Er det en gal mands tanker?

I har jo hørt om ASK's (min) version over "Fatal attraction" og "War of the roses", og jeg fortsætter ufortrødent som en del af min selvterapi.

Gad vide om jeg bare selv skal have lidt pigesjov i de næste måneder, og efterlade en kattelem til min ex. hvis hun fortryder, ELLER om jeg skal søge 100% væk fra det her "destruktive forhold". Jeg dvæler lidt ved det, fordi vi faktisk har haft ret meget dybde sammen og begge ER specielle personer der har brug for netop alle de aspekter i et forhold. Jeg har svært ved at se hendes "fling" holde ret længe - og jeg selv var laaang tid om at finde hende dengang, så jeg tror ikke jeg selv har noget seriøst gående alligevel om... say 3-6 mdr.
Utroskaben:
Jeg var jo utro i min ungdoms kådhed for 6 år siden - Ex'en har været sammen med ridelæreren i nu 2 måneder næsten konstant. Jeg har ikke noget at lade nogen høre, men hun er lidt mere vedholdende end jeg.
HUN vil sjovt nok IKKE underskrive utroskabserklæringen (??) Kan det have noget med en evt. forældremyndighedssag at gøre? Eller er hun bare også sentimental. Dont know.
Bruddet:
At hun inviterer elskeren hjem i mit hjem mens jeg er ude, at hun ikke vil flytte og leger diva i evas-kostume i hele huset, at hun kører bort med børnene med mig hængende ud af bagdøren da jeg forsøger at stoppe hende - det må være et udtryk for sagens absurditet, for os begge to.
Fortiden:
At vi har mistet vores forhold after min utroskab i 2000 kan jeg se i vores papirer, da hun har meldt sig til 15 boligselskaber umiddelbart efter for at finde bolig. At vi har haft nogle totalt mærkelige "klammerier" og sagt grimme ting til hinanden er virkelig ærgeligt - men der var omvendt også (viste det sig) et stort lig i lasten. Men at vi er psykisk afhængige af hinanden og virkelig bundet tæt sammen og har 2 superskønne børn sammen, det vægter jo tungt. Vi har på skift skreget på parterapi (mest hende) - den anden har afvist. Jeg har villet skilles i julen 2003 kan jeg se af mine papirer - og hun vil så skilles nu hvor hun har en redningsplanke.
Men vi elsker trods alt hinanden - det gjorde vi jo blot for 2-3 mdr siden. Hun siger det faktisk også nu -særligt når jeg er perfid overfor hende og f.eks. håner hendes valg af elsker, så siger hun at hun bliver rigtig såret over at jeg som hun jo føler så meget for, kan være så led (jeg kan være RET led, for det er SÅ nemt at drille med det ulige forhold). Hun siger tit at hun elsker mig men ikke kan leve med mig .......nu. Og ingen er vist i tvivl hvor jeg står - ja altså lige bortset fra hende selv. Hun hævder at jeg ikke elsker hende, at jeg kun er nede over at "have tabt slaget". Hmmmmm det føles altså ikke sådan, skal jeg hilse at sige!
Fremtiden:
Hun kan måske lukke ridelæreren ud af sit følelsesliv og putte ham tilbage på ridebanen. Det burde rationelt set gå op for hende at hun står til aftagende sex og et gebis på kanten af vasken i løbet af de næste 10 år (han er 60 nu, hun 35). Forelskelsen kunne jo aftage og hvad er så tilbage. Så er spørgsmålet om jeg kan "æde den" og "æde" at hun fortsætter med at have ham som ridelærer - HVIS det kom dertil at vi fandt sammen. Og om jeg kan komme i miljøet uden at føle mig som en totalt idiot (det er altså ikke et statussymbol at ens kone har været på ham). Jeg har erkendt at jeg har været der alt for lidt for hende og vist ingen interesse, og det skulle laves om i et evt. nyt liv sammen.
Gad vide om HUN kan komme sig over den mistro hun har overfor mig, og over at jeg var lidt pigeglad (da jeg var ung), og endelig over at jeg tilbageholdte de slibrigste detaljer om sidespringet for at beskytte hende (jeg benægtede det dog ikke...andet end 1-2 dage dengang). Men jeg holdt de detaljer tilbage for hun ikke skulle "se den film" igen og igen på sin nethinde.
Måske er det bare det følelsesmæssige vakuum der har ramt mig, slaget at tabe til en efterlønner (*GG*, næsten), og frustrationen over ikke at være den der gik. Eller også elsker jeg hende håbløst og vil gennemgå alt for at få hende og min familie igen. Men selv et nyt liv kan have sin charme. Der er jo fordele i alting, men hvilke skal man søge?
Pyh, den blev lang!

tværtimod!du lyder, som faktisk til at være blevet(?)en temmelig Velovervejet mand!og det er der da en del fordele i!nu står du med ess
dum dig nu ikke!pigesjov, i byen, værthuse,tømmermænd,humørudsvinger?
må man spørge hvor gamle dine egne piger er?hvis det er mor de foragtes over nu?så den vender da hurtigt over på dig?vær der for dem
hun er forelsket!hun undgår dig gerne ligenu?
jeg håber du får en ide?

