Droppe min mor

Min mor og jeg har altid haft et meget anstrengt forhold.
Alle andre i familien kan lide hende, ligesom alle andre i familien kan lide mig – vi kan bare ikke sammen overhovedet.
Jeg får at vide, at jeg skal passe på forholdet til min mor, da hun en dag ikke vil være der længere og så vil jeg fortryde. Men kan det passe at man skal gå igennem livet og føle sådan? Skal jeg virkelig gå igennem det her, bare fordi hun er min mor og at jeg åbenbart skal frygte, at jeg ikke når at have mere med hende at gøre inden hun dør?
I de pauser vi har haft fra hinanden, har jeg haft det bedre end nogensinde og det er altid hende der har genoptaget kontakten. Og ligegyldigt hvor lange pauserne har været, er det altid blevet præcist det samme igen.
jeg har mest lyst til aldrig at se hende igen. Det er selvfølgelig umuligt, da jeg stadig har resten af familien, som jeg ikke kan undvære. Men behøver jeg at have et forhold til hende?

Du skal ikke droppe forholdet til din Mor.
Hvad med om i mødes et nevtral sted,og prøve at finde ud af det sammen.
Tal sammen om hvad der gik galt,husk at tale pæn til hianden,det kommer du længst med.
Måske har din Mor gjort nogle ting forkert,det gør vi alle sammen,ingen er perfekt.
Tror du ikke selv din Mor lider under ikke at se dig,for ligemeget hvad du gør,så er hun din Mor.Den dag din Mor lukker sine øjne,vil du fortryde at i ikke fik snakket ud om tingene.Husk en ting.Der er fejl på begge sider.
Du er din Mors barn,og tro mig at hun elsker dig,uanset hvad der er gået galt for jer.
Få ro i dit sind,opsøg hende,og få talt ud om tingene.
Håber du for ro i dit sind.

høflig og neutral forhold er bedre end ingen kontakt eller et hadefuld forhold. Jeg har den mest dominerende mor, der findes. Makker jeg ikke ret, så hakker hun på mig eller bliver edikkesur, og det er svært at stå model til, når man er voksen og mor til to. Alle i familien (mine søskende og far) er til for at gøre hende tilpas, hvad der er en umulig opgave. Alligevel er hun min mor, dog begræsner jeg kontakten (grundet travlhed) til det minimale.
hilsner
en i samme båd

Det behøver du. Hun har født dig og passet på dig. I ligner sikkert hinanden. Min mor og jeg havde også et anstrengt forhold, fordi vi lignede hinanden, men jeg kunne da aldrig svigte hende alligevel.
Hun mistede sine andre børn, hun var meget syg, den sidste tid, nej jeg ville være et skarn om jeg havde svigtet. Når du selv får børn❓og når de er voksne, ville du så bryde dig om, de gjorde lige som du nu gerne vil. Det kan du jo nemt komme ud for. Tror du din mor tænkte på, da hun fødte dig, at I skulle få et dårligt forhold senere.
Du skriver også, det er hende, der genoptager kontakten, altså elsker hun dig.
På mig virker du en smule kold. Jeg føler med din mor.

elsker hendes mor hende, ellers tog hun ikke kontakten hver gang, men når det er sagt, så skal det tilføjes, at ikke alle kan tales med. Min mor har ingen fejl, og jeg må kravle tilbage hver gang. Det kommer an på hvad hendes mor er for en person.

hold op med at brug din energi på sådan en, også find nogen du kan li´ du vil ikke fortryde det!

Jeg kan ikke lade være med at blive irriteret, når folk kommer med kommentaren om, at ens forældre har født og passet på en og at man derfor skal være taknemmelig? Nej, det mener jeg ikke. Jeg mener det er en opgave som hun selv har taget og som barnet aldrig har lagt på hende. Det er hendes ansvar at passe på hendes børn, da hun selv har valgt at få dem. Synes ikke man som mor bør forvente taknemmelighed af den grund. Det kan man gøre, hvis man har været en god mor. -Det har min ikke og som en overraskelse for dig, kan man godt være en dårlig mor, selvom man har født sit barn og givet det mad og tøj gennem opvæksten!
Min mor og jeg ligner overhovedet ikke hinanden andet end af udseende. Vi har vidt forskellige personligheder og har altid fået at vide, at man aldrig ville få ideen at vi var mor og datter, hvis ikke vi lignede hinanden så meget.
Nej, jeg ville bestemt ikke bryde mig om, at mine egne børn ville droppe kontakten til mig, når de blev voksne. Men jeg ville heller ALDRIG ønske for mine børn at have et forhold af pligt, men som kun gjorde dem ondt..
Men det er da fint at du kan føle med min mor efter de få oplysninger du fik i mit indlæg :)

