Dødtræt af de store papbørn

Min mand har været gift før og har to store piger fra sit første ægteskab, den ene er i dag 22 og den anden 18 år gammel, vi har været sammen siden de var små. Min mand og jeg har i mellemtiden fået en søn sammen, som begge de store piger er meget glade for. Så vidt så godt. Her er så scenen: Til vores søns fødselsdag fornylig havde vi inviteret venner og familie og selvfølgelig også mine papdøtre. De har nu altid haft meget svært ved at komme til tiden - kommer altid mindst 1 time for sent - og der er altid en eller anden mystisk forklaring på det - sjovt nok, så bliver den bus/det tog, de skal med, når de skal herud til os meget ofte aflyst eller i hvert fald temmelig forsinket...og det irriterer mig efterhånden ret meget, men når vi kun er os selv, så er det jo hvad det er....Nå, men tilbage til fødselsdagen: Vel vidende deres "alternative" måde at holde aftaler på, havde jeg denne gang udtrykkeligt bedt dem om at komme til tiden. Klokken bliver så både 14.00, hvor de skulle komme, og den bliver også 14.30 og den bliver også 14.45 - de kommer ikke og vi hører heller ikke noget fra dem, og der sidder jeg så med min søn og hele resten af fødselsdagsselskabet og er endnu engang - ja, hvad egentlig?? Til grin, måske??? Efter næsten 1 ½ time ankommer de så - uden nogen forklaring - og uden nogen fødselsdagsgave til vores søn, forklaringen på den manglende gave er lang og helt uigennemskuelig, jeg opgiver helt at følge med - og for at det ikke skal være løgn, så har de snydt i bussen ud til os og må have penge af deres far til billetten hjem. Og nu er jeg sgu gået hen og er blevet lidt træt af de unge damer. Hvad tænker du??? Er det mig, der er urimelig?? Skulle jeg bare slappe lidt af og være glad for, at de er så glade for vores søn og hygger sig og leger så dejligt med ham, når de (endelig) er kommet??? Kan heller ikke lade være med at tænke på, om der er noget helt andet - et oprør/en protest fra deres side - på spil her??? Hvad tænker du når du læser (min version af) min historie??

med senteen syndromer. Hvad fanden bilder de sig ind? Det har nok ikke meget at gøre med om de er lavet af pap eller direkte fra egen stok. De er et par trælse tøser.
Tag en seriøs snak med dem, og bed dem rette ind.

/deres far?
Jeg tror helt klart at de har mere respekt for ham end for dig i og med at du "kun" er papmor. Han må og skal også tage noget ansvar for de tøser.
-Mette

Hmm, hvad tænker jeg......mange ting, egentlig🙂
Først og fremmest kan jeg godt forstå du er irriteret over pigernes forhold til tiden. I mine øjne er det respektløst ikke at overholde aftaler. Det mindste de kan gøre er at ringe. Men mennesker er forskellige, og i deres verden er det måske ikke så vigtigt at overholde aftaler. Det kan også være det er en protest af en art - måske synes de du er meget kontrollerende, og det opponerer de mod.
Men det er voksne mennesker, og du kan ikke kontrollere eller styre dem, og det er uanset hvad der er årsagen til at de kommer for sent. Men istedet for at bruge energi på at blive irriteret på dem hver gang, synes jeg du skal sige fra.
Fortæl dem, at det er vigtigt for deres far og dig, at man overholder aftaler og tidspunkter og at der ikke længere vil blive taget hensyn, hvis de fremover ikke kommer til tiden. Hvis jeres forhold ellers er godt, kan du også spørge ind til hvorfor de aldrig kommer til tiden. Jeg synes ikke deres forklaring er det primære - hvis du fortæller, at der ikke længere tages hensyn til at de kommer for sent, er de gamle nok til at ændre det. Hvis de vil...
Næste gang de kommer for sent, går I bare i gang uden dem. Ikke demonstrativt på klokkeslet - det kommer der sjældent noget godt ud af - men på det tidspunkt der passer jer. I Jeres hjem, er det jer der sætter dagsordenene, og hvis pigerne er orienteret herom, er det jo deres valg om de indordner sig eller ej.

