Er mange mænd sådan?
Først og fremmest tak fordi i deler jeres viden. Dette er et fantastisk site.
Jeg skriver til jer fordi jeg ikke aner om det kun er mig eller om der er mange der deler den følelse jeg har. Jeg har et fantastisk liv, og det lader til at tingene altid falder på plads til min fordel. Dog på ét punkt, er intet som jeg mener det bør være; jeg har altid følt lyst og begær men aldrig kunne elske.
Jeg er 25 år, og har være seksuel aktiv siden jeg var 15. Jeg elsker virkelig sex og har haft mange fantastiske oplevelser, men sex ender altid med den samme følelse for mig. Jeg føler ubehag med den pige jeg er sammen med efter jeg kommer, og jeg ønsker ikke at være i den situation jeg er i. Det er fuldstændig den samme følelse med alle piger, og den forsvinder igen efter et par min, hvorefter lysten vender stærkt tilbage. Jeg har altid kunnet spille "komedie" for min partner, så hun ikke blev såret på grundlag af en dum tanke i mit hoved, men af samme grund er jeg hurtigt blevet træt af den enkelte, og ingen af mine forhold har derfor varet ret længe.
I de første år betød det intet for mig, for jeg var ung, og sex var bare en fed oplevelse for MIG. Efterhånden har min holdning dog ændret sig, og jeg er ked af at det er sådan. Jeg er i de seneste år begyndt at undre mig over det når jeg er alene, og tænker på om hele mit liv måske bliver sådan - ude af stand til at elske nogen inderligt. Men mest af alt irriterer det min bedre halvdel, at jeg opfører mig som jeg gør…
De piger jeg har været sammen med, er alle fantastiske kvinder i alle hensigter og set i lyset af at jeg ikke er verdens lækreste, verdens mest charmerende eller verdens klogeste, burde hver eneste af de forhold have haft en lang og lykkelig periode. •
Jeg er perlevenner med stort set alle mine ekskærester den dag i dag, og vi glædes ved hinanden nå vi ses, selvom vi i takt med udviklingen i vores liv ikke længere ses så tit.
I skrivende stund er jeg i USA for en kort bemærkning, og jeg har en pige i Danmark som jeg vender hjem til på lørdag. Jeg skriver til dig nu, fordi jeg kan mærke at jeg er nået dertil hvor hun begynder at irritere mig. Igen kigger jeg ned på mig selv og undre mig dybt over hvorfor jeg har den følelse. Hun er sjov, hun er kærlig, hun er vild med sex, hun er utrolig sexet, hun er fuldstændig skudt i mig og helt igennem en sød pige. Hun er alt det jeg drømte om for 3 måneder siden, så hvorfor har jeg ikke den drøm længere? Tydeligvis fortjener jeg ikke en skøn pige som hende, og derfor så meget mere grund til at falde for hende.
Findes der et ord for det jeg føler, eller har jeg bare ikke fundet den rette?
Der er INTET jeg hellere vil end at finde en pige jeg glædeligt og uforstyrret kan skænke al min kærlighed til. At kunne sige "jeg elsker dig" og inderligt mene det, er et stort ønske, men jeg har aldrig været ærlig i de få tilfælde hvor jeg har brugt den sætning og aldrig har jeg haft glæde ved det.
Jeg ser virkelig mig selv som en bachelor og i dette tilfælde er det ikke en god ting. Givet de erfaringer jeg har dannet mig, og de indtryk jeg har fået kan jeg ikke se mig selv som ægtemand og jeg kan slet ikke lide tanken om at få børn. Stod det til mig, burde børn kun være et resultat af ægte lykke, men sådan er verden tit ikke skruet sammen, og jeg føler at jeg kun vil tilføje røde tal til den konto.
Når jeg arbejder, fester, hygger eller hænger ud generer dette mig ikke det mindste. Livet som bachelor fører jo mange rare ting med sig, men tanken om at hele mit liv skal være sådan, er begyndt at tage mere plads i mit hoved.
Egoistisk set håber jeg ikke at jeg er den eneste med dette problem, men at der er mange der deler denne følelse, for så må der også findes en opskrift på hvordan man kommer væk fra den strand jeg er skyllet op på.
Skal jeg omfavne det vilde single liv der ligger mig for veje, eller skal jeg fortsætte med at søge efter den eneste ene, hvor ondt det end må gøre på hende og jeg selv?
Jeg håber at i får tid og lyst til at give mig jeres bud. Det kunne være ret interessant at vide om mange mænd har det som jeg har det.
