Emetofobi - frygt for at kaste op

Jeg er ekstremt bange for at kaste op. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har været ved psykiater op til flere gange nu, og intet har hjulpet. Og at have været syg og kastet op mens jeg har haft denne fobi har ikke hjulpet - tværtimod!
Jeg har hele mit liv været bange for at kaste op, og som barn græd jeg hver evig eneste gang efter at have gjort det. Men det var først da jeg som 11 årig blev syg at det virkelig satte sig, ikke kun som en frygt for at kaste op når jeg følte mig syg, men hvor jeg begyndte hele tiden at føle mig syg eller hele tiden frygte at blive det. Efter at have gået med den angst og en kvalme som der kun opstod i hovedet på mig, kom jeg til en psykiater der ordinerede anti-depressive midler til mig.
Der gik så noget tid hvor jeg fortsat var bange for at blive syg, men det forsvandt. Efter 5 år blev jeg syg igen. Og jeg kastede op. Dette udløste at jeg nu fik min angst tilbage igen - denne gang med fornyet styrke og endnu kraftigere end før. Jeg fik snakket med psykiateren, og det hjalp lidt.
Så gik der 2 år, og jeg kastede op igen - 14 og 15. december 2004.
Så blev min frygt yderligere forstærket, og har aldrig været stærkere end den er nu. Jeg fik ordineret piller med det aktive stof Metoclopramid. Jeg har ikke været syg og har heller derfor heller ikke taget pillerne. Alligevel er min angst ikke forsvundet.
Inde for det seneste har jeg så snakket med min psykiater om det igen, at jeg på trods af at jeg har fået piller der siges at virke mod opkast ikke har fået fjernet min angst, selvom jeg ellers selv har troet stærkt på at det var det der skulle til. Men heller ikke det har hjulpet.
Hvad skal jeg gøre???
Som historien viser, er kuren bestemt ikke at jeg skal kaste op for at komme af med min frygt. Den bliver jo tydeligvis kun forværret for hver gang jeg kaster op.
Og at få anti-opkast piller har heller ikke virket mod min frygt.
Og at snakke med en psykiater har heller ikke hjulpet.
Hvad skal jeg gøre?

en psykolog er bedre uddannet til sådan noget end en psykiater (= lægeuddannet!)

Mit bedste råd til dig er at opsøge en psykolog. Din angst for opkastninger bunder uden tvivl i noget andet, f.eks. angst for at gøre sig bemærket eller lignende. Når du skal bruge en psykolog fremfor en psykiater, er det fordi psykologen afhjælper problemet i din psyke, der næppe er af medicinsk karaktér.
Og glem så bare alt om healere, clairvoyante og andet bondefangeri.
Til jer, der alt for hurtigt stillede diagnosen "incestoffer": Hold jeres amatørpsykologi for jer selv! Det er alt for alvorligt et emne for amatører. Tænk jer bedre om en anden gang.

Jeg er bestemt ikke bange for at gøre mig bemærket. Som beskrevet før så blev jeg netop mobbet i skolen - fordi jeg gjorde mig bemærket ved at skille mig ud fra andre.
Jeg får også ofte skældud for at slå en prut ved bordet eller lignende, men har aldrig kunne forstå hvad der er så slemt ved det.
Jeg har ingen problemer med at gøre mig bemærket.
Ikke at jeg ligefrem kan lide at få opmærksomhed og derfor OPSØGER det, for det gør jeg ikke. Men jeg har ikke noget imod det som sådan.

Jeg bildte mig heller ikke ind, at jeg havde en forklaring.
Mit råd var bare - som du selv er inde på - at finde en god psykolog fremfor en psykiater.

