Er Guds brug af magt retfærdig?
DØDBRINGENDE magtanvendelse har præget hele menneskets historie. Ifølge et skøn er 170.000.000 mennesker i det 20. århundrede blevet myrdet af deres eget politiske regime. Som Bibelen meget præcist udtrykker det, har mennesker konsekvent udøvet myndighed over andre mennesker til skade for dem. — Prædikeren 8:9.
På baggrund af menneskers voldelige magtmisbrug vil nogle måske sætte spørgsmålstegn ved Guds brug af magt i forbindelse med udslettelsen af hans fjender. Var det ikke på Guds direkte befaling at jøderne angreb og dræbte de kana'anæiske indbyggere i det forjættede land? (5 Mosebog 20:16, 17) Og er det ikke Gud selv der siger at han vil knuse og gøre ende på alle de riger som sætter sig op imod ham? (Daniel 2:44) Nogle har oprigtigt tvivlet på at Guds brug af magt altid kan retfærdiggøres.
Det er vigtigt at forstå at muligheden for at bruge magt er af afgørende betydning for en regering. En administration der ikke kan gennemtvinge sine bestemmelser, er i virkeligheden magtesløs. Hvor mange ville for eksempel, trods rapporter om magtmisbrug, undvære den beskyttelse et politi kan yde? Og hvem ved sin fornufts fulde brug ville argumentere imod nødvendigheden af et retssystem som har effektive midler til at håndhæve sine bestemmelser?
Mohandas Gandhi, som var berømt for sin afstandtagen fra vold, sagde engang: „Lad os forestille os en mand der går amok og rasende løber omkring med et sværd i hånden. Han dræber alle han kommer i nærheden af, og ingen tør prøve at fange ham levende. Enhver der rydder en sådan galning af vejen, fortjener ros for at have gjort samfundet en tjeneste.“ Ja, selv Gandhi erkendte behovet for at bruge magt under visse omstændigheder.
Det er indlysende at muligheden for at bruge magt er en nødvendighed for ethvert stabilt samfund. Når nogle fordømmer brugen af magt i al almindelighed, er det som regel misbrug af magt de tænker på. — Prædikeren 4:1-3.
Historien indeholder ingen vidnesbyrd om at Gud nogen sinde har misbrugt sin magt. Hans herredømme er ikke baseret på vilkårlig magtanvendelse. Han ønsker at vi skal tilbede ham af kærlighed. (1 Johannes 4:18, 19) Gud bruger aldrig magt hvis retfærdigheden kan ske fyldest uden. (Jeremias 18:7, 8; 26:3, 13; Ezekiel 18:32; 33:11) Og når han vælger at bruge sin magt, advarer han altid grundigt om det i forvejen, så alle der ønsker det, kan tage deres forholdsregler. (Amos 3:7; Mattæus 24:14) Ville en grusom og lunefuld Gud handle sådan?
Guds brug af magt har intet tilfælles med det uberettigede magtmisbrug som mennesker står bag. „Alle Jehovas veje er rette,“ skrev Moses. „En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret.“ (5 Mosebog 32:4) I modsætning til jordiske tyranners styre er Guds herredømme ikke baseret på hvem der er den stærkeste. Når Gud har brugt sin magt, har det altid været i fuld harmoni med hans fuldkomne kærlighed, visdom og retfærdighed. — Salme 111:2, 3, 7; Mattæus 23:37.
Da Gud udslettede de ugudelige i Vandfloden, var de forinden blevet advaret igennem mange år. Enhver kunne have søgt beskyttelse i arken og benyttet sig af denne mulighed for at overleve. Men kun otte gjorde det. (1 Peter 3:19, 20; 2 Peter 2:5) På Josuas tid eksekverede Israel Guds dom over de fordærvede kana'anæere, en dom der var blevet afsagt mere end 400 år tidligere. (1 Mosebog 15:13-21) Efter så mange år kan kana'anæerne umuligt have været uvidende om de magtfulde vidnesbyrd der viste at israelitterne var Guds udvalgte folk. (Josua 2:9-21; 9:24-27) Alligevel var gibeonitterne det eneste af de kana'anæiske folk der bad om nåde og gjorde brug af muligheden for at anmode om fred. De andre valgte trodsigt at forhærde deres hjerter over for Gud. — Josua 11:19, 20.
Inden vi prøver at forstå Guds brug af magt, må vi acceptere en grundlæggende sandhed om forholdet mellem os og Gud. Profeten Esajas sagde ydmygt: „Vi er leret, og du er den som har dannet os.“ (Esajas 64:8) Det siger sig selv at Gud, som universets Skaber, kan bruge sin magt som han vil. I erkendelse af Guds autoritet kan vi sige ligesom kong Salomon: „Kongens ord er øverste myndighed; og hvem kan sige til ham: ’Hvad er det du gør?’“ — Prædikeren 8:4; Romerne 9:20, 21.
Eftersom Gud er den almægtige Skaber, har han ret til både at give og tage liv her på jorden. Set i det rigtige perspektiv har vi mennesker hverken ret til, eller tilstrækkelig viden til, at sætte spørgsmålstegn ved Guds ret til at bruge magt. Mennesket må lære at tilpasse sin tankegang efter Guds måde at tænke på. „Er det ikke jeres veje som ikke er rigtige?“ spurgte Jehova. — Ezekiel 18:29; Esajas 45:9.
Det er Guds retfærdighedssans og kærlighed til mennesket der vil få ham til at befri jorden for dem som misbruger magt og med voldelige midler undertrykker andres rettigheder. Denne magtfulde handling vil medføre ideelle forhold på jorden, til gavn for de fredselskende mennesker der ønsker denne forandring. (Salme 37:10, 11; Nahum 1:9) Det vil for evigt være slået fast at Guds styre er retfærdigt. — Åbenbaringen 22:12-15.
