Elsker ham, men er bange.
Jeg er en pige på 20 år, jeg er lige gået fra min kæreste for 2 uger siden. Jeg gjorde det fordi at jeg ikke følte jeg havde en kæreste, jeg var ikke første prioritet længere. Det havde jeg svært ved at forholde mig til, eftersom jeg havde været første prioritet i 1½ år. Jeg blev rigtig ked af det og skuffet, pga at han hellere valgte at se sine venner og ryge hash frem for at gøre noget godt for vores forhold. Jeg tog en snak med ham om at jeg ikke brød mig om at han røg hash, og han lovede mig at stoppe det.. Det blev bare til endnu en skuffelse. I sidste ende blev jeg bare træt af at jeg skulle efterleve hans behov og føle mig ligegyldig. Jeg var nød til at sige fra, og det gjorde jeg. Men jeg elsker ham, virkelig elsker ham, Det er ham jeg vil have børn med, han er bare mit et og alt... Vi snakker stadigvæk sammen og ser hinanden, og vi har det pisse fedt når vi er sammen som ikke kærester.. vi hygger os meget mere, nyder hinanden mere, jeg får den opmærksomhed jeg trænger til, vi griner, vi fjoller. Han bevæger bare noget i mig som jeg aldrig har følt før, og det er det den følelse man kan opleve! Som var vi helt nyforelskede. Han vil godt have mig tilbage, jeg er den eneste han vil være sammen med.
Men så er det bare det med mig, at jeg er blevet så forsigtig nu at jeg ikke tør og begive mig ud på den rejse med ham igen hvis det så bare bliver det samme. Jeg har ikke overskud til at skulle være skuffet og ked af det mere. Det er spild af min tid.. Problemet er bare at jeg vil gerne være sammen med ham , jeg kan bare ikke få mig selv til at tage skridtet. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre? Springe ud i det og tage det som det kommer.. Eller bare prøve at komme videre i mit liv, selvom jeg ved indeni mig selv jeg ville fortryde det inderligt .
Men så er det bare det med mig, at jeg er blevet så forsigtig nu at jeg ikke tør og begive mig ud på den rejse med ham igen hvis det så bare bliver det samme. Jeg har ikke overskud til at skulle være skuffet og ked af det mere. Det er spild af min tid.. Problemet er bare at jeg vil gerne være sammen med ham , jeg kan bare ikke få mig selv til at tage skridtet. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre? Springe ud i det og tage det som det kommer.. Eller bare prøve at komme videre i mit liv, selvom jeg ved indeni mig selv jeg ville fortryde det inderligt .