men med venlighed kommer du længst!lyt, og virk nysgerrigt, og det l'øsner ikke nødvendigvis stemningen at du bliver pauseklovn, eller sætter alt på tværs hvis andre føler skidt

hvordan er stemningen når I er alene i et rum?hvordan er hendes ændring i karakter?skal du spørge ind?svarer hun ligeud, er hun frembrusende!
synes det er bedst at lade flest mulige muligheder stå åbne
brug tiden littigt, og få den tænkt igennem?begynd nu ikke på noget før du føler dig sikker
for det kan lukkes om dig
klemmelus, og afskåret fra en udvej, at hun tager ham med hjem?lidt af et signal at sende?du er alene?de er 2:-p

eller?
intet i det jeg har skrevet var en hån!respekt for dig mand!erfaring tæller

virk som om du er kommet videre i dit eget
optræd videre ligegyl dig!ikke spille ud med noget uden hendes interesse åbenlyst er vakt?
men...er det hende du er ude efter?eller er det den sære fornemmelse at du nu skal tilbage på egne ben:-)

ikke i humør til korrekturlæsning idag:-(
kaster bare op

Kære Ask
Hvis jeg var dig (det er jeg heldigvis ikke), så ville jeg gøre følgende (ja, jeg har læst alle dine indlæg hen ad vejen):
Gå dig en lang tur ud i skoven/stranden, whatever der giver dig ro i sjælen. Sæt dig ned og lad roen falde på dig: tænk, tænk og føl helt ind i din sjæl og dit hjerte. Hvad er det, du allerhelst vil selv. Du skal ikke tænke på hverken hendes elsker eller hendes "oprør"; heller ikke på jeres hus eller andre materielle ting - de hjælper dig slet ikke nu. Du skal mærke dine inderste føleleser og tænke fremad. Kan du tilgive hende fuldstændigt, og kan du se en fremtid med hende; så skal du gå efter det - og omgående. Hvis du er det mindste i tvivl - så drop det og kom videre i dit liv. Skær båndet over straks og flyt; væk fra hende. Du ødelægger både dig selv og hende (for ikke at tale om jeres børn) med din opførsel, sådan som du/I reagerer i øjeblikket.
Jeg tror, at du mangler overblik - du lever kun lige her og nu i dette rædselsfulde øjeblik.
Hvis du finder, at du VIL have en fremtid med hende, må du på en smuk måde få hende overbevist om, at I har en fremtid sammen, for jeg tror, at hun også stadig elsker dig inderst inde.
Du skal finde en anledning, hvor du har hende for dig selv - måske et sted, der har romantiske minder for (i det mindste for hende) og selvfølgelig også gerne for dig selv. Inviter hende ud at spise - så vil der vil heller ikke opstå så megen ballade (hvis det er det, der vil ske).
Fri eventuelt til hende igen, og fortæl hende alt det, som du mener gør livet dejligt med hende - og kun hende.
Fortæl hende, at du aldrig har fortrudt noget så inderligt som din utroskab, som jo har startet det hele.
Fortæl hende, at du VIL/KAN tilgive hende. I må begge se fremad og komme videre - flyt evt. til en anden landsdel (ja, det materielle er stadig ikke det vigtigste). Du har kun dette liv, og du er ved at ødelægge det for både dig selv, din kone og dine børn.
Jeg tror, at det er det, du også selv ønsker inderst inde; du elsker hende stadig - og hvis hun også stadig elsker dig - jamen, så må I få overvundet de vanskeligheder/problemer, I slås med nu. Det kan man godt, hvis man virkelig vil.
Jeg har selv tilgivet min mands utroskab, så jeg ved, hvad jeg taler om.
Han er verdens dejligste mand, og fordi han har trådt ved siden af en enkelt gang, skal hele vort lange liv sammen da ikke ødelægges. Det er der da stadig, men det betyder ikke noget mere - kun som en del af livet, der ikke altid er lige nemt.
Jeg ønsker dig god vind fremover og håber, at I vil finde sammen igen.

1000 tak for rådene.
Jeg har en række bekymringer omkring min viv. Måske har jeg underspillet hvor meget på distance vi har haft til hinanden. Vi er begge skrækslagne for at vise følelser og at blive afvist, og det har skabt en kæmpe kløft imellem os, åbenbart efter mit utroskab dengang:
1) Hun har taget mod til sig meget længe for at komme væk fra mig, og hun er skrækslagen for at komme tilbage. Sæt nu alt bliver som i går? Jeg forstår hende godt, vi manglede en masse nærhed og tillid. Så hun vil "prøve det nye af", men det sætter mig i en uværdig venteposition.
2) Man kan godt løse problemt hvis man virkelig vil. Hun siger faktisk af og til at hun ikke VIL dette forhold, at det har slidt hende op (hun vil ihvertfald "ikke lige nu", siger hun lidt presset). Og igen - jeg forstår det godt. Min utroskab blev en kile imellem os.
3) Der er tisset meget i brønden og vandet er udrikkeligt. Hele byen kender historien, og hun føler (tror jeg) at hun må stå fast på den meget dramatiske beslutning. Den har jo allerede haft store omkostninger (børnene, elskeren har smidt sin kone gennem 40 år på porten, osv.) og skal man lide den tort at bakke ud nu? Jeg har jo begået den fejl (tror jeg) at jeg bralderede bredt ud med historien fordi den var så langt ude, og den var et stort chock. Da blev den offentlig, og ikke lige sådan at gå baglæns på igen. Men hun siger at det var en "væk fra mig-beslutning" rettere end en "hen til ham-beslutning". Han var der bare for hende (ufedt for ham).
4) Så er der tidsaspektet - skal jeg give hende separationsperioden til at mærke livet? For tiden kan lære hende dels at ham den gamle ikke kan give hende andet end den nærhed hun så desperat manglede, men en fremtid kan han umuligt give hende og hverdagen og vasketøjet indtræder også der. MEN der er jo en risiko for at hun falder ind i torneroseverdenen med hestene - og flygter permanent fra min verden.
MEN der er jo det sidste aspekt, at hun FORHÅBENTLIG vil savne mig og de oplevelser og den bølgelængde vi altid har haft sammen, og vi havde en lille familie på godt og ondt. Men hun har meget travlt med at skulle være min bedste ven lige nu - og det er jo en smart måde at bevare alt dette på. Samtidig kan man så have alt det nye.
OG så er der mig. Var jeg lykkelig? Næh, jeg havde gemt mine følelser væk, og mine sande værdier havde jeg glemt i dagligdags-ræset. Jeg var iskold overfor hende - og hun overfor mig. Vi kæmpede for at vække den anden, men på modsatte tidspunkter. Jeg havde det lange perspektiv og tog hende for givet - og hun brokkede sig konstant over dagligdagen og forpligtelserne. og jeg syntes hun opførte sig hamrende forkælet.
Tiden vil vise mig at jeg måske er bedre tjent uden de problemer - eller også vil jeg vente på hende for "evigt". Jeg frygter lidt det sidste for jeg skal love for hun fik mit hjerte vækket!

