Er helt tom...

Nu sidder jeg her, tom, fuld af energi og ved ikke hvad jeg skal tage mig til!
Mine tanker går til min mor, min gravide søster og alle omkring mig!
Jeg mistede min far igår af en hjerneblødning. Han sov stille ind kl. 13, hvor min søster, mor og jeg var til stede.
Det er underligt at skrive dette, for det er ikke gået op for mig!
Hele dagen idag er gået med familie, snak og præst.
jeg har grædt, men ikke rigigt. Hvor er min sorg, mit sammnebrud.

jeg er 19 år, har en kæreste igennem 3 år, jeg har svært ved at bruge ham, ved ikke hvorfor, men føler ikke jeg har plads til ham-sikke en dårlig kæreste jeg er! jeg har en af mine venner hvor imod, jeg ville ønske jeg bare kunne krybe helt ind til ham og gemme mig!
Jeg prøver igen og igen af fortæller mig selv, at min far er død - nu har jeg skrevet det, men det er stadig uvirkeligt! Der er ikke plads til gråd, har lyst til at køre i en bil og bare blive ved med at køre, indtil jeg ikke er så tom mere.
Dette var bare nogle af de ting jeg skulle have ud! Have lidt luft, og så ønske at reaktionen snart kommer fra mig selv!!
Til min elskede far oppe i den klarer blå himmel, tak for alt du har givet, og alt din livsglæde!
savner dig

Kære du. Reaktionen kommer en dag - lige nu er du vel nærmest på mentalt stand-by. Du er måske den stærke, der kan være praktisk på vegne af din mor og din gravide søster.
Giv dig tid og sørg for at være lidt for dig selv, når du har muligheden.
Mistede min mor, da jeg var nitten. Savnet forsvinder aldrig helt.
Tænker på dig.
knus

Tusind tak!! Det fik en tårer frem i mig, men kan ikke give slip!-for så kommer tanken, sket er sket og jeg skal være der for og klarer tingene.
Tror ikke jeg mener det, men føler at nu skal vi bare videre...
Tak for dine søde ord!!

Jeg sidder med tårer i øjnene lige nu, for jeg var næsten det samme i gennem for to mdr. siden, hvor min far døde den 9. august. Her var det min mor, der fandt ham død i sengen, så han var helt alene, da det skete og ingen af os nåede at sige farvel. Derfor ser jeg det som noget rigtigt godt midt i alt det dårlige og sørgelige, at I kunne være der sammen med ham til det sidste, og jeg tror, du vil værdsætte det en dag.
Som min overskrift siger, så er der ingen regel om, hvordan man sørger og mere vigtigt HVORNÅR. Jeg græd og græd, men måtte også ligge bånd på mig selv, fordi der var så mange praktiske ting at tage sig af (og familiemedlemmer, der ikke kunne håndtere sorgen), så tror lidt at Lotte har ret, når hun skriver, at du er på standby lige nu. Det kommer på et tidspunkt, så lad vær med at revse dig selv for ikke at reagere. Du har rigeligt med følelser at håndtere lige nu uden også at føje dårlig samvittighed til, ok? Især fordi du intet har at føle dårlig samvittighed over, HELLER IKKE mht. din kæreste.
Du er ikke en dårlig kæreste, fordi du ikke kan lukke ham ind lige nu og i stedet længes efter en andens tilstedeværelse. Jeg havde det på nøjagtig samme måde, bare med venner. Der var to, der kunne håndtere min sorg og MIG, som lod mig sørge på min måde, som kunne sætte sig ind i mine følelser og reaktionsmønster. Mens resten, der såmænd også stillede op, for dårlige venner var de absolut ikke, på en mærkelig måde ikke kunne klare det. Jeg følte hele tiden, at de forventede at efter et par positive, trøstende ord, så måtte jeg da se fremefter og komme videre. Følte simpelthen ikke de kunne forstå, hvor stor en sorg det er, selv om de har været/er nogle af mine bedste venner.
Tror også, det har noget at gøre med afstandstagen. At hvis du involverer dem tættest på - eller alle i din nærhed - så mister du dit frirum, hvor du kan være, uden at sorgen overskygger det hele. Dem tættest på er ikke altid de bedste til at trøste, fordi det påvirker deres egen hverdag så hårdt, at man næsten ikke nænner at læsse alt sammen over på dem. Sådan havde jeg det i hvert fald.
Jeg måtte også skrive det ned, og offentligt her på sol.dk, for at fatte hvad der var sket (jeg skrev "Griske bedemænd"indlægget her på samme side). Og hvor mærkeligt det end lyder, så hjalp det mig til at få sat ord på mange af mine følelser, OGSÅ de følelser jeg ikke kunne føle lige med det samme.
Så tror du har trådt den rette sti, ved at skrive dit indlæg her, om ikke andet fordi folks meget søde og medfølende reaktioner er med til at lukke op for sluserne, så sorgen kan komme ud.
Føl, hvad du har lyst at føle, og på den tid, som du formår at føle det. Lad ingen diktere dig, hvornår og hvad du skal føle, det kommer i det tempo, der er bestemt til dig og det menneske, du er. Søg trøst hos de mennesker, du føler kan trøste dig, og lad være med at have dårlig samvittighed og føle du ikke forslår overfor din kæreste, bare fordi du ikke lige kan bruge ham i denne situation. Hvis han er lavet af den rette støbning, vil han forstå og være der for dig, når og hvis du får brug for ham, uden at presse dig til at tale om det.
Jeg føler dybt med dig og håber, du klarer dig i gennem det uden alt for mange kvaler.
Knus og mange tanker
Dorthe

