Attende del af krimi-føljetonen
- Sie verlass das Haus gestern mit 5 Koffern, oplyser Ingegerds nabo.
- Wann wird sie zurückkommen? spørger Bjørn Steen og indser allerede, at det næppe sker foreløbig.
- In 3 Monaten, sagt sie, bekendtgør manden og forsvinder ned i sin kælder.
Fortvivlet står Bjørn tilbage og stirrer op og ned af den 3 etagers store lægebolig: For satan! Så er jeg kørt den lange vej helt og aldeles forgæves. Og Josephine er garanteret pist forsvundet, når jeg kommer tilbage.
Fortvivlet tripper han ned af de 5 trin foran hoveddøren, gennem forhaven og ud mod sin bil. På fortovet får han dog en tanke: Hvis huset er tomt nu, og der næppe kommer andre hertil for natten, så kunne man jo foretage en ransagning.
Han kigger atter op og ned af facaden, men alle vinduerne er hermetisk lukket. Han går derefter hen til den ene gavl, sikr sig at naboen ikke kigger ud af kældervinduet, men konstaterer, at der ligeledes er lukket godt til. Ved den anden gavl ser han, at der går en altan ud i 2. sals højde bag huset, og den formentlig sidder et sted ugeneret for nogen naboer.
Bjørn kigger på sit ur og konstaterer: - Det er mørkt om cirka en halv time. Han sætter sig ind i sin bil og starter denne, svinger til højre ved første vej, og atter til højre 100 meter nede af denne, så han kommer om på parallelvejen. Der viser sig meget heldigt at være et mindre parklignende område, vist nok lige op til Ingegerds bolig.
Claes triller deres sorte BMW ud af Middelfart og ned på den fynske motorvej mod øst: - Du kunne nu godt have forberedt mig på, at jeg skulle hedde Jørgen derinde?
- Jeg tænkte ikke lige på det forinden. Jeg er jo van til, når Lise og jeg er sammen, så kommer vores synonymer frem rent rutinemæssigt, svarer Pernille og går i gang med at amme Emil på bagsædet.
- Det var nu meget flinkt af dem, at give aftensmad og det hele, synes Claes og virker særdeles ligeglad med de få oplysninger, som det lykkedes for Pernille at få i tilgift: - De sagde, vi var velkommen en anden gang. Måske...
- Nej! Der bliver ikke nogen anden gang. Pokkers, at Louise og hendes ven var smuttet til Jylland. Vi havde garanteret fået langt mere at vide, hvis de havde været til stede. Det var jo begrænset, hvad mormoren vidste.
- Jeg tror, morfaren skjulte nogle ting. Men det var sjovt så forfjamsket han blev, da han kom hen til middagsbordet. Skal Karin have flere kartofler? Skal Karin have mere kød?
- Ja, og så stillede han fadede i så lang afstand, at jeg måtte bukke mig frem efter det alligevel.
- Det var fordi, at så kom noget mere af din kavalergang til syne. Den gamle svinemikkel.
- Hvor herre bevares! Lad mig nu se, Louise og Torben er altså på jagt efter faderen til barnet, for at de kan hente nogle børnepenge hjem. Dette kan, hvis Borris ikke frivilligt betaler disse, medføre, at en DNA-test vil vise, at han ikke er fader til barnet, fordi dette er forbyttet i mellemtiden. Heldigt for ham, men Louise vil selvfølgelig begynde at undre sig over, hvorledes det kan hænge sammen; mens Torben givetvis vil begynde at anklage hende for at lyve.
- Hold da kæft. Godt mit arbejde ikke er ligeså kompliceret, indskyder Claes og overhaler 5 lastbiler på 23 sekunder.
- Alvilda får først besked om operationen i Hamburg nogen tid efter, den er foretaget. Altså må det have været Louises helt egen beslutning at vælge denne usikre løsning på hendes datters ulykke.
- Eller en rigtig god overtalelsesevne fra doktor Mengeles side.
- Naturligvis også det. Ifølge Ingegerd, hans veninde og narkoselæge, fik Louise forinden at vide, at der var tale om en helt ny metode ... et eksperiment så at sige ... så enten har hun været meget naiv eller meget desperat. Men det mest underlige er, at hun ikke efterfølgende forstår, at man ikke kan helbrede et alvorligt hjerteproblem i et hug, og så slipper barnet for at skulle til nogen som helst undersøgelser efterfølgende.
- Hvorfra ved du, at der ikke var undersøgelser efterfølgende? Hun boede jo hos doktoren i 2-3 år efter operationen.