Kære stakkels ASK
Jamen, hvad vil der ske, hvis du åbner dit hjerte helt for hende? Du kan blive afvist (igen), og hva' så - det bliver du jo hele tiden alligevel.
Prøv det dog - fortæl hende, hvor meget hun betyder for dig. Du kan tro, at det kan vække en kvinde. Jeg har selv været der (med konstant brokkeri), men det er jo, fordi man er utilfreds med situationen. I dag har min mand og jeg det allerbedste samvær og nærvær, og jeg "brokker" mig så at sige aldrig.
Jeg læste et sted, at en tilfreds kvinde er det nemmeste væsen i verden at leve sammen med - (klogt, ikke sandt). Og for at en kvinde skal være tilfreds, skal hun føle nærvær og kærlighed fra sin mand - ikke at hans arbejder er vigtigere end hende. Hun skal føle, at hun er det allervigtigste i hele verden for ham; så skal du se, at så får du selv tilbage med 10-dobbelt styrke - tolerancen bliver så meget større.
Selvfølgelig vil hun ikke på sigt ham; han giver hende bare det, som hun så desperat mangler (og som du så grusomt har forsømt).
Prøv at tage om hende og fortæl, at du elsker hende overalt på jorden - jeg tror stadig, at I har en chance.
Glem for for h...... jeres omgivelser og naboer; det er jer, det handler om. Du lyder så materielt indstillet, men ved du hvad? I sidste ende har du ikke noget med dig alligevel. Det aller, allervigtigste er at have det godt undervejs, og hvis hun er din "soulmate", så skal du altså kæmpe nu.
Tænk også på jeres børn (Jeg ved det godt - du siger, at du gør det); men gør du det rigtigt inderligt?
Deres verden er ved at falde fra hinanden, fordi deres egoistiske far og forkælede mor ikke kan finde ud af det som voksne mennersker. Det er så nemt at gå fra hinanden, men I kommer bare ikke over det nogensinde.
Tag dig dog sammen som en mand og få samlet din famile igen - du får aldrig nogen som den igen.
Med ønsket om en inderlig forenige for jer.

"En tilfreds kvinde er det nemmeste væsen i verden at leve sammen med "
....Det trækker tænder ud på mig, for så har hun godt nok ikke været tilfreds. Og nok med god grund, for hun har været taget for givet og været prioriteret ned. Indrømmet!
Det eneste jeg ikke helt forstår - det er hvordan jeg skal få hende til at anerkende mine kærlighedsfølelser og reflektere over dem - og ikke blot den forsmåede mand der "har tabt" og synes "elskeren er en klam gammel mand" osv. Der er jo 2 tab: Ham der ikke vil tabe - og ham der gerne vil vinde. Min ex. tror jeg er nummer 1 og at alt blir som i går.
Og m.h.t. at holde om hende:
Du skal tænke på at når hun nu kommer hjem - så har hun været med elskeren i 3 samfulde dage (og nætter!!!!) - der er et knus fra mig nok lidt grænseoverskridende for hende, og mine kærlighedserklæringer vil stå og runge lidt ved siden af hans kys og ...??
Spørgsmålet er om jeg taber hende ved at hun lever det mere ud og får mere tid - eller om jeg øger chancen for at vinde hende ved "savnet". Jeg kan jo også selv mærke livet lidt og få det hele lidt på afstand?
/ASK

Nu kom "fanden" hjem fra elskovsturen og hun pisser straks helt vildt på mig og på alle mine følelser for hende!
Det er faktisk ufatteligt at jeg gik så langt som til at tro at en kærlighedserklæring ville gøre en forskel, for hun sidder nu og pisser på vores ægteskab, at hun aldrig ville være kommet i kirken den dag hvis ikke hun blev ovetalt af sin veninde osv. osv.
Hun er simpelthen så gennemført ond eller også har hun en eller anden psykisk sygdom at hun kan komme så langt ud. I drømmer ikke om hvad jeg ligger øre til lige nu. Jeg har aldrig oplevet et så ondt menneske i mit liv og jeg ønsker ikke for min værste fjende at møde hende.
Shiiiiiiiiiiittt for fanden hvor er jeg naiv.
Man kan sguda vel ikke først være sin mand utro, skride fra ham til fordel for en gammel mand, og så iøvrigt pisse videre på manden bagefter med ALT hvad man har. Hvordan søren kan man holde sig selv ud?
Gad vide om hun nogensinde vågner op og skal sjælevandre alt det smerte hun har påført mig og også indirekte børnene.

og så spørge om du mon er vågnet op nu og "sjælevandrer" for al den smerte du tidligere har påført hende og også indirekte børnene?
Jeg synes det er ved at blive pinligt at følge med i denne føljeton fra dit virkelige liv - I er sgu lige gode om det og har intet at lade hinanden høre for. Tager du overhovedet selv noget ansvar på dig for alvor? Hvorfor i alverden bor i stadig sammen? Enhver kan da regne ud at det ikke vil gå når der stadig er følelser i klemme! Flyt eller smid hende ud!

