En Ny Verdensreligion!

Kære Debat,
Hvis du skulle skabe en Ny Verdensreligion, som kunne rumme alle mennesker og samtidig respektere enhver og enhver overbevisning.
Hvor mennesker af forskellige spirituelle retninger hvor de / vi søger "Gud", kunne glæde sig med hinanden i stedet for, at "forkynde" destruction fra Gud.
Hvis du skulle skabe en sådan bevægelse, hvordan skulle den se ud og hvad ville du gøre?
Er det muligt? Altså en bevægelse snarere end en religion.
Meget venlig hilsen
Enoch ben Enoch

i Hinduismen.

Mange mennesker idag kan slet ikke åben op for sådan en mulighed. Enten er de hårdkogte ateister, som nægter at tro på en Gud i nogen form for religiøs sammenhæng, eller også er de fantaisk religiæse, og aldrig vil så meget som forsøge at omvende sig fra deres ene og sande gud.
Men ville det ikke være bedre at fjerne religion helt? Så var du fri for at folk "forkynder destruction fra Gud." Uden religion ville mennesket ikke have nogen religiøs grund til at dræbe hinanden. Der ville være mange andre ting, som der også er idag, men det er menneskets natur, og det vil du aldrig kunne forhindre. Og nu var det jo også kun det religiøse du spurgte til.

Alt for mange mennesker spilder deres tid på den slags pjat og så er religion også en uudtømmelig kilde til ufred.
Så jeg ville afskaffe alt hvad der hedder religion.

ja, man kan vel godt sige at hinduismen er for "alle", men tilgengæld er den bygget hierarkisk op i sit kaste-system og hva' fedt er der ved det???
Der er "langt" imellem den øverste kaste og de nederste kasteløse, og der må ikke finde "blandings-kaster" sted.....det er da ikke særlig "omfavnende"....

Jeg ville undlade at lave en dogmatisk religion. I stedet ville jeg lave en religion, som skulle tilskynde til at søge sandheden (i modsætning til at have fundet sandheden). Det ville være livsnydernes og de søgendes religion.
Men jeg er naturligvis bekendt med, at en sådan religion ikke ville tiltale de mange der ikke gider lede efter livets værdier, men som meget hellere vil have nogle håndfaste sandheder at forholde sig til.
Hmm, måske skulle der hellere være to kirkesale i mine helligdomme: Den dogmatiske sal og de søgendes sal? Så kunne de dogmatiske sidde og tænke ondt om de søgende der ikke var nået længere i deres søgende og de søgende kunne sidde og være overbærende overfor de ignorante dogmatikere.
Men hov, hvad nu med alle de der ikke rigtigt kan beslutte sig for, hvilken sal de skal gå ind i? Måske er det i virkeligheden meget godt med alle de trossamfund vi har i dag? Måske vil jeg bare nøjes med at kæmpe for religionsfriheden......

lyder som den bedste idé ind til videre!;)
- religionsfrihed og -lighed
- tolerance og respekt

heller ikke ind for en sådan altfavnene religion. "Gør porten høj, gør døren vid."

søge og ikke finde?

jeg mener vi kan finde alt det vi har søgt inde i os selv, at gud har lagt et frø inde i alle levende væsner som er forbundet med alt som er.
jeg mener ikke en ny relgion eller bevægelse er det vi mangler, det er der nok af men vi mangler kærligheden og det er den som skal være samlings punktet for os mennesker.
relgioner er fint nok, MEN HUSK KÆRLIGHEDEN
og vi skal lade vær med at fokuser på vores forskeligheder.

Du har forstået det ret- vi fortsætter som hidtil; også når vi taler om jehovas Vidner:-D
Bemærk at ens søgen jo godt kan berige livet, efterhånden som man lærer nyt om sig selv og omverdenen....

Han siger: "Søg, og I slal finde."

