er jeg en strid kælling

Vil gerne høre andres mening om mit problem.
Jeg har været gift med min mand i 5 år. Han ejer egen virksomhed og jeg er lønmodtager.
Jeg betaler halvdelen af de fælles udgifter til husleje ,licens ,forsikringer og halvdelen af kosten.
Vi har tit diskuteret rimligheden i dette, da jeg tjener betydeligt mindre, og har foreslået fælles økonomi, men dette afviser han.
Hans virksomhed vokser år for år, så hans indkost stiger for hvert år, mens min indkomst er den samme. Han har muligheden for opsparing og ekstra indbetaling til pension, så hans otium er sikret.
Jeg har foreslået, at han evt kunne bidrage med lidt ekstra til budgetkontoen,så jeg kunne lave en opsparing til min pension, men dette nægter han.
Er det mig der er en strid kælling og forventer for meget af et ægteskab ?

Den er lidt svær. Fordi på den ene side har man et ansvar for hinanden i et ægteskab.
På den anden side har han jo retten til at bruge sin egen indkomst som han vil.
Jeg hælder nok til at give din mand ret på den måde at han skal betale det han altid har gjort og det skal du også (korrigeret for almindelige prisstigninger osv. naturligvis). Men hvis han grundet sin høje indkomst ønsker at bo dyrere, eller spise dyrere mad, købe ny bil eller whatever, må det så også stå for hans egen regning.
Altså de poster der er på fællesbudgettet skal være poster der passer til den person med den mindste økonomi. Hvis den anden person ønsker noget ud over dette, må denne person selv sponsorere dem.
Hvis i bor som i altid har boet. Hvis i jeres afdrag til bil osv. er uændret (stadig i forhold til almindelige prisstigninger) kan jeg ikke se at din mand skulle være forpligtet til at sponsorere din opsparing fordi han er begyndt at tjene mere.

Hvis i ikke har børn sammen så tag og flyt fra ham, han tænker tydeligvis først og fremmest på sig selv og har allerede bestemt sig for at sikre sin fremtid til når i bliver skilt.
Hvis han virkelig elsker dig ville han uden tøven indgå i fælles økonomi og hjælpe dig med at sikre din pension og se dig som en ligeværdig og ikke som nu blot som et vedhæng hvis funktion blot er at agere mor og sexobjekt - forudsat at firmaet ikke allerede har taget den fornøjelse fra jer?
Det er nu du skal tænke på dig selv og gøre hvad der skal gøres for at sikre din fremtid, du kan ikke satse på at han vil hjælpe dig i fremtiden når hans firma bliver skyld i at i går fra hinanden.
Find en der vil dig det bedste og sig så farvel og tobak til 'direktøren'.
Nok ikke lige det råd du ønsker at høre...

Det er helt okay at han ønsker seperat økonomi. I skal blot blive enige om jeres levestandart. Ønsker ham et større hus end det du er villig til må han betale for diferancen det samme mht ferie bil osv osv.
Det skal jo også være realistisk i forhold til hvad du kan dække med halvdelen af din løn. Jeg tjener eks 4-5000kr mere end min kæreste og hvis jeg ønskede en større bil måtte jeg jo betale lidt mere det samme med hus osv.

Næ, egentlig ikke, jeg synes da også du skal leve godt af hans fremgang. Hans gode indkomst kan hurtigt vende og hvad så? Så er I gift og du har forsørgerpligten 😉 Skal du have sure pligter må du også have de søde tider på din konto.... Sådan er det! Vil han ikke dele? Så skal I vel heller ikke dele pligterne i hjemmet, selvstændige arbejder meget og længe, så mon ikke du tager slæbet med hus osv......det skal du også have kredit for.
Jeg vil anbefale jer at få styr på det, ellers ender du som taberen, som du allerede fornemmer du vil, hvis jeg har læst dit indlæg rigtigt. 🙂
Held og lykke...... Vil han ikke dele sin båd med dig, så må han selv ro. 😃

