Ensomme unge

Sørgeligt, men sandt. Hver fjerde ung føler sig ensom, ifølge en ny undersøgelse.
Mange af de ensomme virker umiddelbart velfungerende og ser ikke ud til at mangle noget i deres liv, men det kan altså være et skalkeskjul, hvis din søn bruger rigtig meget tid alene på sit værelse kun i selskab med hans computer.
Hvad kan vi voksne gøre for at hjælpe vores børn?
Kan vi gå ind og styre deres samvær med andre?
Jeg kender en forening, der beskæftiger sig med ensomme unge - måske der er nogen som kan have glæde af at kende den.
Ventilen: http://www.ventilen.dk/

som en rigtig seriøs og god forening, der hjælper rigtig mange unge.
du har helt ret i, at det er sørgeligt at tænke på at der er så mange unge som føler sig ensomme i dag. jeg havde et helt andet indtryk, med al den mulighed for kommunikation der er i dag. de unge er jo i konstant kontakt med hinanden via mobiltelefonen, chatrooms, mail mm.
men kan man også føle sig ensom, selvom man evt. har al den kontakt? selvom man har venner og en sød familie?

Skulle jeg opdage, at mine børn lukker sig inde i deres egen verden, så ville jeg med det samme prøve at hjælpe dem ud af ensomheden.
Andet ville jeg ikke kunne bære.
Til daglig er jeg meget opmærksom på mine børns opførelser og har heldigvis ikke mærket til denne tendens hos dem. Men det er da absolut en skræmmende statistik, at det rammer så mange unge i Danmark
Forslaget med Ventilen er en god idé, men jeg tror også man kan håndtere problemet ved at opmærksomme forældre i hjemmet.
Så husk at snakke med dine børn i dag - både de og du har brug for det, selv på en stresset mandag.

Vi voksne kan med omtanke prøve at hjælpe. Jeg tror usikkerhed og mindreværd kan være en årsag.

Man skal være åhhh såå tuff idag, der er utroligt meget de unge skal leve op til og forholde sig til. svigt og svig fra forældre , lærer og måske det, som også for teenageren betyder mest, Fra bedste veninder/ venner. som de mange gange har haft gennem hele skoletiden. Som forældre er det vigtigt , at se ansvaret i øjnene, selektere, lyt og tal , og ikke mindst støt den unge.det er svært jeg ved det; jeg har selv teenager i huset. et mennesket er unikt og skal føle sig elsket,

det passer har det selv nogle gange føler jeg mig også ensom men har mange venner og en kæresten men kæresten er på efterskole men nogle gange er jeg sgu bare ensom det føler jeg ihvert fald men jeg har self. min højt elskede fam.

Jeg har ganske få venner, men dem jeg har er jeg tilgengæld også glad for..
Jeg kender godt det med at sidde hjemme fredag aften og ha lyst til at ´gå i biffen men hvem skal man tage med?
Det skal siges at jeg har meget få venner fordi jeg selv har valgt det, er utrolig kræsen hvad angår venner og især veninder. Prøver ikke at være så kræsen..

Det er også et sørgeligt faktum at man ikke er den eneste men at der er mange unge, som har på samme måde, men mit bedste råd er nok bare at vove sig uden for døren. i ca. 3 år sad jeg hjemme og så elendige programmer i weekenden. og helt ærligt det er for trist og kedeligt.
Er man ikke helt klar til at springe ud i "de levendes verden" så kan man altid chatte over nettet. og hvem ved hvad det kan føre til?
Eller meld dig til et eller andet, de der går til fx. musik, dans, el. andet gør det delvist også for at møde nye mennesker.
Men lad være med at blive ved med at skjule dig hjemme i sofaen, man bliver bare mere og mere bitter over de "venner" man ikke har mere fordi at man er vokset fra hinanden.
Knus og held og lykke fra SJE

kunne godt tænke mig at høre fra nogle som har gjort brug af Ventilen - hvad fik du ud af det? Vil du anbefale andre at tage kontakt til Ventilen?

deres forældre
en karma og det tror jeg på.
Alle mennesker har et en livskontrakt
her på jorden (en opskrift)
svært at have børn (karma) en mening med livet.

