Du skriver i din profil:

"Det menneske du har i dit liv og de mennesker du tiltrækker, er ikke relationer baseret på tilfældigheder, men derimod en afspejling af hvem du dybest set er."
Igennem hele mit liv har jeg haft det svært ved at få tætte veninder - veninder der svarer til mine ideer med henblik på at udvikle sig sammen.
Igennem årene har jeg bøjet mig meget, for at bevare et venskab, da jeg har forståelsen for, at det ikke kun kan være mine rammer der skal danne udviklingskårene, for dette.
Men måtte skære forbindelsen over for et år tilbage til et venskab, da jeg følte mig mere skadet end godt.
I dag har jeg ingen tætte relationer af mit eget køn på vennebasis, så hvem er jeg?

Jeg har altid været voldsom populær og den som alle gerne ville være ven med, men det er simpelthen kun fordi jeg har snakket folk efter munden *altid* og aldrig udelukket nogen, heller ikke folk der var onde mod mig, jeg vendte dem bare kinden til og ovenikøbet var det ofte dem, jeg bød mest velkommen i mit selskab. Men ellers lukkede jeg alle ude, fordi jeg havde nogle indre komplekser og stadig har, som jeg skjuler meget, så jeg turde/tør ikke lade folk komme "rigtig" ind på livet af mig.
Samtidig turde jeg ikke sige fra og sige min ærlige mening og har stadig problemer med det.
Idag er jeg endt op med en samling venner, der alle synes godt om mig og alle tør betro sig til mig, selvom jeg ikke tør betro mig til dem, med få undtagelser - også her er de virkelig få venner nære venner jeg har haft af det modsatte køn. Disse venner lader jeg dog ikke kome ind i mit liv og har i lange perioder udelukket dem fra mit ensomme selskab. Bla. af frygt for at de skulle møde hinanden, hvorved jeg kommer til at afsløre at jeg har snakket mange forskellige typer mennesker efter munden.
Jeg føler ikke at jeg i mine øjne fjerne vennekreds (men i deres øjne tætte vennekreds, fordi alle tør betro mig alt) kan afspejle hvem jeg dybest set er. Derimod ser jeg en afspejling af min "skal". Dybest set er jeg mutters ensom :-(

Har dog aldrig været voldsomt pupolær, nok mest fordi jeg altid har og siger min mening, og snakker ikke nogen efter munden. Har det lidt sådan, at hvis folk ikke kan lide lugten i bageriet, kan de smutte. Gav mig store problemer i de små klasser, men som jeg blev ældre blev det åbenbart noget folk kunne lide.
Har nu som sådan ikke svært ved at finde venner. Dog kniber det lidt med de rigtige gode venner, dem som man kan dele selv de "mørkeste" hemmeligheder med. Men dette skyldtes nok jeg aldrig har manglet noget. I form a mererielle ting. Har aldtid fået det meste af hvad jeg ville have. Dog somvær med forældre etc. er det ikke ret meget af.
Nok også derfor jeg til tider kan føle mig lidt ensom.

Måske er der alligevel lidt sandhed i profilteksten.
For dybest set ved jeg ikke, hvem jeg er, jeg har altid haft en identitetskrise, som bare er blevet større og større, og nu her hvor jeg er midt i 30erne har den resulteret i en livskrise, der er så stor at jeg ikke engang tør gå til lægen, der bare vil affærdige det som pubertetsproblemer, som jeg med min alder burde have styr på.
Men dog må jeg have noget godt i mig, siden "alle" meget gerne vil kontakte mig. Men jeg støder konstant folk væk fra mig, afslår en lang række invitationer som blot bliver ved, simpelthen fordi jeg ikke ved hvem jeg selv er, jeg skifter hele tiden referencepunkt for, hvor jeg synes jeg hører til og føler mig ikke hjemme nogle steder, da jeg ikke kan finde ud af, hvem jeg selv er, selvom jeg får masser af respons på det, men den respons jeg får kan jeg ikke genkende i mit "egentlige jeg", inderst inde, slet ikke :-(

