Elvis passed away january 10. 1977.
jeg var ankommet til en ny mineby, den sorte engel nord for Umanaq i oktober 1972, vi havde ingen radio eller Tv, men kun en ensom telegafist som sad alene på toppen af bjerget.
senere sendte DAC en radio og Tv mand fra thule air base, så han kunne starte en fjersynsstation, det gik fint, og alle borgerne i Umanaq fik glæde af de bånd vi fik sendt op.
uden for sendetiden var cameraet stand bye på et billede af barbera Streisand, et lækkert pausebillede.
efter 4 år's hårdt arbejde var kontrakten med opbygningen færdig, og Greenex overtog pladsen, og alle DAC ansatte blev sendt til thule, efter eget ønske.
pudselig kunne vi høre et bånd i den danske klub, at elvis var død, jeg fik det optaget, og jeg har det stadig, lige fra 1977.
vores kære Radio mand fra Marmorilik skulle på ferie i florida, hvor han også skulle møde hans danske kone, som ikke talte engelsk, da han steg ud af flyet og blev ramt af den stærke varme, døde han på samme tidspunkt som elvis, så evigt være dit minde Eivind.
konen fandt heldigvis sammen med nogle andre danskere, så hun kunne retunere til danmark, med manden i en zink kiste.
det er mærkeligt at tænke tilbage på den tid, for jeg husker tydeligt at jeg lige havde hentet en kop kaffe, da Charles__ham med lyttelapperne og poul dissing__satte båndet på, vi hørte det mange gange, og fattede det ikke rigtigt.
jeg havde tidligere sejlet meget på sydamerika, og i Santos mødte jeg en pige som jeg tog med i biografen.
da vi var på vej i taxaen sang jeg are you lonesome tonight for hende, og tårerne løb ud af hendes øjne.
jeg mistede kontakten med hende, men jeg vidste at hun ikke talte engelsk, og jeg kunne kun lidt potugisisk, så jeg skrev et brev til et oversættelses firma som skulle oversætte til potugisisk.
da jeg fik brevet retur havde de læst min tekst forkert, jeg havde skrevet husker du sangen jeg sang for dig i taxaen, men istedet for sangen havde de skrevet, husker du sengen, så brevet blev aldrig sendt.
vi gik altid i land på guldkysten i Santos, Brasilien, for der kunne vi nøjes med at danse med pigerne, ikke noget med frække aftaler og penge under bordet, vi betalte for pigernes drinks, som naturligvis kun var te, men jo mere vi drak, jo flere point fik de, og så gik dansen derud ad.
en aften blev jeg inviteret hjem til hende, hun havde ingen mad, men hun lærte mig at sige 2 kaffe, en med fløde og en sort kaffe, og så 2 toast på portugisisk, og så gik jeg ned på gaden og købte det.
hun tog også min jomfrudom, hvilket næsten var en katastrofe, for jeg vidste intet om sex, så hun fik lov at styre det hele.
pludselig var sengen rød af blod og mine 7 tommer havde ondt af H til, det vidste sig at hun havde ødelagt den streng der sidder under min penis, så i en uge kunne jeg ikke arbejde, men kun skifte forbinding, heldigvis fik hun lov til at komme ombord og hjælpe mig.
det var kort før jeg fyldte 18 år, på min 18 års fødselsdag røg jeg i fængsel i 4 måneder, fordi jeg var blevvet agterudsejlet, jeg havde fri fra 12 middag til næste dag 12 middag, og alle vidste hvor jeg var.
da vi kom ned på havnen kl. 11,30 kunne vi kun se agterstavnen af skibet, og lodsen prøvede på at kalde skibet så det kunne slå farten ned, så jeg kunne komme ombord med en taxabåd, men de stoppede ikke.
pigen troede skibet var på vej til rio de janero, så pigerne samlede penge sammen til en busbillet.
skibet skulle til argentina, og jeg havde ingen penge, papirer eller tøj, men nægleren hentede mig, og fortalte at jeg blot skulle på politistationen, så de kunne bekræfte at jeg var i live, det kostede mig 4 måneder i en celle med mindst 30 mand.
