Er det dumt at vente på at kærligheden kommer

Hej Carl Mar
Pyha jeg synes tanker kværner rundt for tiden - så nu prøver jeg at skrive....
Min mand og jeg har kendt hinanden i 15 år og har været gift de sidste 4 år. Vi har sammen 3 små børn som er kommet rimeligt tæt på hinanden. Mig og min mand er rigtig gode venner og "arbejdskollegaer" men jeg elsker ham ikke mere - hvis jeg tænker på ham er det med ord som fantastisk far, faglig dygtig eller omsorgsfuld - men jeg kan ikke tænke dejlig mand eller det er ham jeg elsker. Jeg har tænkt tanken hvad ville jeg sige hvis han fortalte at han havde fundet en anden, og det eneste jeg kan komme frem til er, at det vil bare være helt fint.
Vi har i vores forhold altid haft problemer med sex - jeg har aldrig haft lyst til at gå i seng med ham, men har gjort det fordi der gør man jo og også fordi jeg altid har håbet at det ville komme - men det modsatte er faktisk sket. Efterhånden er jeg kommet dertil at jeg ikke kan li' han rører ved mig og det kan faktisk være så lidt som en hånd på skulderen - til tider kan det faktisk føles lidt som et overgreb - hvilket det bestemt ikke er.
Jeg har aldrig rigtigt sagt det til min mand før. Men for et halvt år siden fortalte jeg ham det og sød og forstående som han er, har han accepteret (eller næsten) at jeg lige skal have lidt tid til at finde mig igen.
Ud over dette har jeg i mange år været alt for flink for at glæde andre. (sikkert også det der har været gældende med vores sexliv) Jeg har altid accepteret tingenes tilstand hvis det bare har gjort andre glade og dette har specielt være gældende for min mand der på den anden side altid har været rigtig god til at argumentere og dermed få sin vilje igennem - han har domineret vores forhold og jeg har givet ham lov til det - Dette er vi ved at ændre og det er han helt med på selvom det er svært.
Det "ulykkelige" er nu sket at jeg har forelsket mig i en anden mand og sjovt nok er rollerne her helt anderledes end hjemme. Her er det på mange områder mig der er den udadvendte - her kan jeg føle mig sexet og jeg har bestemt lyst til at gå i seng med ham - han gør mig rigtig glad, men hele situationen gør mig ekstrem ked af det - Det at han gør mig glad gør jo at jeg gør min mand og mine 3 unger kede af det - og det går jo så fundamentalt imod det jeg altid har stået for - at gøre andre glade.
Jeg er godt klar over det er uholdbart at fortsætte som vi gør alt for længe, men hvor længe er for længe - og vil jeg overhovedet kunne blive glad alene, når jeg ved at jeg har gjort så mange tæt på mig kede af det

Har ikke selv prøvet det, men din historie giver et godt indtryk om hvordan du har det. Du skal være glad for at du har en mand som ham, der er forståelig og sød. Og en god far for dine børn! Men forstår hvordan du må have det. Synes du skal huske at tænke på dine børn men glem ikke dig selv. Hvad ville dine børn have det bedst med? Jeg kan ikke rigtig rådgive dig, da jeg hverken kender dig eller din mand, men gør hvad du føler er det rigtige. Jeg er dog MEGET imod utroskab. Men du ved selv hvad der er bedst. Ved jeg ikke kunne hjælpe meget, men kunne (ved at svare på dit indlæg) fortælle at jeg har læst og forstået dig =)
Held og lykke med det, og din famillie.
Kærligsste hilsner Louise

Du skriver at du aldrig har haft lyst til at gå i seng med ham. Vil det sige, at du har indledt og fortsat et forhold på falske præmisser ?
Du har nu følelsesmæssigt bundet ham på hænder og fødder da I har børn.
En skilsmisse pga. din løgnagtige adfærd bliver derfor ekstra smertefuld for ham !
Endvidere kan man konstatere, at nu overvejer du utroskab, bare for sådan rigtig at nedgøre ham !
Du bør skamme dig. Du har optrådt svigagtig over for både dig selv og din mand.
Du må nu vågne op. Dit indlæg bærer tydeligt præg af forsvarsmekanismer (det er ikke min skyld og udflugter til drømmenes verden).
Spørg heller dig selv hvad du konstruktivt kan gøre for at bedre din situation i parforholdet.
Din mand har endda givet udtryk for hans støtte dertil.
Helt konkret, så skriver du at I har 2 problemer. 1) Dit selvværd (din mand kan bakke op med bedre at give udtryk for at han respektere dig).
2) Du har et generelt problem med sex og situationen er nu helt fastlåst i afmagt (psykolog og/eller gør det klart for din mand at det desværre er slut med sex med dig = tillad ham udtrykkeligt en elskerinde).
I har et fælles ansvar for jeres børn og er, som jeg læser det, fortsat gode venner.
Lad tiden råde !

hvor vældig sød og rar og hensynsfuld du er og altid har været. Selvfølgelig har du fortjent, at opleve den store kærlighed, når du nu endelig har fundet den, MEN husk nu lige endnu engang - i en pause i dit gloriepudseri - at være så sød, rar og hensynsfuld at fortælle din mand hvad du har gang i, - eller han har måske fortjent at du lyver og bedrager ham? -
Pas nu på du ikke når forelskelsen er fordampet opdager at du har byttet kærligheden bort for en kortvarig rus, der viser sig at være tomhed.

Dine børn vil hellere have 2 glade forældre der
er skilt end 2 forældre der bor sammen uden
kærlighed. Den model du viser børnene, bliv sammen
selvom i ikke elsker hinanden er ikke sund
kast díg i favnen på din nye kærlighed og tag
imod for en gangs skyld. Du kan ikke blive ved
med at give til andre uden selv at modtage
Gør du det vil du blive udbrændt og deprimeret
på et tidspunkt
læs min bog Energiens Hemmeligheder
hilsen
www.carl-mar.dk

tak fordi i har taget jer tid til at bidrage lidt.
lidt yderligere info herfra:
det har aldrig været min mening at forelske mig i en anden og bestemt ikke noget jeg bevist har valgt for at nedgøre min mand.
jeg indrømmer at de godt kan lyde til at jeg "pudser glorien" men at jeg ikke føler skyld passer slet ikke - jeg føler mig overordentlig skyldig og uduelig over at jeg ikke kan levere den vare, der forventes af mig i mit ægteskab - der er ikke noget jeg hellere vil. Jeg prøver alt hvad jeg kan, fordi jeg godt er klar over han er verdens sødeste mand. Vi er startet i parterapi, håber meget det hjælper