Nu kommer den lille lomme-psykolog op i mig.
Har ikke læst alle indlægene, så måske, der allerede er nogen, der har berørt emnet.
Men altså: Måske bunder problemet i angsten for manglende kontrol. Over opkastning!
Som barn føler man helt sikkert, at noget er rav ruskende galt, hvis noget pludseligt kommer op og ud af munden. Og hvis man ikke bliver beroliget af de voksne, kan det ganske givet sætte sig som en dyb angst.
Måske skulle du prøve med at starte med at kontrollere opkast. Altså sige til dig selv, at du vil forsøge at fremprovokere opkastning.
Du kan prøve at tænke på ulækre ting: Et stykke blævrefedt, der i en snor bliver trukket op og ned i halsen, stegt lever, eller hvad du nu selv synes er mest effektivt.
Eller du kan prøve at stikke en finger i halsen.
Dine tanker er du kun til dels herre over, men en finger i halsen er du 100% herre over. Og når du har stukket en finger i halsen, kan du bagefter bestemme dig til IKKE at stikke en finger i halsen, hvorved du IKKE kaster op.
Ergo: Du har kontrol over det!!
Det er altså en form for selvsuggestion, som kan kaldes et alternativ til hypnose.
held og lykke med det!
Hilsen
Gråskæg

Altså sige til dig selv... ja, jeg kaster åbenbart op.. hvad kan jeg gøre ved det, så det genere mig mindst muligt...
Måske noget med altid at have en pose med sig, tænke på at alle mennesker brækker sig ind i mellem og de ikke syntes det er mærkeligt du står der og brækker dig..
Jeg ville da ikke finde det mærkeligt hvis en stod og kastede op... personen er vel syg, men jeg ville nok spørge om jeg skulle hjælpe med noget.

Det er ikke kun manglende kontrol. Det er selve det at noget bevæger sig op ad halsen af mig jeg ikke kan lide. Altså selve den følelse opkast nu engang er.

Jeg er ret ligeglad med om folk så så mig brække mig.
Det er ikke det der er problemet. Det er følelsen.

Må sige at jeg heller ikke har læst alle svar du her har fået med dig på vej her..!!
Men jeg faldt dog over "Gråskægs" kommentar til dig, og vil fortælle sig om en oplevelse jeg havde for år tilbage..!!
Jeg havde en bekendt hvis barn blev sygt, og det kastede op på gulvet, og det var ud over gulvtæppe, så det så ud..!!
Her blev skældet og smældet på det syge barn, og det var ikke nogen sjovt oplevelse, barnet var ikke engang 2 år..!!
Kunne du have været ude for det evt. som meget lille..??
For jeg ville mene at det ville kunne gøre noget ved et lille barn, at blive skældet og smældet ifbm. en sygdom og deraf opkastninger.. -Hvor man netop som lille barn, trænger / behøver støtte og blive beroliget..
Jeg har selv en datter der trods sine 17 år, og det at hun er " Lidt tilbage i sin udvikling" ikke forstår, at man kan kaste op, og hun bryder sig ikke om det, og jeg ser ganske enkelt "frygt" i hendes øjne når hun er syg og evt. kaster op som følge deraf..
Jeg ville i min vildeste fantasi ikke kunne "skælde" ud når hun går dette igennem..
Og i og med, at jeg beroliger og støtter hende i det, så går det og hun kommer igennem dette.. Hvad der måtte kunne blive af svineri, som følger ..!! Ja, det må man så bare tage i stiv arm..!!
Min datter er også sådan indrette, at når hun skal til noget/opleve noget som hun virkeligt glæder sig til, så kan hun få disse opkastnings fornemmelser, om morgenen den pågældende dag..-og jeg har så lært hende om jeg så må sige, lige at trække vejret, slappe a og så får hun lige lidt saft eller yougurt og vi får snakket om noget andet..
Engang min datter som lille havde fået spist nogle af min mors panodiler, og min mor ikke vidste hvor mange der havde været i glasset, da måtte jeg til læge med min datter og efterrfølgende blev vi indlagt..
Hun blev pumpet ud, og jeg glemmer aldrig frygten i hendes bedårende blå engle øjne..!!
Og de sagde klart..!! Mor.! Hvordan kan du lade dem gøre dette mod mig.. Gud, jeg ville have byttet plads med hende hvis jeg kunne, men vi turde ikke tage chancer, men vi kom gennem det her og hun også..!!
Jeg er også af den mening her, at hun stadig har den udpumpning, som lille i minde, den dag idag, hun kan bare ikke selv sætte ord på det..!!
Jeg håber du kan komme til bunds i dette her, for jeg ved fra min datter, at det er meget ubehageligt..
Kærlige tanker til dig
/Mummi

Jeg har ikke været ude for sådan noget. Da jeg kastede op første gang og alle andre gange er jeg blevet trøstet.
Det har bare ikke hjulpet. Det er selveste det at kaste op at jeg ikke kan lide. Det, at noget bevæger sig op gennem halsen på mig og det at det spænder overalt i kroppen samt det at jeg ikke kan trække vejret mens det sker.

