Er det for børn?

En flok børn ankommer til en lejr, der ved første øjekast ligner en ganske almindelig lejrskole, hvor en klovnelignende voksen tager imod dem. De skal male på træheste og give dem haler.
Efter et stykke tid ændrer stedet sig til mest af alt at minde om en koncentrationslejr, hvor børnene bliver ensrettet og anonymiseret ved at kronrage dem. Det handler nu om kæft, trit og retning!! Til sidst skal eksamen stå, og dem som ikke klare den kan se frem til 'Hullet', en lignende metafor for døden.
Børnebogen 'Lejren', som jeg lige har beskrevet, vandt Statens Kunstråds konkurrence i 2010 om den illusterede bog for børn 8-12 år.
Dens pointe er at vise et samfund, der er som en opdragelsesanstalt, som kun er ude på at ensrette alle børn, så de kommer ud på den anden side som fantasiforladte voksne.
Forfatterne bag bogen har i mange år været frontløbere for kontroversielle børnebøger, der alle på forskellig vis skildrer døden og den menneskelige tilværelse.
Jeg er helt med på, at man skal inddrage børn i livets store spørgsmål og også forklare dem, hvad døden er. Men hvordan gør man det på bedste måde?
Engang sagde en lille dreng til mig, da jeg fulgte ham over gaden og en bil kom bag os: "Godt den ikke ramte mig, for så ville jeg lukke mine øjne og aldrig åbne dem igen."
Det er én måde at forklare om døden - er det den bedste måde?

Fandt den ok.

Jeg tror det er meget forskelligt hvordan man skal gribe den an, og det der har størst betydning er nok alderen.
Hvis du skal forklare en på 2 år at hendes elskede mormor er død vil du nok forklare den med englen i himlen hvorimod det er ikke helt det svar en på 10år gerne vil have.
Så tror det kommer an på hvornår spørgsmålet bliver aktuelt og hvor modent barnet er til at vide og forstå hvad døden er.

hvad døden er,og har forholdt sig til den,desto lettere bliver det på en meget naturlig måde at tale om døden overfor dine børn.
Døden er med os hver eneste dag, fra vi bliver født-til vi dør. Og hvem der bliver to timer . .ti timer . .ti dage . .ti år . .tyve år . .eller 100år gamle . .INGEN af os ved det,og skal heller ikke vide det,men døden sker for nogle hver eneste dag . .og
det er IKKE altid hos naboen det sker!!
Få selv et godt forhold til det at skulle dø,og du lærer dine børn at forstå, hvor vigtigt det er at leve livet RIGTIGT bedst og kærligt HVER ENESTE dag!
Når man har det med i bagagen,så bliver livet meget mere RIGT for alle og enhver.
Jeg mistede allerede da jeg var fire(en dejlig bedstemor- så en lilesøster da jeg var syv) . .og mindst et menneske hvert år siden,og nu er jeg 65.Jeg har holdt foredrag om VIGTIGHEDEN af,at være nærværende omkring: Sygdom/Sorg og Død.Det er SÅ interessant et emne . .og når jeg var færdig sagde jeg altid: Jeg håber, at jeg har nået bare een af jer med det jeg her har sagt, . .hvortil jeg hver gang hørte: Du har ikke nået een af os. . men os ALLE! Så har man gjort en forskel . .og det er med KÆRLIGHED, til alt levende, man opdrage/lære sine børn at døden kan komme.
Livet er en GAVE . .som skal bruges HVER dag på den bedste måde . .og hvis du har en Tro,så bliver det hele meget nemmere lettere at bære(for der er altid en som er med dig uanset hvad du kommer ud for . .der er noget langt STØRRE, end dig selv! . .og uden min Tro, ved jeg ikke hvordan jeg var kommet mig over alle mine tab/sorg.

? Selvom opdragerrollen er svær, og man fejler; så er det et åbent spørgsmål om man bør lade samfund diktere hvad og hvordan; medmindre man gives nok økonomiske midler og har en frit valgs ordning !
Et samfunddirektiv om opdragelse af egne poder, vil være præget af demokratiets tilstand og repræsentation samt den alemen viden der er omkring emnet børneopdragelse; men nu er det jo sådan at iq er forfordelt; og at nogle fatter langt mere eller mindre end andre og derfor har de divergerende beslutningsprocesser samt konklusioner vedrørende en rigtig opdragelsesmetoidik eller valg af proces i enkeltsituationer jo en stor spændvidde . . .
Flere off legepladser og mere og bedre fundamental social tryghed & det der kærlighed !
I kommunerne er sagsbehandlingsfejl og socialformidlernes lavtbegavede fordomme i børneungesager en bombe under samfundets hensigt og indsatsreferencer i institutionaliseret socialhumanistisk børneopdragelse . .

