Er han psykopat eller skitzofren eller...?

Min mand har de sidste 1½ opført sig så det nu går ud over hele familien. Det har alle dage været noget galt med nu kører det slet ikke mere.
Han fremprovokere flere gange i ugen situationer så der giver ballade og bagefter påstår han at han ikke ved hvad der sker og ikke ved hvorfor han gør det.
Han har i årenes løb trukket sig mere og mere ind i sig selv og idag har vi ingen vennekreds. Når vi alligevel engang imellem er ude, kommer folk til mig bagefter og siger: Hvad var det han sagde til dig, vi sad og krummede tæer og var pinlige på dine vegne.
Han har også trukket sig ud af vores egen lille familie som består af ham, vores 2 børn og mig.
Samtidig med det, forventer han "invitationer" til at sidde med ved bordet når vi spiser. Helt ærlig....der er altså også dækket op til ham og ingen har smidt ham ud af familien.
Vi kan sidde og hygge os alle sammen inkl. min mand og have det sjovt, og pludselig vender han og spiller sur og der giver ballade og igen bagefter ved han ingen ting.

Han kan være glad det ene øjeblik og pludselig på ½ sek. vender han og bliver/spiller sur og så hopper og danser vi for ham. Jeg har prøvet at ignorer ham når han kører det nummer af, men det hjælper ikke.
Vores søn går på efterskole og er hjemme i weekenderne. Nu er min mand så begyndt på at lige så snart vores søn er inde af døren, så er han sur og vrisser hele weekenden og lige på sekundet at vores søn er taget afsted igen om søndagen, så er min mand glad igen og hele atmosfæren er meget anspændt hele weekenden.
Denne weekend fik min mand kørt det hele så langt ud at vores søn gik hjemmefra.
Jeg har prøvet at snakke med min mand om hans weekendflip og han spurgte mig sku om han da skulle stille sig op overfor vores søn og spille falsk....puha det gjorde ondt på mig.
Min mand kan om aftenen i weekenderne sige at imorgen skal han nok stå for maden. Det er jeg meget glad for og viser ham det også. Når vi så kommer til næste dags middag og der er absolut limmit for at tage kød op af fryseren, gør jeg ham opmærsom på det. Så siger han at han ikke ved hvad vi skal have og spørger hvad der er i fryser.
Jamen herre du milde....alt kødet er mærket med hvad der er i, så han kan jo bare kikke efter. Alternativet bliver at jeg skal gå ned og lave en liste med hvad der er i fryseren og give ham den. Det bliver så til at jeg selv står for maden.
Uanset hvad der sker eller hvad jeg prøver at snakke med ham om, så ved han ingenting siger han.
Når han har haft sine flip så kører han videre som om intet er sket og der ingen ballade har været.
Hver gang truer han med at flytte (begynder at pakke) eller siger at han da bare kan løse problemer ved at gøre en ende på det hele. (Han siger han tænker meget på selvmord) Igen fortsætter han bagefter som om intet er sket.
Eftersom han nu lader det gå så meget ud over børnene at en af dem går hjemmefra, er jeg nu nød til at tænke på børnene....ikke ham.
Jeg har opfordret ham at kontakte sin læge for at finde ud af hvad der er galt, men tror helt ærlig ikke han gør det.
Vi sidder hele tiden og ved ikke hvornår han bliver sur og prøver at lodde stemningen og gå på listefødder og tit beder jeg børnene lade deres far være. (børnene er 13 og 16 år.)
Børnene, især den store, tør næsten ikke bede ham om det mindste hjælp for han bliver sur hver gang.
Det kommer nok helt sikkert på tale med at vi flytter fra hinande........men helt ærlig, hvad sker der for manden?
Det er noget rodet, men jeg håber I får en mening ud af det.

Mit bud er derimod, at din mand har en depression. Det er helt galt, han har gået med den så længe, men det er ikke nemt for omgivelserne at få jaget en hustyran til læge.
Sæt ham stolen for døren. Det er det eneste der får ham afsted. Den skal behandles inden han splitter alt og alle. Det bliver kun værre.

Han er ikke glad, og bør gå til lægen! Det lyder som en ganske almindelig midtvejs depression!
Du ved ikke hvad skizofren er, intet her tegner på at han er det, eller psykopat.

at kontakte jeres læge. Af den beskrivelse du giver af din mand er han inde i en stor depression, som kræver behandling. Stil et ultimatum til din mand om, at I sammen går til lægen og får en henvisning til en psykolog eller distriktspsykiatrien. Det er muligt, at lægen skriver en recept på medicin, men lad jer ikke spidse af med det.
Din mand er ikke psykopat eller skitzofren, men han er nede i et mentalt sort hul.
Han lider meget og derfor er det vigtigt, at han får hjælp nu.
Som pårørende er det vigtig, at forstå, at han ikke kan gøre for, at han opfører sig så mærkeligt, men de negative tanker har magten over ham, så er er svært at komme ud af tankesmylderet.
Få eventuelt din mand til at tage denne test.
http://www.netdoktor.dk/interactive/interactivetests/goldberg.php
Flere oplysninger:
http://www.netdoktor.dk/emnecenter/depression/fakta.shtml
http://www.netpsykiater.dk/htmsgd/depression.htm
Håber jeres lille familie holder sammen og kommer helskindet ud af krisen.
Held og lykke herfra🙂[f][l]

Jens, jeg takker for dit svar, det hjælper rigtig meget.
Mange ville måske nok for længst have forladt manden....men jeg er lidt som en kaptajn der ikke forlader den synkende skyde. Jeg vil jo inders inde min mand og ungerne er mega glade for ham, men det her er jo ikke holdbart og jeg ved han skal have hjælp.

Nej jeg ved ikke hvad skitzofreni er...har kikket lidt på nettet men kan ikke få de symptomer til at passe med min mands opførsel. Ej heller psykopati.
Tak for dit varme svar.

at han har brug for dig mere end nogensinde, det kan du ikke være bekendt.

Vi har hver vores læge, kender dog hans ret godt da jeg i sin har haft ham i 13 år.
Min mand siger han ville ringe idag og få en tid, ved ikke rigtig om jeg også skal ringe til hans læge.
Tak for godt og hjælpsom svar.

Hvordan kan nogen kan få sig selv til at stille en diagnose uden videre.
Jeg har set flere mennesker lide af depression, grundet mit arbejde. Jeg har aldrig oplevet det på den måde, men derfor tør jeg alligevel ikke udtale mig skråsikkert.
Jeg har været gift med en mand, der opførte sig lidt på samme måde. Det blev kun værre og værre. Han var psykisk syg. Han var umulig, at få til at søge lægehjælp.
Han blev også, uden påviselig grund, meget sur. Sagde meget ubehagelige ting til mig, medens andre forfærdede hørte på.
Men hvad din mand fejler tør jeg ikke sige, men ingen skulle opføre sig på den måde over for mine børn, det er sikkert.
Jeg ville selv først og fremmest beskytte mine børn.
Hvis han ikke vil søge hjælp kan du ikke gøre meget. Du skal ikke lade dig ødelægge for at holde hånden over din mand.

I kunne bruge det.
Tænker på jer.🙂[f]

skal du have med dine børn.....alene..
Fortæl dem, at DU godt ved den er ren gal med din mand..
Måske er han maniodepressiv.....ved det ikk..
Uanset om din mand får hjælp eller ej, så skal Dig og Børnene ikke udsættes for hans
humørsvingninger..
Tror nu heller ikke det er sundt for børnene..
Du har altså ret til et godt liv.....og du er ikke et dårligt mennesker hvis du siger fra.....og ej kan mere..
Det kan godt være din mad lider......men han har altså selv ansvar for sit liv.....og han ved godt den er gal..
Mange mænd tør ikke gå til lægen når det handler om sjælen der gør ondt..

Sæt ham stolen for døren.....ellers flytter du fra ham.....for du kan ikke klare det..

kan muligvis bruge dette link.
http://www.barn-i-fokus.dk/
🙂[l]

og vent med at ringe til hans læge til, han har fået en chance for at tage ansvaret selv.
Du kan insistere på at tage med til lægen, da du kan beskrive hans symptomer set udefra.
Det er vigtigt, at hjælpen og behandlingen gøres til et fælles projekt. Den krise I nu går igennem kan være begyndelsen til noget nyt og bedre, så der er ingen grund til at fortvivle for husk. Du er ikke alene. Der er masser af mennesker, der hver dag står i samme situation som dig.
Flot at du ad denne vej rækker ud efter hjælp for det er tegn på, at du vil kæmpe for din familie.
Du er en gæv Quinde🙂[l][f]

Jeg er en anden anonym.

Dit svar er til trådstarter.
Men tak for din omsorg. Jeg vil give dig helt ret i, man bør snakke med store børn og fortælle dem, der er noget galt. Jeg gjorde det dengang. Jeg forlod ham også på et tidspunkt.
Ingen kan holde til den behandling i det uendelige.

Men forventer god sex og respekt om sin person. . .du bør som kvinde selvfølgelig lave mad til din mand.

med partisansøm på motorvejen ik' os' ven😉[l]

Jeg har set det før, og meget af det du skriver lyder bekendt. det er rigtig vigtigt at han tager det op med sin læge. Så kan han få nogle piller, og det bør nok følges op med noget psykolog.
Det er en alvorlig sag, og jeg håber virkelig han får gjort noget ved det. Jeg har meget stor sympati for din situation.

Manio depressiv, men mest lørdag og søndag. Hmmm

Hvad er bipolar sygdom?
Ved bipolar sygdom har man ændringer i stemningslejet (humøret), der bevæger sig ud over grænserne for det normale. Sygdommen er karakteriseret ved vekslende perioder med sænket stemningsleje (depression) og perioder med løftet stemningsleje (mani). I disse sygdomsperioder kan man være psykotisk. Man er sindssyg, det vil sige man mangler realitetssans.
Tjae, hvem ved.

at din mand er maniodepressiv, han skal til læge og jeg antager at lægen gerne vil have foretaget nogle undersøgelser af ham hos en psykiater. Forhåbentlig går han med til det. Ellers må i skilles inden der sker meget værre ting.

Hvor er du dygtig. Tænk at kunne stille diagnoser på afstand. 😕

Jeg ringede til min mands læge i mandags men han var der først idag. Min mand ringede åbenbart også til sin læge men fik at vide at han var der igår, altså tirsdag.
Igår kom min mand så hjem fra arbejde og sagde at han havde været ude hos lægen, men min mand har åbenbart kun fortalt at han har smerter i knæet og fik at vide at han skulle tage sine smertestillende igen og se det på 14 dage.
Altså har min mand nu købt sig til 14 dage hos mig igen. (Tror han)
Jeg ringede til hans læge idag igen, men kunne ikke komme igennem til ham, selvom han var der.
Grunden til at jeg ringede til lægen er at min mand igen fortsætter som om intet er sket.
Men det er sket det at vores søn IKKE kommer hjem i weekenden og jeg har hørt fra familie at vores søn ikke glæder sig til påsken og er ved at arrangere at han kan være andetsteds i påsken og min mand spørger bare hvorfor. Han viser ingen tegn overhovedet på at han er ked af det, tværtimod er han jublende glad.
Hver gang min mand tror han har købt ekstra tid er han glad og tilpas.
Jeg er nu nød til at vente en ekstra dag og se om jeg så kan komme igennem til hans læge. Jeg føler bare at der ikke er mere tid at give af.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre hvis jeg ikke kan komme igennem til hans læge.

med alle hans julelege. Du har en dreng at tænke på og han må da være mere vigtig end en mand, der haler dig rundt i manegen.
Da jeg læste din historie øverst, tænkte jeg, at din mand har en depression, men når han kan skifte så hurtigt humør, er jeg ikke helt sikker på en depression alligevel, og jeg vil ikke sidde og spiller psykiater og stille en diagnose, men syg er han i hvert fald. Du kan ikke og lægen og andre kan ikke hjælpe din mand, hvis han ikke selv vil hjlpes, men du kan forhåbentlig hjælpe ham på vej, ved at give ham et ultimatum og tag så gerne væk en weekend fra din mand og få lidt ro, så både du og ham kan tænke sig om...håber det bedste for jer🙂

Jeg ringede igen idag til min mands læge, men kunne igen ikke blive stillet ind til lægen.
Sagde så at det var jeg simpelthen nød til og forklarede situationen. Jeg kunne så få en tid til samtale senere idag. Fint nok, men da sekretæren hørte jeg ikke var patient hos dem kunne jeg alligevel ikke få en tid og da slet ikke komme i telefonisk kontakt med lægen.
Mener altså godt nok at have læst et sted at pårørende godt kan ringe til lægen hvis der er grund til bekymring. Det kan man så ikke alligevel.
Jeg fik at vide at jeg så skulle ringe til min egen læge. Spurgte hvad det skulle hjælpe for det var min mand der skal have hjælp ikke mig og det var derfor jeg ringede til dem, hans læge.
Jeg har nu gjort det at jeg har ringet til min mand på hans arbejde og sat ham stolen for døren.
Han skal ringe til sin læge endnu i denne uge og få en tid og så går vi sammen derud og snakker med lægen og min begrundelse var at tiden er løbet ud. (Jeg synes sku ikke han kan blive ved med at købe sig tid hos mig og han har jo fået jaget en af vores børn hjemmefra og som nu sidder på efterskolen og tror det er ham der er galt med)
Jeg er dog lidt nervøs for min mand når han kommer hjem iaften for hvis han har løjet for mig om sit lægebesøg i tirsdag og virkelig prøvet at købe sig til mere tid hos mig og han virkelig fejler et eller andet psykisk, så kan det jo gå galt når jeg nu har slået fast med syv tommer søm at der ikke er mere tid for ham.
Skal lige siges at han ALDRIG har lagt hånd på mig eller på nogen anden måde truet mig.
Han virkede dog stille og rolig i telefonen og gik med det samme med til at kontakte lægen i denne uge endnu.

i morgen siger din mand, at han ikke har kunnet få fat i lægen og på mandag heller ikke og/hvis i har en tid sammen, så har din pludselig travlt på arbejdet osv osv.....
Jeg kan fortælle dig, at du skal banke i bordet og sige at du har krav på at tale med din mands læge, det har jeg engang gjort.
Hvis du´skulle være så heldig at din mand siger ja tak til medicin, så går der altså langt tid før de virker, hvis de i det hele taget virker, ikke for at være lyseslukker, men for at du skal se realiteterne i øjnene. og vil du så gå og tjekke om din mand nu også tager medicinen.....! altså du kan ikke lege sygeplejerske.
Jeg synes du har strakt dig langt, meget langt og jeg beundrer dig for din tålmodighed og den sikkert gode kone du er, men nu handler det hele ikke kun om din mand, der er også børn at tænke på.
kan du for børnenes skyld ikke tage væk nogen tid, i sommerhus eller andet en weekend, det kan da ikke være rigtigt, at jeres søn ikke vil hjem på weekend pga sin far....
man må som pårørende været meget hård og jeg ved af bitter erfaring, at det bliver man nødt til, man skal jo også selv kunne overleve dette mareridt og ikke mindst børnene.

med et fint ord kalder for,PERFID,og prøv selv at søge på ordet på Google,og en af mine onkler var nøjagtigt på samme måde,man kunne ligefrem se at han nød at såre min moster offentligt,og så spille den uskyldige skoledreng når han havde hende for sig selv.

Hvis du på nuværende tidspunkt ikke mener at der er mere tid, kan du lige så godt pakke, eller få ham til det.
Hvis det hele ellers passer, så er det noget der vil tage meget lang tid at komme over.
Hvis han f.eks. kommer på piller, plejer der at gå 2-3 uger før de begynder at virke.
Samtale teapi vil nok være noget i samme stil, før der kommer en mærkbar forandring.
Det er ikke for at tage modet fra dig, men hvis du ikke vil mere nu, så kommer du virkelig til at gå død i det hele.
Er problemerne meget store, og nægter lægen at hjælpe, selvom du har påpeget at der er et problem, ligger der nogle psykriatiske ambulatorier rundt om i landet, men kan tage til.
Det kunne være en mulighed. Man kan ikke forvente at det hjælper specielt meget, men det gør det meget nemmere at få sat skub i en masse ting, hvis man opsøger sådan et sted.
Hvis han er helt ude i torvene, kunne han i teorien også blive indlagt. Det kunne være at det var noget han havde brug for, og det måske både var en hjælp/befrielse for dig, dine børn og ham.
Ambulatoriet har åbent alle døgnets 24 timer, så du kunne i teorien smide ham i bilen nu, og tage afsted.
Du kan også prøve at kigge her:
www.depnet.dk
Der er både hjælp til folk med psykiske problemer, og pårørende.

Hejsa,
Jeg ved ikke, hvad din mand fejler - og vil ikke forsøge at komme med en diagnose.
Hvad jeg kan tilføje er, at jeg selv voksede op med sådan én i familien; nemlig min papfar gennem ti år. Hvad der sker for børnene (og hvorfor din søn gik hjemmefra) er, at det er uudholdeligt at være i hus med sådan en "tikkende bombe" - man ved aldrig, hvornår han tænder af. Det kan jo være over en bananskræld, for meget sollys, hvad ved jeg, og det er TERROR at leve sammen med.
Min papfar led af deprissioner, alkoholisme og generelt bare et knudret sind, som ikke rigtig kunne fungere socialt eller på arbejdeslivet. Denne bitterhed gik ud over familien, når dørere var lukket.
Jeg synes du skal overveje, om du vil byde dine børn at leve sammen med ham som han har det nu. Jeg siger PÅ INGEN MÅDE, at din mand er et monster, eller du skal skilles eller noget i den dur, men måske skal han i noget psykisk behandling eller hvad der nu er den bedste løsning for jer?
Som andre også skriver, ville jeg først og fremmest beskytte mine børn - min mor gjorde det dog lige sent nok, efter ti år, men det er jo et stort dilemma, når man elsker personen.
Held og lykke med det,
venligst Hillelil

Godt at høre der kom skred i sagen.. Du kan også altid henvende dig på psyk. skadestue, hvis tingene fuldkommen ramler... Håber det kommer til at gå dig og din familie godt. Gode tanker[l][l][l]

Jeg tror absolut det er et psykisk problem og det skal der gøres noget ved.
Vil han ikke må du sætte ham stolen for døren, kort med bestemt forklare at det er psykisk terror han udøver, og at det vil ødelægge børnene, jeres ægteskab og familie hvis han ikke gør noget. Vil han så heller ikke, så er det ud af vagten!
Jeg er selv BP´er (bipolar = manio-depressiv sindslidelse), udløst i begyndelsen af teenageårene. Mange af hans symptomer kan jeg genkende, men det kan altså behandles så man kan fungere normalt og have et normalt stemningsleje. Det er jo ikke nødvendigvis det samme, det kan være alt fra en svær depression, angst, BP, skizofreni og en mængde andre problemer, så det er vigtigt at få afklaret inden han også ødelægger jer.
Jeg tror ikke han kan gøre for det, men alfa og omega er altså undersøgelse og behandling. Vil han ikke det, er det min erfaring at kun klar udmelding om at man trækker sig ud er vejen frem. Ofte får det folk til at overveje situationen én gang til og søge behandling, for man ved inderst inde godt at ens adfærd ikke er normal og er skadelig. Nogle er ikke klar til at arbejde med det og så må man lade dem gå. Det er ingen skam at sige nok er nok, specielt ikke når der er børn involveret som lider under det. Der vil være professionelle som tager sig af det hvis det går helt galt for ham - og sommetider skal man ramme bunden før det går op for en at nu må man igang. Det er ikke rart som pårørende at sidde i den situation, men du kan bl.a. henvende dig til landsforeningen SIND eller Landsforeningen Bedre Psykiatri som også tilbyder vejledning og støtte til pårørende, både før og efter et evt. brud.
Jeg ønsker både dig og familien det allerbedste og håber bare han er åben for undersøgelse og behandling.

Det er simpelthen et sygeligt latterligt indlæg som intet formål tjener.

Det er en dejlig, nøgtern og lægelig måde at beskrive det på, du kommer med der, men jeg tror ikke du ved hvad det er at være bipolar.
Jeg er BP´er og der er mange andre symptomer end de nævnte, hvilket også er afhængig af om man er type 1 eller 2.
1`ere er såkaldte rapid cyclers. Dvs. at de svinger virkelig meget og med kortere intervaller mellem depression og mani, med evt. tilknyttet psykose.
Massive daglige humørsvingninger, overdreven vrede, apati, tilbagetrækning, vrangforestillinger, overdreven egoisme,sommetider kendetegnet af overdrevent forbrug af penge, narcissiske adfærdsforandringer, hyperseksualitet med deraf følgende risikabel adfærd mv. er normale symptomer på en 1´er.
En 2´er kendetegnes ved længerevarende, overvejende depressive periode, afløst af kortere såkaldte hypomanier. Hypomanier kan vare alt fra timer til gå døgn og indebærer egentlig samme symptomer som ovenstående, men sjældent i lige så udpræget grad. For nogle udmønter det sig i "simple" ting som rengøringsvanvid, overdreven arbejdsiver, typisk kendetegnet af manglende evne til at koordinere og planlægge hvorfor arbejdet alligevel aldrig bliver udført som ønsket.
Depressionerne er massive og kendetegnet ved alvorlige selvmordtanker, selvlede, tvivlen på egne evner, apati mm. Er også ofte angst-provokerende og kan i sjældne tilfælge føre til neuroser.
Som BP2 kender jeg jo alt til sidste og kan kun sige at det er en forfærdelig pinefuld tilstand man er i. Man er godt klar over at man ikke opfører sig normalt, at man er urimelig og sårer andre - men er man ikke diagnosticeret forstår man jo ikke hvorfor og har ingen mulighed for at få den rette hjælp.
Selv er jeg permanent på stemningsstabiliserende og antidepressiv medicin som hjælper fantastisk godt - men alligevel er der flere små udsving end hos "normale" personer.