Min far er død

Min far døde for to måneder siden og sorgen bare vokser og vokser. Billeder fra min barndom, ungdom og mit voksenliv smelter sammen med savnet af et af de mennesker, som stod mig nærmest.
Det var min far jeg ringede til, når jeg havde brug for råd og hjælp. Det var ham, jeg talte med om de store ting i tilværelsen. Ham, der altid var der når det virkelig galdt.
Samtidig fyldes jeg af frustration over, at vi brugte så meget tid på at kæmpe med hinanden. Jeg indser nu - alt for sent - at kampene udsprang af en enorm gensidig kærlighed og sårethed fra fortiden. Hvorfor kunne vi ikke respektere hinandens forskellige oplevelser af min fars og mors skilsmisse? Hvorfor kunne vi ikke acceptere, at forhold - også mellem barn og forældre - byder på svigt men også på tilgivelse?
Jeg er et ekstrovert menneske. Jeg holder meget af mennesker omkring mig. Liv og latter. Samtale og debat. Men lige nu har jeg mest af alt lyst til at blive i min seng dagen lang. Det eneste der giver mig glæde er mine børn. Sammen med dem, er sorgen lettere at bære. Smerten nemmere at håndtere.
Tidligere har jeg tenderet til at flygte når noget gjorde ondt. Jeg blev skilt for halvandet år siden, og har kun oplevet en smule kedafdethed over dette tab. Men det kommer ti-fold igen nu. Alle de ubearbejdede følelser overstrømmer mig, og truer indimellem med at kvæle al lyst til livet. Jeg savner min eksmand og jeg savner mit gamle liv. Jeg savner enkelhed og ro og kærlighed. Og jeg savner min far.
Jeg forsøger at se ned i denne sorte afgrund uden at skælve. Jeg forsøger at gennemleve smerten og savnet. Jeg skriver breve til min far og taler lidt til ham. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af græde endnu, men håber på at det kommer en dag. Lige nu går jeg bare rundt med en kæmpe knude i maven af uforløste spændinger.
Mit eneste håb er, at jeg ved bevidst at arbejde med min sorg kan komme stærkere igennem. Kærligheden til min far vil altid være der. Forhåbentligt kan jeg en dag komme til at tænke på ham, uden at det føles som om, mit hjerte brister.

min far døde for 7 måneder siden. Jeg var meget tæt knyttet til ham. Fatter stadig ikke, at han ikke er her mere. Aldrig skal jeg give ham et knus.
Ord er fattige og det er umuligt lige at sige de ord, som kan trøste dig. Men et godt råd er, at du kan gå ind på www. mindet.dk
Her kan du tænde lys og skrive hilsner til din far. Du kan også gå ind i forumet og få kontakt til nogen der har det lige som dig.
Fat mod, det lysner med tiden.

Puha hvor kan jeg genkende de følelser du beskriver.
Jeg mistede min far for 1 år siden. Han efterlader et KÆMPE tomrum for både mig og mine unger, han var min fortrolige i utrolig mange ting, også en skilsmisse.
Jeg tror, det er vigtigt at snakke med nogle som kan sætte sig 110% ind i de følelser man "bokser" med, altså en ligestillet, der har prøvet det, at miste en forældre.
Skriv din e-mail hvis du har mod på/lyst til at skrive/snakke med en ligestillet..... det kan jo være, at vi kan hjælpe hinanden ;o)

Det kunne være rart at skrives, men jeg har ikke så meget lyst til at skrive min emailadresse på den offentlige del af dette site. Kender ikke sites muligheder for evt. "lukkede rum". Men tak for dine ord. Det var sødt af dig, og rart for mig at skrive nogle af mine følelser ned.

Jeg håber også det lysner, men lige nu er alt meget sort. Alt godt!

