Er skilsmisse arveligt?

Ifølge en norsk forsker er det.
hvis to skilsmisse børn gifter sig er risikoen 3 gange højere for at de ender med at gå fra hinanden. Vi gør altså ligesom vores forældre.
skilsmissebørn ser åbenbart lettere på skilsmisse blot fordi de selv har oplevet det og bruger det hurtigere som en udvej når forholdet knirker. Men hvad med alle de børn, der har oplevet en ulykkelig skilsmisse - vil de også bare lade sig skille uden tanke for børnene?
Den sociale arv er åbenbart ikke sådan at bryde. Hvad mener du? er det sandt?
Jeg mener selv, man aldrig må blive sammen for børnenes skyld - det er der ingen der bliver lykkelige af!

Noget kunne jo tyde paa, at skilsmisse er arveligt og saa alligevel ikke. For for to-tre generationer siden var der jo naesten ikke nogen skilsmisser, saa dem der blev skilt havde i saa fald ikke arvet skilsmissen fra deres foraeldre.
Men statistikkerne viser jo tendensen, saa det er nok rigtigt at skilsmisse i vore dage gaar i arv. Det haaber jeg bare ikke er sandt!

Naturligvis lærer vore børn af os. Og desværre ikke kun de ting vi gør godt. Børn gør ikke det vi siger, de gør det VI gør. I stor og i lille målestok
Vore børn lærer at de ikke behøver at kæmpe for de ting som er vigtige. Uden at jeg ønsker at generalisere naturligvis. Og jeg tiltror da i høj grad at vore børn er selvstændigt tænkende væserne, som tager individuelle beslutninger.
Men jeg tror desværre at de i stigende grad vil springe over hvor gærdet er lavest. En tiltagende fokusering på dem selv, som de oplever det i samfundet som det er nu. Alt handler om én selv, og ikke om fællesskabet. Hensyn er noget der skete i fortiden.
Om jeg er sortseer? Måske, men jeg er ihvertfald en aktiv iagttager.
TTT**

Jeg er selv skilsmissebarn -og har to skilsmissebørn, så ja, jeg tror på at det er arvligt betinget, desværre!
Jeg vil gøre alt for at forklare og støtte mine børn i at blive sammen med deres ægtefælle, når de har fået børn, engang! For uanset hvor voksent og fornuftigt vi forsøger at være i en skilsmissesituation, så går det ALTID ud over børnene. Det sætter ar på sjælen, som er uoprettelige!!

Jeg kan ikke tro, at det passer.
Har set mange tilfælde blandt venner, hvis forældre er skilt, hvor parrene stadig er sammen.

2-3 generationer siden var der så få skilsmisser bl.a. fordi kvinderne ikke var på arbejdsmarkedet og derfor var økonomisk afhængige af at have en mand.

Det er oftest mor som skrider og tager ungerne med.
Nu har vi en masse fyre, som ikke kender til maskulinitet fra deres fædre og som efterligner feminin problemløsning - en løsning som blandt andet omfatter at kritisere og leve med en offerrolle og altid have ret, men aldrig konfrontere sine egentlige problemer.
Efter min mening har feministerne sejret sig ihjel. Kvinder har fået den latterlige ide, at de behøver ikke mænd længere.
Familien er efterhånden helt opløst. I min omgangskreds er tre fjerdedele skilsmissebørn og har hverken drømme om børn, familie, ægteskab eller andet af den skuffe. Vi ved jo af erfaring at damen skrider alligevel, så snart hun har fået "sine børn". Så hvad fanden er ideen alligevel? Jeg skal i hvert fald ikke giftes og have børn. Det lader jeg

...Det lader jeg de mere optimistiske mænd om. Jeg stoler ikke på at jeg kan "få lov" til at være rigtig far, og så vil jeg hellere undvære helt. Jeg stoler bare ikke på at kvinder vil rykke til side og gøre plads til at et barn har to ligeværdige forældre.

Jeg ved ikke om man kan sige at lige præcis skilsmissen er arvelig, men jeg tror på at lige som vi lærer vore børn at spise med kniv og gaffel lærer vi dem også hvordan man i en familie taler til og med hinanden.
Vi lærer dem enten at løsningen på en flad cykel e, at aflevere cyklen hos cykelhandleren - eller at gå ud i garagen og lappe den. På samme måde lære vi dem hvordan man løser konflikter.
Den ene familie vælger at gå i parterapi den anden vælger skilsmissen.
Hvis et barn ikke har set andre løsningsmodeller end en skilsmisse, hvis der er konflikter i et forhold, så vil de jo - meget sandsynligt - vælge den løsning FORDI det er den eneste de kender.

