst men ikke mindst: Vil tiden i virkeligheden bare arbejde for mig, hvis jeg intet gør og hun må stå dér som "the other woman" i et forhold, som alligevel adrig kan blive virkeligt? Eller skal jeg sætte ind, inden deres forhold bliver alt for alvorligt?
Som sagt har jeg egentlig mistet håbet. Og så alligevel ikke. Under alle omstændigheder kan man sige, at der hvor jeg står nu, har jeg ikke meget at miste. Mails er skrevet, klar til afsendelse. Også en til at forklare min kæreste, hvorfor. Men jeg vakler. Tvivler. Hjælp. Hjælp mig med at vælge det mindst onde af to onder.
Ja, så skete der også det for mig, som sker for så mange, men som jeg aldrig havde forestillet mig skulle ske for mig. Mit forhold brast og dermed har jeg mistet det mest dyrebare i min tilværelse - min elskede kæreste. Vi har været sammen i 21 år og gift i 11. Vi har tre børn. I min egen selvopfattelse har vi altid haft et stærkt forhold med megen kærlighed, humor, respekt og sammenhold. Den opfattelse ved jeg, at jeg deler med mange, der har set os udefra. Men vi har også måttet sande, at tilværelsen giver os udfordringer, som slider på kærligheden - børn, arbejde, økonomiproblemer og hverdag. Alt sammen noget, der giver et forhold metaltræthed.
Så jo, der var en vis mathed i forholdet. Efter barn nummer 2 var vi i parterapi, og faktisk fik vi det bedre. Vi fik det jo faktisk så godt, at vi endte med at få barn nummer 3. I mit hoved lyste alle alarmsignaler dog - jeg vidste, hvor store problemer, vi havde stået overfor efter 2'eren. Men jeg troede også, at det at vi havde fået sat ord på det efter sidste gang, og det, at vi nu vidste, hvad det handlede om, gjorde, at vi kunne overkomme alt. Stor fejl!
Endnu engang slog hverdagen med en ny baby luften ud af det lystfyldte i forholdet og erstattede det med pligt, logistik og frikadeller. Jeg for mit vedkommende var godt klar over det, men troede som sagt, at det bare var en fase, som vi nok skulle komme over. Jeg klemte balderne sammen og så fremad. Det gjorde hun så ikke helt...
Siden har hun fortalt mig, at hun i årevis var ulykkelig, og at hun ikke delte min opfattelse af, at vi havde fået det godt igen efter terapien. Sådan kan man jo opfatte et liv så forskelligt. Jeg kunne have svoret... Som at vågne op en morgen, og ens kære har fået alzheimer. Hvad skete der med alle de gode stunder...?
Så opdagede jeg utroskaben. En gammel kæreste var dukket op igen og taget hende med på hotel. Et "lommeopkald" fra hendes telefon afslørede affæren, nærmest før den var begyndt. Jeg konfronterede hende, men i stedet for at angre og undskylde (som jeg nok ville have gjort), var hun totalt kompromisløs og uforsonlig, ville have ham i sit liv og i øvrigt skide på alt, som (jeg i hvert fald syntes) vi havde sammen. Herefter kom en lang periode, en dødskamp om man vil, hvor jeg hoppede på tungen for at ændre mig selv, vores forholds dynamik, forudsætningerne for at hun syntes vores forhold var dødsdømt osv. Af sted til parterapi igen. Løfter om åbent forhold, forståelse, tilgivelse, aktive handlinger for at genvække hendes gnist (min egen var så rigeligt vakt) osv.
Hele vejen igennem tryglede jeg hende om ærlighed som det eneste. Løgne er svære at kapere i et parforhold, tilgivelse er langt lettere, men løgnene kom gang efter gang - ærgerligt bare, at jeg har været så god til at opdage dem. Min mulighed for at manøvrere i hele denne tragedie har været begrænsede. Jeg har kunnet vælge mellem at rulle med slagene og få det bedste ud af situationen. Købe mig lidt tid til, at hun kunne genopdage hvilken fantastisk mand, jeg er ;-). Og at være hård og uforsonlig. Stille hende stolen for døren, smide hende ud af huset, lægge hende på is - OG fortælle det til elskerens kone.
Imidlertid valgte jeg den kurs at være ærlig over for mine egne følelser. De sagde mig, at jeg elskede hende højere end livet selv, at jeg på et eller andet plan forstod hende, og at jeg gerne ville beholde hende. Så jeg arbejdede med hende, mig selv og forholdet. Min viden om affæren brugte jeg dog som et middel til at have bare lidt indflydelse på forløbet. Kald det bare afpresning. Ved at true med afsløring, forsøgte jeg få ham til at trække sig og som minimum få fuld ærlighed fra min kone.