Jeg kan godt forstå, du ikke vil have din mail ud..... jeg har det på samme måde ;o)
Ligenu har jeg det godt nok sådan, at jeg tror, vi kunne give hinanden meget... men sådan er det jo ;o)
Mange tanker og knus
Anel

psykologhjælp? Jeg mener det helt seriøst. Jeg mistede min bror for nogle år siden, og jeg kender godt den følelse af at man ikke kan få gråden, og følelserne ud. Men jeg fik kontakt til en psykolog og det hjalp ekstremt meget. De fleste er gode til at "narre" en til at tale om følelserne som før har været så svære at beskrive.
Med de bedste ønsker
Mig :-)

Jeg har haft en session hos en sorgterapeut, og allerede det hjalp meget. Hun forklarede og fortalte mig, hvad sorg er for en størrelse.
En ting, som jeg fandt ganske overraskende var, at "trøst" ikke hjælper. Jeg har rationelt forsøgt at trøste mig selv med, at det var godt at min far ikke vågnede op som hjerneskadet. At han ikke ville have kunne udholde et handicappet liv.
Men det hjælper mig jo ikke i den smerte jeg er i lige nu.
Hun gav også en række andre anvisninger, metoder og råd. Og det var meget lærerigt og givtigt.
Jeg vil helt sikkert opsøge en psykolog/terapuet og få snakket ud. Jeg tror du har helt ret i det du skriver. Tak skal du have!

Kaere Figen
Det er nogle väldige fölelser man kämper med.
I aar er det 20 aar siden jeg mistede min far kun 12 aar gammel, og selvom jeg gerne ville fortälle dig at alt bliver bedre saa er det i det store hele ogsaa saadan. Men somme tider bukker man under og skal kämpe sig op igen. Det bliver nemmere med tiden, men det er nemt at sige naar man staar midt i sorgen. Jeg har forträngt en del fra den tid, men der er ogsaa ting der staar for mig som var det igaar. Min far og jeg var meget tät paa hinanden hvilket naturligvis ikke gör sorgen lettere.Jeg tänker paa dig og giv plads til at sörge den er med til at komme videre. Det er ogsaa en god idè at tale om dine fölelser og tanker det hjälper at faa sat ord paa de tanker der flyver rundt i hovedet.
Knus fra hair

Tak for dine ord. Det er rart at have nogen at dele alt dette med. Særligt fordi, det er svært for andre at forstå, hvor meget et sådant tab betyder... jeg er jo voksen og alle skal miste deres far.
Jeg prøver at forklare: Min far var kun 53. Døden kom så pludseligt. Jeg var slet ikke forberedt endsige parat.
Jeg er vist nok kommet dertil, hvor jeg ikke vil forsvare min sorg. Jeg vil bare have lov til at være ked af det. Jeg kan indimellem godt blive lidt bange for at miste fodfæstet. Særligt fordi jeg har desideret ulyst til at være sammen med andre mennesker.
Men jeg må tro på, at den lyst kommer igen når jeg er lidt længere i processen.
Ihvertfald - Tak for dine ord og for din medfølelse!

Jeg synes det er en god ide at gå til en terapuet. Om ikke for andet, så for at få styr på tankerne. Mange gange ved ens omgivelser ikke rigtigt hvad de skal gøre. Og der kan en professionel være en god hjælp.
Held og lykke!
Kærlig hilsen

Kære Anel
Jeg tror måske du kunne være fint at få kontakt med dig alligevel. Jeg kan se, at jeg ret hurtigt kan slette et indlæg. Derfor vil jeg godt lægge min mailadresse ud, men jeg skal lige vide, at du er der.
Tak.

Jeg har oprettet en profil herinde. Min mailadresse er figen2@sol.dk
Jeg håber at høre fra dig!