Ansvaret for at hun har været ulykkelig, at hun ikke har fået den omsorg hun skulle have haft, og at jeg ikke har været der for hende o.m.a.
Vi bliver fordi vi venter på det forbandede statsamt at udskrive en separation. Indtil da risikere vi begge at miste børnene ved en retssag hvis vi skrider fra det fælles hjem. That's why. War of the roses.

Kære Ask
Du bliver prøvet (og prøvet og prøvet; igen og igen). Hun vil simpelthen se, hvor meget du elsker hende. Hold ud, sig intet andet til hende, end at du elsker hende og stadig vil jeres forhold; men på nye præmisser (en lang omgang parterapi sammen, først og fremmest). Jeg tror også, (uden at jeg er psykolog eller lign.), at din kone vil have godt af at komme i terapi alene. Tænk ikke på omkostningerne; en skilsmisse er meget dyrere.
At din kone render rundt derhjemme i Eva-kostume er jo også et tegn til dig; det skal man nok være kvinde for at kunne gennemskue (og også meget af det andet, hun gør). Jeg ved da fra min egen skilsmisse (heldigvis mange år siden), at jeg hellere ville dø end vise mig nøgen for ham, som jeg så meget foragtede, fordi han var et svin (utroskab i lange baner, druk osv.).
Du skriver, at hele "byen" kender til jeres ballade - og hva' så - det er sq da ikke deres liv; I må være fuldstændige ligeglade med andres meninger, hvis I skal have det op at stå igen.
Jeg tror også, at det at hun kalder dig så mange grimme ting nu, er en form for terapi for hende.
Hun fik det ikke ud for så mange år siden, og det har bare vokset og vokset inde i hende. Hør på hende, giv hende ret (ja, det ER svært), og forklar hende, hvor meget du har forandret dig. Som dine indlæg viser, har du jo gennemgået en utrolig forvandlig; om ikke andet vil du være guld værd for enhver kvinde, fordi du nu er i så tæt forbindelse med dine følelser. Skriv nogle af dine indlæg ud og lad dem ligge synligt i stuen/køkkenet; det kunne jo være, at hun læste dem og fik noget at tænke på.
Giv hende hele tiden små tegn på, at du er der for hende, selvom hun er "fanden". Du har faktisk selv skabt hende.
At hun også kommer hjem og skaber sig sådan - der vil jeg give Jackie ret - hun har ikke haft det særligt godt - og hvem andre end dig kan hun skælde ud? Jeg tror (stadig), at hun inderst vil dig og jeg, men at hun måske har så megen stolthed, at det er svært for hende at "vende skuden" nu. Derfor må det også se ud, som om hun "vinder" Lad hende rase og smælde, så meget hun lyster - jo mere hun får "ud", jop bedre for dig.
Lad nu være med at give op - som jeg skrev før: du får aldrig din familie tilbage, hvis du stopper nu.
FAT MOD, min ven. (Hvorfor tror du egetligt, at det hedder "Mand dig op" At være modig kan også være at være den "lille".
Mange påskehilsner
fra en, der virkelig har ondt af dig/jer. (Jeg ved ikke hvorfor, men din historie rører et eller andet i mig - måske fordi jeg selv var tæt på skilsmisse i efteråret, men heldigvis fik det reddet på målstrengen).

Jeg har svaret i min "tråd", og nej jeg er ikke kommet så meget videre.
Toersnorkel

Hun har vaklet få uger tilbage - men i min jalousi og frustration (uheldige følelsesmæssige udbrud) har jeg skubbet hende længere væk og "bekræftet hende" i at jeg er en idiot der ikke vil hende det godt (siger hun). OG at jeg aldrig vil forandres.
Hun er (lyder) 100% besluttet på at skulle skilles fra mig uanset hvad, at siger der ingen følelser tilbage for mig, og at som hun siger "XXXX (elskerens navn) går jo ikke væk igen!" Urgh nej det skal jeg love for!
Det sjove er at hun faktisk synes jeg har handlet totalt irrationelt og "hvorfor skal det her tage hele 4 uger" ???? Som jeg siger: De er en kærlighed jeg har bygget op over 12 år! Jeg ville da håbe den ikke gik væk over 4 uger.
Jeg siger til hende at jeg har X% i mig der vil kæmpe for os - hun svarer vredt "Der er ikke noget at kæmpe for - det er SLUT - FAT DET" .Oooogeeehh NEJ det har jeg ikke endeligt erkendt. Selvom jeg har "mandet mig op" og genvundet noget af troen på at hvis IKKE det bliver os igen, så har jeg lært en lektion der VIRKELIG vil være guld værd for min næste kæreste. OG jeg har sat nogle formelle skridt igang til at få hende ud - og boet delt osv.
Men hun siger: Hvis jeg virkelig elskede hende skulle jeg jo give hende fri - til at være sammen med ham - flytte ind hos ham osv. Men det er sguda en mærkelig måde at vise sin kærlighed på. ???

