En der kæmper

hvor ofte går par der prøver at blive sammen efter at den ene har haft et længerevarende forhold alligevel fra hinanden i den sidste ende?

ER det gået galt, ender det altid galt. Der vil altid være et spøgelse i skabet, det kommer frem på de mest uønskede tidspunkter og mest ubelejlige....... Den slags sår heles ikke, men bryder op konstant, uanset din eller din partners gode intentioner..
Det er en ommer, forfra og om igen ;-)) Man kan ikke genbruge ødelagte flyttekasser!
Vidre.!!
Lars.

Men den der behøvede at forlade forholdet er jo nok den der skal arbejde mest med sin instilling til jeres forhold.. En ting er sikkert, i dagens danmark, virker det som om at de fleste ikke magter at fortsætte et parforhold, når konflikterne melder sig.. og jeg tror at den eneste medicin er samtale, indlevelse o.s.v.

*Den slags sår heles ikke, men bryder op konstant, uanset din eller din partners gode intentioner.. *
Sådan behøver det ikke at være - Du kan nå et punkt hvor der altid vil være et ar og dette ar vil værke til tider men du vil ikke mærke det hele tiden.
Der var en herinde der sammenlignede det med sorgen over at miste en - jamen i virkeligheden er det vel det der er sket...du har mistet en du holdt ufatteligt meget af og af grunde som du måske ikke forstår....
Det er disse grunde der skal ud i det åbne - det er nu alle hemmeligheder skal på bordet ( ikke forstås som at man skal grave efter hvad den utro part lavede med "svineøret") men alle behov -ønsker og forventninger og ikke mindst krav...
Du skal mærke efter om du har det i dig at tilgive og se fremad - måske ikke lige nu men i fremtiden - Kan du når du er allermest sårbar sige til dig selv og din partner : jeg VIL os! - så er du/i nået langt...Så kan /vil der stadigt være dage hvor din indre kriger fortæller dig at han/hun aldrig vil være til at stole på igen og det er flæjtende ligegyldigt at forsøge...men er det dit behov? eller frygten for at vise dig som det skrøbelige væsen du er?
Hvis i ikke går til terapi - så vil jeg anbefale det men vær opmærksom på at der vil også være ting som du har gjort eller gør som måske skader jer eller dig - det er en hård proces men jeg tør godt sige efter et par måneder er vi et sted der er mere rart end de sidste par år har været - det er stadigt hårdt men det begynder at bære frugt....
Jeg tør også sige at på trods af hårde tider og svære samtaler så bliver jeg for det ER kampen værd...
Held og lykke
Lotte

om der er præcise tal for hvor mange der alligevel går fra hinanden. Jeg har klæst et sted at op mod 75% af de par der oplever utroskab ender med at gå fra hinanden og at de der lever sig igennem krisen får et styrket forhold. Så må du gøre op med dig selv om du vil gå ind og tage kampen og realistisk tro på et bedre liv - sammen- eller du tror dit liv bliver bedre uden vedkommende. Ellers er jeg meget på linie med holy-cow. Jeg er ogås igang med kampen, og den er det bestemt værd. Men kun du ved hvad der er det rigitge for dig at gøre. Men søg hjælp, det er guld værd. Held og lykke

Man bliver sammen, hvis det ikke kan være anderledes og man ikke kan undvære hinanden.
Det svære er at komme frem til den erkendelse, og der er mange der opgiver på halvvejen!
Personligt mener jeg at man ikke bliver skilt pga en afsluttet utroskab, men utroskab kan naturligvis være det der skal til for at tage den endelige beslutning om en skilsmisse, der har været undervejs.

Jeg havde godt nok ikke overvejet skilsmisse FØREND jeg opdagede at jeg i over et år havde levet på en løgn... Men han må da bestemt ha tænkt tanken. Kan bare ikke bære at mine børn skal trækkes igennem en skilsmisse....

- at prøve at redde stumperne. Jeg synes man strækker sig langt, for ikke at rode dem ind i de voksnes "julelege".
- Opgive kan man jo altid.