Det er den kvælningsfornemmelse man får når man kaster op jeg ikke kan lide.
Og det nytter heller aldrig at folk siger til mig, at jeg jo ikke dør af det og derfor er denne midlertidige kvælning ikke farlig. Den hjælper ikke. For jeg ønsker mig faktisk hellere død end at lide.
Du kan sammenligne det med en person der hænger i galgen og ikke blev hængt ordentligt. Han dør langsomt af kvælningen. Men det er jo ikke selve døden der er det slemme i denne situation, men smerten.
Det er det samme med mig: Det er ikke angsten for at der skal ske noget med folks ting når jeg kaster op. Det er heller ikke angsten for at dø hvis jeg kaster op. Det er kvælningsfornemmelsen.
Og så kan folks møbler og mit eget liv være fuldstændigt hamrende ligemeget i den situation.

Hejsa
Jeg gad godt se den person som direkte bryder sig om at kaste op. Det er en ubehagelig oplevelse, uanset hvem man er. Desuden er det ofte forbundet med en årsag til at man kaster op. Enten at man er syg, har en virus - eller er stangbacardi.
Men jeg vil give alle de medhold som siger at det meget meget ofte hænger sammen med en oplevelse i barndommen som var af mindre sjov karakter.
Mvh Lagermann

-ikke på nogen måde her kunne gøre mig klog på det her, andet end som jeg læser det nu, er det ikke det at kaste op der er det største problem, med det at du føler du bliver kvalt..!!
Måske det er der problemet ligger..?? Kan det rent ud sagt være det forkerte der har været fokus på..??
/Mummi

Jeg synes at det er noget bræk du lukker ud. Så snart nogen forsøger at hjælpe dig, skaber du dig som en 4-årig. Søg psykolog og læge og lad være med at lægge dit bræk her.

Forkert. Det er selveste det at kaste op. Den følelse opkast nu engang er.
Om det skal beskrives med kvælningsfornemmelse eller noget helt andet ved jeg ikke. Men det er sådan jeg oplever det ihvertfald.
Det er ihvertfald disse 2 ting jeg ikke kan lide ved at kaste op:
1. Der jeg kan ikke lide følelsen af at der kommer mad op ad spiserøret.
2. Jeg kan ikke lide kvælningsfornemmelsen, eller det at jeg ikke kan trække vejret imens jeg kaster op.
Og nu kan man altså nu engang ikke kaste op uden at gennemgå mindst én af ovenstående.
Jeg splittede bare opkast-processen op så du kan se hvilke af delene jeg ikke kan lide.

Det er IKKE noget i min barndom. At ingen kan lide det ved jeg godt, men nu er det sådan at for mig er det at kaste op altså en traumatisk begivenhed. Jeg mindes ikke på noget somhelst i min barndom, og jeg har anset det at kaste op som traumatisk lige siden min aller første gang.
Og min aller første gang var ikke forbundet med misbrug af nogen art, men ren og skær sygdom.
Altså ligesom at for nogle mennesker er edderkopper helt uskyldige og der er intet i vejen med dem, mens andre har en ekstrem skræk over for dem. At de har en skræk over for edderkopper har jo ikke nødvendigvis noget at gøre med at da de var børn blev bidt af en fugleedderkop, vel?
Jeg synes altså at i skulle tage at google på emetophobia.

Men hvor om alting er..!!
-jeg håber du må finde/få fundet en løsning på dit meget ubehagelige problem her, for jeg forstår da så inderligt, hvor ubehageligt det må være..
-men som det virker "so far..!!" Så er det heller ikke her inde du skal finde svar, for der har immervæk være mange på banen med gode råd til dig..!!