Hej Ask
Kender du ikke den sang (er det Police/Sting - jeg husker det ikke lige?
Måske er det det eneste våben, du har tilbage - sæt hende fri. Sig, at du stadig elsker hende - og elsker hende så meget, at du vil sætte hende fri.
Så kan hun jo få afprøvet sin elsker i dagligdagen, og mon hun så ikke snart kommer tilbage. Er det ikke ca. 3-6 mdr., en forelskelse tager? Hvis hun mentalt er fraværende, kan det vel være ligegyldigt, at hun også fysisk er væk en periode - du kan også selv nå at finde dig selv igen.
Og når hun så kommer tilbage, må du se på det som om forholdet er nyt, og at din "nye" kæreste har en fortid med en eller flere mænd (det har de fleste af os jo, når vi møder den "eneste ene").
Prøv at aftale, at børnene bliver i huset hos dig, så de ikke lider for meget under misereren.
God vind fremover.

Måske har du ret.
Der er nok ingen tvivl om at forelskelsen vil vare min. 3 mdr. da den også er forankret i hendes store interesse (rideskolen)- og at min "trækken i hende" lige nu reelt trækker pinen i langdrag. For hun lever ikke forelskelsen ud som hun helst ville, og dermed bevarer den sin spænding og intensitet. Hverdagen skal lov have lindtræde.
Og NEJ desværre vil hun aldrig lade mig have børnene! Desværre, for så skal jeg lade hende blive i huset MED elskeren - og det blir min død.
Jeg har da brug for at finde mig selv og min styrke. Jeg er normalt ekstremt meget i balance - så min lille "udflugt i ubalancen" er noget uvandt og det skal jeg have fikset.
Og jeg kan godt lide (eller også er det skræmmende) at du skriver "NÅR hun kommer tilbage" - for risikoen er jo altid at hun ikke kommer tilbage. Det er jo kendt at kvinder godt kan lide at der er "styr på ex'erne" - at mændene altid gerne vil have kvinden tilbage, uanset at hun aldrig kunne drømme om at tage HAM tilbage.
Ret beset er jeg ligeglad med hvad folk siger eller om hun har haft sex med 35 eller 36 mænd. Hvad der piner mig er hvis vores mangeårige fælleskab og at vores lille familie brydes op. Og måske desuden at jeg har fattet hvor meget jeg har fejlet - og jeg vil gerne give hende det tilbage jeg skylder hende + renter.
Hvorfor gemme al den visdom til et helt 3. forhold?

Jeg tænker på den der skrev "Du bliver prøvet (og prøvet og prøvet; igen og igen). Hun vil simpelthen se, hvor meget du elsker hende. Hold ud, sig intet andet til hende, end at du elsker hende og stadig vil jeres forhold; men på nye præmisser "
Jeg fortalte hende i dag at jeg havde anerkendt at jeg havde tabt. Og jeg ikke regnede med at få hende tilbage mere - men at jeg stadig elsker hende, og stadig har en del af mig der ønsker os sammen.
Så havde jeg kaldt hende nogle heftige ukvemsord i morges (jalousi efter hendes tur med elskeren) og der ringede jeg senere for at undskylde min opførsel. Og ved samme lejlighed bad jeg hende om at give mig en chance for ikke at dø at jalousi, f.eks. ved at lade være med at "stikke hendes forhold op i hovedet på mig". For SÅ ville jeg forsøge at opføre mig som en gentleman, og ikke såre hende med de ting jeg kan finde på at sige om hendes temmelig gamle elsker og hende.
Effekten blev at hun modsat forventet, kom hjem med ungerne og satte sig til at snakke relativt almindeligt - bare rolig, hun lader mig stadig vide at det ALDRIG skal være os igen.
Men igen her til aften kom hun hjem fra en tur ude hos nogle af de rige og kendte som hun kender. Og sjovt nok var hun "bly" og bedrøvet, og talte om hvorfor jeg ikke bare kunne reagere på det her som alle andre mænd (der er et par reference-skilsmisser), og jeg kunne kun svare "jeg har alt for meget i klemme til at reagere så fattet som dem - jeg har mistet min ledestjerne det har de åbenbart ikke følt".
Resultatet er at hun sidder og ser ned i gulvet og væk er den onde og kolde facade. MEN igen alligevel, jeg får konstant at vide at "når vi endelig bliver skilt", og ord som "vi skal aldrig være sammen igen", og alligevel kender jeg hende nok til at:
- Hun behøvede ikke komme hjem idag - aftalen var i morgen.
- Hun behøvede heller ikke åbne sig omkring det her med de andres ex'er og deres relation.
- Og hun behøvede ikke at lade sig mærke med at et par af mine venner også er blevet skilt (det vidste hun ikke ....scary BTW)
Så der er en lille flig af følelser i damen endnu - men hun vil stadig væk. Hmmmm.
Men jeg har faktisk haft det OK i dag. Første dag i laaang tid.

