Er man uinteressant som barnløs?
Ja, hvis man bare læser overskriften vil de fleste nok sige NEJ. Jeg selv ville ihvertfald.
Men nu sidder jeg lige og tænker over det, efter noget min kæreste fortalte mig igår.
Lidt længere forhistorie:
Jeg er i slutningen af 30erne, min kæreste fylder 30 "lige om lidt". Hun lider af en bipolar lidelse (jeg lider ikke af nogle sygdomme, er alm. "rask" på den måde) og vi har haft vægelsind om at få børn de sidste 5 år. Hver gang vi har været meget tæt på en beslutning er min kæreste røget helt ned i kulkælderen, da hun har tvivlet meget på, at hun ville kunne klare det og har været meget, meget bange for at ryge ind i sygdom, som der jo er stor risiko for hvis medicinen skal smides samtidig med de omvæltninger hun ville gennemgå rent psykisk. Nogle gange har vi så været tæt på, da mange andre manio-depressive bare har sprunget ud i det...men har så slået bremserne i det, da risikoen for en stor bagside af medaljen er til stede. Jeg skal lige sige, at DA min kæreste havde sygdommen var det i sin absolut grelleste form hvilket medførte en stor rutchetur i hendes liv, dette er dog ca. 10 år siden og før jeg mødte hende.
Her omkring Julen 2010 (der, hvor det egentlig gør allermest ondt at tænke på sådan noget) tog vi så beslutningen om at vi IKKE skal have børn. Det er altså en lige så stor beslutning at tage, som at få børn. Jeg skal lige sige, at muligheden for at få "erstatningsbørn" i form af adoptivbørn ikke er tilstede; pga. min kærestes psykiske lidelse er der rent lovmæssigt spændt ben for det (hvilket i mine ører er fuldstændig galmatias idét min kæreste har været fuldstændig stabil i samfulde 8 år, jeg har kendt hende).
Så vi har haft nogle måneder, hvor det egentlig har været en lettelse at have foretaget denne beslutning. Nu er vi så småt begyndt at fortælle venner og familie det. Min kærestes nærmeste veninder er heldigvis (og selvfølgelig) dybt forstående, et par veninder der er lidt korte for hovedet har reageret med undren og forkastelse (men det vidste vi - de tænker ikke særlig meget), hver vores familier har været forstående, osv. Ang. mine kolleger har de så også stillet sig uforstående, men det er mere fordi min kæreste ikke ønsker, at de skal vide om hendes sygdom. Hvis de vidste det, så tror jeg også, at de ville have forståelse (nogle gange kunne jeg godt have lyst til at fortælle det, lige pt. synes jeg, at jeg fremstår som en arrogant egoist når jeg siger "det har vi bare valgt").
Men så begynder min forbløffelse over omgivelsernes reaktioner.
Min svigerinde (min kærestes brors kæreste), som fik barn sidste år, og som ellers opfatter min kæreste, som sin bedste veninde. Ja hun havde åbenbart været i vores by her i lørdags til noget motionsløb. Helt uden at nævne, at hun og min kærestes bror havde været der. Og der er altså en længere tansportrejse for dem, desuden ved de, at vi begge elsker motion. Jeg var så godtnok ude af byen på det tidspunkt, men min kæreste var alene hjemme. Hun fik det så at vide af omveje via sin mor, som troede at svigerinden havde besøgt os.
Jaja, det kunne være "en svipser", tænkte jeg som det første. Men så begynder min kæreste at fortælle om en hel række hændelser, og bryder trøstesløst ud i gråd her i går og er helt og aldeles utrøstelig hele dagen.
Det viser sig at hendes veninder, som enten har fået den første, er ved at få børn, eller som har fundet sig en kæreste og helt sikkert skal have børn, mange gange har undgået min kæreste. Jeg spørger ind, som jeg altid gør, og om det ikke bare er noget, der foregår oppe i hendes hovede. Men så får jeg en helt række konkrete tilfælde at vide, noget som jeg synes virker ret mærkeligt. Endvidere får jeg at vide om flere gange, hvor svigerinden har været i vores by, helt uden at kontakte min kæreste, der altid har sagt, at de er velkomne.
Og det er hér jeg ikke bare bliver harm, men direkte ked og vred på en gang. Min kæreste er det sødeste væsen og en pige, som alle i hendes omgangskreds er kommet til for at losse deres problemer af. Min kæreste er nemlig altid hjælpsom, virker altid overskudsagtig, smilende og hjælpende overfor alt og alle. Jeg har altid set til, at der er nogen, der udnytter det - for ligeså snart, de har det godt igen - ja, så er min kæreste lige pludselig ikke interessant længere!
Seneste eksempel her forleden - en af de veninder, der sparer og gnier og altid skal have penge for ditten og datten og ikke giver noget igen - hun har så lige fundet en fyr/mand som hun drømmer om at få børn med. Så da hun får "nyheden" at vide, så siger hun "jaa så kan vi jo altid få passet jeres børn hos jer". Ikke som en sjov bemærkning, man kunne mærke, at hun virkelig mente det.
Jeg må sige, at jeg ikke har tænkt over det før.
Men bliver man bare mere uinteressant som barnløst par for par med børn?