Du skal betale halvdelen af ALT!
Man kan ikke gøre det op i procenter. Nu er jeg blevet single efter 9 år og barn, og jeg skal betale 100% af alt. Også toilet papir og mad (og jeg skal også selv hente det)
Så du skal også betale 2 ud af 4 dæk til bilen, vandregningen, elregning, husleje, og hvad man ellers har...
Min eks som jeg boede med i 9 år, betalte da også. Uden at have regnet på det så købte jeg biler, og hun kørte så i den ned og handle ind alm dagligdagsting. Fx toiletpapir og mad og lign....
Den der med at gifte sig med en rigere så man kun står for 5% af hustandsindkomsten. Den ville i al fald ikke gå med mig! For mig er det altid 50/50 uanset indkomst. Skulle pigen være så fattig at hun sultede eller ikke kunne betale husleje, så ville jeg give, ellers ikke, udover en sodavand eller en bajer...!

Vi kommer også ind på velfærd.
Han er vel klar over at hans opsparede formue vil indgå i den fælles kasse hvis I stadigvæk er sammen når I bliver folkepensionister i og med den skal danne grundlag for beregning af ydelser.

Netop!
Hvis man finder en kæreste som man er så glad for at man vil flytte sammen og have fælles husholdning, så flytter det økonomiske også med.
Og det er udgifter til alt fra vand, el, husleje, internet, evt TV-abonnent, telefoner, gas, og hvad man ellers har, også evt gæld.
Og NEJ jeg mener ikke at jeg skulle betale en evt kærestes studiegæld, men det vil alligevel påvirker min hverdag, fx har hun så nok mindre råd til ferier og mad og lign...

Tak for jeres svar.
Det skal lige tilføjes at manden oprettede særeje,da vi blev gift. Hans virsomhed og faste ejendom arver hans tre børn.
Og som der bliver skrevet, så er det mig der skal ordne ALT hjemme, og hvis han ikke havde sin kone til det, måtte han jo betale andre for at vaske hans sokker og gøre hytten ren. Jeg synes også, at jeg har en andel i, at han kan arbejde alle de timer.
Jeg er bestemt ikke ude på, at tage hans penge, men skulle vi blive skilt eller han mister livet, står jeg på gaden.
Vi bor i en dyr lejlighed, som han ville have og som jeg ikke havde råd til. Aftalen var så at han skulle betale lidt mere til huslejen. Dette gik godt det første år, så glemte han alt om denne aftale, og jeg betaler nu halvdelen.
Jeg er selv meget sparsommelig , mens han er en rigtig levemand, der nyder det dyre mad og gode vine.

Vil gerne høre andres mening om mit problem.
Jeg har været gift med min mand i 5 år. Han ejer egen virksomhed og jeg er lønmodtager.
Jeg betaler halvdelen af de fælles udgifter til husleje ,licens ,forsikringer og halvdelen af kosten.
Vi har tit diskuteret rimligheden i dette, da jeg tjener betydeligt mindre, og har foreslået fælles økonomi, men dette afviser han.
Hans virksomhed vokser år for år, så hans indkost stiger for hvert år, mens min indkomst er den samme. Han har muligheden for opsparing og ekstra indbetaling til pension, så hans otium er sikret.
Jeg har foreslået, at han evt kunne bidrage med lidt ekstra til budgetkontoen,så jeg kunne lave en opsparing til min pension, men dette nægter han.
Er det mig der er en strid kælling og forventer for meget af et ægteskab ?

Det kalder jeg da gensidig kærlighed :-(
Hvis jeg var dig, vil jeg opdele alt og jeg mener alt..... Lige fra at jeg drikker ikke mælk sååååå den betaler JEG ikke osv.
Nej ved du hvad, jeg tror slet ikke jeg kunne være gift med sådan en type :-(
Og det kommer fra en som selv blev rippet af sin ex, som ikke bidrog til økonomien..... Selvom jeg havde en negativ oplevelse mener jeg virkelig, at kærlighed skal ikke måles i penge. Hvordan kan man nyde at have 5000 kr mere på kontoen om måneden, end ens partner? Hvis ens partner arbejder og gør sit bedste for at bidrage..... Jeg forstår det ikke......
Ydermere hvis din mand mister arbejdet m.m. Har du forsørgerpligt øhhhh skal han så betale det tilbage ???????