Man finder nemlig noget når man søger. Muligvis ikke det man søger, men noget finder man;-)

så er det den man finder. "Jeg er vejen, Sandheden og livet," sagde Jesus, så hvis man søger sandheden skal man altså søge hen til ham, og så skal man blive en af hans disciple, og så vil man også få evigt liv.

bliver man klogere på livet. Og så er man jo nærmere sandheden. Pointen er, at man nærmer sig sandheden- man når den ikke.
Sandheden er en "rejsemåde" her i livet- ikke en "endestation"!

at Ny verdenoversættelsen af De Hellige Skrifter siger: "Bliv ved med at søge, og I vil finde." (Mattæus 7:7)

christine.engel@sol.dk
Kære christi,,
Tak for dit gode indlæg. Jeg synes der er kommet mange fine tanker frem i denne sammenhæng og du ligesom opsumerer hvad samtlige har været inde på.
Ja, jeg mener også vi skal søge indad i os selv. Jeg mener ikke en ”ny Religion” som sådan. Derfor skrev jeg også Religion, bevægelse.
Jeg er fuldstændig enig med dig i, at Gud ( hvem eller hvad Gud så end er) har lagt ” et frø” inde i alle levende væsener, som er ” forbundet” med alt som er.
Hvilken dejlig måde du udtrykker det på: ”Gud har lagt et frø inde i alle levende væsener”. Det udtryk kan jeg godt lide.
Du skriver og jeg citere dig: ” men vi mangler kærligheden og det er den som skal være samlings punktet for os mennesker”. Citat slut.
Ja, det er fuldstændig rigtigt. Derfor siges der til os i 1.Korinter brev kap. 13 vers 13: ” Så bliver da tro, håb, kærlighed disse tre; men størst af dem er kærligheden” citat slut.

Vi mennesker er alle forskellige. Nogen er mere forskellige end andre, men forskellige er vi. Religionerne er også ”forskellige”, men inderst inde er de alle sammen ” af samme stof”.
Det handler om, at se tingene i et større perspektiv for, at kunne værdsætte livet, ”tingene” og hverandre. Når vi lærer, at det betyder noget for en højere ”tilstand” hvordan vi lever vort liv også for hinanden i alle sammenhæng, bliver det betydningsfuldt af stræbe efter det, samtidig med, at vi kommer til at betragte hinanden med andre øjne.
Jeg har lært her på Debatten at det betyder noget at vi debattere. Vi kan være nok så uenige, men ( for mit eget vedkommende) man kommer til, at værdsætte andres meninger og den person , som fremsiger den.
Jeg er kommet til at holde af jer her på Debatten, så misforstå ikke, hvis jeg nogen gange ”råber”. Det er ikke så slemt ment, som det måske lyder. Jeg lærer meget af jer.
Tak for jer alle sammen
Enoch.

