Kæresten, og hendes eks-kæreste
Kæresten, og hendes eks-kæreste
Jeg står i et dilemma som jeg har svært ved at tackle selv. Jeg er nu på 4. måned sammen med verdens dejligste pige. Vi har det rigtigt godt når vi er sammen, men når vi ikke er sammen og jeg er alene, så får jeg det mærkeligt og føler mig ensom plus jeg tænker og tænker.
Grunden er min kærestes eks-kæreste. Da jeg mødte min kæreste var hun lige gået fra ham en god måneds tid før, grundet at han havde været hende utro. Han havde svært ved at acceptere hun havde slået op, og han tæppebombede hende derfor med SMS-beskeder og telefonopkald konstant. Derfor har hun tit sin mobil slukket og grundet det havde jeg også svært ved at kunne få fat i hende til tider.
Jeg gjorde det klart over for hende at hun skulle fortælle ham at hun ikke skulle kontakte hende mere. Men på den anden side, så var hun ked af at han havde det så dårligt psykisk, fordi han truede med selvmord og lign. ting. For ikke at gøre tingene bedre, så flyttede han til byen hun bor i, dog uden et sted at bo, og det gør han konstant ligger i flytterod og bor til leje hvor han nu kan komme til. Af ren og skær medlidenhed har hun lånt ham penge, og derfor endnu en årsag til at han kan kontakte hende konstant.
Hun siger til mig det aldrig bliver ham og hende mere, og at jeg må vise hende den tillid.
For godt to måneder siden var der i ca. to døgn jeg ikke kunne få fat i hende. Jeg slog det hen med at hun havde slukket sin mobiltelefon grundet eks-kæresten, men det gik mig virkelig på og jeg tænkte mine tanker. Jeg skrev et langt brev til hende dengang og fortalte hende om mine tanker og om hvorfor hun opførte sig som hun gjorde. Hun slog det hen med, ganske rigtigt, ro fra eks-kæresten. Jeg skulle ved et tilfælde ordne noget på hendes computer fornyligt, og fik kigget i hendes billeder da jeg skulle tage en backup, der så jeg hun havde billeder af ham i hendes lejlighed, lige netop fra den aften hvor jeg ikke kunne få fat i hende. Billederne var uskyldige og det så blot ud som de havde siddet og snakket. Men som skrevet, var det i den periode hun var umulig at få fat i for mig. Det går mig på.
Jeg har kun kendt til det en uge, men det går mig voldsomt på. Eks-kæresten er et meget ømt emne i mellem os, fordi jeg har sagt jeg synes han fylder for meget i vores forhold, derfor tror jeg at hun nu tier når han kontakter hende med SMS og opkald og simpelthent ikke fortæller mig om det mere. Men bør jeg konfrontere hende med min viden?
Lige for at understrege det, så har jeg tillid til pigen, men jeg vil da sige den har fået et lille knæk, da jeg føler hun holder ting hemmeligt for mig. Dermed ikke sagt hun har været mig utro. Hun kunne jo blot være mødtes med ham for at udveksle de penge at han har lånt, men men men, jeg kan ikke lade være med at tænke mine tanker, og det gør mig helt skør.
Vi bor hver for sig og har meget forskellige arbejdstider, tit med vekslende mødetider, så det kan også være lidt svært at mødes, og derfor når jeg endelig er sammen med hende og vi har det hyggeligt sammen, så piner det mig at bringe emnet op. Jeg er inderst inde nok også bange for konfrontationen, og jeg er bange for hun vil beskylde mig for at snage og måske slå op med hende. Skal jeg bare bide det i mig, og håbe på jeg kan stole på hende og at hun ikke har været mig utro? Eller.. Ja, jeg ved det ikke selv.
Undskyld et langt indlæg for så lidt. Men ihh hvor er jeg dog træt af eks-kærester, og hvorfor skal han være så stor en del af mit nye vidunderlige forhold?
Jeg står i et dilemma som jeg har svært ved at tackle selv. Jeg er nu på 4. måned sammen med verdens dejligste pige. Vi har det rigtigt godt når vi er sammen, men når vi ikke er sammen og jeg er alene, så får jeg det mærkeligt og føler mig ensom plus jeg tænker og tænker.
Grunden er min kærestes eks-kæreste. Da jeg mødte min kæreste var hun lige gået fra ham en god måneds tid før, grundet at han havde været hende utro. Han havde svært ved at acceptere hun havde slået op, og han tæppebombede hende derfor med SMS-beskeder og telefonopkald konstant. Derfor har hun tit sin mobil slukket og grundet det havde jeg også svært ved at kunne få fat i hende til tider.
Jeg gjorde det klart over for hende at hun skulle fortælle ham at hun ikke skulle kontakte hende mere. Men på den anden side, så var hun ked af at han havde det så dårligt psykisk, fordi han truede med selvmord og lign. ting. For ikke at gøre tingene bedre, så flyttede han til byen hun bor i, dog uden et sted at bo, og det gør han konstant ligger i flytterod og bor til leje hvor han nu kan komme til. Af ren og skær medlidenhed har hun lånt ham penge, og derfor endnu en årsag til at han kan kontakte hende konstant.
Hun siger til mig det aldrig bliver ham og hende mere, og at jeg må vise hende den tillid.
For godt to måneder siden var der i ca. to døgn jeg ikke kunne få fat i hende. Jeg slog det hen med at hun havde slukket sin mobiltelefon grundet eks-kæresten, men det gik mig virkelig på og jeg tænkte mine tanker. Jeg skrev et langt brev til hende dengang og fortalte hende om mine tanker og om hvorfor hun opførte sig som hun gjorde. Hun slog det hen med, ganske rigtigt, ro fra eks-kæresten. Jeg skulle ved et tilfælde ordne noget på hendes computer fornyligt, og fik kigget i hendes billeder da jeg skulle tage en backup, der så jeg hun havde billeder af ham i hendes lejlighed, lige netop fra den aften hvor jeg ikke kunne få fat i hende. Billederne var uskyldige og det så blot ud som de havde siddet og snakket. Men som skrevet, var det i den periode hun var umulig at få fat i for mig. Det går mig på.
Jeg har kun kendt til det en uge, men det går mig voldsomt på. Eks-kæresten er et meget ømt emne i mellem os, fordi jeg har sagt jeg synes han fylder for meget i vores forhold, derfor tror jeg at hun nu tier når han kontakter hende med SMS og opkald og simpelthent ikke fortæller mig om det mere. Men bør jeg konfrontere hende med min viden?
Lige for at understrege det, så har jeg tillid til pigen, men jeg vil da sige den har fået et lille knæk, da jeg føler hun holder ting hemmeligt for mig. Dermed ikke sagt hun har været mig utro. Hun kunne jo blot være mødtes med ham for at udveksle de penge at han har lånt, men men men, jeg kan ikke lade være med at tænke mine tanker, og det gør mig helt skør.
Vi bor hver for sig og har meget forskellige arbejdstider, tit med vekslende mødetider, så det kan også være lidt svært at mødes, og derfor når jeg endelig er sammen med hende og vi har det hyggeligt sammen, så piner det mig at bringe emnet op. Jeg er inderst inde nok også bange for konfrontationen, og jeg er bange for hun vil beskylde mig for at snage og måske slå op med hende. Skal jeg bare bide det i mig, og håbe på jeg kan stole på hende og at hun ikke har været mig utro? Eller.. Ja, jeg ved det ikke selv.
Undskyld et langt indlæg for så lidt. Men ihh hvor er jeg dog træt af eks-kærester, og hvorfor skal han være så stor en del af mit nye vidunderlige forhold?