- Ifølge mormoren kunne hun lege dagen lang, med blot en enkelt middagslur, som alle andre småbørn, allerede en måned efter operationen. Og hun har været glad og livlig lige siden. Det holder sgu ikke.
- Det kan selv jeg forstå. Men det var jo så også derfor, at de havde kidnappet Tanja i Næstved forinden.
Idet samme stopper den blå Citroën op udenfor bedsteforældrenes hus. Louise og Cindy stormer straks indenfor, da det er begyndt at småregne: - Hvorfor har I ikke taget telefonen. Jeg har ringet flere gange?
- Vi har haft gæster, bekendtgør Frede tørt, vrænger på næsen og går hen for at sætte stikket i.
- Hvem dog?
- Nogle rigtige flinke gennemrejsende, svarer Alvilda lystigt ved opvasken: - Jørgen, Karin og lille Kristoffer.
- Af og til hed knægten altså Emil, oplyser Frede gnavent: - Og så løb de med Cindys rangle.
- Nah. De betalte da 50 kroner for den, korrigerer Alvilda, tørrer hænderne og tager stolt sedlen op fra kagedåsen.
Louise ryster på hovedet: - Det er da godt, at I har moret jer. Men det ser altså ud til, at planen lykkedes. Borris har indvilget i at få foretaget en blodprøve. Så nu klarer vi helt sikkert den kommende termin.
- Bravo min pige, svarer moren og giver hende et knus. Skal jeg varme nogle frikadeller til jer?
- Ellers tak, vi fik en pizza på cafeteriaet oppe ved Skanderborg, I ved.
- Måske lige et par stykker, siger Torben, som i det samme kommer ind af døren: - Det var en spøjs fætter ham Borris; men det bliver man vel af at gå rundt og kommandere med folk dagen lang.
- Hvad sagde han om Cindy? tilspørger Frede nysgerrigt og ønsker ikke sin øjesten givet ud til fremmed.
- Han havde ingen børn, og det var tydeligt, at det ikke interesserede ham det ringeste. Men hans mor var ualmindelig skruk. Ingen tvivl om det. Men det kan hun heldigvis være ligeså meget hun vil. Vi ser dem ikke mere ... med mindre det bliver i en retssal, forklarer Torben, stiller sig mellem Cindy og Louise og gnider deres frie overarme.
- Det var godt, svarer Frede lettet og kryber hen i sin lænestol for at tænde for dagens nyheder på TV.
Fortsættelse følger.
- Wann wird sie zurückkommen? spørger Bjørn Steen og indser allerede, at det næppe sker foreløbig.
- In 3 Monaten, sagt sie, bekendtgør manden og forsvinder ned i sin kælder.
Fortvivlet står Bjørn tilbage og stirrer op og ned af den 3 etagers store lægebolig: For satan! Så er jeg kørt den lange vej helt og aldeles forgæves. Og Josephine er garanteret pist forsvundet, når jeg kommer tilbage.
Fortvivlet tripper han ned af de 5 trin foran hoveddøren, gennem forhaven og ud mod sin bil. På fortovet får han dog en tanke: Hvis huset er tomt nu, og der næppe kommer andre hertil for natten, så kunne man jo foretage en ransagning.
Han kigger atter op og ned af facaden, men alle vinduerne er hermetisk lukket. Han går derefter hen til den ene gavl, sikr sig at naboen ikke kigger ud af kældervinduet, men konstaterer, at der ligeledes er lukket godt til. Ved den anden gavl ser han, at der går en altan ud i 2. sals højde bag huset, og den formentlig sidder et sted ugeneret for nogen naboer.
Bjørn kigger på sit ur og konstaterer: - Det er mørkt om cirka en halv time. Han sætter sig ind i sin bil og starter denne, svinger til højre ved første vej, og atter til højre 100 meter nede af denne, så han kommer om på parallelvejen. Der viser sig meget heldigt at være et mindre parklignende område, vist nok lige op til Ingegerds bolig.
Claes triller deres sorte BMW ud af Middelfart og ned på den fynske motorvej mod øst: - Du kunne nu godt have forberedt mig på, at jeg skulle hedde Jørgen derinde?
- Jeg tænkte ikke lige på det forinden. Jeg er jo van til, når Lise og jeg er sammen, så kommer vores synonymer frem rent rutinemæssigt, svarer Pernille og går i gang med at amme Emil på bagsædet.
- Det var nu meget flinkt af dem, at give aftensmad og det hele, synes Claes og virker særdeles ligeglad med de få oplysninger, som det lykkedes for Pernille at få i tilgift: - De sagde, vi var velkommen en anden gang. Måske...
