Træt og udkørt..

Er en dreng på 16 år som er træt af livet. Ikke bare træt, jeg hader det. Jeg aner slet ikke hvor jeg skal starte, for der er så meget negativitet i min hjerne at den er ved at eksplodere.
I min hverdag sidder jeg alene på mit værelse foran computeren og forsøger at få tiden til at gå. Sådan er det hver dag. Ellers foretager jeg mig ting som at se film eller spise helt ekstreme mængder af usund mad for at forsvinde fra virkeligheden i bare nogle minutter. Før i tiden har jeg sultet mig selv og cuttet for at få smerten til at gå væk. Især cutting virkede for mig. Og siden jeg er stoppet med det, har jeg bare fået det værre. Bare tanken om at cutte gør mig helt euforisk..
Lige pt har jeg ingen venner, og jeg lider af social-fobi og har derfor utrolig svært ved bare at komme ud af døren. At gå i dagligbrugsen er en svær kamp. Forinden bruger jeg ofte en halv time på at forberede mig og forsøge at overtale mig selv. Så snart jeg er ude på gaden er alt jeg tænker på er hvordan jeg ser ud og om der er mennesker i nærheden. Min hjerne kører på fuld drøn og jeg tænker over hver en lille bevægelse jeg laver, det er til at blive skør af. Alt jeg tænker på er hvordan andre mennesker ser mig. Jeg ville ønske at jeg bare kunne give slip og være ligeglad.
Jeg er ekstremt usikker på mig selv og hader min egen person. Min hverdag giver bare ikke mening for mig længere, og hver dag inden jeg går i seng, ønsker jeg, at det bliver den sidste dag for mig. Jeg aner ikke hvad jeg lever for længere. Folk fortæller mig altid at jeg skal værdsætte og nyde livet fordi folk i den 3. verden ville drømme om at være mig, men det kan jeg bare ikke. Jeg tillader simpelt hen ikke mig selv at elske den jeg er og nyde livet. Det er som om jeg prøver at gøre livet surt for mig selv. Jeg føler mig så mentalt udkørt fordi alt jeg kan tænke på er negative ting. Jeg fokuserer hele tiden på ting der er i vejen for mig. Og når jeg får løst ét problem, finder jeg et nyt at tænke på. Det ligger sig som en stor sort kappe over mig.
Jeg er bare ikke tilfreds, og jeg forstår ikke hvordan alle andre kan være så lykkelige og nyde at være til. Jeg er bare virkelig virkelig træt, og det er som om jeg ikke tillader mig selv at være selvsikker. Jeg accepterer ikke mig selv, og ynder næsten at trække mig selv ned i kulkælderen. Jeg kunne være selvsikker og glad, men jeg tillader det ikke.
Nu ved jeg at i alle vil anbefale mig at gå til min læge eller opsøge nogen jeg kan snakke med. Men det er ikke muligt for mig, det ville jeg aldrig kunne gøre. Jeg ved at det er det mest simple svar på mit problem, men det er bare ikke en mulighed for mig.
Og nu har det her stået på i et par år. Jeg har skrevet hundredevis af indlæg og chattet med internet-rådgivere, men alt bliver bare værre med tiden.
Noget andet som forstyrrer mig er spørgsmålet om hvorfor jeg er endt med at være sådan her. Jeg får gode karakterer i skolen og har et nogenlunde normalt liv, alligevel er der noget som er gået galt for mig. Jeg kan slet ikke sammenligne mig med nogen af dem jeg kender på min egen alder. jeg ser ingenting af mig selv i dem. Jeg ser ingenting af mig selv i nogen mennesker. Og jeg ville bare ønske jeg kunne få svar på hvorfor jeg er sådan her.
Jeg håber at nogen har taget sig tid til at læse mit indlæg og vil smide en kommentar hvis i har oplevet noget lignende eller kan give mig nogle svar.

Hej hannehan
Du skriver ikke hvorfor du ikke kan gå til lægen? Skyldes det, hvilket jeg formoder, din socialangst?
I så fald skriver du et brev, som du enten sender til lægen, eller som du afleverer ved konsultationen. Når du skal aftale tid til en konsultation med sekretæren, siger du bare at der er tale om mistanke om lungebetændelse.
De fleste moderne læger har i dag online konsultation, så undersøg den mulighed.
I første omgang vil du sikkert få en lille dosis benzodiazepiner, hvorefter du skal opstarte kongnitiv adfærdsterapi. Det er det eneste der virker mod socialangst, eller som i dit tilfælde nok, hvad jeg vil kalde genneraliseret angst. Kognitiv adfærdsterapi og mindfullness er vejen frem.
Da du lider af socialangst vil du sikkert være fristet til at bestille nogle selvhjælpsbøger om dette, i håb om at det virker. Men det gør det ikke. Du skal have hjælp af en professionel.
Selvskade er meget udbredt. Du er langt fra den eneste. Det er velkendt, at folk forsøger at flytte den ulidelige psykiske smerte til noget fysisk midlertidigt.
Såfremt du ikke kan opsøge læge ud fra det jeg har skrevet, så forklar venligst årsagen?
MVH
Megaprofilos

