En sommerkrimi-føljeton
- Goddag hr., hvad kan jeg være Dem behjælpelig med?
- Jeg tænkte, om I måske havde en kriminalassistent i huset, som ikke er travlt optaget.
- Tja måske. Hvad drejer det sig om?
- En gammel sag med nye aspekter.
- Jaså. Kunne De eventuelt være lidt mere specifik?
- Jo, men lad mig være det overfor kommissæren. Det er en længere historie.
- Okay. Et øjeblik. Skrankeassistenten drejer sig omkring, løfter røret og trykker en enkel tast på telefonen: - Det er Bettina. Har du tid for en herre, der vil rippe op i en ældre sag?
- Øh helst ikke, nu har jeg lige skænket en kop kaffe op og pakket dagens spandauer ud. Tror du, det er vigtigt?
- Svært at sige. Men jeg kan ikke blive ved at sende folk bort med dårlige undskyldninger, hvisker Bettina.
- All right. Så send manden her ind for pokker! svarer kommissær Ulriksen tvært og får travlt med at pakke sine mundgoder bort.
Bettina ligger atter røret og henvender sig til den besøgende med en hånd pegende mod en korridor: - Den vej og tredje dør på venstre hånd.
Frank nikker, følger anvisningen og banker på nævnte dør, samtidig med han læser navneskiltet: Kriminalchef Bernhard J. Ulriksen. Idet han mener, at han allerede har fået tilladelse til besøget, træder han herefter uden videre ind og er meget tæt på at fange tjenestemanden i et ikke tjenstligt gøremål: - Goddag mit navn er Frank Spånby. Jeg kommer her fordi...
- Værd venlig at tage plads i stolen der. Jeg kan forstå, at det drejer sig om en gammel sag, men jeg synes ikke lige, at have set Deres ansigt før, hr.
- Nej. Det skal nok have sin rigtighed. Jeg har også været nød til at få foretaget en plastisk operation.
- Jaså, svarer Bernhard forundret og får straks en lang større lyst til at høre på mandens beretning. – Og et nyt navn?
- Øh ja, svarer Frank overrasket ... – godt gennemskuet. De er en kløgtig politimand.
- Tak, svarer Bernhard smigret og føler straks stor sympati for mandens sag, selvom han endnu ikke har hørt et eneste ord om den. – Lad os starte fra begyndelsen. Hvilken sag er der tale om.
- Øh jo. Forstår De. For cirka 5 år siden var jeg anklaget i en sag, hvor et barn forsvandt i en park. Jeg sad varetægtsfængslet i lidt over en måned, men da sagen blev afgjort i retten næsten et år senere, blev jeg pure frikendt på grund af manglende beviser.
- Mærkeligt. Et sådant forløb erindrer jeg ikke noget om, og jeg har dog siddet i denne stilling i 23 år.
- Det foregik i Næstved. Men trods den juridiske frifindelse, var jeg stadig skyldig i offentligheden. Derfor var jeg nød til at skifte bopæl og udseende. Det er årsagen til, at jeg nu bor her i Vendsyssel og hedder Frank.
- Aha. Nu dæmrer der noget. Det var en sag, som var en hel del oppe i medierne.
- Så sandelig. Ikke mindst Ekstra Bladet havde dømt mig fra starten og hele vejen igennem.
- Lad mig se. Det var noget med en godt etårig dreng, som sporløst forsvandt fra den pågældende park. Og som jeg erindrer det, blev han aldrig fundet.
- Næsten rigtig. Det var altså en pige. Og grunden til at jeg blev indblandet i sagen var, at jeg var på vej til min kolonihave med en spade i hånden, hvilket flere vidner havde observeret.
- Åh ja ... men var der ikke noget med, at De benægtede det et godt stykke tid?
- Ikke ligefrem benægtede. Jeg var få dage senere taget til en ødegård i Sverige, og var således ikke klar over, at man efterlyste en mand, der havde forladt parken med en spade i hånden. Tilfældige omstændigheder gjorde, at der gik det meste af 1½ måned efter jeg kom hjem igen, inden jeg kom under mistanke og først da blev forelagt dette forhold.
- Og De nægtede, at have hørt denne efterlysning gennem så lang tid, hvilket virkelig usandsynligt?
- Akkurat, men ikke desto mindre var det i overensstemmelse med de faktiske forhold. Politifolkene og anklagerne hang sig meget i, at jeg var abonnent på den lokale avis, og at denne omstændighed umuliggjorde min uvished. Men af en eller anden grund, som jeg ikke var i stand til at forklare, havde jeg læst artiklerne med spaden helt uden at forbinde det med min spadseretur til kolonihaven. Og det var årsagen til, at jeg ikke havde meldt mig selv, men blev anholdt.
- Og det er som bekendt mistænkeligt. Men det endte altså med, at De blev frikendt.
- Ja. Politistyrken kulegravede nærmest hele parken, og fandt aldrig noget barnelig. Og så var der ligesom ikke noget at hænge mig op på. Så nævningene havde ikke andet valg.
- Lyder besnærende. Men nu har samvittigheden pint Dem længe nok, og De vil gerne fremlægge den sande tilståelse?