Jeg fik også tanken, at du måske er knap så tolerant overfor dine pap-døtre. Når jeg læser dit indlæg, får jeg lidt tanken, at du er grundlæggende irriteret på dem. Det kan være godt at spørge sig selv, om man leder efter de negative og irriterende sider ved en person. Det dækker som regel over nogle helt andre problemer end de konkrete. Men måske er din irritation kun ifm. med at overholde aftaler, hvad ved jeg... Er det et par unge forkælede damer, som snor deres far om deres lillefinger?
Og hvor er din mand i alt det her? har han samme opfattelse, og hvad er hans holdning?
Det er altid mest befordrende for et forhold, hvis man koncentrerer sig om de positive sider, men man skal ikke lade sig træde på. Det er dejligt, at de har et godt forhold til deres lillebror, men det betyder ikke, at de skal opføre sig som de har lyst.
Det var så lidt af mine tanker om dit indlæg 🙂
Håber I finder en løsning [f]

Det er ganske almindelig pli, at man kommer til tiden, når man er inviteret.
Har man ikke lært det når man er i den alder, lærer man det aldrig. Forvent dig intet og regn ikke med dem.
Jeg ville gøre flg.
Hør her piger. På lørdag en måned holder vi fødselsdag for jeres lillebror. Vi andre starter kl 14:00, og vil i være med fra starten, kan i komme kl 14:00
Så starter festen kl 14:00, og på det tidspunkt fjerner du deres kuverter. Skulle de så komme kl 15:30, er de velkomne, men kopper og kagemand er til selvbetjening i køkkenet.
Lad dem selv klare sig.
Og alle de udflugter med busser og tog, der er aflyst kan du jo holde dem op på ved at ringe til DSB, og så konfrontere skønjomfruerne med det, og sige du ikke gider deres ævl, og de bare kan sige, hvis de ikke har tid, lyst eller lejlighed.
Held og lykke med det hele. Men træls det er det fa....

og det irriterer også ham. Vi har også haft - hvad jeg oplevede som - en god snak med pigerne om dette for længe siden. De mente så efterfølgende absolut ikke, at det havde været en spor god snak - deres mor, altså min mands ex- kom ligefrem på banen og konklusionen var, sådan i grove træk, at jeg var dum og at vi blev "straffet" med, at de ikke ville se os i næsten 2 år. Så nu tør jeg sgu´ nærmest ikke sige hverken det ene eller det andet til dem af frygt for at de "boycutter" deres far endnu engang. Øv, øv, øv. Synes faktisk også, at det er skidesynd for dem, at de selv har bragt sig i denne her situation, for de afskærer jo på den måde også sig selv fra at have et oprigtigt og ærligt forhold til deres far og mig, når vi altid skal være på vagt og veje vores ord på en guldvægt og kun tør at være "tante-venlige" og "tante-høflige" overfor dem...Har sgu lidt svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal være rigtig voksen i denne situation...

Virker både gennemtænkt og stødende på mig

Ikke, at jeg skal forholde mig til dit indlæg i et tråd med en anden problematik .... men at elske andres børn kan være svært ....omend begrebet pap eller bonus er nok så populært - så er det blot - eller meget et betegnelse for, at der er flere voksne inde i forældrerollen.
Familesammenhold kommer også af at stemme forventningerne af - både de voksnes - og også børnens og de respektive andre forældres ...... Det er et individuelt projekt for hver sammenbragte familie.
Det, at der er inviteret til en fest - og at man kommer for sent har for mig at se ikke noget som helst med familiesammenhold at gøre - det handler ene og alene om disrespekt !
Du bruger mange ord som papgeneration, afsky, forlorne osv .... det afspejler mere din holdning end den, der har skrevet indlægget. Hun er *blot* frustreret over i så mange år at få sine grænser overskredet....
Blot tanker herfra