og mange tak for dit svar.
Desværre har vi allerede prøvet at mødes neutrale steder (mange gange) og vi har prøvet at snakke tingene igennem mange gange hvert år. Intet hjælper. Jeg har endda tilbudt hende at betale for psykolog for noget "parterapi", men det vil hun ikke, da hun mener det eneste der er galt, er min personlighed.
Jo, jeg tror min mor lider under ikke at se mig. -men er det værre end at jeg lider når jeg ser hende?
Jeg er ikke i tvivl om at hun ét eller andet sted elsker mig, men jeg kan ikke tro at det skulle være nok? Man ville da aldrig blive ved sin mand, hvis han fik en til at føle det dårligt med sig selv. -Heller ikke selv om han elskede en?

hvor jeg føler med dig. Og jeg tror der er alt for mange, der har det som os.
Jeg har bare prøvet så mange gange, at have et forhold på overfladen med hende. Sådan at jeg ikke taler om noget, hun senere kan bruge imod mig. Men det er fuldstændigt umuligt. Jeg synes snart jeg har prøvet alt, og jeg er så tæt på at mene, at sidste chance for at få et normalt liv, er at skære hende væk.

over dig, som lægger helt andre ord ind i mit indlæg. Jeg skrev intet om, man skulle være taknemmelig.
Hvad spurgte du for, når du ikke kan tåle at høre, hvad folk mener, efter de få oplysninger du gav.
Jeg havde nok en anelse om, du var aggressiv. 😕

hvad ville du med dit indlæg. Høre du skulle droppe hende og sk... hende et stykke.

være et generelt spørgsmål. Et spørgsmål om man generelt behøver at have et forhold til sin familie, hvis det kun gjorde ondt. Det behøver du jo ikke personlige oplysninger om mig for at svare på.
Ja, og ligeså godt som du kan sige at jeg er aggresiv kan jeg sige, at du er alt for hurtig til at dømme folk og på for tynde grundlag. Du kender ikke mig og jeg kender ikke dig og at tro vi kender hinanden gennem et par indlæg her på sol-debatten, er vist for dumt..
Hvad er så din pointe med at hun har født mig og passet på mig? At vi derfor ligner hinanden? Det gør vi bestemt ikke.. Og jeg kender rigtig mange, som ikke ligner deres mødre..

Jeg har også haft sådanne et forhold til min mor - og har det sådanne set stadig.
Vi har holdt 2 pauser fra hinanden i næsten 2 år begge gange. Der ligger jo noget til grund for at i har et anstrengt forhold... du skriver noget om lavt selvværd og en mand længere nede i tråden.
Min far holder min mor nede, han er en sur stodder, men har gode sider også. Desværre forenes de ikke med min mor og de to er lig med kaos. Som er gået udover ungerne.
Pauserne fra min mor, har været den bedst tid i mit liv også, fordi jeg har fået fred og ro i mit hovede. Du skriver ikke noget om din alder, men da jeg blev 28 og fik mit første barn tænkte jeg at hun ikke skulle fylde mere i mit hovede. Jeg kan ikke redde hende, hun må klare sig selv. Jeg har en mor som jeg elsker, men jeg respekterer hende ikke nødvendigvis som kvinde. Hendes valg er meget anderledes end mine. Jeg hidser mig ikke op over hendel ængere, siger bare at sådanne er hun og lever mit eget liv som jeg ønsker det. Når hun kommer med kommentar og evt. spydigheder går jeg min vej eller siger pas sig eget motter. Det er svært men det værd. Så kører jeg hjem og hygger med min egen familie.
Ikke alle er lige heldige at have en ordentlig mor - man skal ikke kæmpe for sin mor for enhver pris. Du skal gøre dig selv glad, ingen andre kan tage det ansvar. Hvis du melder fra overfor hende, må du jo bare gøre en ekstra indsats overfor familien og kommer på andre tidspunker - og så forklare familien at de ikke behøver at forstå din beslutning. men respekterer den.

