Er jeg ved at opgive?

Kære Helle
Jeg flyttede fra min mand for 2 mdr. siden. Vi har levet sammen i 25 år. Jeg var ikke lykkelig i ægteskabet, og mente at vi begge ville have bedre af at leve hver for sig. Vi har 3 børn, hvoraf de to er voksne. Jeg troede at tiden var inde nu til at flytte, og var også lykkelig for min beslutning, min nye lejlighed og mit frie liv, men min mand og vores to voksne børn er ikke af samme opfattelse. Jeg bør måske nævne at jeg overlod alt til min mand - huset der var betalt, bil, møbler - i det hele taget det hele, og startede op fra bunden uden nogen penge, men mener at jeg klarer mig. Jeg gjorde dette fordi jeg selvfølgelig ikke ønskede at såre ham yderligere - han var i forvejen ked af at jeg forlod ham. Jeg har siden haft det godt når jeg har været alene, men mine børn og min eksmand gør det utrolig svært for mig.. de lægger ikke skjul på at jeg bør skamme mig over at jeg har valgt denne vej for mig selv. De mener ikke at jeg har kunne tillade at sætte min eksmand i den situation at han skal være ked af det, og de voksne børn mener ikke at jeg kan tillade mig at kende nye mennesker og være fri og lykkelig.
Jeg ønsker selvfølgelig ikke at gøre nogen fortræd, og alle disse bebrejdelser imod mig gør, at jeg nu nages så voldsomt af dårlig samvittighed over at jeg har fået det godt. Jeg har hele tiden forsøgt at glatte ud, og stille alle tilpas, samtidig med at jeg har forsøgt at skabe mit eget liv med nye bekendtskaber, nye omgivelser osv, men jeg tror snart ikke at jeg kan mere. Jeg tror ikke at de stopper deres anklager imod mig før jeg er tilbage hos min eksmand - men jeg kan ikke leve sammen med ham!
Bliver jeg nogensinde i stand til at leve uden dårlig samvittighed over at jeg ikke gør det på deres præmisser? Eller opgiver jeg inden jeg kommer rigtigt igang?
Desuden er jeg blevet bekymret over, at have hørtat mit ældste barn udtaler sig meget grimt om mig bag min ryg - et menneske jeg ikke kender, har for nylig sagt nogle meget personlige og meget grimme ting til mig, som kom fra mit ældste barn.. Jeg har tidligere fået afvide af en clairevoyant at jeg skal passe på denne datter - at jeg ikke kan stole på hende. Jeg er begyndt at tænke over om dette virkelig kan være rigtigt? Har jo netop haft denne ubehagelige oplevelse pga hende.
Jeg vil også gerne spørge lidt ind til den mand jeg har mødt. Jeg forelskede mig voldsomt i ham, men er i tvivl om, hvorvidt det er gengældt? Jeg er ikke sikker på at han mener at jeg er den rette for ham.. hvis det er tilfældet, møder jeg så en mand i mit liv, som jeg bliver glad for?
Til slut vil jeg også meget gerne spørge ind til min jobsituation - lige nu ser den lidt håbløs ud pga min sygdom. Kan lægerne have taget fejl da de stillede diagnosen.. det har jeg selv en fornemmelse af, men ved ikke om det i virkeligheden handler om at jeg ikke vil erkende sygdommen.
På forhånd tak for svarene
Sisse10

at du seriøst overvejer at lægge din lid til ord fra en fremmed om din datter, siger meget meget om din person end nogen clairvoiant nogen sinde vil kunne fortælle dig!!!
Hvad havde du regnet med? Dine børn kan da ikke holde ud at se deres far så ked af det! Selvfølgelig vil de bebrejde dig og der er intet du kan gøre ved det, andet end at acceptere at dine handlinger har gjort din familie ked af det. Og derfra er det så op til hver enkelt af jer at komme videre! Du har dine følelser og de har deres. Hvis konsekvensen af din beslutning om at forlade din mand medfører at du mister kontakten med dine børn....Jamen så er det sådan. Du kan styre dine egne tanker, men ikke andres og du bliver nok nødt til at acceptere det, hvis dine børn vælger side.

så ved jeg virkelig ikke, hvad den slags børn bilder sig ind. De ville nok betakke sig for forældreindblanding i deres kæresteliv på samme niveau
Til trådens ejerkone: Tag det i stiv arm. Ingen skal være tvunget til at leve sit liv på andres primisser. Din mand er et skvat, der gemmer sig bag sine børn og de er åbenbart villige tåber.