Hej Figen
Jeg har sendt en mail til dig på ovenstående mailadresse ;o)
Håber du svarer tilbage.
Knus Anel

Hej! jeg har også lige mistet min far den 14 marts 2007, han blev kun 60 år, han var det rareste og dejligste menneske. Alligevel havde jeg bare altid så travlt, når jeg skulle komme sagde jeg tit vi bliver kun til kaffe. Når jeg så kom sagde han altid men vi har lige taget en steg op. Og skal du allerede gå det var godt nok kort tid. Sidste gang jeg talte med ham aflyste jeg en aftale fordi jeg blev uvenner med min kæreste, Han blev så skuffet! han havde købt en gave til min datter der er 5 år og en stor pose med påskehare æg og alt muligt. Han glædede sig, men jeg kom ikke.
Jeg drømmer om ham hele tiden, drømmer at han er genoplivet. At det ikke passer! Jeg har gjordt og sagt så mange ting gennem årene, jeg har taget ham for givet, satte ikke pris på ham. Jeg er 33 år og burde have blevet den der tog mig af ham, men det var altid ham der skulle være der for mig ikke omvendt.
Jeg snakker med folk griner og ler taler om andre ting, ligner en der er ovenpå. Men hver gang jeg får et øjebliks ro tænker jeg, tænker på alt muligt fra barndommen frem til nu. Han havde astma, var overvægtig og havde åbenbart også lungebetændelse, måske hvis jeg kom den dag jeg så havde jeg måske opdaget det og tvunget ham til lægen.
Man ved ikke hvad man mister før det ikke er der mere.
Jeg har altid ment at man skal rejse sig op og gå videre og det gør jeg. Men indeni og i drømmene om natten kan jeg næsten ikke holde det ud. Jeg ved han elskede mig, men jeg tror ikke han vidste at jeg virkeligt elskede ham, at han var en grundsten i mit liv.
Jeg rejser mig og går videre, men kan ikke se mig ud af at jeg er dybt ulykkelig, kan ikke fjerne det selv om jeg vil. Den dårlige samvittighed kan jeg ikke fjerne, ærgelsen over det der ikke blev gjordt og sagt kan jeg ikke fjerne. Jeg har også helt dårlig samvittighed når jeg glemmer det lidt, føler bare at jeg lever videre og griner, mens jeg burde sørge får så dårlig samvittighed over at glemme ham.
Jeg var enormt glad for at kunne se ham på kapellet, men første gang var flere med og jeg kunne ikke fatte noget var forvirret, skulle kaste op, være der for min datter, græde, samme dag til bedemanden, svare på spørgsmål fra min datter og de andre. En helt utrolig medfølende og forstående medarbejder på Horsens kappel sagde at han syntes det så ud som om jeg trængte til at komme igen. Det gjorde jeg, jeg græd og græd og tænkte hvor er du? hvad sker der med sjælen når man dør? hvorfor? undskyld? tak for alle de ting vi har oplevet og de ting du har gjordt for mig. Jeg talte og talte græd og græd. Til sidst kom Bent fra kappellet ind igen, jeg kunne bare ikke gå igen, tænkte at han altid sagde skal du allerede gå, det var kort, tænkte på at det var sidste gang jeg så ham. Kunne ikke gå, fortalte om at jeg ikke kom den lørdag men far kunne jo ikke høre mig jeg er så fustreret over at han ikke kan høre mig. til sidst kom præsten og jeg gik ud. Jeg så ham en gang til, men stadig tænker jeg det var ikke nok, jeg skulle have fået en lok af hans hår så ville jeg jo have hans dna.
Jeg er fustreret over alt ting, var det nu også rigtigt at brænde ham? så er hans knogler der jo ikke mere. Men tanken om at han skal rådne og spises af mider er endnu værre. Alt er forkert og jeg kender ikke de rigtige løsninger, har ikke lyst til at tænke over det men vil tænke over det.
Jeg vil håbe at jeg drømmer om ham igen i nat så kan jeg i det mindste være sammen med ham.

Min far døde for næsten 2 år siden (da jeg var 13 år)
jeg savner ham så inderligt og bliver i trist humør, hver gang jeg tænker på ham, hver gang jeg høre sørgerlig musik og hver gang jeg ser fotos fra gamle dage da han var så glad.
nu er vi min søster, min mor og jeg.
det er hårdt og vi klarer os ikke vanvittigt godt.
jeg deler sorgen med dig.

