Er jeg deprimeret?

Jeg er en pige på 20 år.
For en måneds tid siden var jeg den gladeste og mest energiske pige man kunne forestille sig. - Og min selvtillid har været helt i top. Jeg har haft den skønneste barndom med de bedste forældre, og jeg har aldrig oplevet noget egentlig modgang i mit liv.

Dog har jeg den sidste måneds tid følt mig gravet ned i et sort hul. Jeg har svært ved at sætte ord på hvordan jeg egentlig har det. Jeg føler mig deprimeret - måske en smule angst? Jeg har ikke lyst til at se eller tale med nogen, fordi jeg er bange for at de kan se at jeg har det dårligt og opfører mig mærkeligt - og jeg har ikke lyst til at foretage mig noget som helst. - helst vil jeg egentlig bare sove. Jeg føler at min hjerne er slået fuldstændig fra, at jeg ikke kan finde ud af at kommunikere, fordi jeg ikke kan huske hvad jeg var i gang med at sige før og sådan.
Det er en følelse af at være fuldstændig ved siden af sig selv, og at have glemt hvem man egentlig er, og hvor sjov og glad man kan være.

Denne underlige sindstilstand startede da jeg følte et svigt fra en ellers rigtig tæt veninde. Jeg har dog svært ved at forstå hvordan jeg kan reagere så voldsomt på dette, og jeg er ved at blive fuldstændig desperat efter hjælp.

Nu har jeg gået med disse ting i mit hoved en måned, og jeg tror at det hele handler om at jeg kører tingene op for mig selv, og jeg går og forestiller mig at jeg er ved at blive sindssyg eller angst, og at jeg aldrig vil komme ovenpå igen.
Er der nogen, der nogensinde har oplevet noget lignende? Er dette en depression eller er det sådan det føles at have angst? Kan man nogensinde vende tilbage til sit rigtige liv og blive glad igen, kan man slippe helt af med denne følelse, eller hænger den i én for evigt?
- En meget fortvivlet type

Jeg tror ikk man kan blive sådan deprimeret så hurtigt og så let.
Tror måske det er fordi du er så bange for at blive/være deprimeret at du tænker for meget på det. Man tror da vi alle sammen har prøvet og ha' noget tid hvor vi synes alt er lort. Har selv haft der sådan der for ca. ½ år siden, tror det varede ca. 2 måneder, men nu er da ovenpå igen, og det kører bare :)
Så det ska nok gå over snart :)
Held og lykke!

det var da sådan set meget rart at høre, at du ikke mener at det er noget permanent. nu har jeg simpelthen bare ligget ned og stenet det sidste stykke tid, og har slet ikke overskud til noget som helst.
du skriver at du også havde sådan en periode på et tidspunkt. var det ligesådan? og hvordan kom du ud af det igen??

Det er helt forkert at ligge der hjemme og stene, så går det aldrig over ;)
Mit var mest pga. mit job og nogle kolleger, man altså du er nød til at sige fuck det og komme vidre. Uanset hvor meget du tænker på det, ændre det aldrig hvad der er sket!
Det siger jeg altid til mig selv hvergang jeg er nede, eller har lavet noget jeg fortryder, sket er sket, sådan er det bare uanset hvor dårligt du har det med det.
Du er nød til være positiv selvom det er svært, tænk på alt det gode i dit liv, venner familie, dit arbejde osv.
Så skal det nok gå 😃[l]

