Er kulturradikalisme totalitær ?
Faldt over denne sjove artikel i dagens informer. Interessant vinkel han har den gode Nørgaard.....
"Kulturradikalismen var totalitær.
Magten i Danmark har altid ligget til højre for midten, siger kunstneren Bjørn Nørgaard, der selv voksede op i opposition til bevægelsen, men ikke vil gå med til at hævde, at den har haft magten
"Kulturradikalismen - fik vi ikke aflivet den i 60'rne?" spørger kunstner og kunstprofessor Bjørn Nørgaard. Som ophavsmand til både Danmarks berømteste hesteslagtning i 1970 og siden til altertavler og kongelige gobeliner har Nørgaard både for skud som en venstreorienteret provokatør og fra modsat hold som en alt for borgerlig systemkunstner.
Senest da kunstneren Per Arnoldi i kulturradikalismens navn langede ud efter prominente danske modernister, der nu laver altertavler, gobeliner til dronningen og bispekåber: "Jeg troede vi mente det," sagde Arnoldi i weekendens Information og udpegede sit ideal i PH-tidens friske luft, ordentlige sociale tanker og opdragelses- og undervisningspraksis.
Gamle røvhuller
Men Bjørn Nørgaard har aldrig identificeret sig med kulturradikalismen. "Da jeg var ung, var kulturradikalismen jo alle de gamle røvhuller: Rifbjerg, Jorn, Cobra, Sløk og eksistentialismen og alt det der. Og fordi vi var unge, var det der jo noget reaktionært bras, som vi ikke kunne bruge til noget. Samtidig var der PH og kompagnis ide om, at pop var noget skidt til evig skade for ungdommen og folket skulle opdrages; det kunne vi ikke bruge til noget, og da slet ikke i en tid med Dylan og Beatles og hele det gennembrud, hvor populærmusikken og kunsten smeltede sammen."
For Nørgaard og dem, han identificerede sig med i det ungdomsoprør, der startede først i 60'rne og kom før studenteroprøret, føltes det alt for navlepillende og tilbageskuende, når de kulturradikale blev ved at tale om Anden Verdenskrig. "Vi ville hverken liberalisme eller socialisme, vi ville noget andet i de alternative bevægelser."
- Var der ikke et fællesskab med de kulturradikale i kampen mod det totalitære?
"Jamen vi opfattede dem som vældigt totalitære; man skulle være revolutionær på den rigtige måde og sige de rigtige ting, høre den rigtige jazz, læse Rifbjerg og ikke Familiejournalen, i hvert fald aldrig høre Giro 413 eller spise frokost i kolonihaven. Det var en frihed med vældig mange regler. Og det var en utidig moraliseren."
Løgnen
- Har Fogh og Dansk Folkeparti så haft ret i, at de kulturradikale har haft for meget magt i Danmark?
"Hverken 60'r-generationen, studenteroprøret, de udenomsparlamentariske bevægelser eller de kulturradikale har nogensinde haft magten, det er en kæmpe løgn. Magten i det her land har altid ligget til højre, og helt ærligt: Det er sgu nok meget godt. Jeg vil ikke have magten, jeg er ikke født til den. Og i den borgerlige retsstat, som jeg tror vi skal være ganske glade for med alle dens fejl og mangler, vil magten altid ligge til højre."
- Men har den kulturradikale tanke så vundet, når selv dem til højre begynder at tale om provokationer og ytringsfrihed og ligestilling?
"Der er meget stor forskel på, om det er magten, der fortæller os hvad ytringsfrihed er, eller det er minoriteter, der bruger den til at udtrykke sig på tværs af magten. Du kan ikke have magten og så være provokerende, og det er ubegribeligt, at det er lykkedes dem at få den til at glide ned," erklærer Bjørn Nørgaard.
"Det interessante er, om magten tillader dem, der er uenige med den, at ytre sig - magten selv har altid provokeret dem, den er uenig med. Skoen trykker der, hvor vi skal tillade dem der er anderledes tænkende og går anderledes klædt at have deres ytringsfrihed, og der er intolerancen overordentlig. Dansk Folkeparti har sammen med Venstre haft magten i seks år, og ikke desto mindre har de lavet en konstruktion, hvor de fordi de er forfulgte uskyldigheder kan tillade sig at hælde lort i hovedet på hvem som helst."
Legitimation
Når magten altid har ligget til højre, har de venstreorienterede bevægelser ifølge Bjørn Nørgaard blot fungeret som magtlegitimering: Den fortælling, som den nye magt fortæller for at afmærke en forskel.
"Det er jo sket hundrede gange før i historien, at nye magthavere konstruerer et billede af en fjende, der legitimerer lige netop deres ret til at have magten. Og Anders Fogh har været rigtig dygtig til at blande fortidens bevægelser sammen i en stor pærevælling og så pillet alt det ud, som ingen kunne lide i forvejen for at sige: Se, hvor slemt det hele var. Men hele konstruktionen er et falsum. Personligt tror jeg han fik ideen, da hans regering første gang kom til magten, og mange af dem, der har kaldt sig kulturradikale, lirede jeremiader af sig om, hvor forfærdeligt det var. Det var jo en håbløs måde at reagere på i et demokrati, hvor man da skal erkende, hvad folk har stemt sig frem til. Dér tror jeg han fik ideen til, at han kunne bruge det der kulturkampsbras, og idioterne hoppede jo på den. Fogh går og lægger fælder ud ved højlys dag, og de hopper i dem én efter én: klap, klap, klap," sukker Nørgaard."
