Er der nogen derude? kender i den følelse?

Hvorfor føler jeg mig alene, selv når jeg ikke er det?
Hvorfor er jeg anderledes selv når jeg ikke vil være det?
hvorfor forstår jeg ikke verden omkring mig?
Hvorfor forstår verden ikke mig?
Hvorfor dummer jeg mig altid?
Hvorfor er jeg så grim?
Hvorfor forelsker jeg mig altid i de forkerte?
Hvorfor forelsker de "forkerte" sig altid i mig?
Hvorfor er jeg overhovedet til?
Hvorfor har jeg sådan et lorteliv?
Hvorfor er jeg så svag?
Hvorfor tør ejg end ikke indrømme jeg er svag?
Hvorfor er jeg bange?
Hvorfor har nogen bestemt at drenge skal være hårde, og ikke må græde?
Hvorfor holder jeg fast ved mine venner, selvom de gang på gang skider på mig?
Hvorfor har jeg ingen rigtige ægte venner?
Hvorfor skulle jeg ikke bare forsvinde, ville nogen savne mig?
Hvorfor er jeg god i skolen? Og hvad nytter det, når jeg ikke forstår mig på livet?
Hvorfor er verden så kompliceret?
HVORFOR HAR JEG SÅ FUCKING ONDT AF MIG SELV?
Findes der ingen andre som jeg?

Har haft det på helt samme måde... Man skal bare prøve at tænke på de positive ting, for de er der altid... det ku godt lyde som en depression, det har jeg også haft, det skal man virkelig ikk se stort på, det skal der gøres noget ved i så fald, for det er en alvorlig ting, og der skal altså en læge til, du vil ku mærke forandringer efter en uge... og vil blive mere opstemt og positiv, så det vil jeg stærkt anbefale dig... det er bare vigtigt at man fuldføre behandlingen med pillerne, for ellers blir det endnu værre... men jeg havde det på præcis samme måde og hver dag jeg stod op tænkte jeg bare "åh nej, ikke en lorte dag mere" nu er jeg blevet et positivt menneske, og det er jeg glad for... så gå ned og ta en snak med din læge før det er for sent :o)
vh jens

Kære ener.
Det er trist at læse dit indlæg, og jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at det lyder somom du kan have en depression. Men, det kan jeg selvfølgelig ikke vide. Hvis du har det sådan som du skriver næsten dagligt, så synes jeg, at du skal gøre noget nu! Tal med din læge om du måske kan have en depression, eller kan tale med nogen, som kan hjælpe dig med at finde ud af det. Uanset om du har en depression eller ej, så er det i hvert fald helt afgørende, at du forsøger at tale godt om dig selv. Du er jo helt urimelig hård ved dig selv! Hvem har dog fået dig til at tro, at du ikke er mere værd? Der kan være mange måder at vende de negative tanker på, og uanset om du har en depression og vælger medicinsk behandling eller ej, så skal der stadig arbejdes med dine tanker! Det er dyrt at gå i terapi, og det bedste er, hvis du kan få en anbefalet, men det kan være en god idé at gå til terapi for at få vendt tingene, når du endnu ikke har venner som kan støtte dig. Fuck dem! Det kan også være at søge andre fællesskaber, men hvor bor du? Og ca. hvor gammel er du mon?