Vil gerne høre andres mening om mit problem.
Jeg har været gift med min mand i 5 år. Han ejer egen virksomhed og jeg er lønmodtager.
Jeg betaler halvdelen af de fælles udgifter til husleje ,licens ,forsikringer og halvdelen af kosten.
Vi har tit diskuteret rimligheden i dette, da jeg tjener betydeligt mindre, og har foreslået fælles økonomi, men dette afviser han.
Hans virksomhed vokser år for år, så hans indkost stiger for hvert år, mens min indkomst er den samme. Han har muligheden for opsparing og ekstra indbetaling til pension, så hans otium er sikret.
Jeg har foreslået, at han evt kunne bidrage med lidt ekstra til budgetkontoen,så jeg kunne lave en opsparing til min pension, men dette nægter han.
Er det mig der er en strid kælling og forventer for meget af et ægteskab ?

Hmm!
Man kunne være tilbøjelig til at spørge, hvordan ville du se på det HVIS det var lige modsat, altså dig der tjente mest?

Det kan jeg hurtig svare på. Da hans virksomhed ikke gik så godt, var mit bidrag til budgettet større end hans andel

Det kan jeg hurtig svare på. Da hans virksomhed ikke gik så godt, var mit bidrag til budgettet større end hans andel

Hmm!
Det må du vel kunne stille ham overfor.

Hvad hulen laver du så i et ægteskab med en nærig egoist?? Han snylter på dit arbejde i huset, og vil ikke slippe en krone af sit store overskud :-(
Find en, der vil elske dig, ikke udnytte din billige arbejdskraft! (og måske gratis sex engang imellem)Jo, det er svært at bryde op, finde en lejlighed osv, men gør det for din egen skyld! Knus til dig....

Det kan jeg hurtig svare på. Da hans virksomhed ikke gik så godt, var mit bidrag til budgettet større end hans andel

Du er ikke en egoistisk kælling. Du er nødt til at passe på dig selv. Din "elskede" gør det ihvertfald ikke. Han vil hellere tilgodese sine voksne børn end dig hvis han dør først. Føj.
Jeg ved ikke om det for dig er grund nok til at bryde ud af ægteskabet, men jeg har selv levet med en nærig mand, og det er bunden af alt dårligt. Jeg er hver eneste dag lettet og taknemmelig over at jeg slap væk.
Eftersom du nævner otium gætter jeg på at I ikke er helt unge. Dert er hverken sjovt eller nemt at leve alene, men for mig er alternativet, at leve sammen med en nærig fyr, værre.
Nu ved jeg jo ikke hvordan han er at leve sammen med, men de nærige typer jeg kender har også haft problemer med ægte følelser i parforholdet. Nærig med penge = nærig med følelser.

❓ Måske vil han med tak tá imod at du udbeder dig skilsmisse, måske kan han bare ikke lide at be om en sådan. ❓

"Jeg har foreslået, at han evt kunne bidrage med lidt ekstra til budgetkontoen,så jeg kunne lave en opsparing til min pension, men dette nægter han.
Er det mig der er en strid kælling og forventer for meget af et ægteskab ?"
Dette siger mig alt:
han er egoistisk og er ike værdig til dig.
Find du hellere din egen lejlighed og kom ned på nogle udgifter der svarer til din levestandard og lad ham passe huset selv. Så kan du se med tiden, hvormeget kærlighed han egentligt har til dig.
Bare sig at du skal sørge for din pension, fordi det kan du ikke når du bor der under de vilkår.