Ja, det skyldes netop min social fobi. Derfor er det ligeså svært for mig at skrive et brev til lægen, da det medfører at jeg skal mødes med ham. Det kommer ikke til at ske. Der er bare en for stor mur som jeg skal over før at jeg kan gøre det. Det er bare ikke en mulighed som det ser ud nu..

Har du undersøgt om lægen har onlinekonsultation. Det har mange læger i dag, og hvis ikke kan du jo skifte til en der har, såfremt det ligger inden for en bestemt radius fra din bopæl.
Hvis du lider så slemt af socialangst, at du ikke kan tale med lægen, ved først at opdigte eks lungebetændelse til sekreæteren, så er du hårdt ramt.
Jeg vil derfor anbefale at du taler med et familiemedlem du stoler på, eller alternativt en anden. Så kan de forklare det til lægen.
Såfremt denne mulighed heller ikke er til stede, så skriv igen.
MVH
Megaprofilos

At snakke med min familie om den slags er det sidste jeg gør. Jeg kan ikke snakke med nogen om det.

Du bliver nød til at tale med nogen om det. Når først du har brudt den barriere der afholder dig fra det, vil du ikke længere opleve det som voldsomt.
Du kan til at starte med, ringe til lægevagten, og forklare problemet. Så kan de intellefonere nogle benzodizepiner til dig, hvilket gør at du uden problemer kan tage kontakt til din læge. Jeg tør ikke love, at de vil intellefonere dem uden et besøg.
Hver 8. patient der kommer til læge, kommer af psykiske årsager. Du kan bare ikke se det på dem, lige så vel som de ikke kan se det på dig, selv om jeg godt ved du føler de kan.
Læger er vant til den slags ting. Der er intet nyt i det for dem.
Der er en side på nettet, hvor man kan stille spørgsmål til psykiatere og læger. Den hedder www.depnet.dk. Der har de også en forening der stiller rådgivere og hjælpepersoner til rådighed.
Du SKAL på den ene eller anden måde tale med et andet menneske. Den korteste vej, er at ringe til din læges sekretær og påstå at du har lungebetændelse og 38-39 i feber. Dermed er det KUN lægen du skal forklare problemet til. Derefter går det nemt, da du får medicin der gør det hele meget nemmere.
MVH
Megaprofilos

Det kan jeg desværre bare ikke..

Ok, så tager vi den der fra. Kan du overkomme at skrive et brev? og at sende det brev til din læge hvor du forklarer problemerne?
Dermed har du absolut ingen kontakt med nogen andre mennesker, og din læge kan intelefonere noget, der gør at du let kan besøge ham.
Kan du klare det? og hvis ikke, så hvorfor?
MVH
Megaprofilos

Det kan jeg ikke. Eller også så vil jeg ikke. Det kommer i hvert fald ikke til at ske. For det brev betyder at jeg skal gå til min læge og det kan jeg ikke.

Det er der ingen vej uden om!
Fordelen ved først at skrive hvordan du har det i et brev til din læge, er at han/hun så kan intelefonere noget medicin til dig. Når du tager den medicin, så forsvinder din socialangst/genneraliseret angst fuldkommen. Den medicin må ikke tages i længere perioder, men du vil typisk få til 14 dage, hvorefter du så helt afslappet kan besøge din læge.
Kan du klare det, og hvis ikke så hvorfor?
Ville du turde anonymt, at tale med nogen om dit problem. Altså over telefonen?
MVH
Megaprofilos

Du kan skrive privat med mig, ved at trykke på mit navn, og under mit "profilbillede" trykker på på "skriv besked". Du er meget velkommen. 🙂
Du kan på apoteket i håndkøb, købe baldrian, som viker beroligende. Du kan også i håndkøb få calmigen, som virker antidepressivt.
MVH
Megaprofilos

Det kommer ikke til at ske. Og jeg har måske bare ikke lyst til at blive rask.