Den uoprettelige skade kan også ske på børn, der må leve med at deres forældre "holder sammen for børnenes skyld" *ørl*.
Jeg ville ønske, at mine forældre var blevet skilt i sin tid så jeg ikke måtte leve med min fars sidespring og min mors mavesure bitterhed mod ham.
Men udsæt du da bare dine børn for det, måske vil de have navnet på min psykolog?

- er det da klart en dårlig ide, men det var egentlig underforstået fra min side, ellers er der ikke meget "for børnenes skyld" i den handling.
- og det kan altså lade sig gøre, selvom dine forældre ikke har magtet det.

I må tale om han virkelig 'har tænkt tanken', - hvis ja, må I tale om hvorfor og hvordan. Hvis nej, må I tale om hvad han SÅ har tænkt! -
Det er hørt mange gange før, at den utro hævder og oprigtigt mener, at skilsmisse tænkte han/hun aldrig på, - og at 'det intet havde med os to at gøre'. I så fald er det så en holdningsændring, der skal til for at kunne fortsætte sammen i et kvalitets-forhold. Den holdningsændring er formodentlig allerede sket, hvis affæren er ophørt uden partnerens viden og indblanding, - og uden at den utro har løjet efter affæren er slut. - Men mennesker er forskellige og forventninger og krav til et parforhold er forskellige og det eneste man kan er at afgøre med sig selv hvad man kan og vil leve med.

Ja, det kan - imho - nemt gøres meget bedre.
Min far var 'voksen' nok til ar duske andre damer, men ikke voksen nok til at indrømme det overfor min mor. Min mor vidste godt, hvad er foregik men var for slatten til at smide ham ud.
Hvis man gerne vil noget andet, hvorfor så bruge tiden på at blive i et dårligt forhold og forpeste livet for de sølle unger?

- jeg synes overskriften "en der kæmper" indikerer det modsatte. Og jeg tror på, at hvor der er en vilje er der en vej. Men den vilje skal være fra begge parter, ellers er det fuldstændig håbløst.

Desværre stoppede forholdet ikke af sig selv. Han benægtede og benægtede indtil jeg fandt reele beviser, som han ikke kunne afvise. - Nu siger han at det er slut, men.... Jeg hader ham for at gøre dette imod hele vores familie. Og så siger han at det ikke betyder noget!!!
Jeg ved desværre at de har været ganske tætte. Og at det ikke kun har været sex. Han har set hende meget, overnattet med hende, elsket med hende og talt om fælles fremtid. Hvornår bliver man istand til at glemme og komme videre i forholdet, som iøvrigt aldrig har været særligt varmt eller dybt. Men vi har børn sammen og det synes jeg er vigtig at holde for øje.

at de har været ganske tætte? - Det er ikke din mands vurdering, kan jeg forstå af hvad du skriver. Har du det fra elskerinden eller er det din egen konklusion ud fra hvordan du ville have følt, hvis det var dig? Han kan sagtens have givet elskerinden det indtryk uden at mene ret meget mere end at han gerne ville fortsætte den interessante og spændende leg. Du skriver selv at Jeres forhold aldrig har været særligt varmt eller dybt. Så det er sikkert det han har ledt efter et andet sted, men han fandt det ikke, kun et surrogat for han blev hos dig. - Så det du og han skal finde ud af, er om I fremover kan og vil have et varmt og dybt og ærligt forhold. Måske har I begge to altid drømt om at have det uden rigtig at kunne finde ud af det. - Det er måske umuligt, i hvert fald meget svært med de betingelser han har påført Jer, men her kan børnene så bruges som en grund til at gøre en ekstra indsats.

desværre til elskerinden, som den tætte veninde.... Derfra ved jeg, at de tidligere har talt om rigtig meget sammen. Desværre nægtede min mand konsekvens at de var andet end gode venner..
Jeg frygter sådan at han har valgt at blive fordi at han blev bange da han blev afsløret. At han ikke kan overskue de mange konsekvenser, men at hans kærlighed til mig - udover at jeg er mor til hans børn - er væk.
Jeg har aldrig haft behov for den dybe dialog eller lyst til at give mange kærtegn. Det vender nok retur til mig nu.