Et par tanker mere:
- At tro man er grim, betyder ikke at man er det!
- At tro man dummer sig er ikke det samme som rent faktisk at være dum, men kan bare være usikkerhed!
- At forelske sig i de "forkerte" kan være interessant, omend pinefuldt: Hvad er det, som er så attraktivt, egentlig? Hvilke drømme og forestillinger har du til lige præcis dén person? Narrer du dig selv? Eller er der virkelig noget at gå efter?
- Ikke at forstå verden omkring sig er - fuldt forståeligt! Nogen ting kan ikke forstås, men man kan alligevel godt forholde sig til, om man synes det er godt eller skidt, og så bruge det som rettesnor.
- Ikke at føle sig forstået, er ikke ensbetydende med, at man ikke har mulighed for at få forståelse. Men det kræver selvfølgelig, at man er klar og tydelig, og ikke forventer, at folk skal gætte én hele tiden. Meld ud! "Det bryder jeg mig ikke om." "Hvorfor siger du det?. Det bliver sgu´da ked af!" osv. - det gælder også, selvfølgelig, om gode ting.
- Ikke at have ordentlige venner - betyder, at det er tid til at søge nye græsgange. Vælg dem, som du klart fornemmer man kan stole på. Som ikke hele tiden snakker nedsættende, indirekte - men som er umiddelbare og åbne.
- At føle sig mystisk, forkert og kompliceret er en tilstand - ikke noget man er dømt til at være. Det er ét skridt ad gangen, og kræver tålmodighed. Hvad vil jeg nu? Hvad har jeg behov for nu? Kan jeg sørge for at få det? Hvordan? Er der noget jeg ikke kan lide, som jeg vil undgå, er der noget jeg godt vil have, som jeg kan gå efter...... Helt enkelt og elementært, selvom det føles som at være inde i en centrifuge. Handling giver forvandling! Klø på!

Det lyder hårdt, dit indlæg, du er i en svær situation. Hvis de tanker du har nedfældet i dit indlæg er dagligdag for dig, ja, så tror jeg på terapi, jeg personligt tror ikke rigtigt på piller, det er dit jeg, id, selværd og din selvtillid der skal arbejdes med.
De fleste kender nok dine følelser, omend så nogle af dem, nogle mennesker har følelserne i perioder hvor der er sket noget og andre er i en fase hvor de lever i disse tanker og følelser og så er det at det ligner/nærmer sig en depression eller er en reel depression. Hvor dit stadie er kan jeg ikke udtale mig om, men der skal ske noget for at det ikke udvikler sig i en dum retning, eller bliver til en ond cirkel der kræver for meget at bryde.
Jeg ved ikke hvor gammel du er, men du skriver at du går i skole. På skolen vil der altid være en skole psykolog, dette kunne være en begyndelse, bedst vis det er en med en terapeutisk baggrund, men det vil du kunne finde ud af ved at tage kontakt med den person.
Du bør finde en at snakke med, og en tredje person som ikke kender dig, din familie, dine venner o.s.v. kan give dig mange input. Denne person vil kunne lytte og være objektiv og vil være der for dig. Det kan virke svært første gang at skulle åbne sig for en ukendt, men tro mig det kan hurtigt ændre sig. Ofte hjælper det at kunne få luft for sine tanker og følelser, finde ud af at sætte ord på alle disse ting.
Husk vi er alle unikke, vi har alle en plads i dette liv, vi er alle skønne mennesker på godt og ondt og du er dejlig som den du er, du skal bare finde dig selv og tro på den du er og stå ved dig selv.
Jeg ønsker dig alt godt.
Hilsen
Anne

Det er jo mig du har beskrevet der! Så jo, der findes andre "som dig"!

hej du der!!..
måske har du haft rimmelige mange nederlag på det sidste.
måske er du slet ikke så DUM som du netop udgiver dig for her:måske er du måske på vild spor med dinne føelser som du er bange for at vise for andrer!..
det kan osse være at din ´betvivlsomme metoder´ om dig selv er så dårlige at du render panden mod muren hele
tiden.-måske ,er det ´jante loven´ der er inspirerende for dig!..
hvis man taler ned til sig selv konstant bliver man den "profil" man selv ønsker ,at den skal være.
hvad med at se lidt lyst på tingene ,og hvis noget skal ændres så gør det med din samvigtighed,og ikke med andres ØJNE.giv dig selv lov til en masse ting og nyd livet istadigt for du.-få lidt selvtillid nu og her inden du havner i sort kælderen!
m.kn.fr.miss solskin:-)go´´sommer op med humøret...

