Problemer efter fald

En dag tilbage i oktober 2008 kom jeg løbende alt hvad jeg kunne, fordi jeg skulle nå en bus. Fortovet jeg løb på var smalt og lige som jeg passerede to ”sutter” spændte den ene benet lige ud foran mig. Jeg faldt hårdt ned i asfalten så lang, som jeg var. Om aftenen blev jeg stiv og øm i nakken, og i tiden derefter havde jeg prikken og stikken særligt i venstre arm (den arm, der tog det meste af slaget). Om nætterne vågnede jeg med arme, der virkede døde og mit venstre ben havde jeg også problemer med, hvilket jeg tror hang sammen med, at jeg havde slået hoften rimelig slemt (jeg havde fået et kæmpe blå-sort mærke på venstre hofte). Også i mit ansigt – ligeledes i venstre side – havde jeg nogle mærkelige nærmest døde fornemmelser. Min læge mente ikke, at det var piskesmæld, hvilket jeg selv troede (”der skal noget mere kraft til” fik jeg at vide). Jeg blev henvist til en fysioterapeut, og problemerne gik langsomt væk. Jeg mærker dog stadig – særligt når vejret skifter og således også lige nu – en forskel på min venstre og højre side. Det er som om jeg føler mig øm i venstre side, særligt nede i min venstre fod og i min venstre hånd. Herudover kan jeg også mærke en forskel på min venstre og højre side af ansigtet. Jeg har været til læge for nu lang tid siden, hvor jeg fik at vide, at det har noget med musklerne at gøre, og at det går væk. Da jeg stadig kan mærke det, er jeg dog noget nervøs. Er der nogle, der har erfaring med noget lignende, eller som har en idé om, hvad det er? Og hvis ja, går det væk?
Med venlig hilsen og på forhånd tak for jeres svar.

Hvad skete der lige med sutten der spændte ben??? Er sådan noget ikke ulovligt??
-Slap svinet virkelig afsted med at såænde ben for dig???

Jeg har noget lignende med begge mine lillefingre. Det startede i november 2007. Dengang var det meget slemt, og omfattede også begge ringfingre og selve styringen af hænderne. Det var værst i højre hånd. Jeg blev undersøgt på Herning Sygehus, i en stor scanner af en slags(jeg kan desværre ikke huske hvad scanneren hed). Lægerne mente der kunne være noget galt med de nerveimpulser, der går fra hænderne op til hjernen. Eller at en eller flere nerver blev klemt. Scanneren viste dog, at alt fungerede som det skal. Lægerne bad mig se tiden an, og komme tilbage hvis det blev helt galt.
Efterhånden som tiden er gået, er det blevet bedre. En del af forklaringen er måske, at jeg har vænnet mig til fornemmelsen. Jeg har nu igen fuld førlighed i hænderne, og jeg mærker nu kun en lille "snurren" i begge lillefingre, som om de sover. Jeg fandt aldrig nogen forklaring på, hvad der helt nøjagtigt var galt. Jeg glæder mig bare over, at det ser ud til at forsvinde med tiden.

Hej Spørgeren – tak fordi du tog dig tid til at læse min historie. Da jeg først havde fået mig rejst op, var jeg konfus, kvæstet og chokeret. Jeg vendte mig om og så de to ”sutter” stå og glo på mig. Den af dem, der ikke havde gjort det, var en stor kleppert. Han sagde noget i retning af ”hvad sker der”. Jeg kunne se hans øjne køre rundt – han var tydeligvis fuld, og det var den anden – ham, der gjorde det, sikkert også. Ham kunne jeg ikke en gang kigge på. Jeg synes det var så ledt og ydmygende. Jeg kan lige se for mig, hvordan han gjorde det. Han skulle på den ene side løfte benet på en måde, så jeg ikke kunne nå at reagere. På den anden side ville han også gerne have benet så tilpas højt op, så jeg ikke ”bare snublede”. Jeg skulle ned og ”smage asfalten”. Havde jeg vidst dengang, at det var alvorligt nok til, at jeg kunne sidde her næsten to år efter og stadig mærke det, havde jeg nok reageret anderledes. I situationen anede jeg ikke, hvad der var det rigtige – tror jeg tænkte noget i retning af: ”If they were looking for trouble”, var jeg allerede for smadret til at tage kampen op. Sådan er det jo – i bagklogskabens klare lys.