Jeg er selv ensom, men virker som en "velfungerende" ung. Jeg går i skole, har venner og en masse interesser, men nogle gange går det bare galt, og så bliver jeg opslugt af min egen verden med sorg, misforståelse og ligegyldighed. Det jeg tror gør det, er troen på at alle andre er ligeglade, hvilket gør én selv ligeglad.
Umiddelbart tror jeg ikke der er noget som helst mine forældre eller andre voksne kan gøre, andet end at være til rådighed hvis jeg har brug for at snakke om min ensomhed, eller noget andet. Sådan tror (og håber) jeg også andre unge har det.

jeg havde da venner, men jeg er meget ræsen for hvem jeg lukker ind på livet! så ja jeg var nok lidt ensom! MEN... så kom jeg på efterskole og der en man jo tvunget til at være social... det er en go ting, så vil du som forældre forebygge ensomhed hos dine børn, så giv dem et år eller to i et paradis i form af en efterskole, der lærer man at ensom hed ikke en en mulighed:D

Efterskole burde da ikke være en løsning på ensomhedens problem. Jeg gider da ikke betale 10.000 kr for at være tvunget til at være social. Børn skal sku selv bestemme, om de ønsker at være social. Jeg tog direkte på gymnasiet efter folkeskolen og der er man social. Man behøver da ikke være dum for at være ensom og usocial. Desuden er den mest fornuftige indstilling for en forælder at lære sine børn selv at spare op til at gå på en efterskole.

Efter al den her debat og opfordringer til at drage ud i verden har jeg meldt mig til forskellige hold på undomsskolen. Nu håber jeg sku at det bliver til noget! Jeg vil være åben over for det 100% i al fald!
Held og lykke til alle derude

Selvom man har venner og sød familie... Som nogen sikkert har sagt tidligere skyldes det højst sandsynligt usikkerhed... Har nemlig selv prøvet det for ikke så lang tid siden, fordi jeg flyttede fra Århus til en mindre by...
Men det går frem ad, jeg holdte en fest for de unge på min alder (omkring 17-20) i byen, så nu går det sq meget bedre😉
Plus, der heldigvis er styrkecentrer her os', som jeg jo interesserer mig lidt for... Det er jo bl.a. gennem interesser man finder sine venner, ik' sandt? :)

Hvad mener du med at man ikke behøver at være dum for at være usocial og ensom? siger du at alle folk der tager på efterskole er dumme?
Jeg har selv gået på efterskole og det var det bedste år jeg har haft. Ikke at det havde den stor virkning på mig fagligt, der var jeg godt med men; Før var jeg meget genert og ville helst ikke møde nye mennesker, jeg tror det hele bundede i usikkerhed omkring mig selv og min væremåde. Nu har jeg meget nemmere ved at være mig selv og snakke med nye mennesker. Jeg er blevet meget sikrer på at jeg er god nok, og hvis jeg engang skulle få et barn der ikke rigtigt vidste om det ville på efterskole, så ville jeg råde det til at prøve det.

Personligt kan jeg også føle mig ensom nogle gange, men jeg er sikker på at det bare er en meget almindelig følelse - i hvert fald på det lille plan jeg føler det. Det er langt fra et generelt problem for mig (et problem vil jeg faktisk ikke engang kalde det), bare nogle gange føler jeg at jeg mangler en skøn pige at elske... men igen, tror dette er en naturlig følelse man får af og til, for herudover har jeg et godt sammenhold med venner og godt forhold til familien.
Men folk kan føle sig langt mere ensomme og her tror jeg det som venner og familie er MEGET vigtigt at skride ind og snakke med vedkommende... ellers kan det få fatale konsekvenser... dette så vi jo sidst her i Aalborg, hvor en frustreret 23-årig slog sin 18-årige ekskæreste ihjel til en gymnasiefest, hvorefter han tog sit eget liv. Det viste sig senere i afskedbrevet at dette var grundet at han følte sig enormt ensom og svigtet af venner - kæresten må have været det eneste lyspunkt i hans liv, for da hun slog op, slog det klik for ham og han myrdede hende på makaber vis.
Så hvis vi opfanger de mindste clues om der er noget galt for en af vores nære, så er det altså vores pligt at spørge til det og skride ind og få forsikret at alt er okay!!
-Kristian

....Selv gået på en efterskole. Og ja, men er ikke så ensom på en folkeskole pga. man hele tiden skal være social. Men alligevel snakkede jeg med mange deroppe der stadigvæk følte sig ensomme. Man er altså stadig ensom, hvis ikke man bliver forstået. Det er min mening.
Jeg har altid haft mange venner i Folkeskolen, men jeg følte mig faktisk stadig ensom. Fordi jeg ikke følte mig hjemme og velkommen ved de mennesker jeg var sammen med.
Så at man har en gud velsignelse af folk omkring en, er ikke ens betydende med at man ikke er ensom. Efterskole er et skridt på vejen.. Det er jeg enig i. Men man kan sgu stadig være ensom.