"Den, som søger sandheden, er også den, som åbenbarer den."(Dialog m. Frelseren 126)
Den, der kender noget til ubetinget kærlighed, kender også noget til sandhed, og den, der kender noget til at give til andre uden at stille nogle betingelser for denne ydelse, og uden at forvente andet til gengæld end glæden ved at give, kender også noget til visdom.
Når man søger sandheden gennem udøvelsen af kærlighed og retfærdighed, og dermed har til hensigt at gøre andre godt, så søger man at elske sig til hvad sandhed er, og kun sådan vil man kunne finde Guds skjulte visdom. Skjult for dem, som ikke gør kærlighed, dem, som kun forsøger at tænke og studere sig til sandheden, men disse vil aldrig kunne finde noget som helst af den guddommelige visdom. Ikke før de forsøger at elske sig til hvad sandhed er, gennem kærligheds-handlingerne. Men så vil sandheden også mere og mere blive åbenbaret for disse. Derfor er den, som søger sandheden, i kærlighed, også den, som åbenbarer den, og derfor kan begynde at fortælle andre om det grundlæggende de indtil nu har lært om Guds visdom. Det, som de har modtaget af Ånden, selve visdommens Kilde: Gud/Fader-Moderen.
"Efterhånden som I holder kærlighedens hellige lov, som jeg har givet jer, så skal sandheden mere og mere åbenbares for jer; og sandhedens Ånd, som kommer ovenfra, skal, efter nok så mange omvandringer, lede jer til den hele sandhed; ligesom den brændende sky ledede Israels børn gennem ørkenen.
Vær tro mod det lys, I har, indtil et højere lys gives jer. Søg mere lys, og I skal leve i overflod; hvil ikke, inden I har fundet det.
Gud giver jer alle sandheden ligesom en stige med mange trin til sjælens frelse og fuldkommengørelse; og det, som synes at være sandheden i dag, skal I forlade for den højere sandhed af i morgen. Stræb efter at nå fuldkommenheden."(Urevangeliet 90,8-10)
Så når man på denne måde, i kærlighed, søger sandheden, så vil man efterhånden også få del i den, og sandhedens- og dermed visdommens skatkamre er uudtømmelige, så man kan altså blive ved med at søge mere lys, mere visdom.
Så, kære Enoch, Jesus har allerede vist os hvilken "bevægelse" der er den sande "verdensbevægelse", og det er denne bevægelse som faktisk ikke er af verden, men af Gud. Jesus sagde jo: "Søg, og I skal finde". Han sagde ikke "søg, og I skal aldrig finde bare noget af sandheden". Næ! Man finder det stykvis, lidt efter lidt, og jo mere man søger i ånd og sandhed ved at gøre det for andres skyld, så de også kan finde lys og frelse, jo mere af sandheden vil blive åbenbaret for een og man begynder at bære frugter af åndelig føde, som andre kan spise af. Og så kan disse også få mulighed for at bære frugter, som andre igen kan få gavn af.
Men ingen af religionerne synes at have fundet noget som helst af visdommen, for så ville det jo også give sig udtryk i deres handlingers frugter. Og indtil nu har jeg ikke, hos religionerne, set andet end rådne dårlige frugter, som forgifter andre med deres dårligdomme, og som har forårsaget meget lidelse i denne verden.
Et af budene lyder: "Du må ikke bære falsk vidnesbyrd". Og det som de religiøse åbenbart gør er netop dette: De vidner falsk overfor deres medmennesker for, de formidler et budskab som de ikke engang selv kan se det logiske i, og som de ikke engang selv forstår. De vildleder derfor andre til at tro på de samme påstande og overtro som de selv er blevet bildt ind. Derfor er det faktisk en synd at være religiøs, læs overtroisk og dyrker af det mystiske, for de taler om det de ikke kender. De religiøse er som en der får en gave af særlig stor værdi, og så smider de denne gave væk og beholder kun indpakningspapiret; eller: som sømanden, der påstår at han kender havet, men han har dog kun sejlet på overfladen.
Kærligst, Lightsearch.

Børn har ingen religion og er fyldt med kærlighed.
Du finder intet ondt i børn.
Børn bliver voksne og glemmer det de havde som børn at give ud af. Voksne har ikke tid til deres indre barn, hvorfor de skubber det bort og helst ned i en sort fangekælder, hvor det kan rådne op.
Derfor skal den gamle af dage ikke tøve med at spørge et barn på 7 dage om, hvor livets sted er og den gamle vil leve.
Barnet er i livets rige og det øser ud af hvad livets rige har at give af.
Vi voskne glemmer barnets verden (livets rige) og bygger i stedet for vores egne fiktive verdener (politiske, religiøse og økonomiske verdener) op omkring os. Til at forsvare vores fiktive verdener med, bruger vi militæret og dets døds- og ødelæggelsesredskaber.
Den dag vi voksne igen vil komme tilbage til det rige vi forlod, dengang vi lærte at være voksne, da vil vi opleve at verden omkring os vil forandre sig og på en måde der aldrig før er blevet set.
»Længe leve du livets barn,
for du er ikke noget skarn!«
Med de kærligste hilsner
Lars Kristensen

Kære Lars Kristensen,
Tak for dit indlæg. Interessant.
Hvordan oplever du selv det du skriver om.
Også kærlig hilsen
Enoch