xxXxx

... Men du sætter nogle tanker igang...;
Du omtaler konsekvent pigerne som PAPdøtre, uagtet at du har kendt dem siden de var små. Du omtaler konsekvent den mindste som JERES søn... Hvorfor ikke som DERES bror??? Jeg får fornemmelsen af at se en familie på 3 + 2... Ikke en familie på 5.
Det lyder umiddelbart som om du lægger afstand til pigerne. - Altså: UD FRA DIN TEKST ALENE AT BEDØMME.
Det er jo slet ikke sikkert at det er sandt, det ku' jo osse sagtens skyldes at du bare er så irriteret på dem som du beskriver, men jeg holder altså lige fat i hypotesen alligevel.
Hvad nu hvis jeg ikke er den eneste der ser den afstand, der lægges???
Hvad hvis din mands døtre osse gør??
Hvad hvis de føler sig som gæster, i et af deres egne hjem (deres fars og dermed deres)??
- Og hvad hvis de føler at deres tilstedeværelse er ligegyldig??
På mig lyder det som om at de har trodset en tom pengepung og er mødt op alligevel. Ja, uden gave. Men mine døtre - som er helsøskende - ka' sagtens møde op uden gave til hinanden. Det springer ikke af ligegyldighed, men af dårlig styring af egne konti ;-)
Det var mine tanker til det skrevne - Jeg har ingen råd at give dig. - Dertil mangler vi lidt opl. fra fortiden. ;-)
Ikke desto mindre ønsker jeg dig og hele jeres familie held og lykke til at finde en god udgang på, hvad jeg sagtens kan sætte mig ind i må være, en grim hårdknude.
Bedste tanker

jeg håber sandelig ikke at du har ret vedr. udvikling af afsky for familiebegrebet. Bryder mig egentlig heller ikke rigtigt om betegnelsen "pap"-børn. Synes ikke at vores familie er forloren, selvom det er nummer 2 famillie min mand indgår i.

der aldrig kom noget ud af. Nu ved jeg ikke hvad hulen det er politisk korrekt i din bog at kalde de børn man ikke selv er forældre til, men som ens ægtefælle er, men her taler vi altså som to unge kvinder der er gamle nok til at have stemmeret og haft det i flere år - altså voksen. Hvad fanden er det for et hensyn der skal tages til deres lallerholdning til andre menneskers tid?
Det er da udelukkende respektløs opførsel så det klodser. Jeg kunne finde på at invitere dem på middag og så tage ud og spise den - TIL TIDEN.

Jeg forstår dig godt. Vi kender også nogle, der gerne kommer en time forsent.
Du kunne invitere dem et time før tid. Det gør vi.
Du kan også bare invitere og så lade som ingenting. Vent ikke på dem med mad/kaffe og kage. Lad som om alle er kommet.
Simpelthen glem dem.
Er der ryddet af bordet, ja, så er det bare ærgeligt, for dem.

Det er det altid, når forældrene skrider fra hinanden!
Selvfølgelig kan de være vokset så meget fra hinanden at det er den eneste mulige løsning. Men meget bør være prøvet inden det når så vidt. Det skylder man børnene og det ansvar man har pålagt sig i forbindelse med at stifte en kernefamillie.
Min forståelse er helt væk i de tilfælde hvor den ene parter skrider fordi vedkommende for sin egen selvrealiserings skyld vil genopleve nyforelskelsen som led i dennes panikalder og i processen skider på børnene og den afterladte partner. Det er så egoistisk at det skriger til himlen.
Grundene til alle skildsmisserne og alle de sammenbragte famillier med alle dens svigt og problemer, er mange.
Noget af det bunder helt givet i at normerne for hvad man kan og skal præstere i livet er ændret.
De forældre der lever sådan idag er jo børn af en tid hvor alle gamle normer skulle pilles fra hinanden og redefineres.
Dels lever de i en periode hvor selvrealisering er noget der er utrolig meget fokus på.
Jeg tror at vi ser en tilbagevenden til de gamle familliemønstre.
Dels som årsag af en generation der er ved at brække sig over papfamillier og forældre der ikke kan være i stue sammen.
Dels at det går op for folk at selvrealisering er andet og meget mere end at blive nyforelsket i en ny partner og skride fra den gamle og købe en motorcykel.
Selvrealisering og lykke kan også være tryghed og stabilitet. At hvile i sig selv i stedet for altid at ræse afsted efter alt det man ikke har.

