er du cutter? så hjælp os!

[f]Hej allesammen, vi har projekt uge og har om selvværd. Et af vores underpunkter er cuttere. Så hvis i lige vil svare på nogle spørgsmål, vi bruger selvfølgelig ikke navne og det vil være anonymt. Du kan bare springe nogne over hvis der er noget du ikke vil svare på.
- vi vil også meget gerne have svar fra tidligere cuttere.
1) Hvordan kan det være at du er cutter?
2) Kunne dine forældre gøre noget for at formindske dit problem?
3) Har du det dårligt i skolen, bliver mobbet osv?
4) Hvor gammel var du da du startede med at cutte?
5) Hvad kunne hjælpe dig til at stoppe med at cutte?
6) Hvad er det for nogle følelser du får når du gør det?
7) Hvad er det for nogle følelser du får efter du har gjort det?
8) Hvordan karaktisere du selv dit selvværd?
- det hele er godkendt af vores lære. jeres svar vil hjælpe os meget og vi håber selvfølgelig i svarer 100% ærligt.

Jeg er cutter eller en recovering cutter, jeg stadig trangen til at skære mig, faktisk ret tit, så jeg bruger meget energi på ikke at gøre det, og jeg vil gerne svare på jeres spørgsmål.
1) Svært spørgsmål, men voksede op med en far, som altid virkede meget truende og var fuld, når han kom på besøg, hvilket gerne skete om natten, hvor han råbte og skreg og sparkede på døren. Som kom selvom der var polititilhold imod ham. (mulig incest, er ikke sikker, men der er nogle få erindringer)
En mor som begyndt at drikke kraftigt da jeg var omkring 10 år. Blev alt for tidlig voksen og tog meget ansvar. Osv.
Jeg var den stille pige. Den pæne pige, som var bange for at gøre noget forkert. Jeg var en som ikke kunne finde ud af at blive vred udadtil og endte med at blive fyldt op med en enorm vrede.
2) Nej, begyndte først efter jeg flyttede hjemmefra.
3) Jeg blev i perioder mobbet i skolen
4) Jeg var 20-21 år da jeg begyndte, men stoppede igen efter et stykke tid, begyndte at cutte igen da jeg var 33 og gjorde det i 7 år.
5) Forbud fra min psykiater, om at jeg ikke ville kunne fortsætte med terapien hos ham, fordi jeg skar de følelser væk, som lå til grund for min trang til cutting.
6) Mange følelser afhængig af situationen; Vrede, ked af det, indre smerte, selvhad, facination af af skære mig og se blodet.
7) Ro, optaget af mit/ mine sår, sommetider blev jeg høj(endorfiner), når jeg havde skåret mig slemt, omsorg når jeg skulle på skadestuen og sys.
8) Uadtil virkede jeg som en person der hvilede i mig selv, men inden i var jeg et stort kaos, fyldt op med vrede, selvhad, meget lav selvværd, kunne ikke forstå, hvad andre så i mig og at de gad mig.
At være cutter er ikke særligt fedt, det er ikke særligt fedt at leve med alle de ar, som jeg altid forsøger at skjule, og skal finde på historier om, når folk spørger til dem. Og snakker jeg om cutting, så står de helt af, fordi det virker voldsomt på dem. Og de ser på mig som om jeg er bindegal.
Jeg er glad for, at der er kommet fokus på cutting, for det er der brug for.
Og det er ikke kun unge piger, som gør det.
Skærer i jer eller har haft tanke om det, siden i arbejder med emnet?
Skrev engang om alkohol uden at jeg tænkte over at det var, fordi jeg var vokset i et hjem med alkoholmisbrug.
Havde en klassekammerat, som skrev om incest, hun havde selv været udsat for det.
Derfor spørger jeg, for det emne man interesserer sig for afspejler ofte det man selv har været igennem.
Hold jer fra cutting, man bliver afhængig af det, og det er pokkers svært at komme ud af igen.
Jeg håber, i kan bruge mit svar, det er i hvert fald 100% ærligt.
Indsætter et link her til en side om selvskade.
http://cutting.lmsblogs.dk/blog/

Jeg håber i vil give et respons på mit meget ærlige indlæg om cutting ellers føles det useriøst og fladt, specielt når jeg har brugt tid på at svare på jeres spørgsmål.