Er du mig som "mistænker" olsen for at være en mand... Han/hun er i al fald ikke en typisk pige...

Det er svært at svare på om det er rimeligt, fordi han utvivlsomt har valgt særeje i sin tid for at se tiden an a la om ægteskabet udviklede sig til den store kærlighed. Det er så åbenbart ikke sket for ham endnu. Det kan vel ikke gøres til genstand for en rimelighedsvurdering.

Enig.
Men man kan sige om man selv mener at "rimeligt" er opfyldt...

Har du overvejet en ægteskabskontrakt? Testamente, forsikring, et eller andet! Hvis han bliver kørt ned i morgen, skal du jo have en eller anden form for sikkerhed. Det må han da kunne forstå!

Hvis han falder død om i morgen - så sidder du i uskiftet bo, indtil det bliver gjort op, du er den der arver ...
Jeg kan ikke forstå adskilt økonomi, når man lever i et ægteskab og hvor må det være anstrengende ... 😮

Jeg ville godt nok være ked af at være i et sådan ægteskab, hvor manden med sin økonomi fortæller at hans kærlighed, respekt og tillid er svag.
Min søsters mand er modsat din. Han er private banker og hun er sosu assistent. De deles om alt, og han siger nogle gange til hende for sjov, at hun skal holde sig til ham, fordi han vil forkæle hende med sin gode pension når de bliver gamle. Hun har en ringe pensionsopsparing.
Din mand er altså en rigtig egoist. Der er intet ligeværdigt i det ægteskab.
Jeg er ked af at sige det, men du er altså taberen i det ægteskab.

Er det sandsynligvis også med sin empati og kærlighed.
Jeg havde droppet ham.
Specielt efter at du skriver du betalt mest i husholdningsbudget da han ikke kunne. OG at han har brudt en aftale om at betale mere for huslejen han selv ville.
Men jeg kan da godt forstå han vil have dig der. Du vasker hans sure underbukser, gør rent og laver mad og fylder køleskabet.
Jeg fatter ikke folk er gift hvis de ikke kan fælles økonomi.
Hvis man ikke kan det for hinanden. Hvad er der så?
NB Kvinder kan så også være nærige med de samme konsekvenser

Tak for dit indlæg.
Penge er en tit diskuteret emne i et parforhold.
Jeg vil mene at begge parter skal være lige iforhold til ens husleje, dvs i skal deles lige.
Men det kunne være interessant at vide om han giver mere fra sig med at hans indtægt stiger?
Inviterer han dig måske i byen? Måske køber han flere gaver?
Lina

Du havde aldrig fået en krone af mig. Hvad forhindrer dig i, at blive en del af hans virksomhed?
Kan fandeme godt forstå, at han ikke gider fællesøkonomi. Som om, at du skal rende og bruge hans penge.. Som om, at du ikke nyder nok af frugten af hans arbejde, ved at I sandsyligvis bor fint, lever godt osv. - Så styr dig lige engang! Helt seriøst. "Kvinder" som dig, kan virkelig bringe mit pis i kog!

Årh luk dog venligst. Hvad er det dog for et grådigt "argument", er det virkelig så lavt kvinder synker, når de ikke får hvad de peger på?
En alm. lønmodtager tjener mellem 13.000 og 16.000 kr. månedligt, efter skat. Er det ikke nok for hende, til at rende at shoppe for? - Det er da ligegodt vildt så lidt indsigt I har.
Jeg har et rådighedsbeløb på 8.000 kr. i lommepenge, og jeg føler mig da nærmest rig. Så STFU B**ches!!

Hvorfor skal manden betale mere, fordi han TJENER mere?
I kvinder er nogle forbandede egoister.
Jeg ved da godt hvorfor han ikke vil betale. - Han kan ikke leve med tanken om, at han har betalt hendes pension, hvis, eller rettere når, de går fra hinanden. - Jeg ville da også føle mig røvrendt, hvis jeg havde betalt i dyre domme for en anden persons pension, når denne måske ender med at være mig utro, eller hvad ved jeg. - Det er jo et faktum, at 43% af alle kvinder er deres mænd utro på et givent tidspunkt i et forhold.