Du er nok en kvinde med erfaring - det er bare ikke de samme erfaringer som jeg. Hvilket jo nok bekræftiger mig i - at der er kvinder med erfaringer. Men kvinder er ikke ens!!
Der er to ting i dine indlæg jeg stiller spørgsmålstegn ved
1) Er en tilfreds kvinde virkelig ensbetydende med en kvinde der har sin mands kærlighed. Er det nok til at gøre kvinder tilfredse og lykkelige i deres liv??
2)Skal Ask virkelig stå med knus og et nyt frieri, når hustruen vender hjem fra kærlighedsweekend med elskeren.
ad1)
Jeg synes på ingen måde, at Ask kone lyder som en tilfreds kvinde. Men spørgsmålet er; Hvorfor hun ikke er tilfreds. Ville hun have været lykkelig, hvis Ask altid og hele tiden havde erklæret hans kærlighed til hende.
Ikke nødvendigvis.... Jeg synes du har det med at forenkle tingene.
Måske er jeg en meget sammensat og besværlig kvinde, men min lykke afhænger altså af andet og mere end evige kærlighedserklæringer fra min mand. Det er da medvirkende - men ikke afgørende.
Jeg synes det lyder til at Ask kones krise ikke kun er en kærlighedskrise - men også en livskrise. Hun har en uddannelse, men har været hjemmegående. De har haft et meget gammeldags kønsrollemønster. Når man læser Ask første indlæg, der handler om alt det han har ydet rent økonomisk og hvordan hun har FÅET LOV til at gøre som hun havde lyst til. Så tænker jeg at hendes manglende lykke handler om andet og mere end røde roser og mere tid sammen.
Hun lyder som en forkælet lille pige, der nu bebrejder hun ham for al den ulykke og de dårlige minder hun har fra deres ægteskab. I stedet for at se på, at de har et FÆLLES ansvar for et forlist ægteskab. Hun lod ham også være forsørgeren, der aldrig havde tid. Hun fandt sig i at være prinsessen.
I min verden kan man ikke både prioritere at være hjemmegående, købe en hest, bo i det rigtige hus og så forvente at manden har oceaner af tid og overskud til kvalitetssamvær.
Nå men løsningen er så i først omgang at Ask viser sin kærlighed ved at give hende et stort knus for derefter at bygge op til et fornyet frieri. Say what??
Jeg er meget enig i, at Ask skal fortælle sin hustru, at han er villig til at arbejde på forholdet. Fordi hun er mor til hans børn, og fordi han stadig har følelser for hende. Men han skal da ikke kaste sig følelsesmæssigt -og fysisk (knus) over hende.
Der står et andet sted, at han jo ikke har noget at miste. Er det nu også sandt?? Hvis hun vrager ham, skal de fortsat kunne fungere sammen, fordi de har børn. De skal kunne kommunikere på en ordentlig måde. Det forekommer mig lettere, når den ene ikke har været helt nede og kysse jorden men trods alt har lidt mandlige ære i behold.
At stå der som en elskovssyg hankat parat med knus og frieri. Hmmmm... det virker nu lidt uværdigt at gå på knæ, hvis hun siger NEJ, NUL PUTTE!!
Man kan godt sige, at man ønsker at arbejde med tingene på en ordentlig måde -så hun forstår det- uden at udradere sig selv fuldstændig.
Der er nu i øvrigt intet så usexet som en mand, der opfører ligger sig på jorden så alle kan træde på ham. Det er bare min holdning.
Nu har jeg så lige læst, at dit nye råd er , at han skal "set her free". Er det så efter frieriet??
Nå ja... det er altid sjovt, som man kan se forskelligt på tingene.

Gid du ville droppe skældsordene og den der Ask der er ved at dø af jalousi og derfor koger over. Uanset om I finder sammen igen eller bliver skilt. Vrede og jalousi bringer intet godt med sig. Det ved du vist godt...
At miste sin ledestjerne. Det lyder ikke rart.

Jeg ved ikke hvor det kommer fra - jeg skal have undertrykt det med noget terapi tror jeg, for det er virkelig ikke smart.

Hej lægen2
Hvis lidt flere kunne lade være med at være så h....... stolte, og måske i stedet for være lidt mere ydmyge, ville verden nok se meget anderledes ud. Hvad forkert er der i, at man viser sine inderste følelser - jeg går absolut ikke ind for, at alt skal pakkes ind og tolkes og pilles i småstykker (så forsvinder helheden) - det er lettere blot at sige sandheden. Jeg har selv været sådan, men en god gang parterapi har pillet alle de nykker væk. I dag tør jeg godt sige, at det vigtigste i mit liv er min mand - bliver jeg et dårligere menneske af det? Jeg har en god lederstilling, men stadig anser jeg mit hjemmeliv for vigtigere. Jeg har nok - som du selv skrev - nogle erfaringer, som de fleste ikke er forundt (og godt for dem). Bl.a. har jeg et autistisk barn, og på trods af dette har vi haft et langt ægteskab. Til din orientering bliver mindst 80% skilt, når de får diagnonsen på deres barn - og resten bliver skilt, når barnet flytter hjemmefra.
Jeg forsøger at forklare ASK, at han ikke skal give op - forsøge alt muligt, når han nu elsker hende så meget - er det i dine øjne ynkeligt, at en mand tør vise sine følelser? Det er det bestemt ikke i mine - tværtimod. Selvfølgelig er der forskel på en slesk, logrende mand, men sådan virker ASK jo slet ikke. Jeg tror, at hun har det meget dårligt, men inderst ikke vil væk - og det er de følelser, ASK skal nå ind til.
Vi lever jo heldigvis i en fri verden (i hvert fald pt.), så enhver har ret til sine egne meninger. ASK kan så vælge og vrage mellem alle de råd, han modtager - og det er hans frie valg.
God Påske.

I dag har jeg jo været noget ovenpå og været rimelig i balance siden i går morges. Det har hun selvfølgelig ikke brudt sig om - for sæt nu jeg er ved at komme videre - selvom hun siger hun ØNSKER jeg kommer videre.
Men sørme om ikke "konen" begynder at underholde med at hun er begyndt at tage P-piller igen!! Hvad fanden rager det mig i den her situation!
Sådanne "bemærkninger" er altså totalt terror og alene for at bringe mig ud af fatning og ind i jalousi-mode. Nu har hun i 4 år ikke villet "tage flere hormoner" skal det siges til historien.
Jeg blir så træt så træt!

