En historie fra i dag
Hej alle
Jeg vil gerne dele dette med jer. Jeg har ikke som sådan et spørgsmål, men vil blive rigtig glad for kommentarer og andres perspektiver. Det følgende er noget jeg i dag skrev under en forelæsning på mit universitet. Du må meget gerne skrive, hvilke tanker historien giver dig, eller hvis du bare kan identificere dig, med noget af det jeg skriver.
Jeg retter ryggen, slapper af i kæbemusklerne og kigger roligt på dansklæreren. Det giver den ønskede effekt. Dansklæreren smiler og siger stolt til mine forældre ”jeres datter kan blive lige præcis det, hun har lyst til.. der er som sædvanlig ikke noget alvorligt at tale om”. Mine forældre smiler og siger at ja, så er alt jo som det plejer. Jeg omorganiserer mit ansigts folder, for at vise at jeg er beskeden, men selvfølgelig taknemmelig for at dansklæreren understreger, at jeg er en god elev, med gode kammerater, gode karakterer og i det hele taget god at have i klassen. Jeg har nemlig gennemskuet spillet. Jeg kan det på rygraden. Smil nu, tal nu, lad læreren afbryde, nik og kig i øjnene. Det hele er jo faktisk så skræmmende nemt, at jeg ikke forstår, hvorfor nogle af de andre elever ikke bare gør det samme.
Ude i skolegården efter skolehjemsamtalen giver min far mig et hurtigt klem og jeg kan mærke at mor smiler og kigger på os. Alt er som det skal være.
Ti år senere sidder jeg til en forelæsning og ovenstående situation popper op, da forelæseren taler om den franske sociolog Emile Durkheims undersøgelser af selvmord: det anomiske selvmord. Jeg har aldrig skænket fænomenet selvmord mange tanker, for det er selvfølgelig ikke noget min ressourcestærke baggrund har været præget af. Men alligevel rører teorien mig på en måde, der gør at mine tanker ikke finder tilbage til forelæserens fremlægning. Jeg fanger dog ordene: ”¨Selvmordsfrekvensen stiger ved industrielle og finansielle fluktuationer (svingninger), fordi de afstedkommer et moralsk vacuum”
Disse ord gør at jeg straks skriver følgende: Jeg tror, jeg kan alt. Det eneste, der holder mig tilbage eller fraholder mig fra at gøre noget er min egen vilje. Der er ingen grænser - kun muligheder. Hvis jeg accepterer min dovenskab og passivitet, så fejler jeg. Hele mit liv og min forpligtigelse til at leve det så godt som muligt afhænger af mig. Der er ingen ydre begrænsninger. Denne livssituation skaber en depression og utilfredshed med mig selv. Hver gang noget fejler, eller ikke er godt nok, peger fingeren mod mig selv. Jeg er en del af et fællesskab i kraft af mig selv og mine valg. Ikke i kraft af de andre. Jeg vælger at deltage, de vælger ikke mig. Min selvreflektion er vejen frem i forhold til min selvrealisering og min plads i verden. Jeg kan ikke acceptere at andre tænker dårligt om mig, da det ikke er noget, de vælger at gøre, medmindre jeg lader dem.
Jeg vil gerne dele dette med jer. Jeg har ikke som sådan et spørgsmål, men vil blive rigtig glad for kommentarer og andres perspektiver. Det følgende er noget jeg i dag skrev under en forelæsning på mit universitet. Du må meget gerne skrive, hvilke tanker historien giver dig, eller hvis du bare kan identificere dig, med noget af det jeg skriver.
Jeg retter ryggen, slapper af i kæbemusklerne og kigger roligt på dansklæreren. Det giver den ønskede effekt. Dansklæreren smiler og siger stolt til mine forældre ”jeres datter kan blive lige præcis det, hun har lyst til.. der er som sædvanlig ikke noget alvorligt at tale om”. Mine forældre smiler og siger at ja, så er alt jo som det plejer. Jeg omorganiserer mit ansigts folder, for at vise at jeg er beskeden, men selvfølgelig taknemmelig for at dansklæreren understreger, at jeg er en god elev, med gode kammerater, gode karakterer og i det hele taget god at have i klassen. Jeg har nemlig gennemskuet spillet. Jeg kan det på rygraden. Smil nu, tal nu, lad læreren afbryde, nik og kig i øjnene. Det hele er jo faktisk så skræmmende nemt, at jeg ikke forstår, hvorfor nogle af de andre elever ikke bare gør det samme.
Ude i skolegården efter skolehjemsamtalen giver min far mig et hurtigt klem og jeg kan mærke at mor smiler og kigger på os. Alt er som det skal være.
Ti år senere sidder jeg til en forelæsning og ovenstående situation popper op, da forelæseren taler om den franske sociolog Emile Durkheims undersøgelser af selvmord: det anomiske selvmord. Jeg har aldrig skænket fænomenet selvmord mange tanker, for det er selvfølgelig ikke noget min ressourcestærke baggrund har været præget af. Men alligevel rører teorien mig på en måde, der gør at mine tanker ikke finder tilbage til forelæserens fremlægning. Jeg fanger dog ordene: ”¨Selvmordsfrekvensen stiger ved industrielle og finansielle fluktuationer (svingninger), fordi de afstedkommer et moralsk vacuum”
Disse ord gør at jeg straks skriver følgende: Jeg tror, jeg kan alt. Det eneste, der holder mig tilbage eller fraholder mig fra at gøre noget er min egen vilje. Der er ingen grænser - kun muligheder. Hvis jeg accepterer min dovenskab og passivitet, så fejler jeg. Hele mit liv og min forpligtigelse til at leve det så godt som muligt afhænger af mig. Der er ingen ydre begrænsninger. Denne livssituation skaber en depression og utilfredshed med mig selv. Hver gang noget fejler, eller ikke er godt nok, peger fingeren mod mig selv. Jeg er en del af et fællesskab i kraft af mig selv og mine valg. Ikke i kraft af de andre. Jeg vælger at deltage, de vælger ikke mig. Min selvreflektion er vejen frem i forhold til min selvrealisering og min plads i verden. Jeg kan ikke acceptere at andre tænker dårligt om mig, da det ikke er noget, de vælger at gøre, medmindre jeg lader dem.