ekstremernes tid

Da jeg var dreng fik jeg besked på at man sage de til mange ældre mennesker. hvem man sage de til, kunne jo være svært at finde ud af ,men når man ramte rigtigt blev der altid set anerkendene på en ,og samtalen var godt igang.
det var en overgangs periode mellem to vidt forskellige perioder i den danske historie , vil min påstand være.En over gang fra en periode hvor der var klare uskrevende regler for hvordan vi er sammen ,og behandler hinanden som mennesker , til en periode hvor vil til stadighed prøver grænser af .

Lige siden ungdomsoprøret i 60erne , har vi prøvet på at finde grænser for hvad vi kan tillade os som mennesker . den økonomiske vækst har gjort det muligt for mange mennesker at dyrke denne mulighed for at prøve grænser af .Specielt gennem 80erne og 90 erne en den personlig frihed og ret sat på prøve .
Samfundet har altid afspejlet sig i kulturen og specielt humoren skal være mere og mere ekstrem for at more og overgå det tideligere påhit.
Er det så et rigere samfund vi har fået ?.de fleste vil jo nok sige ja, det er jo fedt at der næsten ikke er grænser for hvad jeg kan tillade mig . specielt unge mennesker som af natur skal ud og prøve grænser af .Men der er også store bagsider af medaljen .Faktum er jo at vi har langt sværer ved at være sammen ,end noglesinde før . for hver gang jeg har en ny grænse der skal brydes , vil der være nogle der skal trædes på .
Er det den pris vi må betale for at få tilfredsstillet vores behov for at søge grænser?

Der er ikke noget rigtigt eller forkert valg, vi står over for friheden til og ansvaret for at træffe valg. Eksistensen er en opgave vi vælger at tage på os, for at vi føler os levende og engageret i livet eller ikke vælger. Vælger vi det første at tage ansvaret for vores ekstistens, betaler man en pris der hedder eksistentiel skyld - men til gengengæld får vi livsfølelse og engagement. Vælger man det sidste ikke at tage ansvaret for vores eksistens, betaler man prisen med følelsen af tomhed og patalogisk angst. Hvert valg har sin pris, sine konsekvenser. Hvad vælger vi❓Hvad vælger vi i forholdet til at indgå i en social sammenhæng? Sum og sumarium er at vi er nød til at vælge - og vi er nød til at tage konsekvenserne for vores valg.

...af DF mangel på etik, en opførsel som Uffe E. Jensen sagte: gadekær opførsel. Vi mangler almenmenneskeligt opdragelse. Siden Pia er kommet til magt, har det ændret dankernes tolerante, ædle betænksomhed, venlighed er blevet til fjendtlighed, åbenhed til ubegrundet angst for omverdenen. Med andre ord, nogle af danskerne er blevet ubehøvlede, uforskammede slyngler som ynder at føle sig "de rigtige danskere".
Lad os nu håbe på, at sløret falder snart fra øjnene og vi indser at der er den forkerte vej vi valgte at gå da vi stod ved krydsvejen :)
Mvh
Ellemann