over typer som dig, der tør sige sin mening og har gjort det siden barneårene. På den måde udvikler man nemlig sin sande identitet. Her føler jeg at jeg står helt i stampe tilbage i 6-års alderen, eller deromkring det stadie mht. udvikling af personlig identitet. Bare pga. min kæmpe autoritetstro/-frygt dengang.
Jeg "kunne" sikkert betro mig til en masse, da stort set alle betror mig ting, de ikke tør betro mig til andre. Det er jo en kæmpe tillidserklæring. Men santidig synker jeg ned i et dybere afgrund af mishag for mig selv, da jeg ikke føler jeg er "ægte" overfor andre. Samtidig er jeg bange for at hvis jeg endelig skulle betro mig til folk og få mine opsparede skeletter ud af skabet, som vel mest kan sammenstykkes som teenage-identitetsproblemer, så føler jeg mig næsten sikker på at folk vil løbe skrigende væk. Det er bla. det, der gør mig så ensom. Enormt ensom, faktisk. Jeg lever faktisk i en daglig angst for at nogen skulle "opdage" at jeg er identitetsløs.
Nå, godt med dette forum/denne gruppe/denne tråd, jeg fik da åbnet op for nogle ting....

ikke hjælpe dig med ! ;-)
Det er DIN opgave at finde ud af "hvem jeg er".
Selv har jeg brugt mange år af mit liv på at være "som om". På mange måder haft gode interesser med musik etc.
Men når der er blevet stille, så har krisen kradset, fordi jeg ikke har haft kontakt til min sande kerne.
Sådan er der mange mennsker, der lever et helt liv uden at opdage det eller tænke over det.
Nogle - incl. mig selv - løber heldigvis ind i nogle livskriser/øretæver, der giver mulighed for at stoppe op og tage udfordringen op, hvis man tør. Fordi det kræver, at man tør se sig selv i øjnene på godt og ondt - få fat i skyggerne og lukke dem ud i lyset; her tør de nemlig ikke være. MEN det kræver MOD.
Vær glad for at du kan reflektere, som du gør. Man kan kun ændre på noget, hvis det er på et bevidsthedsplan.
Tør du droppe alle overfladevennerne, so du har kørt rollespil med i årevis!?
That's the question.
Det betyder nemlig, at du bliver alene - bøøøøh.
Men det betyder også, at du har alle muligheder for at starte på en frisk og opleve ægthed i relationer.
It's all your choise my friend.
Start hellere i dag end i morgen og vær god ved dig selv, når du fejler.

kunne være en bevidstgørrelse af et til og fra valg? Det var det i mit tilfælde.
Jeg synes heller ikke det er spørgsmålet om, at eje en ven der sætter sig ned og siger;"Du er nødt til at gøre dig nogle ting klart om, hvordan denne verden fungerer, og om dig selv og dine ønsker for fremtiden." Men måske mere en accept, gensidighed af omsorg for venskabet osv. via omsorg er du i stand til at mærke en hel del. Omsorg er med til at bevæge venskabet til et dybere sted.

man ved, hvad man skal lytte efter - så kan det være svært at høre selv den smukkeste fuglesang.
Der er INGEN, der kan sparke nogen til noget.
Man kan give folk muligheder for at "se", hvis - vel at mærke - der er nogen, der siger BØH.
Kriser kommer, tror jeg, fordi man ikke lever sit sande selv og formål. I nogels ører lyder det måske frelst og religiøst. Men det er søre enkelt: Hvis man fra barnsben er blevet rettet til både i familie, skole og fritid, så kan det være svært at finde hoved og hale.
Det er gået op for mig, at mine spirituelle sider i DEN grad er blevet undertrykt, hvilket har resulteret i et smertefuldt liv med misforståelser og "alenehed". Indtil jeg læste "Vinden er min Moder" af Bear Heart og senere "Seeren fra Andalusien" og herefter flere af Lars Muhls bøger. Pyh-ha der er andre, der har været der eller er der - jeg er altså ikke alene.
Der er en grundt til denne ensomhedsfølelse - lær den at kende og giv den et knus og gå så ud i Verden og vis, hvem du er - også når du er et "pjok". But it's hard my friend.

