Enhver er sin egen profet

og direkte ansvarlig overfor GUD
det er ingen undskyldning at man bare har fulgt sin sekts
eller religions regler, for dem har man jo selv valgt, Ikke?
Vi kender alle forskellen på godt og ondt,
så lyt til dit eget hjerte om hvad du synes er rigtigt
og gør ikke noget som du føler er forkert.
Det er derfor vi er her for at definere og udvikle vores ånd
med det materielle redskab vores menneskelige legeme er,
vores ånd udgår fra Gud men vi har fuld frihed
til at tage vores egne beslutninger i denne materielle verden
og styre det legeme vi har fået i pant,
om vi så har haft nogen indflydelse på valget af dette legemes gener
og vores samfund og families påvirkning er uvist,
men kun Gud ved hvad vi gør og hvorfor,
Guds retfærdighed vil afgøre om vi skal videre eller sendes tilbage
indtil vi er rede til at fortsætte den guddommelige udviklingsproces.
det er et spørgsmål om forståelsen af rigtig eller forkert
og om vi kan styre os selv på en ansvarlig måde uden at skade andre.
Hvordan kan vi være til nytte i kampen mellem det gode og onde
hvis vi ikke engang kan styre vores egen vilje.
For at være præst eller åndelig rådgiver må man være et lysende eksempel for andre
og altså så perfekt som menneskeligt muligt, kun sådan kan ens ord have vægt.
om man ved hvor mange kommaer der er i bibelen betyder intet.

at jeg blev presset til at gøre noget forkert i JV.
Desværre har jeg aldrig været god til at holde min kæft, så som regel kom det ud mellem sidebene.
Det blev jeg ikke populær af!
Det sjoveste var næsten at give et uventet svar til vagttårnsstudiet. Man kunne høre hvordan der gik en hvisken gennem rigsalen, og taleren mistede pokerfjæset et øjeblik.
Desværre var mit svar altid bibelsk velfunderet, så han var nødt til at sige det var rigtigt. He he
hilsen jagged

Kan huske, da vi første gang skulle dele den nye "bibelbrochure" ud på gaden. Brochuren havde/har et nogenlunde neutralt udseende, som ikke umiddelbart på udseendet fortæller at den kommer fra Vagttårnsselskabet. Da vi samledes til eftermiddagssamlingen i gruppen, var der ovenud begejstring. Mange var kommet af med hundredevis af brochurer og fortællinger om hvordan brochuren gled ud af hænderne på dem, blev fortalt med ovenud begejstring.
Lille jeg kom så med en bemærkning midt i al begejstringen: "Husker i at sige, at den er udgivet af Jehovas Vidner, når i deler den ud?"
Der udbrød en tavshed i gruppen, mens at alle kiggede målløse på mig. Gruppelederen udbrød: "Nej da. Det skal vi da ikke. Så kommer vi aaaldrig af med dem!"
Jeg var så lidt "stædig" der, og insisterede på mit standpunkt.
I turen ud til landsbyerne, blev jeg i bilen godt og grundigt overfuset af den nybagte menighedstjener, der var forarget over at jeg vovede at gå i rette med en ÆLDSTE. En ÆLDSTE. Hvem var jeg? Ingenting. Et nul. En lille mide. Uduelig.
Faktisk var han temmelig fantasifuld. En af hans bedste på turen var at jeg "lignede røven på en puddelhund". En mindeværdig tjenestetur.
Kort tid senere opstod en lignende situation, nu blot hvor at jeg syntes vi skulle respektere "Ingen reklamer" skilte, når vi delte traktater ud i traktatkampagnen. Denne gang måtte jeg så ind til samtale med to ældste. Der fik jeg en længere lektion, jeg til den dag i dag ikke kan finde hoved eller hale i, selvom jeg husker den ret godt.
Da jeg ved afslutningen af ældstesamtalen blev spurgt, hvad jeg havde fået ud af det, sagde jeg forsigtigt "At jeg skal tie stille", hvorefter at de begge nikkede bekræftigende. Jeg havde forstået det. Endnu et godt udført ældstearbejde.
Jeg lærte det vel til sidst.

mvh
Billen76

Der gik lige et par minutter før jeg vidste om jeg skulle grine eller græde, meeeen det blev til et grin.
De ældste tror desværre nogengange at deres plads i hierarkiet giver dem lov til at opføre sig som de vil. Gad vide hvad reaktionen havde været hvis det var dig der havde sagt nogen lignede røven på en puddelhund. (Jeg synes nu de har nogen søde numser🙂)
Desværre for dem fik de kun lukket munden på dig et stykke tid, bare se på dig selv nu.
Det er egentlig lidt af en underlig følelse at få et skulderklap herinde, for at sige nøjagtig de samme ting vi fik skideballer for at sige hos JV
Tænk også på at de ældste aldrig har fået en egentlig uddannelse i hvordan man vejleder andre, de er som regel ganske almindelige arbejdere, der kun kan få deres ære pudset af ved at have en position i menigheden og familien og der giver dem KRAV på respekt.
hilsen jagged

Forskellen er vel, at vi nu er i et samfund, der værdsætter livet, frihed og meningers mod.

Der var jo så også nogle i menigheden, som omvendt kunne lide mig for det. De gik nemlig og tænkte det samme. Alligevel var vi jo bundne af Selskabet. Der blev ikke stillet spørgsmål til, om "Sandheden var sandheden"....og de ældste VAR jo trods alt udnævnt af Guds ordning, og altså inddirekte af Jehova! Sålænge at denne forestilling fungere som et mentalt bånd i en, er det særdeles frustrerende at skulle sluge sludderet uden at måtte gøre indsigelse.
Hvis man ville have noget at skulle have sagt, måtte man blive ældste....og de er så også underlagt en streng vejledning.

Men kan du se hvordan dette er et dilemma især i skoleårene?
Når man tager nogle tanker med hjem fra skole og bliver "trashed" for at udtrykke dem. Så retter man ind og tager nogle tanker hjemmefra med tilbage til skolen og bliver drillet for dem.
Min oplevelse er, at pigerne i JV gerne er stille og sidder i frikvarteret med en bog og drengene gerne er enten temperamentsfulde og voldsomme eller stærkt indestængte. (med variationer)

For mit vedkommende har dilemmaet utvivlsomt gjort skade på mig. Jeg tilegnede mig en art tilstræbt naivitet. I mine "ivrige" år, slugte jeg stort set alt hvad der kom fra organisationen uden spørgsmål. Bagefter finder jeg, at det er hårdt at skulle finde sig selv, at finde en "bund" inde i mig selv. Noget er gået i stykker.

mvh
Billen76