På baggrund af menneskers voldelige magtmisbrug vil nogle måske sætte spørgsmålstegn ved Guds brug af magt i forbindelse med udslettelsen af hans fjender. Var det ikke på Guds direkte befaling at jøderne angreb og dræbte de kana'anæiske indbyggere i det forjættede land? (5 Mosebog 20:16, 17) Og er det ikke Gud selv der siger at han vil knuse og gøre ende på alle de riger som sætter sig op imod ham? (Daniel 2:44) Nogle har oprigtigt tvivlet på at Guds brug af magt altid kan retfærdiggøres.
Det er vigtigt at forstå at muligheden for at bruge magt er af afgørende betydning for en regering. En administration der ikke kan gennemtvinge sine bestemmelser, er i virkeligheden magtesløs. Hvor mange ville for eksempel, trods rapporter om magtmisbrug, undvære den beskyttelse et politi kan yde? Og hvem ved sin fornufts fulde brug ville argumentere imod nødvendigheden af et retssystem som har effektive midler til at håndhæve sine bestemmelser?
Mohandas Gandhi, som var berømt for sin afstandtagen fra vold, sagde engang: „Lad os forestille os en mand der går amok og rasende løber omkring med et sværd i hånden. Han dræber alle han kommer i nærheden af, og ingen tør prøve at fange ham levende. Enhver der rydder en sådan galning af vejen, fortjener ros for at have gjort samfundet en tjeneste.“ Ja, selv Gandhi erkendte behovet for at bruge magt under visse omstændigheder.
Det er indlysende at muligheden for at bruge magt er en nødvendighed for ethvert stabilt samfund. Når nogle fordømmer brugen af magt i al almindelighed, er det som regel misbrug af magt de tænker på. — Prædikeren 4:1-3.
Historien indeholder ingen vidnesbyrd om at Gud nogen sinde har misbrugt sin magt. Hans herredømme er ikke baseret på vilkårlig magtanvendelse. Han ønsker at vi skal tilbede ham af kærlighed. (1 Johannes 4:18, 19) Gud bruger aldrig magt hvis retfærdigheden kan ske fyldest uden. (Jeremias 18:7, 8; 26:3, 13; Ezekiel 18:32; 33:11) Og når han vælger at bruge sin magt, advarer han altid grundigt om det i forvejen, så alle der ønsker det, kan tage deres forholdsregler. (Amos 3:7; Mattæus 24:14) Ville en grusom og lunefuld Gud handle sådan?
Guds brug af magt har intet tilfælles med det uberettigede magtmisbrug som mennesker står bag. „Alle Jehovas veje er rette,“ skrev Moses. „En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret.“ (5 Mosebog 32:4) I modsætning til jordiske tyranners styre er Guds herredømme ikke baseret på hvem der er den stærkeste. Når Gud har brugt sin magt, har det altid været i fuld harmoni med hans fuldkomne kærlighed, visdom og retfærdighed. — Salme 111:2, 3, 7; Mattæus 23:37.
Da Gud udslettede de ugudelige i Vandfloden, var de forinden blevet advaret igennem mange år. Enhver kunne have søgt beskyttelse i arken og benyttet sig af denne mulighed for at overleve. Men kun otte gjorde det. (1 Peter 3:19, 20; 2 Peter 2:5) På Josuas tid eksekverede Israel Guds dom over de fordærvede kana'anæere, en dom der var blevet afsagt mere end 400 år tidligere. (1 Mosebog 15:13-21) Efter så mange år kan kana'anæerne umuligt have været uvidende om de magtfulde vidnesbyrd der viste at israelitterne var Guds udvalgte folk. (Josua 2:9-21; 9:24-27) Alligevel var gibeonitterne det eneste af de kana'anæiske folk der bad om nåde og gjorde brug af muligheden for at anmode om fred. De andre valgte trodsigt at forhærde deres hjerter over for Gud. — Josua 11:19, 20.
Inden vi prøver at forstå Guds brug af magt, må vi acceptere en grundlæggende sandhed om forholdet mellem os og Gud. Profeten Esajas sagde ydmygt: „Vi er leret, og du er den som har dannet os.“ (Esajas 64:8) Det siger sig selv at Gud, som universets Skaber, kan bruge sin magt som han vil. I erkendelse af Guds autoritet kan vi sige ligesom kong Salomon: „Kongens ord er øverste myndighed; og hvem kan sige til ham: ’Hvad er det du gør?’“ — Prædikeren 8:4; Romerne 9:20, 21.
Eftersom Gud er den almægtige Skaber, har han ret til både at give og tage liv her på jorden. Set i det rigtige perspektiv har vi mennesker hverken ret til, eller tilstrækkelig viden til, at sætte spørgsmålstegn ved Guds ret til at bruge magt. Mennesket må lære at tilpasse sin tankegang efter Guds måde at tænke på. „Er det ikke jeres veje som ikke er rigtige?“ spurgte Jehova. — Ezekiel 18:29; Esajas 45:9.
Det er Guds retfærdighedssans og kærlighed til mennesket der vil få ham til at befri jorden for dem som misbruger magt og med voldelige midler undertrykker andres rettigheder. Denne magtfulde handling vil medføre ideelle forhold på jorden, til gavn for de fredselskende mennesker der ønsker denne forandring. (Salme 37:10, 11; Nahum 1:9) Det vil for evigt være slået fast at Guds styre er retfærdigt. — Åbenbaringen 22:12-15.