Er det nu man skal kende sine rigtige venner?
Men nu sidder jeg lige og tænker over det, efter noget min kæreste fortalte mig igår.
Lidt længere forhistorie:
Jeg er i slutningen af 30erne, min kæreste fylder 30 "lige om lidt". Hun lider af en bipolar lidelse (jeg lider ikke af nogle sygdomme, er alm. "rask" på den måde) og vi har haft vægelsind om at få børn de sidste 5 år. Hver gang vi har været meget tæt på en beslutning er min kæreste røget helt ned i kulkælderen, da hun har tvivlet meget på, at hun ville kunne klare det og har været meget, meget bange for at ryge ind i sygdom, som der jo er stor risiko for hvis medicinen skal smides samtidig med de omvæltninger hun ville gennemgå rent psykisk. Nogle gange har vi så været tæt på, da mange andre manio-depressive bare har sprunget ud i det...men har så slået bremserne i det, da risikoen for en stor bagside af medaljen er til stede. Jeg skal lige sige, at DA min kæreste havde sygdommen var det i sin absolut grelleste form hvilket medførte en stor rutchetur i hendes liv, dette er dog ca. 10 år siden og før jeg mødte hende.
Her omkring Julen 2010 (der, hvor det egentlig gør allermest ondt at tænke på sådan noget) tog vi så beslutningen om at vi IKKE skal have børn. Det er altså en lige så stor beslutning at tage, som at få børn. Jeg skal lige sige, at muligheden for at få "erstatningsbørn" i form af adoptivbørn ikke er tilstede; pga. min kærestes psykiske lidelse er der rent lovmæssigt spændt ben for det (hvilket i mine ører er fuldstændig galmatias idét min kæreste har været fuldstændig stabil i samfulde 8 år, jeg har kendt hende).
Så vi har haft nogle måneder, hvor det egentlig har været en lettelse at have foretaget denne beslutning. Nu er vi så småt begyndt at fortælle venner og familie det. Min kærestes nærmeste veninder er heldigvis (og selvfølgelig) dybt forstående, et par veninder der er lidt korte for hovedet har reageret med undren og forkastelse (men det vidste vi - de tænker ikke særlig meget), hver vores familier har været forstående, osv. Ang. mine kolleger har de så også stillet sig uforstående, men det er mere fordi min kæreste ikke ønsker, at de skal vide om hendes sygdom. Hvis de vidste det, så tror jeg også, at de ville have forståelse (nogle gange kunne jeg godt have lyst til at fortælle det, lige pt. synes jeg, at jeg fremstår som en arrogant egoist når jeg siger "det har vi bare valgt").
Men så begynder min forbløffelse over omgivelsernes reaktioner.
Min svigerinde (min kærestes brors kæreste), som fik barn sidste år, og som ellers opfatter min kæreste, som sin bedste veninde. Ja hun havde åbenbart været i vores by her i lørdags til noget motionsløb. Helt uden at nævne, at hun og min kærestes bror havde været der. Og der er altså en længere tansportrejse for dem, desuden ved de, at vi begge elsker motion. Jeg var så godtnok ude af byen på det tidspunkt, men min kæreste var alene hjemme. Hun fik det så at vide af omveje via sin mor, som troede at svigerinden havde besøgt os.
Jaja, det kunne være "en svipser", tænkte jeg som det første. Men så begynder min kæreste at fortælle om en hel række hændelser, og bryder trøstesløst ud i gråd her i går og er helt og aldeles utrøstelig hele dagen.
Det viser sig at hendes veninder, som enten har fået den første, er ved at få børn, eller som har fundet sig en kæreste og helt sikkert skal have børn, mange gange har undgået min kæreste. Jeg spørger ind, som jeg altid gør, og om det ikke bare er noget, der foregår oppe i hendes hovede. Men så får jeg en helt række konkrete tilfælde at vide, noget som jeg synes virker ret mærkeligt. Endvidere får jeg at vide om flere gange, hvor svigerinden har været i vores by, helt uden at kontakte min kæreste, der altid har sagt, at de er velkomne.
Og det er hér jeg ikke bare bliver harm, men direkte ked og vred på en gang. Min kæreste er det sødeste væsen og en pige, som alle i hendes omgangskreds er kommet til for at losse deres problemer af. Min kæreste er nemlig altid hjælpsom, virker altid overskudsagtig, smilende og hjælpende overfor alt og alle. Jeg har altid set til, at der er nogen, der udnytter det - for ligeså snart, de har det godt igen - ja, så er min kæreste lige pludselig ikke interessant længere!
Seneste eksempel her forleden - en af de veninder, der sparer og gnier og altid skal have penge for ditten og datten og ikke giver noget igen - hun har så lige fundet en fyr/mand som hun drømmer om at få børn med. Så da hun får "nyheden" at vide, så siger hun "jaa så kan vi jo altid få passet jeres børn hos jer". Ikke som en sjov bemærkning, man kunne mærke, at hun virkelig mente det.
Jeg må sige, at jeg ikke har tænkt over det før.
Men bliver man bare mere uinteressant som barnløst par for par med børn?
Er det nu man skal kende sine rigtige venner?