Jeg er langt fra sikker.
Som jeg husker den tid (20 til 40 år) var jeg udødelig, og alle, der ikke bare var enige med mig, de var idioter :-)
Empati var en by i Rusland.
Tanker, der stak dybere end til i morgen, de var slet ikke med i min hverdag.
Og det er her, jeg kunne savne, at der var en ven, der påtog sig faderrollen men som var i trit med min hverdag.

en hel masse om dig selv i dine beskrivelser. Men du tænker i "fejl"-baner.
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad indeholder dit "egentlige jeg"?

og jeg er sådan set ikke så utilfreds med resultatet, men jeg er stadig ærgerlig over "de spildte år" og den overfladiskhed, der har præget mig i mine yngre år.
Så derfor kunne jeg ønske mig at vide, om det havde gjort en forskel dengang, hvis der havde været én, der havde haft lidt spirituel indsigt dengang.
Jeg havde mulighederne, men ikke evnerne til selv at "se lyset".

med at du er kommet hertil - det er der mange, der ikke oplever.

Du må have været en vildbasse?
Hvem siger også man skal være dyb.... så længe gensidigheden trives? ;)

Du modsiger dig selv :)
De spildte år, har gjort dig til den, der ikke er så utilfreds med resultatet...ellers må der være et eller andet du gerne ville have opnået idag?

Er det dit liv, der har gjort dig til det, du er, eller er du blevet det på trods af dit liv ?
I mit tilfælde kan jeg sige modsat af Hanne Boel, "No Regrets".
Der er masser af ting, jeg ville ønske, jeg havde gjort anderledes.
Men slutresultatet kan jeg godt leve med :-)

Hej Bleg
Det er et dejligt, eksistentielt emne du bringer på banen og jeg kan se, at dit spørgsmål også satte en refleksion i gang hos andre:-) Der ligger nogle rigtigt gode indlæg fra de andre brugere - skønt:-)
Motivationen til at se dybere i os selv opstår ofte i kølvandet på en episode vi føler vi gerne ville have været foruden eller den opstår som følge af en fornemmelse af indre tomhed.
I dit tilfælde kan dine tanker sagtens være afledt af bruddet du nævner. Og har du lyst til at gå dybere ned, så er der flere indgangsvinkler.
Du kan eksempelvis kigge nærmere på de prædikater du sætter på dig selv som veninde. Du kan stille dig selv følgende spørgsmål: Hvor stammer overbevisningen fra, at du skal være forstående for, at det ikke kun er dine rammer der skal danne udviklingskårerne? Hvem har lært dig det? Er det en samfundsnorm du har taget til dig, er det dine forældres ord eller er det noget du har erfaret gennem egne oplevelser i livet? Ikke fordi den nødvendigvis ikke er sand. Det interessante er her hvor den stammer fra?
En anden vinkel kan også være at se nærmere på hvordan du lagrer oplevelser i dit indre. Du skriver blandt andet at du var nødt til at afbryde et venskab. Hvad ligger der i ordene: nødt til? Er det godt – er det skidt? Er det egenomsorg eller noget helt andet?
Hvad er det for historier du fortæller om dit liv? Som redskab kan du på blankt papir notere årstal/epoker i dit liv fra du blev født og indtil i dag, eks: 1975-1985 … og der efter notere en hvilken som helst tanke der falder dig ind. Hvordan var de år? Hvad skete der er skelsættende ting i dit liv? Hvordan så dit liv ud dengang? Hvordan formede de år dig? Hvem var dine venner på daværende tidspunkt? Hvad lærte du om dig selv og livet i al almindelighed?
Som sagt så ligger der allerede en masse refleksion fra de andre brugere også:-) Jeg håber det alt sammen kan sætte dine tanker i gang, hvis det er det du ønsker skal ske nu:-)
Mange hilsner
Solveig