En protokolførers udtalelser.
MIKE var blevet stævnet til at møde i retten i Brooklyn for at have parkeret ulovligt. Men selv om det var nummeret på Mikes bil der stod på stævningen, vidste han at han havde arbejdet på Vagttårnets hovedkontor på det tidspunkt bilen skulle være blevet parkeret. Desuden vidste han ikke engang hvor den pågældende gade lå. Han besluttede sig derfor til at gøre indsigelse mod bøden.
Han mødte velklædt op i retten og afleverede stævningen til protokolføreren, der var en ældre, hvidhåret mand. Mike blev derefter bedt om at tage plads foran dommeren. Protokolføreren spurgte nu dommeren: „Hr. dommer, kan De, blot ved at se på denne mand, afgøre hvilken religion han tilhører?“ Hertil svarede dommeren: „Det ved jeg ikke . . . han er vel katolik.“ Muligvis var det Mikes portugisiske efternavn der ledte dommeren på vildspor. Protokolføreren svarede imidlertid: „Nej, man kan tydeligt se på ham at han er et af Jehovas vidner. Jeg vidste det allerede da han kom ind ad døren, og hans adresse bekræftede det!“
Den venlige dommer begyndte derpå at udspørge Mike om den ulovlige parkering. Beskrivelsen passede på Mikes bil bortset fra en enkelt detalje — i anmeldelsen var der ingen angivelse af bilmodellen. Det fik protokolføreren til at sige til dommeren: „Spørg ham hvilken bil han har.“ Mike, der havde registreringsattesten i hånden, svarede høfligt på spørgsmålet. Derefter lod dommeren sagen falde på grund af manglende bevisførelse.
Protokolføreren bad nu igen om at få ordet. Han sagde: „Hr. dommer, jeg vil gerne fortælle Dem og alle der er her til stede at jeg har kendt Jehovas vidner i 30 år og at jeg aldrig har hørt nogen af dem lyve. Da han sagde at det ikke var hans bøde, troede jeg ham, og nu tyder alt på at det ikke var hans bil. Jeg respekterer virkelig disse mennesker. Det er fine mennesker, og jeg holder af folk der fortæller sandheden.“
Og han fortsatte: „Der er kun én ting jeg ikke er enig med dem i — ikke dermed sagt at det er mig der har ret.“ Henvendt til Mike sagde han videre: „Måske er det jer der har ret og mig der har uret, men jeg forstår ikke jeres holdning til blodtransfusion.“
Mike svarede: „Hvis De ønsker det, vil jeg meget gerne skaffe Dem nogle oplysninger om vort syn på blodtransfusion.“ Protokolføreren afslog imidlertid venligt dette tilbud. Da var der en kvinde blandt tilhørerne der sagde højt: „Det er ikke godt at få blodtransfusion. I vore dage kan man få AIDS af det.“ Alle i retssalen nikkede eller kom med bifaldende kommentarer. Og Mike forlod glad og lettet salen.
Han mødte velklædt op i retten og afleverede stævningen til protokolføreren, der var en ældre, hvidhåret mand. Mike blev derefter bedt om at tage plads foran dommeren. Protokolføreren spurgte nu dommeren: „Hr. dommer, kan De, blot ved at se på denne mand, afgøre hvilken religion han tilhører?“ Hertil svarede dommeren: „Det ved jeg ikke . . . han er vel katolik.“ Muligvis var det Mikes portugisiske efternavn der ledte dommeren på vildspor. Protokolføreren svarede imidlertid: „Nej, man kan tydeligt se på ham at han er et af Jehovas vidner. Jeg vidste det allerede da han kom ind ad døren, og hans adresse bekræftede det!“
Den venlige dommer begyndte derpå at udspørge Mike om den ulovlige parkering. Beskrivelsen passede på Mikes bil bortset fra en enkelt detalje — i anmeldelsen var der ingen angivelse af bilmodellen. Det fik protokolføreren til at sige til dommeren: „Spørg ham hvilken bil han har.“ Mike, der havde registreringsattesten i hånden, svarede høfligt på spørgsmålet. Derefter lod dommeren sagen falde på grund af manglende bevisførelse.
Protokolføreren bad nu igen om at få ordet. Han sagde: „Hr. dommer, jeg vil gerne fortælle Dem og alle der er her til stede at jeg har kendt Jehovas vidner i 30 år og at jeg aldrig har hørt nogen af dem lyve. Da han sagde at det ikke var hans bøde, troede jeg ham, og nu tyder alt på at det ikke var hans bil. Jeg respekterer virkelig disse mennesker. Det er fine mennesker, og jeg holder af folk der fortæller sandheden.“
Og han fortsatte: „Der er kun én ting jeg ikke er enig med dem i — ikke dermed sagt at det er mig der har ret.“ Henvendt til Mike sagde han videre: „Måske er det jer der har ret og mig der har uret, men jeg forstår ikke jeres holdning til blodtransfusion.“
Mike svarede: „Hvis De ønsker det, vil jeg meget gerne skaffe Dem nogle oplysninger om vort syn på blodtransfusion.“ Protokolføreren afslog imidlertid venligt dette tilbud. Da var der en kvinde blandt tilhørerne der sagde højt: „Det er ikke godt at få blodtransfusion. I vore dage kan man få AIDS af det.“ Alle i retssalen nikkede eller kom med bifaldende kommentarer. Og Mike forlod glad og lettet salen.