Jeg er cutter pga. at jeg har en del problemer med mine forældre... Jeg har skam nok venner, og jeg har en skøn kæreste... Min far har slået mig, og det samme har min mor. Jeg bliver dagligt råbt af, kørt på psykisk og slået et par gange om måneden. Jeg er blevet slået siden jeg var 10, men jeg har svært ved at huske så langt tilbage... Jeg kan ikke huske noget før 10-års alderen, så det kan godt være jeg er blevet slået før. Jeg har altid fået at vide, at jeg er dårlig til alt og jeg skal være ligesom andre... (Jeg går typisk i sort tøj, har piercinger... Jeg er metaller).
Nej, mine forældre har for længst ødelagt den mulighed.
Nej, jeg bliver ikke mobbet, men jeg var overvægtig da jeg var i 10-14-års alderen.(Jeg er 15 og bliver 16 om en måned).
Jeg var 12 år, og få personer ved, at jeg overhovedet har gjort det, og stadig gør det få gange... Jeg holder dog en lang pause lige nu, hvilket jeg synes er flot gjot af mig selv. Min kæreste har fået mig overbevist.
Hvad kunne hjælpe mig? Som sagt har min kæreste gjort en del for mig... Man skal altid sørge, som selvskader, få at have folk omkring sig. Man skal være så meget, som man kan, sammen med andre mennesker... At have en kæreste er en meget god idé... Det samme med bedstvenner eller bedsteveninder... Man får nemlig skyldsfølelse, og undlader at cutte nogle gange, hvis man har folk omkring sig.
Når jeg gør det? Jeg får en følelse af, at jeg bare skal have tankerne i mit hoved væk. Og det gør jeg så ved at cutte. Jeg har en ond blanding af stress/had/sorg i hovedet når jeg gør det. Nogle gange får jeg flashbacks når jeg gør det :(
Følelser efter? Mine følelser efter er, at jeg har skuffet min kæreste... Jeg har svigtet hende og mig selv. Jeg føler ekstrem sorg, men samtidig lettelse.
Mit selværd er total smadret... Jeg har intet overhovedet.
Jeg håber i kan bruge dette... Få budskabet ud, at det ikke er ok at cutte... Det ødelægger alt!
Man bliver afhængig og arene er vamle :S

Jeg ved ikke hvorfor jeg startede, men en dag var jeg bare virkelig ked af det og så gjorde jeg det bare. Jeg blev ved og ved og idag har jeg virkelig mange ar. Jeg fortalte det til mine forældre i sidste måned. Jeg har aldrig haft det dårligt i skolen faktisk er jeg okay populær. Da jeg startede var jeg næsten lige blevet 13. Hvis jeg skal være helt ærlig har jeg ikke lyst til at stoppe for jeg for det bedre når jeg gør det. Når blodet begynder at løbe føler jeg at jeg bliver gladere. Jeg ved ikke hvad det er for nogle følelser jeg får, faktisk kan jeg ikke rigtig huske noget kun at jeg gjorde det lige før og lige efter kan jeg overhovedt ikke huske. Jeg har intet selvværd. Jeg håber i kan bruge det til noget.[f]

jeg er cutter og I må gerne se på mi ar og se mig cutte, og interwieve mig

Cutter: vi er meget taknemmelige for dit svar.
Nej, vi cutter ikke selv, og ingen af os overvejer det. Vi kender bare en masse i vores vennekreds som muligvis kunne komme ud i det med at cutte sig selv. Cutter du stadig engang imellem, eller er du stoppet helt? Hvis du er stoppet helt, var det så den psykiater du skrev om, der fik dig til at stoppe?
Miller15: mange tak for dit svar!
er det pga. din kæreste at du har holdt med at cutte dig selv her i en periode? når du er ked af at du skuffer din kæreste, hvorfor er du så ikke holdt helt? -er det fordi det er så svært at stoppe?
Vi siger tak til alle der har taget sig tid til at give os et svar, vi kan bruge jeres svar til en del, da der er mange cuttere som ikke vil snakke om deres problemer, derfor er vi meget glade for at i har taget jer tid til det! 🙂
Mvh. Kamilla, Helena og Lasse