hej igen!
jo,engang for mange år siden da jeg netop troede at alt var så perfekt men det viste rent faktisk at ALT var ret råddent.
ind til endag:jeg vågnede og så op på den blå himmel fik en ide´,det var at se lidt på alle de ting som gjore mig utilpas!.rettede ALLE minne dissisterede fejl.-blev yderst lykkelig,fik en lys tilværelse.når,jeg taler om FEJL,taler jeg om ´tvangsfjernelser af de ukulte mennesker´ som er ens hverdag råddent.-sådan kan det gøres!...meget enkelt..!og livet bliver til en drømme ferie for en.go´sommer fr.miss solskin:-)

Hvis man først er kommet ind i en tummelrum, som egentlig ikke er det, som man ønsker, så tærer det på det
positive sind og man begynder at se og fokucere mere og
mere på sin , ofte indbildte, utilstrækkelighed. Og som
tiden går isolerer du dig mere og mere for til sidst, at
være tappet så meget for kræfter, at du ikke formår, at
ændre din adfærd i overenstemmelse med dig/dit ego,behov
m.v. Er du ikke istand til at ændre din daglige adfærd
selv, skal du søge hjælp inden, at der går for længe. Tiden er kostbar, da vi kún lever en gang. En chance, så
grib den og lev livet istedest for at gå og være levende
død. Hårdt - , men sådan er livet idag. Kun den der skriger højst får hjælp. Man skal være utrolig stærk for
at være nede..Mange pøj-pøj´r. Go for it. Det kan jo ikke blive værre!! eller hvad?

Hej igen, det var mig der skrev det første indlæg... Jeg kan fortælle at jeg er 16 år.
Først, mange tak for alle de dejlige svar, selvom nogle måske virker lidt "overilede" efter min mening, kan jeg virkelig bruge dem til meget...
Jeg skulle måske have skrevet at det ikke er altid jeg føler sådan, selvom det har været tiltagende på det sidste. Indimellem er jeg godt tilfreds. Det har nok mest af alt noget at gøre med at jeg for anden gang i mit korte liv, fandt en pige jeg var virkelig, virkelig vild med, og første gang det var så ud til at være gengældt. Og når jeg skriver virkelig vild, så mener jeg at jeg får hjertebanken når jeg hører hendes stemme eller får en SMS. Når nogen af mine venner omtaler hende, og hvorfor vi ikk er sammen mere, får jeg ondt i maven. Jeg fik koldsved og brækfornemmelser da hun slog op efter et par ugers tid. pludselig, uden rigtigt at have en grund, og endda uden at ringe... har aldrig følt mig så... ja, ikke tusind lange, svære ord kan beskrive det, men de fleste af jer har vel prøvet det selv, eller kommer til at prøve det.
Værst af alt, jeg har ikke fortalt hvordan jeg rigtig føler til nogen endnu, ikke før nu, og det er snart to måneder siden. damn det er hårdt...
Og nå ja, det med at finde nye græsgange, det er såmænd lige om hjørnet. Jeg skal på efterskole næste skoleår... Der får jeg det forhåbentligt bedre, ellers vil jeg overveje at få prof hjælp udefra.
endnu engang tak, det er dejligt at i er så engagerede, åbne og ærlige, på trods af i ikk kender mig.

Desværre er det meget meget svært at få hjælp til at komme op af det sorte hul...kender det alt for godt...befinder mig selv i et sort hul som jeg ikke kan komme op ad, og ingen hjælp til psykolog er der at hente, for tiderne er sådan at man faktisk skal ha prøvet at begå selvmord før man bliver taget seriøst... Og jep til sidst lukker man sig inde og føler sig som en zombie med døde kolde øjne der bare er her uden en mening...alt energien er suget ud af kroppen...

jeg har aldrig før oplevet nogen beskrive hvodan jeg har det med så få ord! dog er jeg en pige, men jeg har tit noget der virker som depressioner. jeg ved ikke om der er mange der har det sådan, men jeg kender faktisk en del.. dog er dette den bedste beskrivese jeg har set i lang tid... ;)