1-2-3
"Kulturradikalismen var totalitær.
Magten i Danmark har altid ligget til højre for midten, siger kunstneren Bjørn Nørgaard, der selv voksede op i opposition til bevægelsen, men ikke vil gå med til at hævde, at den har haft magten
"Kulturradikalismen - fik vi ikke aflivet den i 60'rne?" spørger kunstner og kunstprofessor Bjørn Nørgaard. Som ophavsmand til både Danmarks berømteste hesteslagtning i 1970 og siden til altertavler og kongelige gobeliner har Nørgaard både for skud som en venstreorienteret provokatør og fra modsat hold som en alt for borgerlig systemkunstner.
Senest da kunstneren Per Arnoldi i kulturradikalismens navn langede ud efter prominente danske modernister, der nu laver altertavler, gobeliner til dronningen og bispekåber: "Jeg troede vi mente det," sagde Arnoldi i weekendens Information og udpegede sit ideal i PH-tidens friske luft, ordentlige sociale tanker og opdragelses- og undervisningspraksis.
Gamle røvhuller
Men Bjørn Nørgaard har aldrig identificeret sig med kulturradikalismen. "Da jeg var ung, var kulturradikalismen jo alle de gamle røvhuller: Rifbjerg, Jorn, Cobra, Sløk og eksistentialismen og alt det der. Og fordi vi var unge, var det der jo noget reaktionært bras, som vi ikke kunne bruge til noget. Samtidig var der PH og kompagnis ide om, at pop var noget skidt til evig skade for ungdommen og folket skulle opdrages; det kunne vi ikke bruge til noget, og da slet ikke i en tid med Dylan og Beatles og hele det gennembrud, hvor populærmusikken og kunsten smeltede sammen."
For Nørgaard og dem, han identificerede sig med i det ungdomsoprør, der startede først i 60'rne og kom før studenteroprøret, føltes det alt for navlepillende og tilbageskuende, når de kulturradikale blev ved at tale om Anden Verdenskrig. "Vi ville hverken liberalisme eller socialisme, vi ville noget andet i de alternative bevægelser."
- Var der ikke et fællesskab med de kulturradikale i kampen mod det totalitære?
"Jamen vi opfattede dem som vældigt totalitære; man skulle være revolutionær på den rigtige måde og sige de rigtige ting, høre den rigtige jazz, læse Rifbjerg og ikke Familiejournalen, i hvert fald aldrig høre Giro 413 eller spise frokost i kolonihaven. Det var en frihed med vældig mange regler. Og det var en utidig moraliseren."
Løgnen
- Har Fogh og Dansk Folkeparti så haft ret i, at de kulturradikale har haft for meget magt i Danmark?
"Hverken 60'r-generationen, studenteroprøret, de udenomsparlamentariske bevægelser eller de kulturradikale har nogensinde haft magten, det er en kæmpe løgn. Magten i det her land har altid ligget til højre, og helt ærligt: Det er sgu nok meget godt. Jeg vil ikke have magten, jeg er ikke født til den. Og i den borgerlige retsstat, som jeg tror vi skal være ganske glade for med alle dens fejl og mangler, vil magten altid ligge til højre."
- Men har den kulturradikale tanke så vundet, når selv dem til højre begynder at tale om provokationer og ytringsfrihed og ligestilling?
"Der er meget stor forskel på, om det er magten, der fortæller os hvad ytringsfrihed er, eller det er minoriteter, der bruger den til at udtrykke sig på tværs af magten. Du kan ikke have magten og så være provokerende, og det er ubegribeligt, at det er lykkedes dem at få den til at glide ned," erklærer Bjørn Nørgaard.
"Det interessante er, om magten tillader dem, der er uenige med den, at ytre sig - magten selv har altid provokeret dem, den er uenig med. Skoen trykker der, hvor vi skal tillade dem der er anderledes tænkende og går anderledes klædt at have deres ytringsfrihed, og der er intolerancen overordentlig. Dansk Folkeparti har sammen med Venstre haft magten i seks år, og ikke desto mindre har de lavet en konstruktion, hvor de fordi de er forfulgte uskyldigheder kan tillade sig at hælde lort i hovedet på hvem som helst."
Legitimation
Når magten altid har ligget til højre, har de venstreorienterede bevægelser ifølge Bjørn Nørgaard blot fungeret som magtlegitimering: Den fortælling, som den nye magt fortæller for at afmærke en forskel.
"Det er jo sket hundrede gange før i historien, at nye magthavere konstruerer et billede af en fjende, der legitimerer lige netop deres ret til at have magten. Og Anders Fogh har været rigtig dygtig til at blande fortidens bevægelser sammen i en stor pærevælling og så pillet alt det ud, som ingen kunne lide i forvejen for at sige: Se, hvor slemt det hele var. Men hele konstruktionen er et falsum. Personligt tror jeg han fik ideen, da hans regering første gang kom til magten, og mange af dem, der har kaldt sig kulturradikale, lirede jeremiader af sig om, hvor forfærdeligt det var. Det var jo en håbløs måde at reagere på i et demokrati, hvor man da skal erkende, hvad folk har stemt sig frem til. Dér tror jeg han fik ideen til, at han kunne bruge det der kulturkampsbras, og idioterne hoppede jo på den. Fogh går og lægger fælder ud ved højlys dag, og de hopper i dem én efter én: klap, klap, klap," sukker Nørgaard."
1-2-3