Kærligst Mummi

Den "hjælp" jeg får er ikke andet end pseudo-psykologisk pis der rammer så meget ved siden af min situation at jeg ikke kan tage imod det.
De insisterer jo alle på at jeg er blevet misbrugt som barn hvilket ikke er tilfældet.
Jeg har søskene, jeg har en størrer familie, og der er ikke rapporteret om noget somhelst.
Og de gange hvor jeg har været udsat for noget jeg ikke kunne lide har jeg ihvertfald bidt fra mig og fortalt alle og enhver hvad jeg har været udsat for.
Nu stopper i fandme med jeres pseudo-psykologi.
Godt nok vidste jeg at internetdebatfora er fyldt med folk der ikke nødvendigvis har speciale i det de udtaler sig om. Men jeg vidste godt nok ikke at det ligefrem vrimlede med folk der har særprægede pseudo-psykologiske teorier og nogle endda ligefrem går så langt som at anbefale mig at jeg skal søge spirituel hjælp.

Jeg har efterhånden fundet ud af at debatfora på nettet ikke er gode sted at finde råd. Det vrimler jo med pseudo-videnskabelige teoretikere og spirituelle fjolser.
Hvis videnskaben lå i deres hænder så var jorden vel beskrevet som flad, sygdomme som ubalance i de 4 legemsvæsker og psykiske problemer bunder altid i at man er besat af en dæmon eller hjemsøgt af fortiden.
Gad vide hvornår rænessancen når til internettet...

Rolig nu..!!
Dette er jo et debatforum, om alt mellem himmel og jord, og du havde vel ikke i din vildeste fantasi troet, at svarene, som kommer var givet af læge uddannede eksperter..??
Vi er nok bare mennesker af kød og blod, men med nogle erfaringer og har forsøgt, at "hjælpe" dig lidt med råd og vejledning, som du åbenbart ikke har kunnet finde IRL..!!
Men en sidste udvej/hjælp kunne så være dette link jeg giver dig med på vejen her..
/Mummi
http://www.helse.dk/artikler/detail.asp?id=1651

I et debatforum er debattørene bare almindelige mennesker - vi er specialister i at være mennesker!
Med den viden du allerede selv har erhvervet dig om emnet, så undrer det mig, at du ikke har skrevet dette indlæg i et mere specialiseret forum: netdoktor, netpsykiater eller lignende???
Du beder almindelige mennesker om råd og brokker dig på en yderst uhøflig måde over de svar du får. Det kan du da ikke være bekendt!
Du giver indtryk af, at du allerede ved bedre og vil måske bare udstille din egen viden om emnet - du er slet ikke rigtig interesseret i vores råd, vel?
Helt ærligt - mage til utaknemmelighed!!!

Jeg gik faktisk ud fra at dem der debatterer på helbreds-debatten havde bare en anelse viden om emnet.
Ikke at i var specialister men havde lidt mere viden end almindelige mennesker.

Hvor i dette her er du selv..?? Har du helbredt dig selv måske..??
Fordi jer er skilt og giver andre mine erfaringer i en skilsmisse sag der ikke er så sjov når man står i lortet, men jeg er vel ovre min og kan give erfaringer ud fra det, så gør det mig jo ikke til ægteskabs-rådgiver vel..!!
Vær nu realist ikke.. Folk er på de sider der interesserer dem, og giver så nogle råd videre, ud fra det der fanger deres opmærksomhed, og taler til deres lyst til, evt. at kunne hjælpe med et godt råd eller nogle erfaringer..
Du fik mange , men kunne ikke bruge dem, men derfor kan du godt behandle folk der gav dig disse råd, med en vis respekt..
Ikke én har du sagt TAK for hjælpen til, men jeg tror ikke det er det råd jeg søger..
Det var efter min mening det mindste man kunne gøre/du kunne have gjort..
/Mummi