Det kan være svært at se lyset for enden af tunnelen, når man er trist og deprimeret. Jeg tror at du gerne vil være rask, men at du bare ikke føler du orker det. Ellers havde du aldrig skrevet her på debatten.
Måske er du bare træt nu, og trænger til lige at sove på det. Dine ultrakorte svar vidner om, at du ikke rigtigt orker at tale om det lige nu. Det er nærmest umuligt at hjælpe dig, når du kommer med så korte svar.
Men prøv at sove lidt, og skriv så til mig i morgen privat.
MVH
Megaprofilos

Hej Mega😉Først vil jeg lige sige det er fedt at have en klon her på sol, som kan skrive når jeg ikke er her for jeg ville have skrevet nøjagtig det samme, men i sover jo nok begge nu.
Jeg har/er selv i en situation der minder om det, dog ikke helt så slemt, men jeg har været der hvor jeg ligefrem begyndte at observere trafikken for at mit vindue. Formålet var at forsøge at finde ud af hvilket tidspunkt på døgnet der var størst chance for at der ingen kø var hos købmanden.
For jeg skulle bare derned og hjem igen, hurtigst muligt. Gad ikke engang tømme min postkasse fordi det ville involvere at jeg skulle ud af døren, træt, doven, kørt ned, det er jeg sådan set stadig, sidder ofte som nu vågen om natten, og "dejser så om" om formiddagen, og vågner sidst på eftermiddagen - så skulle jeg da ikke gå DEN dag imøde... jubii det er aften igen ;/
Og så vil jeg også lige opfordre trådstarter til at opsøge læge, for det lyder rigtig slemt, hvis man ikke engang kan opsøge lægen. Du skal ikke gå og tro der er noget pinligt i det, lægen har med 100% garanti før ser personer med depression før.
Hvis du så absolut ikke vil det, så vil jeg foreslå dig at lave nogle ændringer i dit liv - "tving" dig selv til fx at løbe en tur om morgenen eller om aftenen, alene det kan løfte humøret gevaldigt. Der er ikke megen lykke i "lykkepiller"...
Men prøv i det hele taget at gøre tingene anderledes. For hvis du gør som du hele tiden har gjort, så bliver det IKKE anderledes...!

Og lige med socialfobi...
Har været der. Udløst af at min ex skred med min unge, og de par venner vi havde tilbage, og jeg måtte flytte til en anden by af økonomiske grunde.
Da det var værst kunne jeg ikke engang købe ind selv. Jeg ville handle online hos superbest, men de sælger ikke smøger, så der ville jeg overføre pengene til min ex og få smøgerne med posten...
Jeg kunne ikke engang sige til kassepigen hos købmanden at jeg skulle bede om 1 pakke smøger ;/
Og naturligvis var ture med tog eller bus, absolut udelukket, den eneste måde jeg kunne komme ud på ellers var at bestille en taxa, og det skulle være en minibus, hvor jeg sad allerbagerst, ville ikke sidde for tæt på chaufføren ;/
Eller min knallert på korte ture...
Jeg fik ind imellem min ex til at komme da hun har bil, så propfyldte jeg den med alverdens dagligvarer, så jeg havde til længst muligt uden overhovedet at gå uden for en dør.
Jeg bad endda hende køre i Aldi for at købe deres langtidsholdbare mælk ;/
Heldigvis går det meget bedre nu. For takket være solen har jeg fundet en person som jeg er rigtig glad for og som både gør at jeg dagligt for talt med et menneske, og også at jeg kommer lidt ud af min "puppe" når hun har tid til at jeg besøger hende, og så tager vi i svømmehallen eller lign og hygger os rigtig fint ;)
Det er jeg rigtig glad for ;)
Men trådstarter: Du er altså nødt til at starte et eller andet sted. Du kan ikke bare sige "det kan jeg ikke, det kommer ikke til at ske" til alle forslag, for så bliver det jo ikke anderledes, hvilket jeg tror du godt vil have at det bliver også selvom du skriver at "måske har jeg bare ikke lyst til at blive rask"... det tror jeg nu nok du har.
Hvis du kommer ud i selvmordstanker så kan jeg anbefale www.livlinien.dk som er rigtig rigtig flinke at snakke med, jeg har gjort brug af dem flere gange, også selvom jeg ikke var direkte selvmordstruet men blot trængte til en udenforstående at tale med.
Held og lykke ;)