Jeg tror desværre, der kan være noget om det.
Jeg er selv skilsmissebarn, og ønsker da på ingen måder, at mine børn skal blive det, når jeg får nogen, men samtidig kan jeg have min tvivl allerede nu.
Jeg har lært 2 ting af det
1: Det går ikke godt, når man skal leve sammen og få børn og den slags.
2: Det er ikke nødvendigt at kæmpe for, det skal fungere. Det er lettere at gå fra hinanden.
Desuden er det meget "oppe i tiden", at man skal tænke på sig selv, så hvorfor kæmpe for at blive i et forhold, hvis ikke man føler sig 100% lykkelig?

Jeg tror ikke skilsmisse er arveligt. Jeg er selv bare af forældre der blev skilt. Jeg tror nærmere at man prøver på mange flere måder at få et forhold til at virke.
Jeg mener også at unge i dag tit giver for
let op. Jeg skal giftes på lørdag og vi har været igennem en del der bare har gjort os stærkere og mere sikker på vores forhold.

men ikke en skilsmisse.
Så skulle man jo være født med det....
Der skal 2 til at få et parforhold til at fungere... og der skal virkelig arbejdes på sagen.
Jeg tror at dagens stress og vores higen til at være fejlfri på alle punkter gør, at vi har svært ved at få tid til at pleje vores parforhold.
Det er blevet almindeligt at vi giver op - vokser fra hinanden og bliver skilt. Vi tror det er lettere at gå fra hinanden end det er at give os ud i en kamp for at finde forelskelsen igen.
- Og så er det jo let at give vore forældre skylden ikke..??!!
Jeg siger ikke at jeg mener at skilsmisse er forkert.. men det er måske lidt for let.
Jeg synes heller ikke man skal blive sammen kun for børnenes skyld - men prøver vi virkelig at finde hinanden før vi gør det?
Der er jo en grund til at vi får børn sammen, den kærlighed dør ikke bare. Den kan gå i hi, men børnene fortjener at vi virkelig gør os umage med at bevare kærligheden.
Så kære venner... KÆMP FOR FANDEN!!...
Det bliver ikke lettere anden gang...!!!!!
Smil

Måske det en skilsmisse arvelig.
Vi er 4 søskende, hvor de 3 er fra 1 ægteskab og jeg selv fra et andet som holdt til min far døde.
Mine 3 søskende er alle blevet skilt 1-2 gange, mens jeg aldrig har været skilt.

mange par, der af forskellige grunde ikke. gifter sig. De falder uden for statistikken. Kvinden er blevet mere uafhængig af manden økonomisk, derfor flere skilsmisser. Arveligt, ja, det har måske noget med miljøet at gøre.

Det er selvfølgelig svært at svare for andre, men jeg er selv "skilsmissebarn" og vil da gøre alt hvad der står i min magt, til at førsøge at blive sammen med min mand, idet jeg nu ved, hvor hårdt det er at gå igennem en skilsmisse, ikke kun for børnene, men også for dem der er gift...
Dog synes jeg desværre også at der er alt for mange idag, der bliver gift på forkert grundlag. -Nogle gifter sig, bare for at have den "tryghed" der følger med, så "ved" man at man skal blive sammen....
Nej, tværtimod, hvis man gifter sig, er det fordi man på forhånd er helt sikre på, at man skal blive sammen...
og hvorfor har alle folk så travlt med at blive gift idag, hvis man elsker hinanden, kan man da lige så godt tage det stille og roligt og vente lidt...
-Man ændrer sig jo efter man har været sammen et stykke tid, og kan ikke på forhånd sige hvordan man vil være som par om... ja, bare om 3 år, for først efter et par år begynder de "daglige rutiner" og først dér lærer man hinanden rigtigt at kende...
Så til alle jer derude...
-Tænk jer om, før i bliver gift, det er trods alt for evigt.
OG husk nu, at det hedder i medgang OG modgang, så fordi man har en dårlig periode, betyder det ikke, at man ikke får det godt sammen igen, dog bliver det meget svært hvis man i hvert fald ikke giver det et forsøg...
Held og lykke ;)
M.v.h. A