Med venlig hilsen
Rock_on
Jeg skriver til jer fordi jeg ikke aner om det kun er mig eller om der er mange der deler den følelse jeg har. Jeg har et fantastisk liv, og det lader til at tingene altid falder på plads til min fordel. Dog på ét punkt, er intet som jeg mener det bør være; jeg har altid følt lyst og begær men aldrig kunne elske.
Jeg er 25 år, og har være seksuel aktiv siden jeg var 15. Jeg elsker virkelig sex og har haft mange fantastiske oplevelser, men sex ender altid med den samme følelse for mig. Jeg føler ubehag med den pige jeg er sammen med efter jeg kommer, og jeg ønsker ikke at være i den situation jeg er i. Det er fuldstændig den samme følelse med alle piger, og den forsvinder igen efter et par min, hvorefter lysten vender stærkt tilbage. Jeg har altid kunnet spille "komedie" for min partner, så hun ikke blev såret på grundlag af en dum tanke i mit hoved, men af samme grund er jeg hurtigt blevet træt af den enkelte, og ingen af mine forhold har derfor varet ret længe.
I de første år betød det intet for mig, for jeg var ung, og sex var bare en fed oplevelse for MIG. Efterhånden har min holdning dog ændret sig, og jeg er ked af at det er sådan. Jeg er i de seneste år begyndt at undre mig over det når jeg er alene, og tænker på om hele mit liv måske bliver sådan - ude af stand til at elske nogen inderligt. Men mest af alt irriterer det min bedre halvdel, at jeg opfører mig som jeg gør…
De piger jeg har været sammen med, er alle fantastiske kvinder i alle hensigter og set i lyset af at jeg ikke er verdens lækreste, verdens mest charmerende eller verdens klogeste, burde hver eneste af de forhold have haft en lang og lykkelig periode. •
Jeg er perlevenner med stort set alle mine ekskærester den dag i dag, og vi glædes ved hinanden nå vi ses, selvom vi i takt med udviklingen i vores liv ikke længere ses så tit.
I skrivende stund er jeg i USA for en kort bemærkning, og jeg har en pige i Danmark som jeg vender hjem til på lørdag. Jeg skriver til dig nu, fordi jeg kan mærke at jeg er nået dertil hvor hun begynder at irritere mig. Igen kigger jeg ned på mig selv og undre mig dybt over hvorfor jeg har den følelse. Hun er sjov, hun er kærlig, hun er vild med sex, hun er utrolig sexet, hun er fuldstændig skudt i mig og helt igennem en sød pige. Hun er alt det jeg drømte om for 3 måneder siden, så hvorfor har jeg ikke den drøm længere? Tydeligvis fortjener jeg ikke en skøn pige som hende, og derfor så meget mere grund til at falde for hende.
Findes der et ord for det jeg føler, eller har jeg bare ikke fundet den rette?
Der er INTET jeg hellere vil end at finde en pige jeg glædeligt og uforstyrret kan skænke al min kærlighed til. At kunne sige "jeg elsker dig" og inderligt mene det, er et stort ønske, men jeg har aldrig været ærlig i de få tilfælde hvor jeg har brugt den sætning og aldrig har jeg haft glæde ved det.
Jeg ser virkelig mig selv som en bachelor og i dette tilfælde er det ikke en god ting. Givet de erfaringer jeg har dannet mig, og de indtryk jeg har fået kan jeg ikke se mig selv som ægtemand og jeg kan slet ikke lide tanken om at få børn. Stod det til mig, burde børn kun være et resultat af ægte lykke, men sådan er verden tit ikke skruet sammen, og jeg føler at jeg kun vil tilføje røde tal til den konto.
Når jeg arbejder, fester, hygger eller hænger ud generer dette mig ikke det mindste. Livet som bachelor fører jo mange rare ting med sig, men tanken om at hele mit liv skal være sådan, er begyndt at tage mere plads i mit hoved.
Egoistisk set håber jeg ikke at jeg er den eneste med dette problem, men at der er mange der deler denne følelse, for så må der også findes en opskrift på hvordan man kommer væk fra den strand jeg er skyllet op på.
Skal jeg omfavne det vilde single liv der ligger mig for veje, eller skal jeg fortsætte med at søge efter den eneste ene, hvor ondt det end må gøre på hende og jeg selv?
Jeg håber at i får tid og lyst til at give mig jeres bud. Det kunne være ret interessant at vide om mange mænd har det som jeg har det.
Med venlig hilsen
Rock_on