Its-going-down - jeg kan ikke forstå, hvorfor man i det hele taget indleder et forhold, når man har den indstilling, som du der skriver - hvis ikke man tror på parforholdet, skal man lade være med at indlede et.

Nu er det jo ikke mig, der har indledt et forhold med hende. - Men ellers vil jeg da sige, at der intet er galt i noget sund skepsis. - Dem der ikke har, de ender altid med at blive røvrendt.

Er en sund skepsis er ikke at tro på parforholdet - jeg tror ikke rigtig jeg forstår den indstilling - hvis man på forhånd ved, at det ikke vil holde ..., så er det også tyndt - hvis man har den indstilling, så har man ikke mødt den rette.

99 ud af 100 parforhold holder jo ikke til det 10. år, så jeg vil nu vove den påstand, at kalde det sund skepsis.
Jeg har været i et forhold, hvor jeg elskede min kæreste rigtig højt og stolede 100% på hende, og så endte kulsoen med at være utro efter 5 år.
Den rette findes ikke, kun de rette omstændigheder.

Jeg kan godt forstå din skepsis - efter sådan en omgang, bliver der taget afstand, og så har du ret i, at jeg synes også alt for mange parforhold går i stykke, en teske skal bare ligge forkert i skuffen så er der skilsmisse i luften, det er sørgelige tilstande ...
Og meget overfladisk - og jeg ved ikke, hvorfor det er blevet sådan ... ❓

Hmm.. Det er et godt spørgsmål. Men måske ligger lidt af forklaringen i nutidens "køb og smid ud"-mentalitet, hvor man bare smider "lortet" ud, i stedet for at prøve at reparere det? - Det har nok smittet fra konsumerismen til de interpersonelle forhold.
Jeg mener.. Det er jo så nemt at finde sig en ny kæreste, hvis det hele går i vasken, så hvorfor prøve, og hvorfor finde sig i noget? - Og går det nye forhold heller ikke, så er det bare 100 kr. til netdating, og så er problemet løst, og man finder endnu en rebound, eller hvad man skal kalde det.

Ja, og det er også overfladisk, hvis du spørger mig. Det handler også om at turde give slip, når vi giver slip, så giver vi os selv - og så gør det faktisk ret ondt at blive svigtet, så er det meget nemmere med overfladiske forhold, de gør ikke ondt, når de går i stykker ...
Mon vi er blevet så skeptiske at vi bare vil have tilfældige forhold, der ikke bunder så dybt, det er ikke nogen go' tanke ...

Enig! Men altså, hvad kan man gøre i en verden, der er inficeret med overfladiske individer? - Man er nødt til selv at være overfladisk, andet er jo ris til egen røv, da man ender med at blive udnyttet på det groveste. Og det er lidt det, som jeg mener med det her. - Det er lidt ligesom Tour de France; no dope, no win!
Det er bestemt ingen god tanke, men jeg må desværre sige, at jeg tror det er tilfældet. Hvis man nu engang kigger på verden med de objektive briller, hvor al den subjektive tilvænning og selv- og mediekultivering er blevet filtreret fra, så er det jo faktisk blevet et rigtig rigtig skidt sted på mange punkter. Og intet ser ud til at være i bedring, tværtimod.
Det er en travl travl verden.. Hvad mon folk skal nå?

Ja, det må du nok sige, jeg ved heller ikke, hvad de skal nå ...
Jeg vil sige, at det bestemt ikke er "hyggeligt" mere - der kræves rigtig meget, lige meget hvor, vi bevæger os hen - det er lige fra karriere til parforhold, venner, fritidsinteresser osv., osv., osv ...
Vi skal være stærke, hvis vi tør træde udenfor ..., jeg er nu midt i mit liv, så jeg tør godt træde udenfor, det betyder at jeg hviler i mig selv ...
Men jeg mener rent faktisk, at når vi har lyst til at gifte os, så er der en masse dejlige forpligtigelser - og jeg må indrømme, at jeg kun har erfaring med fælles økonomi, hvilket jeg finder naturligt - men det er så ikke tilfældet for trådopretteren her ..., vi arver alt, hvis den ene part dør ..., så kan man sige, at det er lidt mærkeligt at have særskilt økonomi ...