Var titlen på en glimrende bog skrevet af David Riesmann.
Han forklarede det moderne samfunds vilkår og indvirken på den menneskelige handlen således:
Mennesket var i den feudale periode styret af traditioner gennem et cyklisk forløb. Man såede og høstede, havde forskellige handlingsmønstre tilpasset årstiden, og når året var omme, startede det forfra igen. Det er indlysende, at i et sådant samfund er de gamle dem, der har prøvet dette flest gange, og dermed har de størst erfaring, det er dem man spørger til råds, hvis der er tvivl. Det indgyder en stor respekt for dem, og de tiltales formodentligt pænt på den baggrund.🙂F.eks. med det lidt distancerende ”De”.
Denne periode efterfulgtes af det, vi kender som industrialiseringen, der jo om noget vendte op og ned på menneskets vilkår. Vi bliver her i følge Riesmann ”indrestyret”. Vi etablerer et mentalt gyroskop, der holder os på rette sti, om man så må sige.🙂Vi er sammen i langt større koncentrationer, og ikke mindst indendørs i fabrikkerne. Dette kalder på en helt anden stringent adfærd og ikke mindst arbejdsdisciplin. Hele det store disciplineringsprojekt til at omforme mennesket til de nye vilkår, havde folkeskolen som omdrejningspunkt. Det var her, de nye idealer og den stramme adfærd blev indpodet, der er tale om et helt andet kodeks for samvær, der bygger på moralske principper.
Det hele ender op i det Riesmann kalder ”Gruppestyret”, altså mennesket er styret af den eller de grupper, det holder sig til. Det sker i et samfund, hvor der er en stagnerende befolkningstilvækst, modsat industrisamfundet, hvor den var heftigt stigende.
Det gruppestyrede menneske navigerer i tilværelsen udfra en ny og fantastisk følsomhed overfor forandringer. Det er ikke moral eller tradition, men en stadig skiftende verden dette menneske agerer i. Han beskriver det som en fiskestime vi beskuer i havet. Den siksakker op og ned fra side til side, men ingen kan med sikkerhed sige, hvem der er ”lederen”. Dette menneske er i en verden af frit valg, det knytter sig til grupper, der går i det samme tøj, spiser det samme, er glade for de samme film og har lidt de samme meninger. Alt dette kan skifte i takt med, at individet skifter gruppe. :)
Bogen udkom i 60’erne og havde derfor end ikke hele den teknologiske computerteknologi med i betragtningerne. Alligevel mener jeg, at den giver et glimrende bud på et forløb, der er baggrunden for det individ, vi kalder det moderne menneske.
I forlængelse af dette og som sammenligning med dit indlæg, vil jeg pege på den værdirelativisme, der sideløbende har manifesteret sig. I takt med at de store fortællinger er ”døde”, eller ikke mere giver mening, skabes der et utal af fortællinger, der danner baggrund for vores ageren. Siden der ingen overordnet værdi er gældende, er alt lige gyldigt, med fare for at blive ligegyldigt. Autoriteterne er væk og på forunderlig måde er respekten gået samme vej.
Det er i dag ikke kun tilladt at træffe egne valg samt tage ansvaret for samme, det er et krav.
Disse valg træffes på baggrund af et utal af forskellige værdigrundlag, men med nytteteorien som fællesnævner. Hvad får jeg ud af det? Opfattelsen af det omgivende samfund har nu flere centre, for at indbringe Lars Qvortrup ”Det hyperkomplekse samfund” 1998.
Han opererer med stort set den samme teori som Riesmann, men med en helt anden terminologi.
Hans bud på riesman’s traditionsstyrede samfund er ”deocentrisk” hvilket illustrerer et samfund, man kan beskue udefra, fordi det er simpelt opbygget. Det næste er ”antropocentrisk” tegnende et samfund, der er komplekst, men kan overskues indefra, og endelig ”polycentrisk” der er et samfund der har flere opservationsvinkler.
Qvortrup siger, at det moderne dannede menneske er et individ, der iagtager iagtagelsen. En selviagtagelse af en selv, om man vil. Det er for ham samtidigt et krav til det moderne menneske.
Her bliver det valg vi tager, taget ud fra en vurdering om os selv, som vi ser os i andres øjne.🙂En noget tricky tilgang, men interessant, vil jeg mene.
Der er nu et utal af valgmuligheder, de tages udfra et utal af værdigrundlag, dette frie muligheds perspektiv giver store indlysende fordele, men som vi kan se, er det ligeledes et helvede for mange, hvad enten det drejer sig om selve valget eller det medfølgende ansvar. :)
Jeg personligt mener, det er fedt, men det er ikke problemfrit. Om det er mangelen på et fælles værdigrundlag, eller det er følelsen af at være alene i processen, måske begge? Ved jeg ikke, men det der kunne være et ideelt samfund ser ud til, også at kunne bidrage med yderligere problemer.
V.H. Modild

tak for dit gode indlæg . der er nogle rigtig gode forslag til bogreolen.
disse betragtninger er selfølgelig gjort med udgangspunkt i at jp har set det nødvendigt at trykke muhammedtegningerne for ikke at bringe ytringsfriheden i fare .

Jeg tænker bare er det nødvendigt for os at tage et så volsomt opgør som et forsvar for et hypotetisk skræk scenarium .
Vi behøver vel ikke at bekræfte vores frihed ved noget som andre opfatter som et angreb.
vi er jo langt fra truet , men netop mere frie end nogle sinde før.
Handler det vel i virkeligheden ikke om at søge indre værdier . I stedet for at sige hvad gør de andre ved mig . så sige hvad kan jeg gøre for mig selv og andre .
v.h riverman

Jeg læste med stor fornøjelse dit indledende indlæg. Det er jo befriende i denne tid, at lade tankerne komme lidt bagved den herskende panik.
Jeg er enig med dig i din vurdering. Jeg tror, at netop fraværet af den fælles historie, eller overordnede værdisæt, har givet os problemer i mødet med en kultur, der helt klart har et sådant. Man kan vel sige, at dette moderne frie menneske flagrer og bliver skræmt af et billede på en kultur, der lever efter et værdisæt, som ikke ”giver plads” til de samme problemer, som den værdifrie og derved lidt skræmmende tilværelse, byder på.
Det er imponerende som et moderne oplyst samfund, kollektivt kan skabe myter og skræmmebilleder på linie med det middelalderlige uoplyste menneske, der så farer i naturen og dybest set var prisgivet samme naturs luner. Det vi er vidne til, er en 100% ”nuancefri” anskuelse af verden, hvilket er et imponerende tilbageslag for fornuften. Som du siger, ”Vi behøver vel ikke at bekræfte vores frihed ved noget som andre opfatter som et angreb”.
Nej jeg er enig, det er en sørgelig situation.
V.H. Modild