- Prøv lige igen med opholdstegnsætning. Det er vel ikke "sagsbehandlingsfejl" eller kvaliteten af en sagsbehandling, der er aktuelle i trådstarters spørgsmål. Det her sortere vist under "forældre".
- Til trådstarter: Jeg synes, den bog lyder lidt voldsom. Jeg ville nok læse den igennem inden jeg indviede en 11-årig, men når det så er sagt, så forstår jeg ikke den bogs nødvendighed som opdragelsesmiddel. Kan den ikke bare være "en anden vinkel"? - Som sagt jeg kender den ikke, men jeg har aldrig skånet eller fortiet "død" for mine børn.
- De har altid haft dyr, så jeg ved såmænd knapt nok, hvornår de hver især har stiftet bekendskab med "død". De har være inviterede til syge- og dødslejer, så de kunne sige farvel og de har set bedste- og oldeforældre i kisten, men alt det, er jo kun de nære og for dem også håndgribelige ting.
- Krig har jeg ikke brugt meget tid på at fortælle dem om. Det var min holdning at verden skulle være lille indtil den, af sig selv, blev stor. Desuden bearbejdede min mor sine krigstraumer ved at fortælle mig "skrækkelige" historier, og det synes jeg ikke mine børn skulle præsenteres for, men hun magtede simpelthen ikke at holde det indeni sig selv.
- Mine børn så TVavis (sammen med os) fra 10-års alderen, men det er så længe siden, at der blev advaret om "stærke billeder" hvis, der var én der blødte.
- Nåh ja, de var nok lidt "osteklokke-børn" men den ene er dog ekspert i 2. verdenskrig den dag i dag. Så mon ikke de alligevel fik en vis "orientering".

Når børnebogen ikke har noget som helst med døden at gøre?
Men det er jo et ganske glimrende eksempel på, når voksne (og forfattere) begynder at skabe højtragende voksentanker og så presse det ned i børnehøjde.
Seriøst.. 300 kr for 80 sider, så har man nu godt nok også betalt en ret høj pris pr bogstav.
For børn - nej, for voksne - ja, til refleksion over barndommen og om hvorvidt det ikke var langt bedere at have brugt pengene på noget andet.

Jeg har som sygeplejerske arbejdet meget med døende og deres pårørende. I sommer var jeg i Norge og arbejde på en kræftafd. hvor jeg plejede en døende mand og hans familie. Der var to børn som var ca. 10 og 12 år. Jeg kunne se på dem, især drengen på 10 at det bare var for meget, at være der hos den døende morfar. Deres mor var helt tom i blikket. Mormoderen kunne jeg nå, og børnenes far, men moderen og børnene, var det temmelig svært for mig at nå.
En dag talte hustruen og jeg om livet efter døden. Det er noget, som jeg altid taler med folk i den situation om. Hvad de tror, eller ikke tror. Hvad den døende tror, og hvad det kan betyde for situationen. Hustruen fortalte at den døende mand, som var bevidstløs ikke troende på noget. Men det gjorde hun. Men hun vidste ikke helt på hvad. Jeg spurgte hende om, hun ville høre, hvad jeg troede på. Det ville hun. Og jeg fortalte at jeg var helt sikker på, at der kom nogle fra den anden side og hentede de døende. Jeg var sikker på, at den døendes mor ville komme og hjælpe ham over, og det bedste hun og familien kunne gøre nu, var at sige farvel til manden. Hun blev tænkesom, men kunne lide tanken. Et par dage senere, hvor jeg stadig ikke kunne nå børnene, kom hun og fortalte, at hun havde fortalt børnebørnene om, hvad jeg troede på, der skulle ske. De var blevet så lettede og troede helt sikkert, at det var det som skulle ske. Det gjorde det lettere at sige farvel og de fik grædt sammen. - og det skal vi jo, når vi er kede af noget, vi skal græde. Det lettede helt klart stemningen på stuen og manden døde i løbet af ca. 1 uge.
Så hvad tror børnene der skal ske efter døden❓og det er ok at være ked af det. Mine pointer i dette.
Lene