Ja, det må du nok sige, jeg ved heller ikke, hvad de skal nå ...
Jeg vil sige, at det bestemt ikke er "hyggeligt" mere - der kræves rigtig meget, lige meget hvor, vi bevæger os hen - det er lige fra karriere til parforhold, venner, fritidsinteresser osv., osv., osv ...
Vi skal være stærke, hvis vi tør træde udenfor ..., jeg er nu midt i mit liv, så jeg tør godt træde udenfor, det betyder at jeg hviler i mig selv ...
Men jeg mener rent faktisk, at når vi har lyst til at gifte os, så er der en masse dejlige forpligtigelser - og jeg må indrømme, at jeg kun har erfaring med fælles økonomi, hvilket jeg finder naturligt - men det er så ikke tilfældet for trådopretteren her ..., vi arver alt, hvis den ene part dør ..., så kan man sige, at det er lidt mærkeligt at have særskilt økonomi ...

Jeg er ikke engang 30, men jeg har det på samme måde. Her er bare ikke hyggeligt. - Vi mennesker har slidt og slæbt i årtusinder for at få velvære og komfort. Gad vide hvornår fanden vi sætter os ned og tænker; "oookaayy, nu er det nok, lad os lige nyde frugten af vores arbejde".
Sådan er det bare ikke, desværre. Letter man en arbejdsopgave med 95% af det fysiske arbejde for en person vha. en maskine eller noget teknik, tja, så skal vedkommende jo bare producere 19 gange mere, ikke noget med 95% mere fritid. Ja, faktisk ikke et sekund mere fritid, da vi har så forbandet travlt, som mennesker.
Jeg har aldrig haft et problem med at træde udenfor. Men er måske nok som du siger, fordi man hviler i sig selv, det har jeg i så fald gjort hele livet.
Jeg havde aldrig fællesøkonomi med eksen, da hun var på kontanthjælp og jeg tjente over tre gange mere end hende. - Hvorfor skulle jeg dog bøde for hendes manglende evne til at forsørge sig selv? - Kvinder har haft så travlt med at pille mænds manddom ned, på alle leder og kanter, lige siden rødstrømpernes tid, men når det kommer til penge, så hører man aldrig et kvæk, sjovt nok.
Mht. at blive gift. - Nu ved jeg ikke hvad jeg ville gøre, hvis jeg var gift, jeg har nemlig aldrig tænkt over det, da jeg ikke vil giftes af den grund, at jeg ikke er kristen. - Synes, at det er lidt at misbruge religion, men det er jo en helt anden snak. :-)

Du har hele dit liv foran dig - jeg kan godt sætte mig ind i din tankegang - og den sjoveste tid har jeg nok levet i. Jeg kan godt forstå de yngre - de har slet ikke travlt med at stifte familie - fordi vi lever i en forandrings tid, vi kan lige nå at få et forhold til een ting, så laves det om, og det er faktisk også lige det, der sker med kærester eller mangel på samme ... hele tiden udskiftning.
Det er de gamle, som har været med til at bygge vores samfund op, de har virkelig slidt og slæbt - og det er faktisk også dem, hvor de stod sammen i med- og modgang, og kan man det, så er der tale om ægte kærlighed, det er ikke lyserødt hele tiden ...
Og så kan jeg også godt forstå dig med hensyn til X'en - der var ikke tale om et ægteskab, som det hedder - men udover kirken er der også borgerlige vielser ...
Men der findet nok en rigtig dejlig til dig ... 🙂