Pointsystemets kritikere
Stramningerne i indvandringspolitikken siden 2001 har været ledsaget af mange mediehistorier om mennesker, der ikke kan få familiesammenføring. Således også i forbindelse med det nye pointsystem. Der er imidlertid et slående mønster i, hvem medierne udvælger som ofrene i deres historier. Typisk er det noget i retning af en dansker, der har forelsket sig i en brasilianer, Thailænder, Canadier osv osv, som ikke kan komme hertil. Naturligvis bør medierne berette om mennesker, der kommer i klemme i regler, der slet ikke er møntet på dem. Men det mærkelige er, at der næsten ikke er nogen historier om de tilfælde, som reglerne faktisk er rettet mod…
Man kan groft sagt tale om tre motiver for indvandring til Danmark:
Det ene er kærlighed og ønsket om at danne par her i landet.
Det andet er et individuelt målrettet ønske om at få et arbejde eller en bestemt uddannelse i Danmark.
Det tredje motiv har at gøre med et kollektivt mønster. Det drejer sig om, hvad eksperter kalder kædevandring.
Kædevandringen er startet med, at folk fra en slægt eller et lokalområde i ikke-vestlige lande er kommet til Danmark… Meget af kædevandringen er foregået gennem arrangerede ægteskaber, i en del tilfælde tvangsægteskaber. I vidt omfang har det været en indvandring til offentlig understøttelse i Danmark. Den har kostet det danske samfund mange milliarder kroner og givet store problemer med den sociale og kulturelle integration. Stramningerne fra 2001 var især rettet mod denne kædevandring, som dengang udgjorde størsteparten af familiesammenføringerne. Det nye pointsystem målretter reglerne yderligere i den retning.
Men hvornår er det nu lige, at vi har set en mediehistorie om den tyrkiske pige, som efter de nye regler ikke længere kan familiesammenføres i et arrangeret ægteskab eller tvangsægteskab med én af dem derhjemme? Hvorfor mangler de historier? En anden gabende mangel springer i øjnene: Hvorfor spørger man ikke pointsystemets kritikere, hvad de vil sætte i stedet? …
Et hovedargument mod pointsystemet er, at “det gør forskel på folk”… Men hvis man ikke vil gøre forskel på folk, må man gå ind for fri indvandring. For alle adgangskrav gør forskel mellem dem, der lever op til dem, og dem, der ikke gør.
Så lad os høre: Går kritikerne ind for fri indvandring? Eller forestiller de sig, at man bør vende tilbage til den indvandringspolitik, som Nyrup havde ansvaret for, og som danskerne forkastede med et brag?
Folk må gifte sig med hvem de vil. Men et samfund er i sin gode ret til at udstikke regler for, hvem der kan få ophold i landet
Man kan groft sagt tale om tre motiver for indvandring til Danmark:
Det ene er kærlighed og ønsket om at danne par her i landet.
Det andet er et individuelt målrettet ønske om at få et arbejde eller en bestemt uddannelse i Danmark.
Det tredje motiv har at gøre med et kollektivt mønster. Det drejer sig om, hvad eksperter kalder kædevandring.
Kædevandringen er startet med, at folk fra en slægt eller et lokalområde i ikke-vestlige lande er kommet til Danmark… Meget af kædevandringen er foregået gennem arrangerede ægteskaber, i en del tilfælde tvangsægteskaber. I vidt omfang har det været en indvandring til offentlig understøttelse i Danmark. Den har kostet det danske samfund mange milliarder kroner og givet store problemer med den sociale og kulturelle integration. Stramningerne fra 2001 var især rettet mod denne kædevandring, som dengang udgjorde størsteparten af familiesammenføringerne. Det nye pointsystem målretter reglerne yderligere i den retning.
Men hvornår er det nu lige, at vi har set en mediehistorie om den tyrkiske pige, som efter de nye regler ikke længere kan familiesammenføres i et arrangeret ægteskab eller tvangsægteskab med én af dem derhjemme? Hvorfor mangler de historier? En anden gabende mangel springer i øjnene: Hvorfor spørger man ikke pointsystemets kritikere, hvad de vil sætte i stedet? …
Et hovedargument mod pointsystemet er, at “det gør forskel på folk”… Men hvis man ikke vil gøre forskel på folk, må man gå ind for fri indvandring. For alle adgangskrav gør forskel mellem dem, der lever op til dem, og dem, der ikke gør.
Så lad os høre: Går kritikerne ind for fri indvandring? Eller forestiller de sig, at man bør vende tilbage til den indvandringspolitik, som Nyrup havde ansvaret for, og som danskerne forkastede med et brag?
Folk må gifte sig med hvem de vil. Men et samfund er i sin gode ret til at udstikke regler for, hvem der kan få ophold i landet