da jeg kom ind, kom der en svensker ud, han havde siddet der i 4 måneder, også for agterudsejling, så han gav mig hans konservesdåse, så jeg havde noget til min mad.
han var blevet voldtaget af de skide fanger, så jeg opførte mig åndssvagt og sang hele natten, så det endte med at de kaldte mig den tossede tysker.
ude på gangen stod der en trækasse med affaldsmad fra hotellerne som vi skulle spise, det var fuld af orm, men der var ikke andre muligheder.
pludselig en dag fik jeg rigtig mad og et lille brev på portugisisk, jeg forstod ikke meget, men med hjælp fra de andre fanger fandt jeg ud af, at det var pigen der havde sendt mad.
endelig efter 4 måneder kom der en mand der kunne engelsk, så han spurgte om jeg kunne vente i 10 min. huh jeg kunne vente for evigt, bare jeg vidste at jeg kom ud af cellen.
kort tid efter kom han tilbage med pigen, og vi gik op på et meget højt bjerg midt i santos by, på toppen var der et kapel, og et bederum.
jeg tænkte hvad F skal jeg her, men så fortalte hun, at dem der blev gift gav et aftryk af deres hænder, eller et andet symbol, som kunne hænge i kapellet.
jeg fik tårer i øjnene, og naturligvis spurgte hun hvorfor, hvorefter jeg sagde, at det var fordi jeg kunne se så langt, jeg en løgner.
jeg skulle med en færge til argentina, jeg havde ligesom en fornemmelse af en nat og ikke mere, men det tog 3 døgn, og jeg havde hverken penge, mad eller smøger, så jeg måtte stjæle mad i kabyssen.
da vi kom til montevideo lå der et svensk skib, og naturligvis gik jeg ombord, og der mødte jeg så fyren som havde været i fængslet i 4 måneder.
besætningen gav mig rigeligt med penge, mad og smøger, så da jeg bad om adressen, så jeg kunne betale tilbage, fik jeg blot beskeden, hvis du møder bogen i samme situation som dig, så hjælp ham.
dagen efter sejlede vi til bounenos aires, men skibet var sejlet op af la plata floden til santa fe, så jeg måtte på en busrejse på 12 timer.
senere sendte DAC en radio og Tv mand fra thule air base, så han kunne starte en fjersynsstation, det gik fint, og alle borgerne i Umanaq fik glæde af de bånd vi fik sendt op.
uden for sendetiden var cameraet stand bye på et billede af barbera Streisand, et lækkert pausebillede.
efter 4 år's hårdt arbejde var kontrakten med opbygningen færdig, og Greenex overtog pladsen, og alle DAC ansatte blev sendt til thule, efter eget ønske.
pudselig kunne vi høre et bånd i den danske klub, at elvis var død, jeg fik det optaget, og jeg har det stadig, lige fra 1977.
vores kære Radio mand fra Marmorilik skulle på ferie i florida, hvor han også skulle møde hans danske kone, som ikke talte engelsk, da han steg ud af flyet og blev ramt af den stærke varme, døde han på samme tidspunkt som elvis, så evigt være dit minde Eivind.
konen fandt heldigvis sammen med nogle andre danskere, så hun kunne retunere til danmark, med manden i en zink kiste.
det er mærkeligt at tænke tilbage på den tid, for jeg husker tydeligt at jeg lige havde hentet en kop kaffe, da Charles__ham med lyttelapperne og poul dissing__satte båndet på, vi hørte det mange gange, og fattede det ikke rigtigt.
jeg havde tidligere sejlet meget på sydamerika, og i Santos mødte jeg en pige som jeg tog med i biografen.
da vi var på vej i taxaen sang jeg are you lonesome tonight for hende, og tårerne løb ud af hendes øjne.
jeg mistede kontakten med hende, men jeg vidste at hun ikke talte engelsk, og jeg kunne kun lidt potugisisk, så jeg skrev et brev til et oversættelses firma som skulle oversætte til potugisisk.
da jeg fik brevet retur havde de læst min tekst forkert, jeg havde skrevet husker du sangen jeg sang for dig i taxaen, men istedet for sangen havde de skrevet, husker du sengen, så brevet blev aldrig sendt.