Lang historie, mange faser. Op og ned. Kort fortalt har min måde at tackle det på gjort, at vi har haft et meget passioneret forløb. Megen kærlighed, megen passion. Mere nærhed, ærlighed og ikke mindst spitzenklassesex i de måneder, end i de foregående mange år. Men også mange tilbagefald, løgne, skuffelser og nye planer. Der, hvor vi er nu, er vi efter et par måneders kraftige tilnærmelser til hinanden igen, hvor vi har været næsten helt oppe at ringe og realitetessnakket at finde sammen igen, alligevel endt i skilsmisse (eller rettere separation). Sagen er, at hun i hvad man forenklet kunne kalde sin 40-årskrise og medfølgende forvirring og lyst til personlig udvikling, hele tiden har holdt linjen varm til ham den anden. Mest pr. mail, chat, sms og telefon. Dog har de med mit vidende mødtes et par gange "for at finde afklaring" - "få hinanden ud af systemet". Yeah, right. Hun har hele tiden forsøgt at få mig til at købe præmissen om, at det var noget der skulle udleves, og at han bare var et symptom på vores forholds sløje tilstand. Og hun har givetvis selv troet på det. Men sandheden er nok nærmere, at for hver gang, de har været sammen, bliver de mere og mere forelskede.
Jeg kunne sparke mig selv for ikke fra starten af at have sagt det til hans kone - i det mindste for at alle kort er på bordet, så også han kan tage stilling til, om det er en vej i livet, han vil gå (som min kone tilsyneladende har gjort det). Lige nu er det en totalt omkostningsløs affære for ham. Når jeg ikke tidligere har sagt noget har det været fordi, jeg ikke har været helt klar over, hvor stort det var for dem. Jeg har købt symptompræmissen og tænkt, at det i stedet var sygdommen, det dårlige forhold, der skulle ændres. Nu har jeg indset, at han er så meget mere end det. Vi står over for skilsmissen. Jeg, fordi jeg har mistet troen på, at det nytter at kæmpe mere. Jeg gider ikke håbe længere. Hun, angiveligt fordi hun skal finde sig selv og bo alene. Men altså, come on, deres forhold fortsætter jo med uformindsket styrke, og det finder hun jo ikke just sig selv af.
En vigtig ting at vide i alt dette er, at han er bosat i udlandet og har selv en masse børn. Det vil sige, at de næppe nogensinde vil kunne dele en hverdag sammen. Han er næppe interesseret i at bo her uden sine børn, og hun flytter næppe udenlands uden sine. Så det, vi har med at gøre, er jo også en fantasi. Det kan aldrig blive virkeligt for alvor.
Mit dilemma er nu: Skal jeg kæmpe et sidste slag i den lange kamp for min elskede? Skal jeg endelig, nu, sige det til hans kone? Mit formål er ikke så meget hævnen, som det er at punktere fantasien. Få noget realitet ind i det hele. Vil de hinanden for alvor? Eller vil det uholdbare i det hele materialisere sig? Vil han begynde at se på det, han er ved at miste? Kan jeg se mig selv i øjnene og vide, at jeg ikke har gjort ALT for at kæmpe for det, jeg har kært? Omvendt: Kan man piske nogen til at elske én tilbage? Næppe?
Jeg regner ikke med at blive dagens mand i skysovs, hvis jeg siger det. Der vil være en lang periode af... had (?), skuffelse (?), irritation over indblanding i hendes liv (?), hvad ved jeg? Og det vil bringe vores ellers fortsat gode venskab i fare med alt hvad dertil hører af fælles børneopdragelse, mindelig bodeling osv.
Omvendt synes jeg nok selv, at jeg har været for forstående, for veg, for feminin i hele forløbet. Måske ønsker hun ubevidst at blive stoppet i sin Don Quixote-færd. Hvis ikke af sig selv, så af hans afvisning eller... af mig.
Jeg ser ikke dette, som noget, jeg gør MOD hende. Snarere noget, jeg gør FOR mig. Og forhåbentlig FOR vores forhold OG vores familie. Men jeg var måske bedre tjent med at sige "pyt", komme videre i mit liv og fokusere på min egen lykke. Og lade hende, der alligevel ikke vil have mig lige nu, bokse med sit umulige forehavende.
Spørgsmålet er: Hvordan er - ikke nødvendigvis hendes - men typisk den kvindelig psyke i en situation som denne? Vil hun føle at jeg svigter hende ved ikke at gøre det? Ikke at kæmpe til sidste blodsdråbe? Vil hun miste respekten for mig? Eller vil hun føle sig trådt på, kontrolleret og ikke-respekteret af mig, hvis jeg gør det? Vil jeg støde hende endnu længere fra mig? Sidst men ikke mindst: Vil tiden i virkeligheden bare arbejde for mig, hvis jeg intet gør og hun må stå dér som "the other woman" i et forhold, som alligevel adrig kan blive virkeligt? Eller skal jeg sætte ind, inden deres forhold bliver alt for alvorligt?
Som sagt har jeg egentlig mistet håbet. Og så alligevel ikke. Under alle omstændigheder kan man sige, at der hvor jeg står nu, har jeg ikke meget at miste. Mails er skrevet, klar til afsendelse. Også en til at forklare min kæreste, hvorfor. Men jeg vakler. Tvivler. Hjælp. Hjælp mig med at vælge det mindst onde af to onder.