Hej Emetofob
Jeg har også emetofobi, og der er desværre alt for lidt fokus på emetofobi i Danmark - ofte bliver vi fejldiagnosticeret som havende enten en spisforstyrrelse eller panikangst (jeg har selv været diagnosticeret med panikangst i 18 år, inden jeg selv opdagede, at der var noget, der hed emetofobi).
Du kan jo evt kigge forbi den side, jeg har oprettet om emetofobi : www.emetofobi.dk - her er en masse supplerende oplysninger om emetofobi, en beskrivelse af kognitiv terapi (som er den bedste behandling, man kan få mod emetofobi), en liste over behandlere og en masse andet godt :o)
Mvh
hallie

stakkels dig,jeg lider lige som dig,jeg kan godt forstå at de svar du får ikke er gode for dig,for der er ingen af dem der ved hvad de taler om,og gudskelov for det,for jeg ønsker ikke for min værste fjende at de bare en gang skal mærke den altover skyggene angst jeg får når jeg får kvalme,og jeg venter ingen forståelse fra nogen når ikke engang min ejen mand kan forstå det til fulde,jeg er nu 50 år og jeg har kun fået det være,men jeg ønsker at bliv fri for den angst,og alligevel er jeg bange for hvad der kommer frem,for alle former for fobier er vel nok psykisk,jeg kunne skrive i timevis,hav det godt,jeg vil gerne tale med dig "privat" det kan måske hjælpe lidt.

Hej.
Jeg tror ikke der er noget medicin der for alvor virker. Jeg har døjet med denne fobi siden jeg var 3 år. Er nu knap 22, og angsten er kun blevet værre. Jeg har prøvet flere forskellige mediciner, både mod kvalme og opkast, også antidepressiv, og medicin mod psykoser, blandet med det andet. Og intet af det har hjulpet. Har også prøvet hypnose, men også uden held.
Har været hos psykolog og psykiater, men uden held. Leder stadig efter noget der kan virke. Har prøvet at finde noget kognitiv behandling, men det er svært at finde noget hjælp gratis, når det ikke er en disideret sindsygdom.
Man ved heller ikke meget om det i danmark, kun hvis du tager ud i det mere primitive behandlinger som hypnose og den dur.
Jeg er nu i kontakt med distriktpsykiatrien, som aldrig har hørt ordet emetofobi før. Oftest vil de også forbinde angsten for at kaste op med socialfobi, selvom det ikke nødvendigvis er rigtigt. Social fobi kommer angsten for opkast i forbindelse med sociale sammenhænge, hvor i mod emetofobikere vil have angsten under alle omstændigheder.
Pt. kan jeg ikke komme ud. jo ud i solen, men ikke langt væk. Kan ikke handle ind, rejse, eller besøge venner og familie. Hvis jeg endelig skal have angst, ønsker jeg at have det i min lejlighed, alene. Jeg har fået tvangstanker og tvangshandliner, angst for alt, men det hele handler om opkast, om at undgå det.
Jeg var nødsaget til at flyte fra kæresten, da jeg blev så syg at jeg ikke kunne andet end at ligge i min seng, med lukket dør. Jeg er nu bange for at blive helt så syg igen, og jeg undre mig stadig over hvordan det kan gå så galt!
Jeg har hørt at der er mere viden omkring denne fobi i sverige og england, og er ved at undersøge det nærmere.
Er der nogle er jer med emetofobi, der egentlig er klar over hvad det præcist er, i er bange for? Jeg har endnu ikke fundet foralvor ud af det, ikke andet end at det er ubehageligt, som det jo nok er for alle.
knus og held og lykke herfra!

Kære Emetofob.
Jeg kan desværre ikke give dig et råd, men sige at det du her fortæller kan jeg kun relatere til selv...jeg er også MEGET angst for at kaste op og selve kvalmen inden opkastningen..jeg har altid været bange for at kaste op..det har altid været et mareridt at komme igennem når der har været "kaste-op" syge tæt på.. jeg har i den senere tid fået det værre med med angsten jeg tænker faktisk på det hver dag og får næsten altid kvalme når disse "angst-tanker" for at kaste op kommer..jeg har overvejet at gå til en psykolog måske læge først i håb om at det måske kan hjælpe psykisk for hvis angsten kan forsvinde bliver det måske bedre? jeg er hvert fald nødt til at gøre noget for dette problem er ved at drive mig til vanvid.. håber vi finder en løsning for det her ødelægger faktisk en stor del af mit liv tænker meget på det fordi jeg virkelig frygter det og aldrig ved hvornår det kommer...ved ikke hvad jeg gør hvis ikke jeg finder en løsning på det her...håber det løser sig for os begge...ville bare lige fortælle dig at jeg har det på samme måde som dig og at du ikke er alene med dette problem..ud fra det du skriver er det som at læse om om mig selv..

hejsa.
jeg er en 12årig pige som har det helt lige som dig.
Jeg er så bange for at kaste op.