so you have got to please yourself!
DU er den vigtigste i denne sag. Dig og kun dig. Du skal ikke være ulykke på andres bekostning. Hvordan kan de overhovedet være lykkelige, når de ved at du er ulykkelig?
Skriv et brev til dine børn, hvori du forklarer at du ikke elsker deres far mere, men at det inetet har med din kærlighed til dem at gøre. Forklar dem, at du forstår at de er kede af at deres forældre ikke længere er sammen, men at du ikke ser anden mulighed. Spørg dem, og de virkelig mener, at du skal leve kærlighedsløst og ulykkeligt sammen med en mand du ikke elsker, fordi han ellers bliver ulykkelig. Og spørg dem hvad de dybest set mener om den form for kærlighed, hvor en mand hellere bor sammen med en kvinde der ikke elsker ham, hvor begge formentlig ender med at blive dybt ulykkelige og bitre, blot fordi de lige nu og her ikke under at i det mindste den ene af jer finder lykken.
Fortæl dem, at de ved hvor du bor, at din dør altid er åben for dem, men hvis de ikke magter at forholde sig til, at du nu endelig har formået at tage vare på dig selv, ja så behøver de ikke komme forbi. Først når de er klar til at acceptere dit valg, og er klar til at være åben overfor din nyfundne kærlighed, ja først da skal de komme. For er der noget du ikke har brug for lige nu, er det utaknemmelige, bitre og fordømmende børn, der hellere ser deres mor ulykkelig, end det modsatte.
Held og lykke med dit nye liv.

Nu har jeg forsøgt at lægge svar ind 3 gange så håber du får dette her...:-)
Hej Sisse.
Hold da op – sikke en mundfuld du her har fat i. Men hjertelig tillykke vil jeg i første omgang sige til dig.
Tillykke med at du endelig – efter lange og mange overvejelser valgte at lytte til den stemme indeni dig, der sagde: Vælg din frihed – gå din egen vej. Du har i mange år valgt at overhøre den, fordi du hellere har villet gøre andre tilpas og tilfreds – og derfor har den del inden i dig, der vidste noget var galt følt sig lidt svigtet. Du er et vidunderligt følsomt og stærkt menneske, der i mange år har sat andre foran dig selv. Når du så kræver din plads i dit eget liv, ja så giver det nogen efterdønninger i dine nærmeste omgivelser.
Mit bedste råd til dig er: Hold fast og hold ud. Du har valgt det eneste rigtige for dig; Nemlig dig. Det har ingen i denne verden ret til at tage fra dig – ej heller dine børn.
Jeg synes det er lidt vovet af denne clairvoyant at udtale sig sådant om din datter. Hun har det svært som du selv, men du vil opdage, at i det øjeblik du står frem i lyset og respekterer dig selv for den beslutning du har taget og ikke dukker dig for andre – ja så vender de som på magisk vis og viser dig al den respekt u fortjener.
Jeg er af den overbevisning at vore omgivelser er vort spejl. Når din datter udtrykker dis respekt for dig – så prøv at spørg dig selv. Hvor er det jeg ikke respekterer/elsker mig selv? Hvad kan jeg gøre for at ændre det forhold i mig?
Du vil opleve, når det er på plads indeni dig, så falder det automatisk på plads hos hende og andre….
Tag fat i hende - sig til hende, hvad du har oplevet, hvad du har hørt - vær ikke bange for hendes vrede og frustration – måske vil hun endda nægte at se dig i en periode, men fortvivl ikke, det falder på plads for jer.
Men vigtigst konfronter hende med, hvad du ved og duk dig ikke. Vær stolt af den beslutning du har taget og bed så for, at de andre må få hjælp til at finde deress styrke - deres vej.
Jeg er ikke sikker på denne mand du har i dit liv nu – om han er der i længere tid – jeg kan ikke se det, men derfor kan han selvfølgelig godt være der alligevel.
Men ja ja og ja – selvfølgelig er der e mand til dig – en stor stor Kærlighed til dig – når du er ovre de her lidt udfordrende ting du står i – lander mange ting.
Det at du har valgt at lytte til dig selv og din sjæls inderste gør at din sygdom falder mere til ro.
Jo mere du lever i overensstemmelse med din sjæl, jo mindre behøver din krop at fortælle dig, at du er på afveje – jo mindre behøver den at være syg forstår du?
Kig indad kæreste, bliv ved og ved – det er den eneste måde at helbrede dig selv og dit liv på og du er så godt så godt på vej.
På jobområdet fornemmer jeg at der sker ændringer også. Der er en periode med lidt svært lige nu, men det falder på plads for dig. Måske ikke på den måde du havde i tankerne – men igen bliv ved at lytte indad og hold fast.
Hvis du har lyst vil jeg gerne invitere dig indenfor på min hjemmeside – der er mange andre i lign. Situation som du derinde – og helt sikkert yderligere hjælp at hente…..
Mine allerkærligste tanker til dig
Helle Nemborg