Hun beder hverken om konklusioner eller domme. Hun spørger hvad vi andre mener...
Det er ikke et spørgsmål, hvad vi kalder egne, fælles og sammebragte børn - Det er et spørgsmål om vi VISER dem familiesammenhørigheden og det er de voksnes ansvar FRA START AF. Men hva' vi siger, afspejler temmelig ofte hvad vi føler - Og det er dét jeg sætter spørgsmålstegn ved.
"Familiestridigheder" går jo sjovt nok ikke over bare fordi man fylder 18 og betragtes som legalt voksen.
Hvorvidt vi er ude i handlinger der udspringer af disrespekt, er der ingen der sætter spørgsmålstegn til - Men disrespekt har altid en årsag. Det er med respekt, som med kærlighed; den skal fortjenes. (Det er hovedreglen. Undtagelsen; er ens eget afkom, som SKAL elskes)
Hvis denne familie ikke vil leve med disrespekt, så skal årsagen til sammme findes. Den kan jo sagtens skulle findes udenfor dette hjems 4 vægge.
Og dét er hårdt arbejde....

MIn søster og hendes kæreste kommer altid for sent - gerne en time til halvanden. Og ja, det er irriterende, men nu ved vi det, og så hidser vi os ikke op over det mere, men går i gang, inden de er dukket op og ønsker dem velkomne, når de så endelig er der... På den måde undgår vi at skabe en dårlig stemning og evt. ødelægge en fødselsdag...
Så prøv at lade være med at hidse dig sådan op og i stedet sig til dem, hvornår I spiser, og at I håber, de kommer til tiden, men at de er velkomne, når de kommer... Og så lad være med at lade din egen indre irritation skinne igennem overfor din søn...
Lad være med at lægge en masse i det. Det er formentligt bare deres "stil" og ikke et oprør...
Dog synes jeg, det godt kan påtales, at de kommer uden gave (selvfølgelig i enerum). Som fødselar bliver man altså lidt skuffet over ikke at få en gave...

Jeg forstår ikke dit indlægs placering, men vil da gerne give det et par ord med på vejen:
Du har ret. Børnene er taberne i enhver skilsmisse.
En skilsmisse er en mega hård beslutning, og man har det forfærdeligt med at trække tæppet væk under sin børn. Og måske også under ægtefællen, som ikke nødvendigvis er enig i beslutningen. Det er et hårdt tab, at opgive drømmen om kernefamilien og såre en masse mennesker, incl. sig selv.
Netop fordi det er så hårdt er skilsmisse ikke noget man "bare" beslutter. Skilsmisse er ikke noget man gør for sjov eller som en nem løsning - det er en løsning man vælger når alle andre muligheder er prøvet.
Hvordan det end ser ud for omverdenen så kender vi ikke andre mennesker og deres forhold så indgående, at vi kan tillade os at dømme dem.
Jeg tror ikke på, at der er nogen der "bare skrider" for at realisere sig selv eller følge lykken. Det ser måske sådan ud for omverdenen, men der ligger helt sikkert mere bag sådan en beslutning.
Som forælder vil man gerne give sine børn et lykkeligt liv med to glade forældre. Hvad hvis det liv, man kan give dem med to forældre ikke er lykkeligt? Er det så ikke bedre at vise dem, at de kan blive lykkelige på en anden måde? Når man overvejer skilsmisse er der jo aldrig tale om et lykkeligt liv contra en skilsmisse. Sammenligningen går på et ulykkeligt liv contra skilsmisse.
Jeg formoder du aldrig selv har været i den situation, at skilsmisse kunne være en løsning på nogle alvorlige problemer. Vær glad for det! Men lad være med at fordømme dem, der HAR været tvunget ud i det.
Jeg synes der er en tendens til at idealisere familielivet, men man skal huske at kigge bag facaden. Alt er ikke som det øjet ser - der lever mange af ulykkelige børn i kernefamilier, og der er mange lykkelige skilsmissebørn.

der er da mange kernefamillier som ikke er spor lykkelige og jeg ved også at sådan var det også i gamle dage.
Der kan man sige at i de famillier hvor tingene er gået helt i fisk er det bedre at famillien opløses end at de skal mistrives sammen som de måske ville have gjort førhen hvor skilsmisse var tabu.
Jeg skal beklage at jeg helt glemte pointen med det forrige indlæg.
Min pointe er at det måske er nemt at dømme de to teenagedøtre som besværlige og utaknemmelige, men man skal nok heller ikke glemme hvordan de måske ser på hele situationen.
konflikten kan stikke dybere og være langt mere kompleks end lige det at de kommer senere end aftalt.
Der vil altid være de der konflikter imellem far eller mors nye kone/mand og børn fra tidligere ægteskaber og når så far/mor for børn med sin nye kone/mand så kunne jeg da først forestille mig hvilket følelsmæssigt og tilhørsmæssigt vakuum de stakkels børn fra tidligere ægteskaber havner i.