Hej fuerzzz
Tak for roserne🙂og i lige måde. Du havde helt ret, jeg var gået i seng efter den sidste besked. Det er ligeledes dejligt at se, at du svarer på de tråde jeg ikke når.
Jeg er helt ening med dig i, at motion er godt. Det frigiver endorfiner og mange andre gode ting. Selv hvis trådstarter ikke kan klare at motionere uden for, så kan man lave mange øvelser inden for.
Ja, socialangst eller det jeg mistænker genneraliseret angst, er en af de mest invaliderende lidelser, næsten på højde med skizofreni. Forskellen som er positiv er dog, at man kan arbejde sig ud af socialfobi/genneraliseret angst modsat skizofreni. Du kommer jo med fin beskrivelse af hvordan du havde det, og hvordan du i dag er nået så meget længere. Dejligt at læse.
Jeg er helt enig i forhold til lykkepiller. Jeg giver intet for SSRI/SNRI-præperater(lykkepiller), og SLET ikke over for angstlidelser. Den eneste medicin der virker ved angst, er desværre vanedannede for ca hver 3. der benytter den, og derfor gives de kun akut. Det er benzodiazepiner. Typisk ville man give trådstarter nogle milde(svagt potente) benzodiazepiner med en kort T½(halveringstid), og i max 2-3 uger. Dette kunne være rigeligt til, at han kan klare at tale med lægen og opstarte behandling.
Tak for dit svar :)
Med Venlig Hilsen
Mega

Og lige med socialfobi...
Har været der. Udløst af at min ex skred med min unge, og de par venner vi havde tilbage, og jeg måtte flytte til en anden by af økonomiske grunde.
Da det var værst kunne jeg ikke engang købe ind selv. Jeg ville handle online hos superbest, men de sælger ikke smøger, så der ville jeg overføre pengene til min ex og få smøgerne med posten...
Jeg kunne ikke engang sige til kassepigen hos købmanden at jeg skulle bede om 1 pakke smøger ;/
Og naturligvis var ture med tog eller bus, absolut udelukket, den eneste måde jeg kunne komme ud på ellers var at bestille en taxa, og det skulle være en minibus, hvor jeg sad allerbagerst, ville ikke sidde for tæt på chaufføren ;/
Eller min knallert på korte ture...
Jeg fik ind imellem min ex til at komme da hun har bil, så propfyldte jeg den med alverdens dagligvarer, så jeg havde til længst muligt uden overhovedet at gå uden for en dør.
Jeg bad endda hende køre i Aldi for at købe deres langtidsholdbare mælk ;/
Heldigvis går det meget bedre nu. For takket være solen har jeg fundet en person som jeg er rigtig glad for og som både gør at jeg dagligt for talt med et menneske, og også at jeg kommer lidt ud af min "puppe" når hun har tid til at jeg besøger hende, og så tager vi i svømmehallen eller lign og hygger os rigtig fint ;)
Det er jeg rigtig glad for ;)
Men trådstarter: Du er altså nødt til at starte et eller andet sted. Du kan ikke bare sige "det kan jeg ikke, det kommer ikke til at ske" til alle forslag, for så bliver det jo ikke anderledes, hvilket jeg tror du godt vil have at det bliver også selvom du skriver at "måske har jeg bare ikke lyst til at blive rask"... det tror jeg nu nok du har.
Hvis du kommer ud i selvmordstanker så kan jeg anbefale www.livlinien.dk som er rigtig rigtig flinke at snakke med, jeg har gjort brug af dem flere gange, også selvom jeg ikke var direkte selvmordstruet men blot trængte til en udenforstående at tale med.
Held og lykke ;)

Jeg har valgt at citere dit indlæg, da det er rigtig godt 🙂 Nej, faktisk er det super godt 🙂
Du beskriver meget fint, hvordan det opleves at lide af socialangst. Ligeledes hvordan du har kæmpet dig vej ud af det. 🙂 OG ikke mindst, hvor meget kærlighed og omsorg betyder. OG at den er tilgængelig for alle der søger den. Måske ikke lige med det samme, men den er der.
Somme tider er jeg sent på den, og får først handlet 20 minutter før lukketid pga mine arbejdstider, og har tydeligt bemærket en tendens til, at det er mennesker der har det svært. Eks talte jeg med en bestyrer hos min lokale dagligvarerforhandler om, at man skulle lade poserne ligge fremme, så folk ikke skal bede om dem. Man skal ikke kræve, at de siger "x antal poser tak", og ofte i en pibet tone. Det er urimeligt, når man bare kunne lade poserne ligge fremme, så folk selv kan tage dem. Ligeledes skal ekspedienten ikke begynde at tale om hverdagsting eller lign.
Undskyld det var blot en lille detalje jeg ville fremhæve.
Endnu en gang stor ros, for det kæmpe arbejde du gør, med at føre disse mennesker sammen via sol 🙂
MVH
Megaprofilos

Min hjerne kører på fuld drøn og jeg tænker over hver en lille bevægelse jeg laver, det er til at blive skør af. Alt jeg tænker på er hvordan andre mennesker ser mig. Jeg ville ønske at jeg bare kunne give slip og være ligeglad.

Tro endelig ikke at alle Du møder har et lykkeligt liv, desuden møder Du vel nogen som siger noget mærkeligt eller surt der absolut intet har med Din fremtoning at gøre.....lad som om de ikke er der 😉