Min far døde da jeg var 12 år gammel det er nu 4 år siden og selvom jeg har lært at leve med sorgen og savnet så bliver jeg alligevel nogen gange så ked af det at jeg kan tude i timevis. Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg skriver det her, har bare brug for at snakke med nogen om det selvom jeg har gjort det hundredevis af gange, det er bare længe siden nu. Jeg ved ikke om du også har hørt det, men når nogle mennesker siger, "du skal bare glemme det og komme videre" så bliver jeg så hidsig, det kan godt være at det er længe siden nu, men der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på min far, fordi han betød alt for mig, og jeg var hans lille pige. Jeg genkender specielt det du skriver med at du nu bor alene med din mor og søster, det gjorde jeg nemlig også. Det var på ingen måde nemt, når man skulle dække bord skulle man ligge 3 tallerkener på i stedet for 4 og jeg glemte det hele tiden, det var utrolig svært. Jeg føler med dig hele vejen i gennem.

jeg mistede min elskede far i søndags D16-08-09 KL2320 har det sørme ikke så godt lige nu .. men alle siger livet skal nok gå vider og de har jo ret,men det er svært ligenu ...Der er tusinder af fødlser der prasser sig på...hvordan skal jeg klare bisætteses på fredag????????????? græder ..alle vel hjæple men gør det ikke ..Spørger man dem siger de bare det er også synd for dig....ja det synes jeg jo også men hlælp mig dog hved jo heller ikke hvem der vil have mig????er jo alene nu ...har talt med en præst idag om hvilken sange vi synge...men jed kender jo ikke rigtig nogle af dem der står den bog han vise mig ..præsten valget nogle gode

Jeg er virkeligt ked af det på dine vegne, men jeg ved at det jo ikke hjælper noget.. Min far skulle have fødselsdag imorgen en underlig dag.. det er svært og syrealist at skulle tale med en præst om sange osv.. Min bror er her i mellem tiden også død.. han blev kun 38 år.. min mor lå på skeiby sygehus og blev hjerteoppereret.. måtte derop og fortælle hendes søn var død.. Nu er vi kun mig og min mor tilbage men jeg ved jeg også er tvunget til at begrave hende en dag hun er 69 år.. Det er sort og trist..
Håber at du kommer igennem det på en god måde...

[:*(] Hej jeg har lige læst dit indlæg og jeg håber du vokser med sorgen og at du husker de gode ting som i har delt sammen. Jeg har self mistet min far der fik alzheimers han døde kun 1 måned efter min farmor og det hele falder sammen , som du også skriver står man tilbage med en masse ubearbejdede følser, jeg ved at man ikke kan nare døden men det er så svært at acceptere at det allerede skulle ske nu..🙁Jeg håber at dit hjerte kan fyldes af lykke igen, for selvom vi aldrig glemmer vores far skal vi også kæmpe for at opleve alt det gode i verden.. håber der er nogle du kan tale ud med som vil hjælpe dig med din sorg.
[l]

[:*(][:*(][:*(][:*(][:*(][:*(][:*(][:*(][:*(][:*(][:*(][:*(][:*(][:*(][:*(][:*(][:*(][:*(]det er virlig sønt for dig min far død da jeg var 1 år

[....]Nu er min bror også død, min mor på hospitalet.. Du lyder som en, der har brug for opmærksomhed. Betvivler din historie!!!

😃

Jeg mistede min far for 7 år siden, og jeg håbede han ville dø, for han havde lidt meget af ensomhed og svigt hele sit liv. Han gjorde mit liv til et helvede ofte pga. sine problemer og opførsel, men han elskede mig og var også humoristisk og kærlig og ikke mindst rummelig. Ofte er de mennesker, der skaber flest problemer også dem der har størt kærlighed og rummelighed - og når de dør opdager man, at andre slet ikke kan erstatte dem. Det tar år inden du slipper af med sorgen, men gradvist vil den naturligvis blive mindre nærværende. Glæd dig over du har kendt et menneske, der er værd at savne - det burde gi næring til at søge andre, der måske kan gøre det samme. Jeg er en halvgammel, træt fætter nu og har ingen børn - det har du. Glæd dig også over det.