Burde livet ikke være fedt?

Når man er glad for sit arbejde?
Nar man lige har købt en ny lækker lejlighed?
Når alle ens venner og familie er omkring en?
Når man ikke mangler det store økonomisk?
Men hvorfor er det så at, jeg føler mig nede i det store sorte hul, og har så svært ved at tage mig sammen til noget som helst?
Mine tanker kan kun finde en ting at tænke på, det er den blomst, som jeg tog til mig for 2 år siden, en blomst som ville væk igen, som jeg ikke kunne holde på, den smukkeste blomst, jeg nogensinde har set, blomsten der gjorde mit liv komplet, blomsten jeg viede mit liv til.
Den blomst, som alligevel har gjort mig til verdens mest ulykkelige fyr.

Men alligevel kan jeg ikke slippe den blosmt, selvom jeg burde!

Du har jo det gode fundament, men som du kan se nu er det ikke altid nok.
Jeg kan se du har placeret din tråd under "depression" - Det er jo ikke nødvendigvis en egentlig depression du har, er det ikke nærmere god gammeldags kærestesorg? Og hvad er det så du mener du "burde"? Glemme hende? Det skal du ikke regne med du kan. Du kan komme over hende - men ting tager tid.
Du har satset helt seriøst på hende og nu er hun væk. Det er jo ikke den eneste forandring, vel? Alle de planer du havde for fremtiden skal også omdefineres, så der er såmænd nok at se til.
Jeg kan ikke se ud af dit indlæg, hvor lang tid der er gået, siden hun forlod dig, men knuste hjerter repareres jo ikke hen over natten. Og der er ikke noget der bliver bedre af din tanke om "burde" - giv tingene tid. Hvad er der galt i at sørge, når man oplever en tab af noget dyrebart? Tillad dig selv det. Ikke til evig tid, men giv dig selv lov til at bruge tid på at slikke dine sår, så du ikke "løber fra din sjæl" Det er ikke urimeligt, at der går et år inden man er landet ordentligt på benene efter et seriøst forhold.
At forcerer "normaltilstanden" frem giver altid bagslag og det typiske problem vil være at man, får jeg rodet ind i et nyt forhold, som så skal kompenserer for det brudte - Megafejl!!!
Giv dig selv den tid du skal bruge, men sæt en deadline på. Stop op med jævne mellemrum undervejs og føl efter inde i dig selv, hvilke forandringer der er sket. Hvor gør det mindre ondt osv.
Hvis du ikke med overbevisning i stemmen kan sige til dig selv - når der er gået et år - at nu er du kommet over hende, så skal du bede om hjælp. De terapeuter der beskæftiger sig med parforhold og andre mellemmenneskelige relationer er en mulighed.
Jeg synes virkelig det er synd for dig. Det er jo helt ad helvede til, at være i din situation, som den er lige nu, men fat mod min ven. Det ændre sig, når du arbejder på den ændring.
Stor trøsteknuser
Dulkis

Hej ulykkelige fyr! Jeg tror måske du har flygtet fra sorgen over din blomst. Du må bruge tid på at hele det sår hun efterlod i dig. Det tager tid og det er smertefuldt, men det forsvinder ikke hvis du lukker øjnene og vender det ryggen. Nu konfronteres du med smerten igen og det er helt op til dig.. Tro mig du vil finde en ny blomst når tiden er inde! Det lover jeg dig!

Hej Dulkis!
Det var fine ord men jeg vil nu ikke give dig ret i at kærestesorg ikke kan placeres under depression! Du undervurdere kærestesorgens sorg! Det kan fremkalde meget dybe kollektive sorger som ligger i os og samtidig fremkalde det værdste hos os. Mennesker er blevet kørt så lang ud pga denne sorg over at have mistet sin elskede, at det har ført til katastrofale hændelser, så som mord og/eller selvmord.

hvis mine kommentarer omkring anbringelse af tråden har virket som en undervurdering af sorgen over at du har mistet din kæreste.
Det var bestemt ikke hensigten og jeg er enig i at en kærestesorg sagtens kan føre til/ende i en depression. Ingen tvivl om det, men jeg er lidt usikker på om ikke "tildragelsen" stadig er relativ ny.
Hvis de faktiske forhold nu er sådan at det ER en deprission, skal umuligfyr have hjælp nu - ikke når der er gået et år.
Ked af jeg udtrykte mig klodset og upræcist.

der skulle naturligvis i overskriften stå PARDON.