Kære Enoch,
Jeg har selv engang været barn. Jeg har desværre glemt lidt af det at være barn, men heldigvis ikke det hele. Jeg kan tit og ofte nikke genkendende til hvad der sker mellem børn og voksne i dag.
Det der giver mig en umådelig tiltro til børn er, hvad jeg oplever i samværet med børn. At jeg kan sidde ved siden af et barn på 5 år, som aldrig før har mødt mig, tage min arm og kæle med den som var den en kat og til sidst give den et inderligt kys. Det er i mine øjne en enorm tillid dette barn giver mig. Kunne vi voksne give hinanden en sådan tillid på tværs af religiøse, politiske og økonomiske skel, så ville verden med ét forandre sig.
Børn viser en ufattelig tillid til mennesker, både børn og voksne, indtil børnene opdager de voksnes falskhed og løgne. Løgne de voksne selv laver, for ikke at skulle erkende deres egen latterlige dumhed, som at have troet på de voksne dengang de selv var børn. Børn, som nu når de er voksne gør præcis det samme. En bibelsk syndighed de giver videre til deres egne børn, ved at lære dem deres egne tåbeligheder, der handler om at bedrage sig selv.
Når børnene opdager de voksnes selvbedrag, gør børnene de voksne opmærksomme på dem og de voksne tvangsindlægger børnene til at fornægte hvad de med deres barnesind har erkendt og børnene lærer at fornægte deres erkendelser, ikke kun om de voksnes falskhed og løgne, men også over for deres indre følelser der er af livets rige. Børnene bliver voksne og mister forbindelsen til det sted, hvori livet er og i stedet begynder de at leve i en politisk, religiøs og økonomisk verden.
En verden der kun kan opretholdes ved hjælp af død og ødelæggelse af liv. Hvis det kunne lade sig gøre at gøre det anderledes, hvorfor har vi da hære med dødens og ødelæggelsens redskaber og ikke hære med såmaskiner og plovjern i stedet for.
Vi lever i en politisk, religiøs og økonomisk verden og vil du ikke være med i den, så er du gal eller sindssyg. Men er vi nu også det, når det kommer til stykket, os der ikke vil være med. Er virkelighedens verden ikke en anden? Findes der ikke en verden, hvor vi kan leve uden alle disse løgne, fortielser og bedragerier?
Jeg har et klart bud herpå, men hvem tør leve i en verden, hvor der ingen politik, religion og økonomi er og hvor militæret ikke er til at holde sammen på det hele.
Du kender selv svaret, for du kender den verden du selv forlod dengang du lærte at leve i de voksnes verden. Du blev voksen og mistede forbindelsen til det sted hvor livet er.
Tør du vente tilbage til den verden, hvor livet er? Tro ikke at du ikke kan være voksen (moden) i den verden, for det kan du sagtens, du vil blot være det på en anden måde.
Med de kærligste hilsner
Lars Kristensen
P.S. Jeg har nu fået et "debatnavn" og vil være her med det fremover.

Kære laresvangach,
Tak for dit indlæg og tilbagemelding. Jeg er bange for du er på et vildspor. Dine tanker omkring religion og samfund, handler efter min mening mere om din oplevelse end samfundets selv om du forsøger, at give det et udseende af socialrealisme.
Du skriver og jeg citere dig:
” Jeg har selv engang været barn. Jeg har desværre glemt lidt af det at være barn, men heldigvis ikke det hele. Jeg kan tit og ofte nikke genkendende til hvad der sker mellem børn og voksne i dag.
Det der giver mig en umådelig tiltro til børn er, hvad jeg oplever i samværet med børn. At jeg kan sidde ved siden af et barn på 5 år, som aldrig før har mødt mig, tage min arm og kæle med den som var den en kat og til sidst give den et inderligt kys. Det er i mine øjne en enorm tillid dette barn giver mig. Kunne vi voksne give hinanden en sådan tillid på tværs af religiøse, politiske og økonomiske skel, så ville verden med ét forandre sig” citat slut.
Altså, ” nikke genkendende til hvad der sker mellem børn og voksne i dag”? Ja, hvad? Og
” Det der giver mig en umådelig tiltro til børn er, hvad jeg oplever i samværet med børn. At jeg kan sidde ved siden af et barn på 5 år, som aldrig før har mødt mig, tage min arm og kæle med den som var den en kat og til sidst give den et inderligt kys”.
Jeg vil mene, at dersom du syntes det var normen og praksis, vil jeg anbefale dig, at søge en psykiater. Det du taler om og beskriver med dine ord, hedder i min ordbog ” børnelokker” eller pædofili.
Du ville omgående blive sat i spjældet, dersom dine tanker bliver omsat til handling. Altså din model er ude i hampen.
Tak for din unødige henvendelse. Pas på "de" ikke kommer efter dig?
Enoch