Fortsættelse følger.
- Jeg tænkte, om I måske havde en kriminalassistent i huset, som ikke er travlt optaget.
- Tja måske. Hvad drejer det sig om?
- En gammel sag med nye aspekter.
- Jaså. Kunne De eventuelt være lidt mere specifik?
- Jo, men lad mig være det overfor kommissæren. Det er en længere historie.
- Okay. Et øjeblik. Skrankeassistenten drejer sig omkring, løfter røret og trykker en enkel tast på telefonen: - Det er Bettina. Har du tid for en herre, der vil rippe op i en ældre sag?
- Øh helst ikke, nu har jeg lige skænket en kop kaffe op og pakket dagens spandauer ud. Tror du, det er vigtigt?
- Svært at sige. Men jeg kan ikke blive ved at sende folk bort med dårlige undskyldninger, hvisker Bettina.
- All right. Så send manden her ind for pokker! svarer kommissær Ulriksen tvært og får travlt med at pakke sine mundgoder bort.
Bettina ligger atter røret og henvender sig til den besøgende med en hånd pegende mod en korridor: - Den vej og tredje dør på venstre hånd.
Frank nikker, følger anvisningen og banker på nævnte dør, samtidig med han læser navneskiltet: Kriminalchef Bernhard J. Ulriksen. Idet han mener, at han allerede har fået tilladelse til besøget, træder han herefter uden videre ind og er meget tæt på at fange tjenestemanden i et ikke tjenstligt gøremål: - Goddag mit navn er Frank Spånby. Jeg kommer her fordi...
- Værd venlig at tage plads i stolen der. Jeg kan forstå, at det drejer sig om en gammel sag, men jeg synes ikke lige, at have set Deres ansigt før, hr.
- Nej. Det skal nok have sin rigtighed. Jeg har også været nød til at få foretaget en plastisk operation.
- Jaså, svarer Bernhard forundret og får straks en lang større lyst til at høre på mandens beretning. – Og et nyt navn?
- Øh ja, svarer Frank overrasket ... – godt gennemskuet. De er en kløgtig politimand.
- Tak, svarer Bernhard smigret og føler straks stor sympati for mandens sag, selvom han endnu ikke har hørt et eneste ord om den. – Lad os starte fra begyndelsen. Hvilken sag er der tale om.
- Øh jo. Forstår De. For cirka 5 år siden var jeg anklaget i en sag, hvor et barn forsvandt i en park. Jeg sad varetægtsfængslet i lidt over en måned, men da sagen blev afgjort i retten næsten et år senere, blev jeg pure frikendt på grund af manglende beviser.
- Mærkeligt. Et sådant forløb erindrer jeg ikke noget om, og jeg har dog siddet i denne stilling i 23 år.
- Det foregik i Næstved. Men trods den juridiske frifindelse, var jeg stadig skyldig i offentligheden. Derfor var jeg nød til at skifte bopæl og udseende. Det er årsagen til, at jeg nu bor her i Vendsyssel og hedder Frank.
- Aha. Nu dæmrer der noget. Det var en sag, som var en hel del oppe i medierne.
- Så sandelig. Ikke mindst Ekstra Bladet havde dømt mig fra starten og hele vejen igennem.
- Lad mig se. Det var noget med en godt etårig dreng, som sporløst forsvandt fra den pågældende park. Og som jeg erindrer det, blev han aldrig fundet.
- Næsten rigtig. Det var altså en pige. Og grunden til at jeg blev indblandet i sagen var, at jeg var på vej til min kolonihave med en spade i hånden, hvilket flere vidner havde observeret.
- Åh ja ... men var der ikke noget med, at De benægtede det et godt stykke tid?
- Ikke ligefrem benægtede. Jeg var få dage senere taget til en ødegård i Sverige, og var således ikke klar over, at man efterlyste en mand, der havde forladt parken med en spade i hånden. Tilfældige omstændigheder gjorde, at der gik det meste af 1½ måned efter jeg kom hjem igen, inden jeg kom under mistanke og først da blev forelagt dette forhold.
- Og De nægtede, at have hørt denne efterlysning gennem så lang tid, hvilket virkelig usandsynligt?
- Akkurat, men ikke desto mindre var det i overensstemmelse med de faktiske forhold. Politifolkene og anklagerne hang sig meget i, at jeg var abonnent på den lokale avis, og at denne omstændighed umuliggjorde min uvished. Men af en eller anden grund, som jeg ikke var i stand til at forklare, havde jeg læst artiklerne med spaden helt uden at forbinde det med min spadseretur til kolonihaven. Og det var årsagen til, at jeg ikke havde meldt mig selv, men blev anholdt.
- Og det er som bekendt mistænkeligt. Men det endte altså med, at De blev frikendt.
- Ja. Politistyrken kulegravede nærmest hele parken, og fandt aldrig noget barnelig. Og så var der ligesom ikke noget at hænge mig op på. Så nævningene havde ikke andet valg.
- Lyder besnærende. Men nu har samvittigheden pint Dem længe nok, og De vil gerne fremlægge den sande tilståelse?
Fortsættelse følger.