Nu hvor jeg forstår hele problematikken, gælder det om at få den utro skiderik ud hurtigst muligt.. selvom i åbnede helt op for hinanden, er han allerede langt væk fra dig og jeres barn.. Nu gælder det om at få forhandlet nogle gode ordninger på plads, og så ellers finde en samlever der satser 100% på dig..

- det får du ikke noget ud af. Du må spørge ham direkte om hans følelser for elskerinden og for dig. Du må især finde ud af dine egne følelser, om du i det hele taget ønsker at leve sammen med ham. At han er bange og ikke kan overskue konsekvenser kan vel kun tolkes, at han nødigt vil miste det I har sammen og at elskerinden ikke er så vigtig for ham som dig og familien? Han kan i en periode have troet at han mente noget andet, - og så er det gået op for ham, hvad der betyder mest. Der er ingen billige løsninger. Tal ærligt med hinanden. Men det er en meget almindelig følelse, at man føler sig kasseret og at den tilbagevendte nøjes med én.

Kærligheden kræver kampe og ofre.. man står ammen i tykt og tyndt.Du er vist fra en skilsmissefamilie. Har jeg ret ??

et nyt liv iet andet sted iverden selv.måske er der andrer som idag ,og måske altid ville trænge sig på,til endvidrer udvikling af person?
jeg dog set at mit navn er temmelige berømt over det fantastiske chat side som nu sole.dk er.nogen synes man er temmelige langt fra ,at være et socialt meneske -og totalt negativt..er dog meget rørt over den slags opdreft...-af acityder af persongrafik!for jeg´er misandten ikke den person ,som de ret mange forskriver gør man til nutildags overalt..
man har vil lov at forbruge sin neste fornuftige klangsmetoder på egen frihed til en go´historie om alle besvarelserne der fremlægges på sol.dk-siderne selv?-
jeg´gider sgu´ikke at drive min daværende tid på sociale-bedrifter af misundelser og diverse ting og sager der kan laves af inlæg..-såsom beskyldninger af enhvert art.
m.v.h.
charlotte madsen:)

-skal tages-seriøst tusinde tak!

fuldstændigt sort det du skriver....
giver ingen mening.
hvad er det vi skal tage seriøst?
Lotte

Jeg synes jeg prøvede det bedste jeg havde lært. Jeg prøve at tilgive, forstå og komme videre. Men hele tiden kom tanken om ham og hende op i mit hoved. Og nu har jeg opdaget at de igen taler sammen. Jeg kan ikke længere tro på ham. Jeg har sagt stop og er sjovt nok mere lettet end ked af det.... Jeg frygter at skullle fortælle det til børnene, men hellere det, end at de skal trækkes med et hold forældre der konstant er kede af det. Jeg føler mig slidt, ført bag lyset og holdt for nar. Jeg troede at han var min mand, men han løj - også da han havde chancen for at tale rent ud af posen. Jeg tror ikke længere et hak på noget der kommer ud af hans mund! - men jeg håber at han synes hun var det værd. Hende som han sagde ikke betød noget. At det var os han elskede. Og så poppede hun alligevel op hans opkaldsliste -flere gange. hvor usselt, fej og kujonagtigt. Han turde bare ikke slippe sin hjemmebase. Alt det andet ville han stadig gerne have!!!!

Hvis du vil fortsætte i forholdet skal du nok ikke bruge dine børn som undskyldning. De ville nok have det bedre med i et vamt og dybt forhold, som I ikke har siger du .

Og godt for dine børn også. Hvad med du så fik lært at give lidt mere varme selv, inden du havner i et nyt forhold. Folk har det jo med at rende ind i de samme problemer forhold efter forhold. Lær af det!