men de fleste har det bedst med at have et. Det kan så være nødvendigt at se på, hvilken slags forhold det skal være, og der er det nok nødvendigt at se lidt indad. Du ved hver gang du peger fingeren på een peger tre fingre på dig selv.
Har du for svært ved at få din mors accept? Det er et almindeligt dattersyndrom. Forventer du fortsat, hun skal være "mor"? Det behøver hun jo ikke. Hun kan betragtes som en af jordens kvinder og forventningerne til moderrollen pakkes væk.
Du skriver hun ikke har været en god mor. Er det, når du tænker som et barn? Nu er du voksen og har ikke brug for en mor. Tilgiv hende og tag hende lidt afslappet - var en mulighed.

kun fortælle, hvad jeg har gjort/gør.
Min mor og jeg har altid haft et anstrengt forhold. Gennem hele mit liv har det altid været min storebror, som hun har rost mest og talt pænest om. Men hvis der skulle laves det hårde arbejde, så var det mig der blev kaldt på.
Jo ældre jeg er blevet - og nu er jeg midt i 40'erne - jeg blevet bedre til at sige fra, selv om det ikke altid bliver gjort på den pæne måde.
I dag er hun en stakkels kræftsyg kvinde, der forpester livet for min far og os alle. Jeg har valgt at stikke hovedet forbi i ny og næ men ikke lade hende terrorisere mig og kun være der max ½ time, for min egen skyld. Jeg viser ansigt men gør ikke vold på mig selv for at være der.
De kærlige følelser, som bør være der for sin mor, er der overhoved ikke. Hun er en total fremmed for mig og det har jeg det okay med. Hun er min mor og selvfølgelig bliver jeg ked af det, den dag hun dør, men mest pga. at min far mister sin hustru og mine unger mister deres bedstemor - en bedstemor de heller ikke gider.
Så mit råd er bare. Slap af og gør hvad du føler er rigtigt. Du skal ikke med djævlens vold og magt elske din mor men lad være at fravælg hende totalt. Vær der på et neutralt spor og du vil kunne magte det og når du kan det, vil din samvittighed også være i ordne.
Held og lykke med det

Hvad er så din pointe med at hun har født mig og passet på mig? At vi derfor ligner hinanden? Det gør vi bestemt ikke..
citat slut
Jeg kom kun med et forslag til, hvad der kunne være galt mellem dig og din mor.
Jeg kan kun svare ud fra de erfaringer og meninger jeg har.
Det kan andre også kun gøre.
Med hensyn til min mor havde jeg hele min barndom en viden om, hun bedre kunne lide mine søskende end mig. Selv min far gav mig ret. Jeg har kæmpet med de følelser, det skabte i mig. Med dårligt selvværd o.s.v.
Min mor havde et dårligt forhold til sin svigermor og det var min mors skyld.
Da hun blev syg fortrød hun bittert, hvad hun havde sagt, men det var for sent.
Jeg selv kæmpede med mine egne følelser og indså jeg måtte hjælpe hende. Hun var min mor, som jeg holdt af og hun holdt også af mig, selv om hun holdt mere af de andre.
Jeg kunne se, jeg på mange områder lignede hende og læste en del om emnet.
Med min forstand forstod jeg mere, med mine følelser var det mere svært.
Jeg hjalp så meget jeg kunne. Og bagefter fortrød jeg, især i den sidste tid, ikke gjorde noget mere.
Holdt hendes hånd f.eks. da hun lå dødssyg. I guder, hvor har jeg fortrudt det.
Det var den følelse, jeg ville spare dig for. For når du bliver ældre kommer andre tanker.
Jeg tænkte på mine egne børn, hvor gerne jeg ville de skulle holde min hånd.
Kan du ikke bruge mine ord til noget, så glem dem.
Eller du kan gå til en psykolog, som måske kan give dig en forklaring på, hvorfor I har det, som I har. Men så tror jeg også du bliver nødt til at komme med yderligere oplysninger. Selv en psykolog er ikke synsk.

være et generelt spørgsmål. Et spørgsmål om man generelt behøver at have et forhold til sin familie, hvis det kun gjorde ondt. Det behøver du jo ikke personlige oplysninger om mig for at svare på.

citat slut
Næe, man behøver da ikke et forhold til sin familie, hvis det kun gør ondt.
Jeg vil ikke udpensle mine forhold, men jeg kan sige så meget, at for mit vedkommende, blev jeg meget ulykkelig, da de var væk.
Jeg kan, som sagt, kun udtale mig på baggrund af mine egne erfaringer.