Ind af det ene øre og ud af det andet. I lader virkelig til at have nogle ret avancerede spil kørende dig og fruen.
Det kræver ikke desto mindre to deltagere til "war of the roses". Du kan fastholde, at du gerne vil parforholdet, når hun er parat til det
-men ikke orker de små perfide spil.
Her øser jeg virkelig IKKE ud af min personlige erfaring, og jeg ved ikke, om jeg selv ville være tilpas dygtig nok i den situation.

Hej Ask
Se det på den måde: så får hun da ikke børn med ham....... (hun har da bare beroliget dig).
Tænk, hvis hun i stedet for havde fortalt, at hun var gravid med ham.
Hilsen

For først at svare "Lægen2": Ja det er hyperavancerede spil vi kører og har kørt - og der skal rigtigtnok to parter til en krig, jeg ville gerne fjerne den ene.
Og "Kvinde med erfaring": Ja fedt nok med p-piller så bliver hun ikke gravid med manden (arrrrrgh).
NÅ men min kærligheds-blog lyder sådan her i dag d. 17/4:
Dagen startede med destruktiv jalousi, mest skudt igang af at hun var oppe og "ride" i 5 timer med elskeren, og bemærkningen med at hun nu igen tog P-piller, OGGGG at hun sad og poserede i stuen kun iført (småt) undertøj - og sad længe! Det fik følelserne frem - ikke de gode.
MEN, så skulle vi til datterens danseopvisning, og startede med en "krig" hvor jeg først ikke måtte komme med, dernæst skulle vi køre i 2 biler i stedet for én, og sidst; konen ville bytte sin billet så ikke vi skulle sidde sammen på tilskuerrækkene. Hård start på en lang "helligdag".
Skæbnen vil så at vi alligevel ender med at køre sammen, vi ender alligevel med at sidde sammen, og vi ender med at tale sødt sammen. Faktisk var jeg opmærksom og rigtig afslappet til hele den 3 timers seance med dansen - sidste års show var jeg mentalt "på arbejde" i stedet og "stressed up"(=kæmpe konflikt med konen). Jeg så en mand deroppe der var mig anno2005 med den bærbare på skødet - ude i hall'en. Bad choice.
Nå, så hun taler pænt til mig, smiler sødt, ser mig dybt i øjnene når vi taler, vi taler lidt om kærligheds-reformationen - det faktum at jeg gik fra at være "kold fraværende_husbond_igennem_flere_år" til "nærværende_kærlig_i_kontakt_med_sine_følelser-EXmand". Hun taler om at hun er bitter over at det ikke bliver hende der kommer til at være sammen med "ham jeg nu er blevet", og at jeg nu sikkert også bliver sten-rig kort efter hun er skredet (jeg har en forretning der er liiiiige ved at lykkes). Og at hun ikke tilgiver mig at smadre denne familie (øøhhh jo jeg var lidt fraværende de sidste par år, meeenøøøø...??)
Anyway det er rigtig rart, og jeg glider væk fra hverdagens alvor, væk fra alle de grimme ar og hændelser vi har udsat hinanden for, og ind i nuet, sammen med hende som om det var da vi var gift, - og bliver selvfølgelig knald-forelsket igen igen (suk). Jeg formår dog at lade være med at presse situationen, og holder den til et venskabligt kram med armen omkring hende på tilskuerrækkerne, maks 2 gange ialt.
Vi kommer hjem og har et par småpressede samtaler (her er hverdagen meget tilstede for os), men inden hun kører ud til en veninde, siger hun tak for at jeg var så sød i dag, og vi tager os en kæmpe knusetur inden hun kører. Bemærkningen inden hun kører er "hvis vi kan have det sådan her, ender jeg med at blive boende (underforstået STADIG KUN som min ex, men under samme hustag indtil videre).
Jeg er splittet. For ved at være kold og afvisende overfor hende hjælper jeg mig selv væk fra hende, for hun responderer herefter negativt, og er lettere for mig at "hade". Og verden er jo fuld af muligheder, eksempel:
Idag til danseshowet mødte jeg en super-skøn kvinde med sin datter (desværre også med sin kæreste), men én af de der kvinder som rører et eller andet i én, vores øjne mødtes og havde vi mødtes i et andet liv, så havde det måske kunnet være starten på noget. DET var det så ikke idag, men jeg er sikker på i ved hvad jeg mener! Men oplevelsen skaber jo en optimisme og erkendelsen af, at man i princippet kan elske hvemsomhelst, så hvorfor kæmpe i smerten? og hvorfor fastholde fortiden og fortidens trofæer?? (ja vi har børn)
Omvendt: NÅR jeg vælger at dræbe den jaloux mand i dag, NÅR jeg ikke omtaler hendes 60årige kæreste som "morfar", og når jeg er sød og "kærlig" og stiller alene gode miner til slet spil, så kan jeg mærke at jeg "vækker" hende, hun responderer på min nærhed - jeg kender hende jo efter 12 år, og jeg kan stadig det dér. Hun er et eller andet sted instinktivt ret obs på mine signaler, SELVOM hun konsekvent siger at det er slut imellem os - hun gider end ikke tale om en evt. hypotetisk mulighed for en re-union. Men hun er altså den ledestjerne for mig, som jeg før har talt om, og når den lyser er jeg totalt styret i hendes retning. Ret sødt når man er gift - ret belastende når man skal skilles.
Jeg lærte i dag at det findes en meget vigtig skille-linie i vores relation:
Det er overgangen fra at jeg tror jeg ikke har tabt og stadig kæmper for at få hende tilbage - til dér hvor jeg erkender at jeg HAR tabt slaget.
Jeg fornemmer underbevidst at det er utroligt vigtigt for hende at jeg når helt derud hvor jeg har TABT. For først dér mener hun at hun kan se hvem jeg virkelig er! Alt andet er salgs-gas og facader mener hun - og bemærk at jeg er stor-professionel sælger, og lever netop af at læse det psykologiske spil i salget. Jeg kan godt forstå at hun vil se "manden bag spillet" og hvad jeg stadig føler for hende og om jeg måske venter, men viger og giver hende line.
Omvendt: Hvis jeg er "nice guy" så er der risikoen for at hun bare vil have en "happy ex" for så er det nemmere for hende selv at forfølge sin nye kærlighed. Det forudsætter så at jeg har slået hendes kærlighed ihjel systematisk igennem lang tid og at hun virkelig ER "STONE COLD". ?? Jeg har jo ikke lyst til at gøre det nemt for hende at have det forhold - men hvis det gør det svært at bevare (fordi jeg er sød og spændende) så vil jeg jo gerne forsøge.
Jamen, kære net-dagbog - det var vist alt for nu ;-)