vi gik altid i land på guldkysten i Santos, Brasilien, for der kunne vi nøjes med at danse med pigerne, ikke noget med frække aftaler og penge under bordet, vi betalte for pigernes drinks, som naturligvis kun var te, men jo mere vi drak, jo flere point fik de, og så gik dansen derud ad.
en aften blev jeg inviteret hjem til hende, hun havde ingen mad, men hun lærte mig at sige 2 kaffe, en med fløde og en sort kaffe, og så 2 toast på portugisisk, og så gik jeg ned på gaden og købte det.
hun tog også min jomfrudom, hvilket næsten var en katastrofe, for jeg vidste intet om sex, så hun fik lov at styre det hele.
pludselig var sengen rød af blod og mine 7 tommer havde ondt af H til, det vidste sig at hun havde ødelagt den streng der sidder under min penis, så i en uge kunne jeg ikke arbejde, men kun skifte forbinding, heldigvis fik hun lov til at komme ombord og hjælpe mig.
det var kort før jeg fyldte 18 år, på min 18 års fødselsdag røg jeg i fængsel i 4 måneder, fordi jeg var blevvet agterudsejlet, jeg havde fri fra 12 middag til næste dag 12 middag, og alle vidste hvor jeg var.
da vi kom ned på havnen kl. 11,30 kunne vi kun se agterstavnen af skibet, og lodsen prøvede på at kalde skibet så det kunne slå farten ned, så jeg kunne komme ombord med en taxabåd, men de stoppede ikke.
pigen troede skibet var på vej til rio de janero, så pigerne samlede penge sammen til en busbillet.
skibet skulle til argentina, og jeg havde ingen penge, papirer eller tøj, men nægleren hentede mig, og fortalte at jeg blot skulle på politistationen, så de kunne bekræfte at jeg var i live, det kostede mig 4 måneder i en celle med mindst 30 mand.
da jeg kom ind, kom der en svensker ud, han havde siddet der i 4 måneder, også for agterudsejling, så han gav mig hans konservesdåse, så jeg havde noget til min mad.
han var blevet voldtaget af de skide fanger, så jeg opførte mig åndssvagt og sang hele natten, så det endte med at de kaldte mig den tossede tysker.
ude på gangen stod der en trækasse med affaldsmad fra hotellerne som vi skulle spise, det var fuld af orm, men der var ikke andre muligheder.
pludselig en dag fik jeg rigtig mad og et lille brev på portugisisk, jeg forstod ikke meget, men med hjælp fra de andre fanger fandt jeg ud af, at det var pigen der havde sendt mad.
endelig efter 4 måneder kom der en mand der kunne engelsk, så han spurgte om jeg kunne vente i 10 min. huh jeg kunne vente for evigt, bare jeg vidste at jeg kom ud af cellen.
kort tid efter kom han tilbage med pigen, og vi gik op på et meget højt bjerg midt i santos by, på toppen var der et kapel, og et bederum.
jeg tænkte hvad F skal jeg her, men så fortalte hun, at dem der blev gift gav et aftryk af deres hænder, eller et andet symbol, som kunne hænge i kapellet.
jeg fik tårer i øjnene, og naturligvis spurgte hun hvorfor, hvorefter jeg sagde, at det var fordi jeg kunne se så langt, jeg en løgner.
jeg skulle med en færge til argentina, jeg havde ligesom en fornemmelse af en nat og ikke mere, men det tog 3 døgn, og jeg havde hverken penge, mad eller smøger, så jeg måtte stjæle mad i kabyssen.
da vi kom til montevideo lå der et svensk skib, og naturligvis gik jeg ombord, og der mødte jeg så fyren som havde været i fængslet i 4 måneder.
besætningen gav mig rigeligt med penge, mad og smøger, så da jeg bad om adressen, så jeg kunne betale tilbage, fik jeg blot beskeden, hvis du møder bogen i samme situation som dig, så hjælp ham.
dagen efter sejlede vi til bounenos aires, men skibet var sejlet op af la plata floden til santa fe, så jeg måtte på en busrejse på 12 timer.