Skilsmisser er da en integreret og nødvendig del af vores samfund og meget anvendelig når kærligheden ikke kan opretholdes. Det var jo den man i sin tid giftede sig på grundlag af " det er så yndigt at føøøølges ad " og kan den ikke holdes kørende igennem et helt liv, jamen hvad er så grundlaget for at leve som mand og kone? For det er jo det´vi vil ha, kærligheden at føle ikke sandt?
Hvis nogen så mener at der er børn- hund/kat- økonomi - familie - en fortid sammen - og andre grunde til at blive i ægteskabet jamen så har de da helt ret i det´! Så kan vi jo bare afskaffe skilsmisser!
snip snap snude.

vi afskaffer da bare bryllupper.

hørt!

alt tyder på at det er arveligt, selv vores tanker om det modsatte køn og vores forhold er påvirket af det. jeg kommer fra skilsmisse forældre og har været udsat for mange skilsmisser som barn. jeg ved at det har påvirket mig til at tage meget lettere på det og give hurtigere op, hvis jeg sammenligner med mine venner og andre.

Skal vi lige prøve at få begreberne på plads først.
Arv er ikke lig med miljø. Hvis 2 skilsmisse børn gifter og bliver skilt igen så er det noget sludder at sige det er arvelig.
Man kan i bedste fald sige de har været ude for nogle rollemodeller som bliver skilt, når de så bliver voksne og kommer i kriser, har de kun lært at det er skilsmissen som dur, groft sagt. MEN DET ER MILJØ IKKE ARV…..
Skal sol.dk været et debat skabene forum så må vi nok forvente mere seriøse indlæg på forsiden.
Henrik H

Umiddelbart tror jeg ikke det er arveligt i den forstand, jeg tror nærmere det er omvendt. Jeg er selv skilsmissebarn og selvom jeg hverken har prøvet at være gift eller have børn, ville skilsmisse nok være det sidste jeg vælger. Man må træffe sine valg med omhu, hvilket mine forældres skilsmisse har lært mig, så om ikke for andre, er det i hvert fald omvendt for mig. På den anden side tror jeg også gerne på at nogle lettere tyr til skilsmisse, hvis deres oplevelse af en skilsmisse er mindre negativ end min er, men så tror jeg man kan dele skilsmissebørn op i 2 grupper:
- dem der tyr hurtigt til skilsmisse(som er dem debatten handler om)
- dem der aldrig ville drømme om at blive skilt
Sådan ser jeg i hvert fald på sagen.

Hej der inde. Jeg plejer normalt ikke at deltage i debatter her inde, men lige denne her kan jeg godt snakke med om. Jeg er selv skilsmisse barn, og jeg mener ikke at man ser lettere paa det, ganske vist er jeg ikke saa gammel (22)jeg er ikke gift eller har born men har dog kommet sammen med den sammen mand i 4 aar og vi har ligesom alle andre normale par vores gode og daarlige tider, men hvis man virkelig vil det her saa maa man kaempe for det, og det har vi da ogsaa gjort. Jeg mener at mange nu til dags tager alt for let paa det, er der problemer saa er det lettere bare at blive slilt, for det er jo saa nemt, i stedet for at prove at lose problemet og saa faa det godt sammen. Selvfolgelig kan der vaere grunde til at man mener det er bedst at gaa hver til sidt, men jeg synes man burde taenke sig om en ekstra gang inden man bare slynger ud: jeg vil skilles. Netop skilsmisse born ville jeg mene, nu kan jeg jo kun snakke for mig selv, men at de ville taenke sig om denne ekstra gang for lige praecis ikke at gore som mor og far gjorde, bare fordi det ikke gik for dem saa er det ikke ensbetydende med at det ikke kan kore for en selv.

Vi kalder det for "arv" for nemheds skyld. Du behøver ikke belære os - vi ved godt der er tale om "falsk arv".

Da jeg selv er skilsmissebarn, ville jeg lige give min mening til kende.
Jeg var kun et par måneder gammel da mine forældre blev skilt, så jeg har ikke oplevet at forældrene ikke kunne enes.-Og der føler jeg mig meget heldig.-Derfor vil jeg sige: bliv aldrig i et forhold for børnenes skyld.Det må være frygteligt for børnene. De er jo ikke dumme, de ved godt hvad der foregår.
Jeg mener personligt, at som skilsmissebarn, arbejder man netop hårdt for ikke at smide et forhold/ægteskab på gulvet-for dine børn ikke oså skal blive skilsmissebørn. Jeg opgiver i hvert fald ikke så let:) (Dog er der en grænse, som nævnt ovenfor).
Så kort sagt mener jeg skilsmisse har den omvendte effekt, end hvad forskeren er kommet frem til.