Der er ligesom 3 punkter i dit indslag jeg hæftede mig ved:
1)Du vil ikke gøre det nemt for hende at have det forhold. Men du er i tvivl om hvordan du gør det sværest for hende.
2)Hun tror du udsætter hende for salgssnak, og hun vil gerne se manden bag facaden. Den virkelig/ærlige Ask.
3)Hvorfor kæmpe med lortet, når der findes masser af andre smukke og spændende kvinder (som dog ofte er ledsaget af deres kærester/ægtemænd ;0)

Mht. til punkt 1: Jeg kan ikke helt forstå, hvordan du gør det let for hende at tage hen til elskeren ved at opføre dig som et anstændigt menneske, uden at komme med små stikpiller og spydige bemærkninger om "morfar". Hvilken interesse kan hun have i at holde dig som den behagelige eks? Medmindre du virkelig har tænkt dig at være den behagelige eks, der også fungerer som handyman og moralsk opbakning i fremtiden.
Alt andet lige må det da gøre det sværere for hende, at give DIG hele skylden for et opløst ægteskab, hvis du opfører dig anstændigt. Hun nævner selv "den nye Ask" -og det lyder da til, at han er en mand, der er svær at forlade.
Det bringer mig til punkt 2): hvis din kone virkelig synes at du er "all talk an no game", så er det da dybt bekymrende. Har du ikke formået at være ærlig nok eller overbevisende nok, da du sagde, at du ville arbejde med dit forhold - og at du stadig elsker hende?? Hvem er Ask så i virkeligheden?? Hvis hun virkelig ikke mener, at du er ærlig, så tror da pokker, at hun ikke tør satse på dig. Det kunne jo være, at du bare var såret på din mandlige stolthed, og at det i virkeligheden ikke var HENDE du ville have -men bare et spørgsmål om at "vinde kampen".
Mht til punkt 3, så er der helt sikkert masser af andre muligheder. Det har du ligesom overvejet et par gange før. Skal man vælge den gamle velkendte modnede kærlighed, eller noget nyt og eksotisk.
Jeg er nok den, der ville blive i det gamle, hvis det på nogen måde kunne lade sig gøre. Både på grund af børnene -men også fordi ham der nissen ofte flytter med...

Jeg synes du er skarp - jeg har sagt det før og siger det igen.
1) Det gør ONDT at såre et menneske man "holder af" eller har holdt af tidligere.
Nemt = "Han er kommet over det, jeg er fri".
2) Nej, jeg har ikke været overbevisende nok. Eller også har jeg været et endnu større fuck-up tidligere end jeg selv først troede. Der synes at være "langt hjem".
3) Jeps, jeg er ikke overbevist om at jeg synes det er så fedt med sammenbragte delebørn eller at skulle have flere af slagsen - og nissen... Ooog den gamle flamme you know...

Gå dog nu bare fra hinanden ! det er da et kæmpe lorte forhold i har prøv at fået skrevet de skiltmisse papier under og det sammen med utro erklæring!

Så er der jo ikke mere.. du må påtage dig ansvaret og lade hende få lov at komme ud med sine indestænkte følelser der nok er så dybe at de aldrig forsvinder.
Så ta du bare det år mere, det er hende der skal leve med det RESTEN af livet.
Du er et uværdigt menneske.
Og tænk at du kunne gøre det over for dit eget kød og blod!
Jeg væmmes og typer som dig gør at jeg nok fortsat ville holde mig for mænd fremover. Seriøst!

Så giv hende hvad HUN har brug for .
Glem dig selv .
DET er den største kærlighed.
Glem tanken om hvad du selv har ud af det.
Slut.
Hvis du overhovedet kan gøre noget for hende så dans efter hendes pibe

Hallo taktikker handler det om dig selv eller hende?

Længere oppe er det et indlæg, hvor der er en kvinde, der prøver at lære mig om voksne parfold. Hun skriver, at det er HELT anderledes end kæresterier.
Jeg tror jeg sender aben videre. I al beskedenhed synes jeg, du lyder omend endnu yngre og mere uerfaren hvad angår parforhold end jeg.... ;0)