Tiltrods for at jeg ikke har mistet nogle så nær, endnu, og slet ikke så tidligt, - håber jeg, at det er iorden, jeg giver dig nogle ord med, - udfra min betragtning.
Som Lotte skrev, at du er måske er den stærke, - med lad dig ikke blive "redningsplanken" for dem i årene fremover. Så bliver det først hårdt, med risiko for at føle et konstant "ansvar" for dem. Men hvis du har overskudet iøjeblikket, så må du være der for din søster og mor, - så godt du kan.
Nu fortæller du, at du har svært ved at bruge din kæreste og ikke har plads til ham, men har derimod en ven som du ønsker at kunne bruge.
Prøv først at bruge din kæreste, uden at tænke, hvem hvad, hvad og hvorfor du syntes han er utilstrækkelig i øjeblikket, bare ud med de tanker ig følelser der nu engang er og vil komme.
Han ønsker formentlig også at hjælpe dig igennem krisen, ellers bliver han måske istedet jaloux over at stå på "sidelinjen", - specielt hvis han ikke "kender" din ven, og hvorfor du går til ham istedet. Han vil formentlig føle sig utilstrækkelige.
Og så står du med 2 problemer istedet. Så lig kortene på bordet for ham, omend ikke for din egen skyld, så for hans.
Held og lykke i den næste tid.

hej..
det var da synd det med din far.. jeg har selv prøvet det samme da jeg midstede min mor! jeg kunne ikke få det til at gå op for mig.... det første stykke tid.. em det kom!!
det der med din kæreste hvis du ikke følger at du elsker ham eller har nogen følser for ham mere! og du bare nærmer ser ham som en god ven!
så er det nok en godt i ide at du prøver noget andet..
for man kan jo ikke være sammen med nogen man ikke elsker..
og der imod har løst til at være sammen med en anden...
den anden fyr som du havde løst til at kramme dig ind til.. spøger ham om han har det på samme måde!
og hvis han så har det kan der måske komme noget godt ud af det.. det kan godt være det lyder lidt direkte..
men man må tage nogen chancer her livet en gang i mellem.
men hel og lykke med det fraemover..
knus

Jeg vil bare sige, angående det med, at det ikke er gået op for dig - det kommer! Jeg kan huske da min egen bedstefar døde ... Jeg kunne ikke reagere på det. Men et par dage efter fik jeg mig en ordentlig tudetur og det løsnede det sådan lidt. Jeg tror ikke din tilstand er unormal!

Tak til alle jer der har skrevet! I har hjulpet mig SÅ meget og trøstet mig! Men puhe hvor er det hårdt!
Bedemanden har netop været hos os, og alt er nu ved at være iorden til på fredag hvor han skal begraves.
jeg er nok så stædig at jeg ikke vil være den der skal støttes, men min mor og min gravide søster.
Men tror jeg nok skal vælte og være den der pludselig råbe og omsorg en dag!
Jeg har i mange år ikke haft det godt med min far (for at sige det på en pæn måde "jeg hadede ham) men det sidste år forandrede det sig og jeg har haft en god tid med ham! Han fik en blodprop for 3 måneder siden men kom hurtig over den, men fra den tid havde min far min mor og jeg den bedste tid sammen-så det takker jeg virkelig for! For hvis ikke jeg havde fået fred med ham og tilgivet, havde jeg ikke været med til begravelsen.
Min kæreste og jeg må finde ud af vores problemer efter alt dette, jeg kan ikke bruge min tid og tanker på ham lige nu! Ved ikke hvad der er galt med os - men det er nok mig, der er kommet frem til nogle tanker og følelser som han ikke mere kan give mig! Hvis jeg mærker efter i mig selv, så er han nok ikke der hvor jeg har brug for ham! Ved det er svært at vide hvad man skal gøre. Men at skrive/ringe og bare høre hvordan det går eller bare sende et kys må man gerne-en lille ting kan betyde meget lige pludseligt!
jeg ved ikke hvordan jeg skal bede om hjælp! Det lyder nok underligt, men det er svært.
Har nogle gode veninder og de er der-det ved jeg! Men jeg tror jeg prøver at få en hverdag igang uden at tænke over hvad der er sket..
Håber der er en der banker mig i hovedet en dag, og siger at han bare ikke er her mere..
Sikke en masse ord, men det hjælper faktisk at skrive herinde!
Igen tak for jeres ord, det hjælper og det for nogle tanker igang i mig.
Knusser fra T

For 3 år siden, jeg var 21. Mistede jeg en af mine gode venner ved et selvmord. Jeg var i England for at arbejde, jeg kom hjem på ferie, min lille søster skulle konfirmeres. Kom hjem skulle hilse på gutterne. Vi drak øl, grinede. Pludselig var der en der sagde, hvad så med ham Hans - Viggo var han ikke bare et røvhul sån at begå selvmord.........
Jeg var fuld, forstod det ikke, blev rygenes fuld selvom jeg ikke rigtigt drak mer.
Dagen efter var det dagen før min lillesøsters konfirmation, masser af gøremål. holdt smerten på afstand...
Tog tilbage til England 2 dage efter konfirmationen, havde stadig ikke grædt, men jeg kunne føle en mærkelig trykken i brystet forstod det ikke, forstod ingenting....
Kom ind på mit værelse efter en lang rejse, tændte for fjernsynet. Så et afsnit af Buffy, det hvor hun dør, og jeg græd.
Næsten en uge efter græd jeg, det føles som lang tid man bebrejder sig selv for ikke at kunne give slip og græde. Efter Buffy græd jeg mig i søvn og healings processen begyndte. Jeg græder stadigvæk hver gang jeg ser det afsnit, har det to gange.
Underligt som psyken kan forskyde og beskytte og finde en udvej for den psykiske energi.

Bjørn