Er jeg helt fra forstanden?
Ja, der er lidt at læse. Jeg håber, at jeg modtager konstruktive og brugbare svar, og at jeg, forhåbentlig, ikke er den eneste🙂på forhånd tak og god læsning.
Jeg er en ungmand på 24, næsten 25 og fuldtidsfar til en datter på 3½ år. Til det følger der naturligvis en stor grad af modenhed og ansvarlighed med. Jeg føler, at jeg lever i 50-60erne, trods at jeg af gode grunde aldrig har oplevet dem. Jeg læser og studerer alt fra den tid, og alt fra den tid tiltaler mig.
Jeg opsøger viden fra folk jeg kender der har levet dengang og hvordan det har været, jeg læser om musikken og gruppernes individuelle historie(deres biografier), Jeg kan godt lide at være nostalgisk, iklæde mig traditionelt og formelt tøjstil og lege med sproget/tale formelt, og alt lige fra bilerne, filmene, pigerne(jeg hentyder ikke her til noget seksuelt), til whiskeyen, rødvinen, tiltaler mig. Alt der kan forbindes med den tid. Jeg længes lidt efter den tid og savner mange aspekter fra det, og bryder mig ikke om "at vi skal have så travlt hele tiden" og stresse rundt, ting, som vi bliver opfordret og mødt med af medier og politikere. Og teknologien som er overvældende for os og hvor vi ikke kan følge med.
Jeg er traditionel og "gammeldags" anlagt, og overfører nogle af disse værdier og tanker til parforhold. Jeg lytter udelukkeende til musik af ældre dato, fra 50'erne og til og med 80'erne. Jeg har prøvet adskillige datingsider og været på dates og natklubber, hvor der har været held at finde, og får ofte anerkendelse for den jeg er og at jeg er min egen. Men jeg møder også modstand eller afvisninger fra folk, når jeg siger, at jeg ikke lytter til Rasmus Seebach, Rihanna eller går i G-Star bukser der er for store. Men jeg møder lige så ofte folk som tror eller tænker, at jeg er overfladisk eller arrogant. Ikke fordi at jeg udstråler det, men det er bl.a. mit tøj som udviser en vis grad af arrogance eller overfladisk. Jeg er bare uhøjtidelig.
Vi lever i en tid, hvor fyre/mænd ofte bliver anset som værende utroværdige, og når jeg fortæller en "date" eller en pige, som jeg synes er sød, så får jeg med garanti at vide eller at de tænker, at jeg har andre hensigter. Jeg mener dette oprigtigt og ønsker ikke at såre pigehjerter.
Nogle gange føler og tænker jeg, at jeg er mere interesseret i en moden og voksen kvinde, ældre end jeg, mest af alt, fordi at jeg leder efter en reservemor til min pige. Men også fordi at jeg leder efter noget langtidsholdbart og som der er værd at investere i, og som matcher mine forestillinger bedre, om hvad jeg kan tilbyde og hvad jeg søger.
Jeg benytter mig naturligvis af sociale medier, har Iphone og andet, så jeg er med på "moden" og gør ligesom andre unge og voksne. Jeg ville heller ikke have levet dengang eller vil give afkald på det vi har i dag. Men jeg er nok bare excentrisk, eller som jeg selv siger det: "rebel til det bedre".
Jeg er en ungmand på 24, næsten 25 og fuldtidsfar til en datter på 3½ år. Til det følger der naturligvis en stor grad af modenhed og ansvarlighed med. Jeg føler, at jeg lever i 50-60erne, trods at jeg af gode grunde aldrig har oplevet dem. Jeg læser og studerer alt fra den tid, og alt fra den tid tiltaler mig.
Jeg opsøger viden fra folk jeg kender der har levet dengang og hvordan det har været, jeg læser om musikken og gruppernes individuelle historie(deres biografier), Jeg kan godt lide at være nostalgisk, iklæde mig traditionelt og formelt tøjstil og lege med sproget/tale formelt, og alt lige fra bilerne, filmene, pigerne(jeg hentyder ikke her til noget seksuelt), til whiskeyen, rødvinen, tiltaler mig. Alt der kan forbindes med den tid. Jeg længes lidt efter den tid og savner mange aspekter fra det, og bryder mig ikke om "at vi skal have så travlt hele tiden" og stresse rundt, ting, som vi bliver opfordret og mødt med af medier og politikere. Og teknologien som er overvældende for os og hvor vi ikke kan følge med.
Jeg er traditionel og "gammeldags" anlagt, og overfører nogle af disse værdier og tanker til parforhold. Jeg lytter udelukkeende til musik af ældre dato, fra 50'erne og til og med 80'erne. Jeg har prøvet adskillige datingsider og været på dates og natklubber, hvor der har været held at finde, og får ofte anerkendelse for den jeg er og at jeg er min egen. Men jeg møder også modstand eller afvisninger fra folk, når jeg siger, at jeg ikke lytter til Rasmus Seebach, Rihanna eller går i G-Star bukser der er for store. Men jeg møder lige så ofte folk som tror eller tænker, at jeg er overfladisk eller arrogant. Ikke fordi at jeg udstråler det, men det er bl.a. mit tøj som udviser en vis grad af arrogance eller overfladisk. Jeg er bare uhøjtidelig.
Vi lever i en tid, hvor fyre/mænd ofte bliver anset som værende utroværdige, og når jeg fortæller en "date" eller en pige, som jeg synes er sød, så får jeg med garanti at vide eller at de tænker, at jeg har andre hensigter. Jeg mener dette oprigtigt og ønsker ikke at såre pigehjerter.
Nogle gange føler og tænker jeg, at jeg er mere interesseret i en moden og voksen kvinde, ældre end jeg, mest af alt, fordi at jeg leder efter en reservemor til min pige. Men også fordi at jeg leder efter noget langtidsholdbart og som der er værd at investere i, og som matcher mine forestillinger bedre, om hvad jeg kan tilbyde og hvad jeg søger.
Jeg benytter mig naturligvis af sociale medier, har Iphone og andet, så jeg er med på "moden" og gør ligesom andre unge og voksne. Jeg ville heller ikke have levet dengang eller vil give afkald på det vi har i dag. Men jeg er nok bare excentrisk, eller som jeg selv siger det: "rebel til det bedre".