De er voksne, de er trods alt et produkt af jeres opdragelse/opvækst, og derfor også (går jeg ud fra) ganske "almindeligt" opdraget, som de fleste af os er. Så: Gør det godt for jeres søn (han kan sikkert selv se "noget") og lad være med at lade dem få dit pis i kog. Inviter dem konsekvent ½ time før de andre (har jeg selv haft succes med) og hvis din mand undrer sig, så fortæl ham hvorfor. Hvis forretten er båret ud, så er den bare det, og hvis "de" vil have noget af den, så står den "der". Måske siger du en dag til dig selv: Jeg gider sgu ikke invitere dem, for jeg bliver ærgerlig når de tilsyneladende er ligegyldige over for det, som jeg gerne vil have skulle være en hyggelig og vellykket familiesammenkomst. Jeg tør vædde på, at din mand vil forstå din holdning bagefter, fordi det er et meget vanskeligt dilemma, at skulle holde med både dig og sine "rigtige" børn. Mænd er lidt tilbageholdene og vil gerne have "tingene til at glide", lidt konfliktsky måske. Dine, mine, vores er noget af det sværeste i verden, tro mig, jeg ved, hvad jeg taler om, der skal ædes mange kameler, både den ene og den anden vej, jeg har prøvet begge veje. Tab ikke din selvrespekt, du skal prøve at sætte dagsordenen i dette her, din mand kan tilsyneladende ikke. Og så lige for en ordens skyld: Jeg er af hankøn og ikke helt grøn.

Kære alle,
Det har været meget tankevækkende og lærerigt at læse denne tråd.
Jeg er journalist på et produktionsselskab og jeg er i fuld gang med en ny, kærlig og varm portrætserie om sammenbragte teenage-familier.
Jeg har talt med en masse eksperter om, hvilke udfordringer sammenbragte familier står i, og hvilke ting, man ofte støder sammen omkring. Jeg nævner i flæng: ex-konen/manden, forskellige syn på opdragelse, må vi overhovedet opdrage hinandens børn, forskellig opfattelse af rimelige pligter og ansvar, bedsteforældre, forskelsbehandling etc.
Ekspert-snak er rigtig fint. Nu vil jeg bare rigtig gerne høre fra nogen, der lever i en sammenbragt familie, og som kan fortælle mig lidt om, hvordan virkeligheden ser ud.
Derfor håber jeg, at nogle jer kloge, erfarne mennesker herinde vil kontakte mig.
Jeg har sat vores opslag ind herunder - skriv endelig, også hvis I bare har spørgsmål.
Jeg glæder mig til at høre fra jer!
Kh
Freya Skov
mail: familie@koncern.dk

Sammenbragte teenage-familier søges

Kan I diskutere pligter, ansvar og regler til hudløshed?
Er I ind imellem uenige om, hvem der skal opdrage - og hvordan I gør det?
Er det svært at balancere mellem dine, mine og vores børn?
Og er I samtidig en familie, der på kryds og tværs elsker elsker hinanden i jeres nye familie?
Kan I dø af grin over jeres umulige teenagere, og er teenagerne til tider helt godt tilfredse med den udvidede familie?
Så er det måske jer, vi leder efter.

TV2 leder efter teenage-familier med dine, mine og måske vores børn til en ny, kærlig portrætserie.
Vi vil gøre op med det glansbillede, der præger fortællingen om familielivet i Danmark.
Vi vil vise, at hverdagsproblemer og teenageskænderier ikke er en sygdom, der kræver terapi og coaching, men at det er en helt naturlig del af livet i en moderne dansk familie, der både kan skændes og grine med hinanden.
Har I lyst til at åbne jeres hjem og ærligt fortælle om familielivet anno 2013, så kontakt os.
Vi er også klar, hvis I bare har spørgsmål eller vil vide mere.
Vi lover, at det bliver sjovt, udfordrende og helt enestående!
Skriv til os på familie@koncern.dk