Hej hannah8
Vi herinde kan og må ikke stille en diagnose - det er noget din læge/psykolog/psykiater skal gøre - derfor: gå til din læge.
Jeg har haft angst det sidste års tid og det var/er et helvede, men jeg har det allerede meget, meget bedre fordi jeg fik hjælp ret hurtigt i forløbet. Jeg har også altid været en glad og meget social pige, men pludselig blev tingene vendt på hovedet og jeg følte det som et stort handicap at jeg pludselig ikke kunne gøre alle de ting som jeg plejede at gøre i hverdagen f.eks. købe ind, gå i skole osv.
Du skriver at du ikke tør vise andre at du har det dårligt? Kan det skyldes at du et eller andet sted er flov over at du har det som du har det når du måske egentlig ikke føler at du har nogen grund til at være nedtrykt?! Det er den slags tanker og spørgsmål du kan vende med en prof og stille og roligt vil i også nå ind til den egentlige grund til at du har det som du har det - tro mig det hjælper at snakke med nogen! Du skal og må tale om det - det er det eneste der hjælper og du skriver jo også at du har en god familie? - Brug dem, så meget du kan!
Med depressioner, angst osv. er det desværre ikke til at sige hvor længe du vil skulle døje med det - det er jo ikke lige som med et brækket ben, hvor man kan sige 3 uger, så er du klar igen...desværre...Det vigtigste jeg har lært er at man skal blive venner med angsten, for den vil altid være der et sted og den kan blusse op hvis jeg overser hvad min krop og psyke fortæller mig, så jeg ser faktisk også angsten som et nyttigt redskab idag - men man kan først bruge den hvis man lære den at kende.
Du skriver bare hvis du har flere spørgsmål 🙂 Det er du meget velkommen til! Håber du kunne buge det til noget og husk - du er ikke alene...

Du har ret i at vi alle kan have perioder hvor vi er lidt ved siden af os selv og det er der ikke noget farligt i - tror nærmere det kan være sundt ind imellem at komme lidt ud "på et side spor" og se tingene fra en anden vinkel - helt klart! Men det er desværre også sådan at depression/angst/OCD osv. kan ligge og lure længe, (uden man mærker det) og pludselig er der et eller andet der tricker det og så slår det ned som lynet, så jo...det kan komme MEGET pludseligt! Min angst kom f.eks. mens jeg sad i biografen...ud af det blå sagde det bare bang...😮

Hvor er det fantastisk at der er nogen herinde som gider og har overskud til at hjælpe og "snakke" med én i sådan en situation som denne.
Jeg føler mest at denne ubehagelige sindstilstand handler om, at jeg ikke synes at jeg kan finde ud af at kommunikere længere. - Når folk siger noget, bliver jeg næsten helt nervøs og ved slet ikke hvad jeg skal svare. Og at jeg ikke kan finde ud af at føre en ordentlig samtale er nok fordi jeg går og er helt nede og kun kan tænke på hvad der foregår i mit hoved, så at jeg ikke kan koncentrere mig om hvad der bliver sagt i nu'et. Men så er det så at jeg bliver nervøs når jeg så er sammen med folk, fordi at jeg netop tænker over at jeg skal agere normalt. Og på den måde er det en ond cirkel. Forstås? - Det er lidt svært at forklare, synes jeg..
Jeg ved godt at jeg skal snakke om disse ting, og jeg har egentlig også prøvet - en hel del - med min familie, men det er lidt som om at jeg ikke kan finde ud af at forklare tingene, måske netop fordi det fungerer så dårligt for mig med kommunikationen.
Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig, hvordan det føles at have angst? Har/havde du det også sådan, at du kan være lidt bange for at sige noget og komme med inputs i samtaler? (Ved selvf. godt at angst findes i mange forskellige afskygninger..) men hvis du alligevel ville prøve at beskrive det lidt - og hvad du har gjort for at få det bedre?
Mange hilsener herfra :)

start med 6 kapsler Ritalin uno 40/mg methylphenidat
om morgen gå en tur min 3km
hver dag
en uge med den og du er rask igen. ps ritalin uno er ikke i håndkøb så søg læge. held og lykke frem over

du har nogen depressionssymptumer, men hvordan er det med at sove fx❓sover du meget let? afubrudt❓og hvordan spiser du ?
det er depressionssymptumer at have Angst/uro i sig og lukker for alt kontakt til verden pga ikke kan magte det.
og en af depressionssymptumerne er at man får hukkomelsesbesvær, det er derfor du ikke kan kommunikere med andre og det gøre at du bliver til en lukket person.

det er en rigtig god ide at læse symptumerne og alt om depression, for det er den måde man fanger sig sig og sige (ja det er mig, sådan har jeg det ) osv.
depression er ligesom et væg, og den skal fjernes ad vejen, men det er meget svært. du skal fjerne det væg ved at sige her starter jeg, og sådan skal det gå fremover. altså sætte mål for dit liv. og ikke giv.

http://depressionsforeningen.dk/Psykiske-lidelser/Depression/symptomer.html