- Nej! Der bliver ikke nogen anden gang. Pokkers, at Louise og hendes ven var smuttet til Jylland. Vi havde garanteret fået langt mere at vide, hvis de havde været til stede. Det var jo begrænset, hvad mormoren vidste.
- Jeg tror, morfaren skjulte nogle ting. Men det var sjovt så forfjamsket han blev, da han kom hen til middagsbordet. Skal Karin have flere kartofler? Skal Karin have mere kød?
- Ja, og så stillede han fadede i så lang afstand, at jeg måtte bukke mig frem efter det alligevel.
- Det var fordi, at så kom noget mere af din kavalergang til syne. Den gamle svinemikkel.
- Hvor herre bevares! Lad mig nu se, Louise og Torben er altså på jagt efter faderen til barnet, for at de kan hente nogle børnepenge hjem. Dette kan, hvis Borris ikke frivilligt betaler disse, medføre, at en DNA-test vil vise, at han ikke er fader til barnet, fordi dette er forbyttet i mellemtiden. Heldigt for ham, men Louise vil selvfølgelig begynde at undre sig over, hvorledes det kan hænge sammen; mens Torben givetvis vil begynde at anklage hende for at lyve.
- Hold da kæft. Godt mit arbejde ikke er ligeså kompliceret, indskyder Claes og overhaler 5 lastbiler på 23 sekunder.
- Alvilda får først besked om operationen i Hamburg nogen tid efter, den er foretaget. Altså må det have været Louises helt egen beslutning at vælge denne usikre løsning på hendes datters ulykke.
- Eller en rigtig god overtalelsesevne fra doktor Mengeles side.
- Naturligvis også det. Ifølge Ingegerd, hans veninde og narkoselæge, fik Louise forinden at vide, at der var tale om en helt ny metode ... et eksperiment så at sige ... så enten har hun været meget naiv eller meget desperat. Men det mest underlige er, at hun ikke efterfølgende forstår, at man ikke kan helbrede et alvorligt hjerteproblem i et hug, og så slipper barnet for at skulle til nogen som helst undersøgelser efterfølgende.
- Hvorfra ved du, at der ikke var undersøgelser efterfølgende? Hun boede jo hos doktoren i 2-3 år efter operationen.
- Ifølge mormoren kunne hun lege dagen lang, med blot en enkelt middagslur, som alle andre småbørn, allerede en måned efter operationen. Og hun har været glad og livlig lige siden. Det holder sgu ikke.
- Det kan selv jeg forstå. Men det var jo så også derfor, at de havde kidnappet Tanja i Næstved forinden.
Idet samme stopper den blå Citroën op udenfor bedsteforældrenes hus. Louise og Cindy stormer straks indenfor, da det er begyndt at småregne: - Hvorfor har I ikke taget telefonen. Jeg har ringet flere gange?
- Vi har haft gæster, bekendtgør Frede tørt, vrænger på næsen og går hen for at sætte stikket i.
- Hvem dog?
- Nogle rigtige flinke gennemrejsende, svarer Alvilda lystigt ved opvasken: - Jørgen, Karin og lille Kristoffer.
- Af og til hed knægten altså Emil, oplyser Frede gnavent: - Og så løb de med Cindys rangle.
- Nah. De betalte da 50 kroner for den, korrigerer Alvilda, tørrer hænderne og tager stolt sedlen op fra kagedåsen.
Louise ryster på hovedet: - Det er da godt, at I har moret jer. Men det ser altså ud til, at planen lykkedes. Borris har indvilget i at få foretaget en blodprøve. Så nu klarer vi helt sikkert den kommende termin.
- Bravo min pige, svarer moren og giver hende et knus. Skal jeg varme nogle frikadeller til jer?
- Ellers tak, vi fik en pizza på cafeteriaet oppe ved Skanderborg, I ved.
- Måske lige et par stykker, siger Torben, som i det samme kommer ind af døren: - Det var en spøjs fætter ham Borris; men det bliver man vel af at gå rundt og kommandere med folk dagen lang.
- Hvad sagde han om Cindy? tilspørger Frede nysgerrigt og ønsker ikke sin øjesten givet ud til fremmed.
- Han havde ingen børn, og det var tydeligt, at det ikke interesserede ham det ringeste. Men hans mor var ualmindelig skruk. Ingen tvivl om det. Men det kan hun heldigvis være ligeså meget hun vil. Vi ser dem ikke mere ... med mindre det bliver i en retssal, forklarer Torben, stiller sig mellem Cindy og Louise og gnider deres frie overarme.
- Det var godt, svarer Frede lettet og kryber hen i sin lænestol for at tænde for dagens nyheder på TV.
Fortsættelse følger.