Kære Enoch
Du har fået helt galt fat på, hvad det er jeg mener. Men det skyldtes nok min lidt dårlige måde at formulere mig på. Det er nemlig ikke et nemt emne at tale om, fordi det griber fat om nælden og gør ondt. Det gør ikke ondt på mig, jeg har været igennem erkendelsen om, at jeg lever blandt mennesker der er ”blinde”, hvor kun få endnu er seende.
Glem alt om pædofili, det er ikke det det handler om. Glem alt om at have omgang med andre børn, det er heller ikke det det handler om. Jeg kom med et eksempel om, hvor jeg beskriver den tillid vi mennesker kunne have til hinanden, dersom vi blev som børn igen.
Det handler om at kunne leve i den verden du blev født ind til og som du af dine forældre, i deres blindhed, løftede dig bort fra og over i den voksnes forfejlede og destruktive verden.
For at du kan finde tilbage til den verden du blev født til at leve i, bliver du nødt til at komme tilbage til derfra du forlod den reelle og virkelige verden. Du bliver nødt til at blive som barn igen.
Her skal du igen passe på med at tolke hvad det er jeg skriver, for det kan misforstås.
Den voksnes verden beskæftiger sig med fire ting: Politik, religion og økonomi og så det militære til at holde sammen på det hele. De eneste der ikke lever i den verden er – ja, rigtigt, børn. Men det skal vi voksne snart få lært børnene at gøre.
Når børnene har lært at leve i den voksnes verden, så er deres barn væk. Langt nede i et sort hul i deres menneskesind. I det fangehul lever et barn i tortur og mangel på næring og ikke nok med det. Barnet er også det væsen i os, der har de seende øjne og de hørende øre og de fungerer stadigvæk lige godt som dengang.
Desværre er det sådan med vort menneskelige sind, at barnets følelser og behov, at dem kan den voksne ikke holde tilbage, hvorfor den voksne kommer til at gøre handlinger der er fuldstændig ulogiske, da handlingerne skal dække et behov den voksne ikke har.
Andre følelser og behov barnet også har, har den voksne tilligemed og her giver den voksne blot los og springer ud i oplevelserne med føn og klem. Men her bliver det den voksnes behov der bliver dækket, hvorfor den voksne kommer til at gentage sine behov, for barnet vil også have sine behov dækket og i de fleste tilfælde laden den voksne sig blot rive med, da disse handlinger er legaliseret. At man så i stedet for overanstrenger sig, så at kroppen ikke kan følge med, det er en helt anden historie.
Ser vi globalt på forholdet, da ser vi at størstedelen af menneskeheden faktisk er børn, men da børn i fysiske og psykiske evner er svagere end den voksne, bliver det den voksne der kommer til at styre verden. Lod vi børn styre verden, ville den blive langt anderledes. Vi voksne ville sige at den ville ende i kaos, for børn kan ikke styre noget som helst. Men hvad ved vi om det, vi voksne har aldrig ladet barnet i os selv få styringen.
Når de voksne i ganske få tilfælde lader deres indre barn få styringen, kom det til det rene kaos. Men her har de voksne glemt, at deres barn i årtier ikke har haft muligheden for at styre.
Jeg er sikker på, at lærte man at cykle som barn og siden hen efter at være blevet voksen, satte sig ind i en bil og glemte alt om cykling, så vil man efter 50 år starte med at vælte på cyklen, når man satte sig op på den. Herefter vil man opgive og sige, at jeg kan ikke cykle og sætter sig igen bag bilens rat. Fuldstædig som at sige, at lod jeg min barn få syringen, så falder det hele sammen.
Det kan godt være at de politiske, religiøse, økonomiske og de militære systemer vil bryde sammen. Og hvad så, vi kan allerhøjest få noget der er bedre.
Det er ikke nemt at give barnet en global styring af verden, da voksne til stadighed vil forsøge at få styringen. Her skal vi ikke glemme at selv børn kan være voksne i adfærd, da børn hurtigt lære at være voksne. Det sker allerede inden børnene når skolealderen, så er børnene i store træk blevet små voksne.
Så det har lange udsigter med at få ændret verden til det bedre, men jo flere voksne der erkender deres eget indre barns eksistens, jo flere børn vil kunne opleve at blive voksne uden at de behøver at sende deres barn i den sorte fangekælder. Og det er børnene der bliver voksne sammen med deres indre frie barn, der med tiden vil ændre verden til det bedre. Men desværre vil mange af dem blive smidt i fængsel, psykiske sygehuse eller blive slået ihjel, da de er til fare for den voksnes politiske, religiøse, økonomiske og militære verden, der i bund og grund er illusorisk.
Med venlig hilsen
Larsvangach