Hver anden nat ligger jeg vågen,fordi jeg er bange for at bilve syg og kaste op. Oven i det lider jeg af stærk kvalme, og det hjælper slet ikke på det.
jeg har prøvet en masse,men intet har hjulpet. Det der har hjulpet mig mest, var at blive hypnotiseret. Det giver virkelig en ro, og du kan bedre styre din angst.
ham som jeg blev hypnotiseret af hedder Bo Christensen. Han er virkelig dygtig.
Men det er virkelig rart at, der er andre and mig der er bange for det, fordi det er jo ikke noget man høre så meget om.
håber du finder ud af noget,.

Jeg har nu i over et år lidt af ekstrem kvalme stort set hver dag, og en enorm angst for at kaste op.. Har altid været rædselsslagen for at kaste op, men siden kvalmen lige pludselig begyndte, har det fyldt min hverdag hver eneste dag lige siden. Kan ikke ses med venner særlig tit, tage offentlig transport, passe skolen osv. Har været til lægen utallige gange, fået taget blodprøver, men intet har hjulpet.. har nu gået til psykolog i 4 måneder, men heller ikke det hjælper mig.
er der nogle af jer som har fået en slags behandling/medicin som har hjulpet bare den mindste smule? bar at få det en smule bedre, ville være guld værd.
det er bestemt ikke bræk at lukke ud.. det ødelægger ens liv og ikke mindst ens sociale liv at gå med denne frygt.

Hej mfh
Du har skrevet her den 3. jan 2011 så det er jo ikke så længe siden. Hvis du ser denne besked, vil du så ikke nok kontakte mig på www.emetofobi.dk under "Gæstebog"
Skriv at jeg søgte dig og giv dig til kende som mfh, så svare jeg tilbage.
Håber at høre fra dig :)
Totte

Jeg er en pige på 13år som har en STÆRK form af emetofobi! jeg vil ikke til at skrive om hvordan jeg har det. Men jeg er SÅ træt at folk som kommer og siger "jamen der er jo ingen som synes det er dejligt at kaste op" jeg bliver knust hver gang der er en der siger det til mig. der er ingen andre end min familíe der forstår hvodan jeg har det, alle andre tænker jo bare "helt ærligt!? det er jo bare kvalme, og angst for at kaste op"
jeg har så forfærdelig meget medfølese med alle jer der har det[l], men alle jer som ikke har, i kan slet ikke sætte jer ind i hvor svært det er, med mindre i har en tæt ven/familiemedlem som har prøvet det!!

Hejsa,
Jeg faldt lige over dette link: Måske det er dette her du snakker om?
http://www.slipangsten.dk/artikler-om-angst/48-artikler/230-emetofobi-angst-for-at-kaste-op.html
Mvh. mig

Det er sikkert en stor hjælp, for personen der har stillet spørgsmålet for 6 år siden. 😮 [???] [:X]
Gider du forklare, hvordan du overhovedet har fundet denne ældgamle tråd???? [???] [???] [???] [???]
Hvad er årsagen til at du egenrådigt har vurderet at denne ældgamle tråd, som er 6 år gammel, vil komme andre til gode??? 😖 [:X]
Kunne det tækes at den ikke er så vigtig, da ingen i de 6 år der er gået, har hevet den frem??? [!] [!]

MVH
Megaprofilos

Var muligvis brugbart-hørt meget positivt sagt om det:
http://www.psykologerne-frederiksberg.dk/angstforside.htm
...en social støtte/terapi-gruppe![ide]så du ikke brænder inde i dig selv!hvis det glipper pt.kender du måske til sitet her[->]
http://sindnet.dk/
Sindnet.dk,tidl,og nuværende psykiatribrugere/m.fl.interaktiv nødløsning,som hjælpemiddel!hvis det gør et udslag?håber du finder din vej,og får rystst den dumme angstedderkop af!:-)
(gammel tråd?..damn)