2tilføjet af

Du må ikke opgive håbet far!

Min far har gennem en lang år række været syg af kræft, hans håb om livet, istedet for døren, fandt han hos min mor.
Han var ved at gå bort for godt to år siden, hvor vi blev ringet op fra sygehuset, nu var tiden kommet - til et forvel!
På magiskvis overlevede han, og da han kom til sig selv, sage han at: Kærlighed gør stæk, især til livet! Med dette mente han med at det var min mor der havede holt ham i live.

For godt to månder siden, blev alt dette med min far, min mor for meget, hun gik, og bad om en skillesmisse. To uger efter, havede hun fundet en anden, manden i sit liv sage hun. Ja, startet et nyt liv, uden bekymringer.
Min far som nu stod alene tilbage, havede/har det ikke godt! Han prøver virkelig at bevise, at han er stærk nok til at komme videre, men sandhedden skulle jo ikke bare være den, at hun ville skilles.
Mange års ægteskab, skulle også finde utrosab og "svindel" fra min mors side, dette slog VIRKELIG min far ud, jeg hørte ham, desværre, og ved et uheld, i gråd og fustration, sige - Nu har jeg ikke flere kræfter til at leve mere.
Jeg kan se på ham at det har han ikke, han er "gammeldags", spøger ikke nogen til råds eller beder om hjælp. Han har ikke haft nogen at snakke med, brugte derfor mig - ikke længe, jeg kunne ikke, det var for hårdt at høre, min egen far, have det sådan, jeg var også bange for at dette ville få mig til at vende mig imod min mor, det ønsker jeg ikke da jeg jo stadig elsker og holder af hende.

Men alt dette, der er sket, har sat min tankegang, igang. Hvordan kan jeg hjælpe min far videre herfra, kan/skal jeg hjælpe? Jeg ønsker jo på ingen måde at han skal opgive håbet, om livet, om os, min søster og jeg, hans
barnebarn der lige er begyndt at sige: - Morpar . Og alle dem der også holder af ham. Det er svært at forklare en mand i så dyb en sorg, at han jo stadig har noget at lave for - os andre!
Hvordan kommer man videre - kan man komme videre? Er så bange for at måtte sige forvel, igen, det kan jeg ikke bære, er ikke "parrat". kan jeg ikke hjælpe ham?
Med stor sorg fra Datteren.
(ps. Min far er KUN i en alder af 61år)
tilføjet af

anonym

det var meget ufint af din mor det hun gjorde.i den svære tid som alle har må man give al den kærlighed som man kan finde det har de brug for(min kone døde af kræft for ca 14 dage siden derfor ved jeg)men passe på ham mens han lever.
tilføjet af

dit liv

Det lyder hårdt, - for jer alle sammen, også din mor. Men den vigtigste er dig selv. Du kan og må ikke påtage dig ansvaret for din fars liv og din mors gerninger. Alle har sine grunde til at reagere på sin måde og der er ingen garantier for noget. Vi er ikke blevet lovet at livet skulle være let, men når man alligevel oplever og gennemlever livet, kan man jo lige så godt vælge at blive klogere. Husk dit liv. Held og lykke.
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.