og det var bestemt ikke en lykkelig ting. Faktisk var det en meget dramatisk skilsmisse og mine forældre kan i dag slet ikke tale sammen. For år tilbage da jeg var i konfirmationsalderen, ville min far i hvert fald ikke være i stue med min mor, og det endte med at jeg slet ikke blev konfirmeret fordi jeg ikke kunne holde det ud!
Jeg synes mine forældres skilsmisse har afskrækket mig. Jeg vil da ikke sige at jeg aldrig bliver skilt, men det skal i hvert fald foregå på en mere fornuftig måde. Uanset hvad vil jeg kæmpe en ekstra gang for forholdet for at få det til at fungere...
For mit vedkommende tror jeg altså ikke det har været arveligt!
Mvh.

Min kæreste(der nu er blevet min mand) og jeg har 1 barn og venter nummer 2. Vi blev borgelig viet for 2 måneder siden. Dette blev gjort i dyb stilhed, der er ingen der ved noget om det. Jeg er selv skilsmissebarn og har ALDRIG haft lyst til at gifte mig pga. dette. Men i dag er det desværre sådan, at man ikke sikre hinanden eller børnene 100 %, med mindre man er gift.
Min kæreste og jeg elsker hinanden og håber vi kan blive sammen resten af livet. men vi har kun giftet os pga. børnene og den sikkerhed det giver hvis en af os dør i utide.ikke fordi vi havde lyst.

Hej min kæreste har været ude og rejse, vi har ik set hinanen i 2 og en halv måned! Kan man så ik regne med lidt sex.. Hvis ik, er det så et tegn på hun ik har så meget lyst til mig mere??? Vi har været sammen i næsten lidt over 3 år og 4 måneder.

Jeg er selv skilsmissebarn. og har været det siden jeg skulle i 2. klasse. 11 år.
Jeg har lyst til at få mine egne børn, når jeg engang når dertil. Men nogle gange har jeg ikke lyst alligevel, for det gav mig selv så mange problemer og forældre kan sige hvad de vil, men de forstår bare ikke en på det punkt, hvis de ikke selv er skilsmissebørn.
Det er synd for børn og nej, jeg tager absolut ikke lettere på det! og tror derfor heller ikke det er arveligt!

uha

Det gør da også at hele grundlaget for diskusionen bliver forkert.

Det er da helt sikkert arveligt - måske ikke lige som gen. Men vi lærer handlemønstre hjemmefra, og din statistik taler jo sit klare sprog....
Hverken mine forældre eller min mands er skilte. Selvom guderne skal vide, at bølgerne til tider er gået højt i mit hjem. Min mor plejer at sige, at hun har fået en "livsledsager", og det synes jeg egentlig er en smuk tanke. Hun er ikke altid lykkelig - hun er ikke altid forelsket - men deres skæbner er uløseligt forbundet.
Mine svigerforældre derimod er to halve hjerter: den ene kan ikke undvære den anden, som var de blevet et. (Her går bølgerne aldrig særligt højt).
Det glæder mig, at min kæreste ikke er skilsmisse barn, og med hans baggrund og konservative væsen vil han aldrig forlade mig....
Jeg er selv er vist praktisk anlagt, når det gælder kærlighed. Jeg har været vildt forelsket i min mand - men det bliver hurtig mandag morgen med vasketøj og bleer. Alligevel tror jeg heller ikke, at jeg ville forlade ham. Man kan forelske sig i andre - men jeg har lært hjemmefra, at græsset IKKE er grønnere på den anden side. Også her vil det blive mandag morgen med skænderier og praktiske gøremål.
Et parforhold er hårdt arbejde. Der er op og nedture. Man vokser ikke bare fra hinanden på en dag - langt henad vejen har man selv valgt at give slip på sin partner.
Jeg tror faktisk, at jeg ville blive i mit parforhold for børnenes skyld, selvom jeg forelskede mig i en anden...
Men okay.. jeg har ikke selv oplevet det endnu - så mine fine principper mangler endnu at blive testet ;0)

at det er arveligt.
Du har fra starten i dit forhold et fokus på at det ikke må ende sådan.(ubevidst måske)
Jeg har i min egen omgangskreds mange eksempler på at det netop er arveligt. Det vil sige ikke arveligt, som kræft og eller andre sygdomme osv. Men et let og hurtig udvej, som alligevel ikke er nem.
De fleste jeg kender, som er skilt eller gået fra hinanden, er typisk fra skilsmisse familier. Der er helt klart nogle sociale træk, som går i arv.