Ja, det er pga. min kæreste, at jeg har holdt mig tilbage.
Min morfar døde d. 12 og jeg har aldrig følt mig så ensom og tom, da min kæreste er irriteret på mig pga. en kæmpebrandert (længere historie), så hun har ikke rigtig mod på at trøste mig eller noget.. Min morfar betød alt for mig. Jeg bebrejder dog ikke min kæreste noget.
Jeg er næsten holdt helt. Jeg har ikke brudt den pause jeg er begyndt på.
Hvis i har brug for underskrift eller noget for at vide at jeg er ægte, så må i gerne få det. Bare be' om det.
Held og lykke med jeres projekt.
mikaelhojager@hotmail.com

Det var udelukkende pga. psykiateren sagde, at jeg ikke måtte skære mig, hvis jeg ville gå hos ham. Ellers havde jeg fortsat med at skære mig. Det er ikke så enkelt at stoppe med det, trangen til at skære mig er ulidelig og er der en stor del af tiden. Det er virkelig en kamp hver eneste dag.
Jeg var skærefri i 2 år, men begyndte igen, da alt for mange følelsesmæssige problemer hobede sig op. Jeg var da begyndt i gruppeterapi (overgik fra individuel terapi til gruppeterapi), og kunne ikke snakke om alle de dystre tanker som fyldte mig hele tiden, til sidst gav jeg op og begyndte at skære mig igen. Overgangen til de mellem de to terapiformer var for voldsom for mig.
Da det blev temmelig slemt, gik jeg til min egen læge, som sagde, at jeg skulle kontakte psykiateren. Da fik jeg mulighed for at få individuel terapi, så jeg kunne få snakket om de mørke tanker og min selvskadende adfærd. Så nu er jeg i gruppeterapi og får en halv time individuel terapi en gang om måneden.
At skære sig er ikke særlig fedt, det er om at holde sig fra at begynde med det skidt, for det er virkelig ødelæggende for ens liv. Ikke særlig fedt.
Jeg har et par gange taget ud til psykiatrisk skadestue, men det er ikke noget at råbe hurra for. Jeg kom bare til at sidde og vente i flere timer på at snakke med en. Og det er ikke lige det, man har brug for, når man har det rigtigt skidt.
En gang blev jeg endnu mere vred af at tage derud, at jeg gik og tog hjem og skar mig endnu mere. Derfor vil jeg ikke tage derud mere. Det er ikke der, man får hjælpen, desværre.

hej ved ikke om i kan bruge min hjælp da jeg er noget ældreer 27.. 1.jeg er cutter fordi jeg har oplevet en masse lort i mit liv blevet misbrugt sexsuelt som barn set min bror skyde sig selv da jeg var 11 år gammel og levet et liv som prostriueret har fået fjernet mine 3 børn som nu bor i plejefamile dette giver dybe ar på sjælen det er som om ens problemer er forsvinder for et øjeblik når man skærer i sig selv...
2 .da jeg er 27 kan mine forælrdre ikke hjælpe mig de er magteløse jeg skjuler også altid mine ar
3.nu går jeg jo ikke i skole længere men da jewg gik, i skole blev jeg tit mobbet
4.første gang var jeg cirka 12 år gammel
5.dybest set alle de mennesker der skærer i sig selv kan stoppe hvis der er nogen mennesker der vil elske dem som de er måske hjælpe mig
6. jeg tænker jeg er ikke noget værd er grim og dum ingen gider elske mig som jeg er at skære i mig selv er også en måde at den psykiske smerte forsvinder for en tid

7. bagefter jeg har skåret i mig selv er det som jeg falder til ro altså så er jeg på en måde fri
8 har ingen selvværd

1). fordi jeg har det rigtig rigtig dårlig med mig selv.
2). de ved det ikke, & skal heller ikke vide noget.
3). naarh, ikke rigtigt.
4). omkring 13, da jeg boede hjemme ved min mor.
5). har ingen anelse, men vil virkelig gerne have hjælp.
6). at smerten inde i mig kommer ud & jeg har får det lidt bedre et stykke tid.
7). en rar følelse af det endelig er overstået & jeg har det bedre.
8). ikke særlig godt, hvis jeg selv skal sige det.