Jeg var en ensom ung.. Det er nu snart 2 år siden jeg returnerede fra det fedeste år i mit liv. Inden prøvede jeg desperat at finde min plads i det sociale liv.. meen.. det gik altid sådan "lige ved og næsten". Da jeg kom på efterskole udviklede jeg mig meget og fik de fedeste venner som tog mig som jeg var, det styrkede mit selvværd og selvtillid og jeg blev god til at være social med, og opsøge andre mennesker. Det er fedt fordi man kommer lidt væk og er på friluftsture, væk fra tv og medier.. dog ikke helt.. naturligvis, men alligevel nok. Så kan man spørge sig selv.. "jamen det er jo kun et år, hvad så bagefter?".. bagefter har man jo stadig det med sig som man lærte, og vennerne er der også stadig.. så hurra for det, og go home Bertel Haarder!

så skal man ikke sendes hjemmefra for at blive voksen ,det skal man nok blive, selv om man bor hjemme ved far og mor, hvis der er en far og mor,men i har ret, hvis ikke der er nogle voksne til at styre, så går det galt, men med gode forældre der ved,, at det er deres ansvar at få de unge bragt sikker frem i livet ,så skal de unge nok klare sig,

I voksne der sidder og er kede af at jeres børn er indelukket, og at de ikke snakker med andre. I skulle prøve at give dem opfordringer og frem foralt KÆRLIGHED! Et barn på 13-14 år Er i en homon periode, og den er enormt svær for mange unge! Et kram mindst 3 gange om dagen vil gøre underværker! Og det at snakke med dem vil også være en enormt god ide. Og hvis det ikke hjælper, så meldt ungen til noget sport, der for han-hun helt sikkert både nye venner, selvtillid, og god kondi. Men husk at et kram er noget meget vigtigt, og et dril eller et familie spil vil også være godt! Det gælder om at få det godt med hinanden, og at være sammen. Måske en lille familie tur til fårup sommerland, eller en ferie i walt disney, men det ka' også klares med en bif tur hvis det er. Held og lykke M.V.H Angel Eyes.

For mig handler ensomheden om ikke at blive accepteret som den jeg er, eller skulle jeg sige 'handlede' om? Jeg har nemlig været ensom i så lang tid, at jeg er begyndt at vænne mig til det, og orker ikke at gøre noget ved det. Jeg går i 9. klasse i folkeskolen, og er siden 3. klasse langsomt blevet skubbet længere og længere ud af klassen. Derfor er det ikke ret ofte jeg ser nogen efter skole, og jeg snakker ikke med mine klasse kammerater. Jeg ønsker virkelig at være en del af gruppen, men jeg kan bare ikke komme ind. Den eneste måde jeg kan få del i gruppen, er ved at please dem hele tiden, og det kommer der alligevel ikke noget godt ud af.
Jeg kunne rigtig godt tænke mig at snakke med nogen om mine problemer, men jeg er meget genert, har lavt selvværd, og jeg ved ikke hvad jeg skulle sige, hvis jeg en dag skulle falde i snak med en.
Eftersom jeg aldrig rigtig snakker med nogen, men istedet isolerer mig på mit værelse og hører musik el. lign. har jeg helt glemt hvordan man snakker.
Min mor tror at jeg er begyndt ikke at kunne lide hende, eftersom jeg aldrig kommer over og snakker med hende, eller hvis hun opsøger mig, snakker jeg bare i enstavelsesord og forsøger at komme væk i en fart, men sådan er det ikke. Jeg aner bare ikke hvad jeg skal sige til hende, og er angst for at være social.
Hun ville nok forstå det, hvis jeg fortalte hende er jeg føler mig ensom, og aldrig snakker med andre end mig selv, men jeg tør ikke. Jeg er jo en dreng der får 12'taller i
Matematik, Engelsk, Dansk og Fysik. Det er simpelthen et kæmpe tabu for mig, som jeg ikke rigtig vil snakke om..... Men alligevel godt, for det ville være skønt at snakke med nogle andre, med de samme problemer som mig, om det.
Jeg har tænkt på måske at opsøge Ventilen, men jeg kan ikke rigtig få mig selv til at bevæge mig derhen.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre..