Er helt knust !!!!

Da min storesøster døde for et par år siden (4 dage før hun skulle giftes), arvede jeg brudekjolen. Den har siden hængt i mit klædeskab, fint pakket væk.
I fredags tog jeg på weekend hos mine forældre for lige at hjælpe dem, da de skal fejre sølvbryllup om ca 14 dage. Da jeg kom hjem sent igår, opdagede jeg til min store skræk at min 3årige bonusdatter har været i mit klædeskab; og ødelagt min søster's kjole, med tusser & en saks! Hun har værelse lige ved siden af vores "tøj-rum" så hun havde taget den med derind. Hvordan hulen hun har fået den ned af bøjlen er mig stadig en stor gåde. Og endnu værre, hvordan er hun kommet ind i rummet da det altid er aflåst når hun er her. Netop pga sådan noget. Eller nej min største spekulation er HVORFOR SIDDER HUN MED EN SAKS!?!?! Hvor var min kæreste!?
Mit hjerte er helt knust, og min kæreste's eneste kommentar var " Det er da bare en kjole" velvidende hvor den kommer fra!!! [:*(]

Idag skal man bare være søde ved børn, uanset hvad.
Da jeg gjorde noget lignende, da jeg i '75 var på samme alder, der klarede fatter det med raske klaps i måsen. I dag er mænd decimerede til "åh-jamen-det-kan-lille-pus-da-ikke-gøre-for"-steretyper uden personlighed, og den indstilling har stået på i over 3 årtier, vi kan jo se, hvad der kommer ud af det; større selvstændighed, javel, men langt mindre ansvarsfølelse overfor samfundet.
Jeg lider med dig.

Mange tak for din medfølelse....
Ja der var engang hvor forældre turde give deres børn et rask klap, men ikke længere. Min kæreste mener også at folk der gør sådan fortjener ikke børn. Hvor jeg så sagde " det gør folk heller ikke, når de lader deres børn i DEN alder lege med sakse"
Jeg har da selv vokset op med en endefuld når jeg ikke hørte efter, og har da på ingen måde taget skade af det.
- Men nu er det heller ikke fordi jeg søger at han skal afstraffe hans datter på den måde. Dog kunne jeg godt bruge at han på en eller anden måde forklare hende at sådan noget må man ikke!

Hvor har jeg ondt af dig. Den kjole repræsenterer noget du aldrig får igen.
Din kæreste står til jordens største skideballe og hvis han ikke forstår det så synes jeg, helt ærligt, at du skal smide ham ud! For så er den mest ufølsomme idiot der findes!
Du kan jo af gode grunde ikke få kjolen erstattet, men det mindste han kan gøre er at beklage dybt, give ungen en overhaling og købe en ny kjole til dig!
Knus fra en mor til tre.

Ps.
Nu ved jeg jo ikke hvor hårdt medtaget kjolen er, men meget kan reddes af en god skrædder, og din kæreste betaler selvfølgelig regningen. Uanset hvor stor den bliver!
Knus fra en mor til tre

skal findes. For da jeg talte igår, var kjolen klippet i præcis 37stykker...
Men uanset hvad, kommer han til at erstatte kjolen. Ja det kan godt være den er specialsyet og koster knap 30.000kr netop fordi den er speciel. Men ikke mit problem!
Og har store overvejelser om at smide dem ud. (Vi har hans datter på fuld tid, fordi moderen ikke har overskud til hende.)

3 år er ikke meget vel❓.... altså jeg syntes klart din kæreste burde dele sorgen med dig. MEN altså barnet er jo ikke rigtig en del af denne problematik.
Hans opdragelse burde da klart afspejle at sådan noget er forkert ... men hun kan jo ikke sættes til værre straf pga af kjolens historie/betydning. MEN det er jo heller ikke det du siger tror jeg.
(ps. har selv mistet en bror og føler med dig)[:*(]

😮 no way om hun har kunne gøre det alene, hvis kjolen har hængt på en bøjle i alm højde. Der er foregår noget i jeres forhold, der hører som udgør forhistorien til denne her historie.
Er du sikker på, det er barnet, der har gjort det og ikke bare fået skylden?
Som en anden foreslår, så betaler han selvfølgelig en rep af kjolen, men hvor siger han, han var, da den fantastiske tre-årige fik låst en dør op, fundet den unikke kjole, fik den ned af bøjlen og ud af indpakningen, slæbt ind på sit værelse og skaffet sig en saks og fundet tussre. Malet og klippet kjolen? Jeg ville vurdere hun skulle være mindst 30 min om at komme så langt, hvis hun overhovedet skulle kunne generere den række handlinger.
Det hænger slet ikke sammen😉

Og revselsesstraffen bør genindføres. Ingen siger, at måsen skal blive rød af klaps, men jo før barnet møder virkeligheden og kontant afregning af handlinger, jo bedre.
Vi kan jo bare se de voksne mennesker idag, der er vokset op helt uden grænser i en 70erfamilie og nu selv har svært ved at sætte grænser overfor deres børn 🙁

HVIS barnet skal have et klaps så skal det være for at yde hærværk ... ikke fordi denne hærværk er af "særlig" grov karakter.
MEN jeg tror mere på psykisk straf faktisk ... "mor er ikke sur mor er skuffet" du ved. DET virker langt bedre og udvikler empati ... i og under den rette kontekst vel og mærke 🙂

have et ordentligt klap i måsen, og så skulle du droppe den idiot til kæreste når han er så ligegyldig, hvordan bliver det ikke senere i forholdet/ægtskabet hvor herre bevares en stodder [:*(]
Har ondt af dig[f][s]

Han indrømmer at han har glemt at lukke døren efter han havde været inde med tøjet, fra tørretumbleren. Han siger at han efterfølgende var nede i køkkenet for at rydde op efter frokosten, røg en smøg og derefter luftede sin hund i haven (datteren er tit alene på værelset). Jeg har også selv før oplevet at hun har været inde i rummet og revet en af kæresten kjorter ned.(derfor låste begyndte vi at låse døren) Men det er fordi vi har et lille bøjle-skab, da jeg ikke er ret høj og ellers ikke kan nå det hvis det er et alm skab.
Men giver dig ret i at han også var min første tanke.

nej nej nej 😮 får helt ondt i maven over sådan en tråd netop fordi det ikke "bare" er en kjole men en kjole med en helt masser følelser i for dit vedkommende du må virkelig være knust ikke nok med det men hvor f**K har hun fået en saks fra? 😮
Uanset hvad kan den kjole jo ikke redes uanset hvor dygtigt en skrædder i finder for den vil aldrig blive det samme [:|]
Kram herfra [:*(]

han er ligegyldig, men at han er ligeglad. Der er stor forskel.

F.eks. har de to talt om ægteskab lige inden? Har manden her ikke lyst til det? Eller hvad sker lige sket her....?
Den 3 årige datter er da den sidste, der skal klandres. Hun forstår absolut ikke det kan være forkert at klippe i en fin hvid kjole for det er ´bare STOF for hende, og hun forstår ikke det kan være forkert at farve dette vidunder med nogle tucher. Hun er blot en lille kunstner, der her ser en mulighed for kreativ udfoldelse - alle børn er kunstnere. Så hun er USKYLDIG"! Derfor lad hende være. 😕
Manden må have haft en aktie i dette. Hvorfor lige DEN kjole? Og et 3 årigt barn ligger ikke inde med en saks, gør hun det, er det de VOKSNE som skal klandres, og ikke barnet.
Så lad det barn være, men find ud af hvorfor barnet var alene med en saks - og så længe!
Kjolen er en kjole lavet af stof og med stor betydning for DIG personligt. Det er meget ynd for dig. Og detforstår og ved din kæreste, men barnet fatter det ikke. Hun har fåetr lov til det - men hvorfor?

At afklapse barnet pga. hendes spontane kreative udfoldelse med det 'forkerte' materiale, det er at skade barnet og er langt mere utilgiveligt end det barnet har lavet med kjolen.
Find ud af den reelle historie bad dette 'hærværk'.
Pusser

er den enste forskel på kæreste-par & ægtepar bare at det er dyre at gå fra hinanden. Så nej vi er ganske enige om at vi IKKE skal giftes.
Men undskyld mig hvordan dælen vil du lære et barn at det han/hun gør er forkert, når man ikke skal fortælle dem at det de gør er forkert?
Og ja du har helt ret, han skal klandres for at hun har adgang til en saks, kan vi kun være enige om.

for det første havde hun som 3 årig været sådan opdraget så hun ikke bare klipper i ting. Og for det andet så burde den far sku da holde øje med tøsen. Jeg havde skreget dem begge ind ig hovedet og havde været så barnlig så jeg havde ødelagt en af deres kæreste ting. SÅKAN DE SKU LÆRER DET

er der åbenbart et par stykker der mener at en 3 årig ikke ved sådan noget, og at det er meget normalt....

kjole, når han får regningen på en ny.
Han er erstatningspligtig,når hans vandal hærger hjemmet.
Du kan selvfølgelig ikke få den samme kjole, da den havde affektionsværdien, men du skal have noget der modsvare det hans unge ødelagde,og forhåbentlig blive det ikke ham der stå i den anden ende den dag du skal have den på.
Ham har du sgu ikke været heldig med.

hvis hun selv har taget kjolen ned fra skabet. Find ud af hvordan hun gjorde det. genoplev det hele med hende, få hende til at fortælle hvordan hun gjorde det. Og så kan du samtidig lære hende at tøj - ALT TØJ! er ikke noget mand klipper i stykker, eller maler på, men noget man tar' på og som man vasker og stryger osv. så det kan holde i mange år. Måske hun selv ville være ked af det, hvis nogen begyndte at klippe i hendes dukketøj eller bamsens kjole etc. det kunne du jo forklare hende, så hun forstod det.
Men hun må være en dreven lille en, siden hun også selv har kunnet finde saksen frem. Ærlig talt så synes jeg den historie lyder meget mystisk. En tre årig der lige præcis vælger brudekjolen - der ellers var pakket godt ind, og derefter finder saks og tuscher frem og så ellers går igang med 'projektet'. Er hun meget kvik ??? Det lyder sådan, måske bliver hun en stor kunstner en dag 😮
Eller også er der noget din mand ikke har gjort rede for. Synes han bør bakke dig meget op i dette, oog se at få opdraget datteren så hun ved hvad der er ret og vrang her i livet. men at skælde hende ud for noget hun ikke forstår er fokert, det ville da være synd. Når hun ved hvad hun må og ikke må, så kan man begynde at klandre hende, for så er hun jo bare uartig, hvis hun fortsætter...

Din søster nåede så aldrig at få brudekjolen på, fordi hun døde inden. Måske er det bedst du ser brudekjolen nu som en død ting. Din søster må du så beholde i dit hjerte endnu mere [l] hendes minde skal jo heller ikke hænge på en bøjle, men netop være i dit hjerte, hvor ingen kan røre hende. Men en meget hård oplevelse, som du her har været ude for, så jeg forstår godt du er vred. Det hjælper så bare ikke på noget måske tværtom - desværre.😖
Pusser

hvad Helved du vil han er en IDIOT

En 3 årig kender ikke konsekvensen af sine handlinger.
Det er de slet ikke i stand til.
Hvor mange har ikke oplevet at deres 3 årige barn har malet på sofaen eller væggen. ?
Hun forstår ikke en brudekjoles betydning.
Sakse er meget spændende i den alder. De har jo fået lov til at bruge den i dagplejen/vuggestuen, under voksen opsyn.
Herhjemme har de 3 årige altid været meget interesseret i saksen, så de har kunnet klippe i alt de lige falder over.
Jeg har altid sagt at saksen er farlig, ligesom ovnen er farlig.
Det forstår de og kan selv kigge på saksen og sige "farlig, må ikke".
De er for små til en større udredning, det forvirrer dem bare.
Du skriver længere oppe i tråden, at din kæreste var din første tanke til at have ødelagt kjolen.
Hvis du overhovedet kan få den tanke, at det måske er din kæreste der er den skyldige, fatter jeg ikke hvorfor du overhovedet er kæreste med ham.
Han lyder mildest talt meget underlig, hvis du kan få den mistanke.

Jeg kan godt forstå, du er rigtig ked af. Den kjole betød så meget, da det var noget af det sidste, du havde fra din søster, og nu er det også ødelagt. Det du går igennem lige nu, er endnu en del af sorgprocessen, for du føler formentligt, at du har mistet hende endnu mere.
Når der går nogle dage, tror jeg du har det meget bedre, fordi det går op for dig, at det trods alt "bare" var en ting, som repræsenterer din søster. Men måske bliver du igen overvældet over, hvor meget du savner din søster.
Når det så er sagt, vil jeg høre, om det ikke er muligt at bevare noget af stoffet på en anden måde, og så derved stadig have det som minde om hende. Og måske endda på en måde, så du får meget større glæde af det? Det kan måske bruges til nogle fine puder eller en lille borddug eller andet.
Det kan i øvrigt godt være, at du nu er gal på både din kæreste og hans datter, men spørgsmålet er, om det ikke er bedre at lade det ligge. Det, du er ked af, er, at have mistet et minde om din søster - og aller mest at have mistet din søster. Tror, du får langt mere ud af at gå ind i din sorg end at bruge tid på vrede mod din kæreste og hans datter. Og at få erstattet kjolen hjælper jo ikke en disse, vel...
Held og lykke

at det er kæresten der har ødelagt kjolen, fordi han ikke vil giftes med sin kæreste...da hun har snakket om, at hun gerne vil have kjolen på til deres bryllup.

Sig mig lige engang, hvordan skulle det kunne hjælpe på kjolen at slå barnet, EFTER at kjolen var blevet ødelagt?
Og hvordan ved du, at folk har mindre ansvarsfølelse overfor samfundet end tidligere? Ungdomskriminaliteten har stort set aldrig været så lav, som den er nu. Flere unge end nogensinde får sig en uddannelse.
Jeg ser tværtimod, at de ældre har en lav ansvarsfølelse overfor samfundet - de går på efterløn uden at være syge, hver 4. pensionist er millionær, men får alligevel pension fra det offentlige, folk der bor i hus købt for mange år siden sidder med kæmpe skattefri økonomiske gevinster. Samtidig spares der og skæres ned på næsten alt hvad der har med børn og unge at gøre (de kan jo ikke stemme). Måske skulle de ældre ha' et klap i måsen.

Det er simpelthen så synd for dig, at noget der betyder så meget for dig, er blevet ødelagt.
Når det så er sagt, så synes jeg virkelig ikke du skal rette din vrede mod barnet, men mod din kæreste. For det første har han jo ikke holdt ordentlig øje med barnet - som du siger, skal et barn i den alder ikke rende rundt i længere tid uden opsyn, og så med en saks! For det andet er han da helt uden medfølelse, når han siger det "bare" er en kjole. Det kan godt være at HAN bare synes det er en kjole, men det gør du jo ikke, og det skal han acceptere. Hvis han er klog, giver han dig en undskyldning, for jeg tror du vil føle bitterhed i lang, lang tid, hvis han ikke gøre det.
Børn på 3 år gør ikke sådan noget for at være onde. De gør det fordi det er spændende - måske troede hun endda, at du ville blive glad, og hun syntes måske at hun havde pyntet den. Måske ville hun klippe en prinsessekjole til sig selv, hvem ved. Har du spurgt hende, uden vrede i stemmen, hvorfor hun gjorde det?
Hvordan skal du nu komme videre? Er kjolen helt ødelagt eller kan den evt. sys om, så den bliver kort? Kan den farves? Kan den klippes op, og laves til noget helt andet, så du stadig har mindet om din søster tæt på dig? En dåbskjole eller et babytæppe til dine fremtidige børn f.eks.?

Fordi ude i virkeligheden møder man kontant afregning i form af fysisk vold, hvis man gør noget forkert eller hvad?
Du ved godt, at vi ikke lever i Kina eller Iran?
Ingen børn er nogensinde blevet bedre mennesker af at være blevet revset. Tværtimod viser alle undersøgelser, at jo mere vold der har været i din opvækst, jo større tilbøjelighed har du til at blive kriminel og voldelig som voksen.

Der står længere oppe at vi er ENIGE om IKKE at skulle giftes !

det du skriver. For i mine ører lyder det som om at jeg bare skal finde mig i at kjolen er blevet ødelagt. Og det har jeg så sandelig ikke tænkt mig. Jeg fik ødelagt det mest værdifulde for mig, og har ikke i sinde at bare læne mig tilbage og acceptere det. Så håber sandelig ikke det var det du mente da du skrev : Det kan i øvrigt godt være, at du nu er gal på både din kæreste og hans datter, men spørgsmålet er, om det ikke er bedre at lade det ligge.

misforstået mig.
Kan godt forstå, du er både gal og ked af det, men spørgsmålet er, hvad DU får ud af den vrede? Og ja, du bør da tage en snak med din kæreste om, hvordan I kan sikre, at hans datter ikke ødelægger flere af dine ting.
Men nu er dit kæreste eje jo ødelagt, og det må DU forholde dig til. Din kærestes datter er for lille til at forstå det, og du kan helt ærlig ikke tillade dig at være vred på hende (og måske burde kjolen også være gemt bedre væk, så der ingen mulighed var for at hun kunne komme i nærheden af den). Og hvad forventer du, at din kæreste skal gøre? Flere skriver, at han skal erstatte kjolen. Det råd forstår jeg ikke. Hvad får du ud af, at få en ny kjole til 30.000, som ikke betyder en disse for dig, fordi det ikke er din søsters kjole? Og ja, hvis du en dag skal giftes bør han måske betale kjolen, men det ville da være fjollet at gå ud at købe en ny kjole nu, som du ikke skal bruge.
Problemet i den her historie er, at der ikke er nogen, der kan hjælpe dig. Du må selv bearbejde det her. Din kæreste kan sige undskyld, og tage højde for at noget lignende ikke sker igen, men han kan ikke give dig din kjole igen.
Jeg ved ikke, hvad du får ud af at køre rundt i den her vrede. Det gør ikke dig noget godt, og det gør ikke din kæreste eller hans datter noget godt. I skal snakke det igennem, men det er dig, der skal arbejde med din vrede (og ja, jeg ved godt, det er svært), og det hjælper altså at tilgive i stedet for at være vred, og det var det, der var min pointe.

Nu har jeg lige læst denne korrespondance og som mand er jeg fuldstændig forarget. Mange ting kan I klandre mænd for, men for at tillade eller selv at klippe en bryllupskjole i stykker!?? INGEN mænd ville drømme om at gøre det som I antyder - hvis de gør så er de dybt psykopatiske - jeg tror snarere det er jer kvinder der er hysteriske, grænsende til prsykotiske,hvis I overhovedet tror at mænd besidder den form for djævelskab! Der er kun kvinder der laver den slags rænkespil - jeg ved det, jeg taler af erfaring!

at jeg bare skal trække på skulderen og sige " det er hvad der kan ske" ??
Så min kæreste skal slet ikke føle sig skyldig over at han sådan set var en tand for uopmærksom, og egentlig er skyld i dette?
Så jeg skal bare læne mig tilbage og sige det er min egen skyld fordi jeg udemærket vidste at han ikke ville holde øje med hans datter mens jeg ikke er hjemme?
Det der gør mig mest vred er fanme at det ikke er første gang noget bliver ødelagt af MINE ting... Min bærbar har fået en tur med et glas cola, hun har tegnet på mine gardiner og hun får ALDRIG en irettesættelse.

at dig og din kæreste ikke er særlig gode til at kommunikere. Du har en masse forventninger til ham, men spørgsmålet er, om du fortæller ham (på en ordentlig måde), hvad det er du forventer.
Du skal altså også huske på, at det er et tre-årigt barn, du har med at gøre. Det er dit ansvar at holde ting væk fra hende, som hun ikke må ødelægge, for hun forstår det ikke selv (og lad nu være med at tro, hun bevist er ude på at ødelægge dine ting). Men ja, selvfølgelig bør din kæreste da snakke med sin datter om, hvad hun må og ikke må. Om hun direkte skal irettesættes ved jeg ikke, det kommer jo an på situationen. Men skal da helt klart lære, at tusser og sakse kun må bruges på papir...
Hvis hun f.eks. har fået et glas cola (hvorfor drikker et treårigt barn overhovet cola???), mens hun sidder ved siden af din computer, er det jo måske ikke hendes egen skyld, vel...
Spørgsmålet er, hvor skyldig du mener din kæreste skal føle sig? Du skal selvfølgelig fortælle ham (pænt), at du er rigtig ked af det med den kjole, og du ikke forstår, hvorfor han ikke holdt bedre øje med sin datter. Hvis du formår at fortælle ham det på en pæn måde, og han er fuldstændig ligeglad, kan jeg da godt forstå, du er ked af det. Men hvis du har brugt en masse grimme ord om ham og hans datter, skal du også vide, at han går totalt i forsvars position - og han vil altid tage sin datters parti frem for dit, sådan er det bare.
Men jeg kunne da godt tænke mig at vide, hvad det er du forventer af ham i denne sag, og hvor længe du mener han skal straffes?
Han er et menneske. Mennesker fejler. Og når mennesker fejler, kan man vælge at være vred på dem i hundrede år, men man kan også vælge at tilgive dem. Og det får man det altså også selv bedre af...

har vi altid vores tøjrum låst netop fordi sådan noget er sket før. Jeg kan ikke se hvad JEG ellers kan gøre, når jeg ikke engang er hjemme...
Og ang det cola, tja det er hans datter så jeg blander mig ikke. Og jeg var ikke engang til stede da det skete.
Da jeg kom hjem snakkede vi lidt, og jeg gik op for at pakke min taske ud. DER opdagede jeg kjolen. Han gad ikke engang selv sige det til mig. Da jeg grædende spurgte hvad der var sket, sagde han bare "gud hvor er du latterlig. Det er sku da bare en snottet kjole".. Jeg har på intet tidspunkt kaldte hverken ham eller hans datter noget grimt. Bad ham dog pisse af helved til.
Det er MIT hjem og han bor her bare midlertidig, og da han pt er sygemeldt får han ikke ret meget udbetalt, så han betaler kun ca 1/3 af udgifterne. Og så forventer jeg satme noget respekt for MINE ting...

det kan jeg se, sætter tingene i et helt andet perspektiv... Jeg har muligvis misforstået det hele lidt. Og jeg kan godt forstå, hvis det hele gør smadder ondt lige nu: du har mistet din søsters kjole og din kæreste viser mangel på respekt.
Ved ikke, hvad jeg skal råde dig til, men jeg tror i hvert fald, du skal tænke rigtigt meget over, hvor god han er for dig, for han ejer da ikke særlig meget medfølelse -(og det har du vist brug for ovenpå det store tab, du har lidt). Men hvor er det da en irriterende måde at finde ud af det på.
Må jeg spørge, om han ellers er en sød og betænksom kæreste?

Hvem taler om vold? Klaps i måsen er sgutte vold og det er en komplet misforståelse, at det er kommet ind som "revselse" under afskaffelse af revselsesretten for ikke så få år siden.
Nu skal jeg fortælle dig en anekdote fra min barndom:
Min egen fatter var et stort forbillede som et ekstremt alsidigt menneske, han var en eyeopener ikke kun for mig, men også for mine små legekammerater. Men når jeg så havde været en uge ovre ved Slemme-Jens, hvor alt flød i hans familie og aldrig blev sat grænser, og jeg så kom hjem med dårlige manerer og havde revet hans fagbøger ned fra hylderne på hans arbejdskontor, så kunne hans ellers stille og rolige væsen hæve sig til en høj, dyb og meget gennemtrængende basstemme, så det gik gennem marv og ben. Fortsatte jeg så alligevel ufortrødent, så var det klaps i den bare. Bare et enkelt stort klaps. Det var sgutte vold i min ordbog.
Ja, som lille barn er man forsvarsløs i det øjeblik. Men det skete ikke hyppigt. Når man har en far med en autoritet, der kunne sætte sig i respekt, var det simpelthen ikke nødvendigt så ofte, jeg tror det drejer sig om maksimalt 5-6 gange inden jeg var 6 år.
Det er den lille lærdom om at kende forskel på skidt og snot - og at have helt almindelig pli, som nogle af mine barndomskammerater helt missede. Netop fordi de voksede op i ekstremt løse 70er-rammer.
OG HVAD KOM DER SÅ UD AF DET? Jo, det skal jeg sige dig. De havde ingen respekt for autoriteter. Ingen respekt overhovedet. Og det går bare ikke i de små klasser, hvor ro i klassen er livsnødvendig for indlæring. I stedet troede de, at DE kunne styre klasselærinden. Det var totalt spildtid at klasselærinden skulle afbryde disse små labaner flere gange i timen.
Og det er netop der jeg vil hen. Nu skriver du, at vi ikke er i Kina. Nej men i Kina kan man trods alt sidde 50 børn i et klasselokale, hvor ALLE børn får noget ud af undervisningen, fordi man har almindelig respekt for autoriteter. Og det mener jeg er gået helt af fløjten i den danske folkeskole og netop derfor danske skolebørn halter så langt bagefter på mange vigtige faglige områder.
Forestil dig en almindelig folkeskoleklasse - lige fra 1. til 9. klasse - hvor underviseren har ro ihvertfald 45 ud af timens 50 minutter (eller hvor lang en time nu er idag), SÅ var vi godtnok nået langt.
Sådan et klaps i måsen hjælper til det, det burde ikke være kommet ind under begrebet "revselse". Den er helt galt på det område.

Det han siger, hans måde at behandle dig på. Det at du stadig er kæreste med ham må¨skyldes, at du elsker at være offer. 😖

Det argument - at et klap i måsen ikke er vold - det kan jeg ikke tage seriøst. Jo, det er vold. Det er fysisk afstraffelse, med det formål at sætte sin magt igennem, og det er strafbart. Længere er den ikke.
For mig er det en totalt falliterklæring, hvis man ikke kan forklare forskel på rigtigt og forkert, uden at skulle bruge vold. Og hvad skal vi andre bruge din storladne anekdote til? Fint at du kan lide din far, på trods af at han slog dig (og dine kammerater?). Men mon ikke han kunne have været et endnu større menneske, hvis han havde været i stand til at lære dig ikke at pille hans fagbøger ned, UDEN at "klappe dig i måsen"?
Måske er der noget galt med skolesystemet, hvis man den dag i dag forventer, at alle børn på ned til 5 år skal sidde musestille og lytte til læreren. Jeg er over 30, og synes STADIG det er svært at sidde stille til en forelæsning og bare lytte. Jeg gør det selvfølgelig, fordi jeg er voksen og har lært det, men jeg synes ikke det er en optimal måde at lære noget på. Billigt ja, men det giver langt mere at deltage aktivt i undervisningen. Så måske er det skolesystemet, der stadig er indrettet efter dengang læreren kunne afklapse eleverne til stilhed, som er forældet. Børn vil gerne lære, men at een elev kan ødelægge hele undervisningen med larm og ballade er i sig selv helt forkert. Men det er vist en helt anden diskussion.

Nu må du så gu' holde op.
Du giver udtryk for den der typiske Laissez-Faire holdning og berøringsangst og fuldstændig sort/hvide holdning som netop typisk ellers kun tilhører de 70er-feminister, som netop IKKE sætter forskel mellem et klap i måsen og så direkte vold.
Kun i en perfekt verden kalder man det en "falliterklæring" med et klap i måsen og være så naiv og indbildsk at man kan klare hele verdens uvorne unger med ord alene. Der er et eller andet galt med den pædagogiske indgangsvinkel, hvis man virkelig tror det. Ja nogle forældre er så heldige at have søde og rolige børn, mens andre IKKE har. Og dengang kunne jeg nemt blive påvirket af gadens uvorne unger og så rakte ord alene ikke til.
Nu siger jeg det en gang til højt og tydeligt: Et klaps i måsen en SJÆLDEN GANG er IKKE en falliterklæring. En falliterklæring er derimod hyppig fysisk VOLD mod sine børn! Capice? Jeg siger ikke at man død og pine *skal* opdrage sine børn med klaps i måsen, jeg kan virkelig bare ikke holde denne galmathias berøringsangst overfor klaps i måsen, det har INTET med vold at gøre. At der er berøringsangt overfor at blande skidt og snot for sig siger enormt meget om samfundet idag, hvor mange ikke tør kalde en spade for en spade. Thats completely PUKE.
Jeg har iøvrigt selv 2 små børn, jeg kunne da aldrig drømme om at udøve vold på dem. Og jeg har endnu ikke haft brug for at give et klaps i måsen, men det har %"#¤%# heller ikke nogetsomhelst med vold at gøre.
Og din holdning med, at du synes en almindelig forelæsning er gammeldags - mener du virkelig det i dit ramme alvor? Jeg formåede da at gå 3 år i gymnasiet og 5 år på universitetet med over 50% forelæsningsform. Tilvænning til forelæsning på uni-niveau tog da lige 14 dage, men ved gud ikke de resterende 10 semestre. Og jeg var altså ikke en helt speciel type med speciel "arce-power". Og det hører vist til sjældenhederne at selv et universitetsstudie består af 100% forelæsningsform, på min uddannelse var der da en fin afveksling mellem 3-4 timers forelæsninger, studieenhedsarbejde og projektarbejde. Forelæsningsformen er altså stadig glimrende, hvis der skal gennemgås meget stof med højt lix-tal i løbet af kort tid. Hvis det samme stof skal gøres med aktive øvelser, så ville et kandidatstudie da tage dobbelt så lang tid!
Nu nævner du, at du stadig har svært ved at sidde stille igennem længere tid. Fair nok. Det er jo heller ikke alle, der er minded for et studie med lange forelæsninger. Nogle gange kræver tiden bare.
Tilbage til din pointe med folkeskolen og indførelse af mere aktiv undervisning: det er jeg til dels enig i. Ihvertfald i forhold til, da jeg selv gik i folkeskole. Men en aktiv projektdag bør og skal ikke gå ud over det faglige niveau, det skaber både uro og de dygtigste elever begynder at kede sig og bliver umotiverede.
Og a pro pos det med at een elev kan ødelægge hele undervisningen med larm og ballade - det er netop IKKE en helt anden diskussion, det er NETOP kernen i hele problemet - som jeg nævnte i det forrige indlæg. Disse børn har enten 1) ikke fået faste rammer i hjemmet eller 2) der er blevet udøvet vold mod disse børn.
Men det er så nemt at lægge den fra sig og "gemme den væk" til en anden diskussion. Men nu ved jeg godt, at det er ved at blive bedre på skolerne rundt omkring og at man endelig - efter 20 års dvale - er ved at tage tyren ved hornene. Det er nu dejligt at se.

Igen; læs mine sidste indlæg længere nede. Der er edderguddødemig forskel på at SLÅ og give et klaps i måsen. Forskel på vold og et klaps i måsen. En kindhest ville jeg f.eks. katagorisere som vold. Ikke et klaps i måsen. Jeg ved ikke, hvad du forestiller dig med klaps i måsen, men her taler jeg altså ikke om direkte at SLÅ.
Men at et klaps-i-måsen er kommet ind under revselsesparagraffen er nok fordi det er svært at administrere. Nogle voldelige forældre vil måske udnytte dette og i stedet SLÅ den stakkels purk i rumpen. Men der MÅ så gu' da kunne findes på et eller andet smartere. Afskaffelsen af revselsesretten råber da ind i himmelen hvis man tænker på de børn, der ikke kan sættes i respekt med ord alene. Og igen-igen-igen; jeg siger jo netop IKKE at man skal udøve VOLD.
Og hvad hjælper et klaps i måsen så EFTER at ungen har ødelagt arvekjolen? Jo, at det kommer ind under huden på purken at han skal tænke sig lidt bedre om næste gang. Prøv at spørge en børnepsykolog, han/hun ville nok kunne forklare dig bedre omkring en fysisk reaktion versus ord og hvordan verdensbilledt hænger sammen for en 4-årig.
Nå, bortset fra det - jeg kan godt se en morsomhed i dine klaps til de ældre. Jeg er selv modstander af efterlønnen. Nu er mine svigerforældre hastigt på vej mod efterlønsalderen. De er begge godt nedslidte efter hårdt fysisk arbejde siden 7. klasse (for begges vedkommende), min svigermor på 58 år har netop fået konstateret slidgigt. Hun tænker meget på, om hun skal blive ved til hun er 62, eller om hun skal holde før.
Her synes jeg i stedet, at man skal indføre en form for sygepension, hvis sats svarede til en efterløn. Og så kunne man afskaffe efterlønnen og derved sikre at dem, der beviseligt med lægeerklæring (som min svigermor) ER nedslidte kan gå på pension lidt før tid. Her giver jeg dig ret.
Og jeg giver dig til dels ret mht. økonomiske gevinster mht. investering i fast bolig. Men det hænger primært sammen med, at prisfastsættelsen på dette område har været fuldstændig helt og aldeles fiktiv, vi skal bare se på prisudviklingen på fast bolig i storbyerne i årene 2003-2007, som intet havde med den reelle murstensværdi at gøre.

da selv have en skrue løs, jeg kender desværre 2 mænd der kunne finde på sådanne ting og det der er værre, så fej lige for egen dør først, før du gør kvinder til mere psykopatiske end mænd

for helvede den stodder han er da ikke vær at samle på, og lad ham så forkæle den lille møgunge alene

med at han er syg det er da ikke dit problem, så må han søge hjælp ved sin familie eller kommunen

Jeg tror dig ikke over en dørtærskel. En voksen mand, der skulle hive en arvebryppulskjole ned fra klædeskabet og så begynde at klippe den i stykker og så give barnet skylden. Haha, endnu en mandehader som elsker at digte!
Et 4årigt barn kan MEGET mere end deres mødre overhovedet kan forestille sig. Kan de måske huske, da de SELV var 4 år? Næppe.

Startindlægget starter nogenlunde troværdigt, men så bliver der ellers digtet på livet løs fra "Bund Ulykkelig" i de øvrige svar.
Jeg nægter - jeg siger NÆGTER - at tro på, at han har latterliggjort kjolen, når han vidste hvor meget den betød for dig. Normalt tænkende kvinder ville da for længst være gået fra sådan en brysk mand og i stedet have fundet en handsome mand.

at han aldrig, og jeg gentager ALDRIG! har opført sig sådan. Jeg tror pt han er inde i en træls periode, fordi kommunen har været næsten 5år om at finde ud af hvad der skal ske i hans nuværende situation. Og det har til dels nok gået lidt udover mig.
Og jeg brydes mig bestemt ikke om at en "anonym" lukker sådan en gang mundgas ud. Hvem har dog så nedern et liv at opdigte sådan noget!? Og hvem fanden spøger med sin søster's død !?

eller lade være jeg er skide ligelad, dem jeg kender har godt nok ikke ødelagt brudekjole, men de har ødelagt andet så som skindjakker, møbler osv. og jeg HADER ikke mænd synes de er dejlige, nogle af dem

kæft Carla du er da vist godt misundelig på pensionisterne, man må da håbe du aldrig når at blive det

Jeg forstår slet ikke at Anna Lullu siger du bare skal finde dig i det, slet ikke, men hun skriver et konstruktivt forslag til at komme videre...(bruge resterene af stoffet til noget andet) Tror alle forstår det er mere end "bare" en kjole for dig, det stikker langt dybere... Men når det nu er sket, og du ligesom ikke kan proppe ungen i skraldespanden, og lukke manden ind i skabet. Så er det om at tage en dyb indånding, og se andre muligheder....[l][l][l]

at hun mener det er spild af tid fra min side, at forblive sure på dem...
Og kan også godt lide hendes idé.
Men er bare bange for at hvis jeg lader det ligge, så bliver han ved med at være ligeglad når det går ud over mine ting. Det kan jo ikke være rigtigt at jeg skal være bange for at forlade mit eget hus, i frygt for hvad der er ødelagt næste gang.

Det var dog trist, det med din storesøster. Jeg har selv en og hun betyder alt for mig.
At hendes kjole er gået i stykker er der jo beklageligvis ikke så meget at gøre ved. Sådan er det, og det kan ikke laves om.
Bebrejd ikke din 3årige bonusdatter. Snarere den manglende sikkerhed. Et sådan barn skal ikke lege med sakse;-)