er så vred på min far!
Hej jeg er en pige på 20 år, der har en masse ting på hjertet, jeg håber ikke det bliver alt for indviklet.
Mine forældre er skilte, og kort tid efter det skete, finder min far sig en ny kvinde. Jeg er på det tidspunkt 10 år. I starten går det egentlig meget godt. Jeg har lidt svært ved, at håndtere situationen, for det var kort efter (et halvt år max)at mine forældre var gået fra hinanden. Så jeg indelukker mig meget.
Der går kort tid (1 år max) og min fars nye kvinde, flytter ind hos os. Sammen med hendes datter der er på min alder. Det er her det går galt. Først kritisere hun alt i huset. Farven på væggen, hvilket gør mig utilpas, da det netop er min mor der har malet huset. Derefter får min søster og jeg en tur. Vi kan slet ikke være med i de nye mønstre. Der er mange ting vi skal lære. Mange nye forbud. Det skal også siges at vi ikke altid var lige nemme at bo sammen med, vi var ikke vandt til at hjælpe til med huspligter- og der var ikke så mange regler. Vi skulle selvølgelig lære det, men pludselig fik vi stuearrest for noget, der aldrig havde været et problem før.
Mine forældre skændtes meget om hvem der skulle have forældremynigheden. Min far ville have den, og min mor ville have den. Men midt i alt tomultet, skulle min stedmor have barn, via kunstig insemination. Kort tid efter kom et brev fra min far, at han ville give forældremyndigheden til min mor. Og en dag jeg er kommet over til min far, får min søster og jeg at vide, at vi skal pakke vores ting og flytte. Mit værelse skulle bruges til det nye barn.
Nøglen tog de også, de tog på ferie i 3 uger til Italien uden min søster og jeg, der er stor forskel på behandlingen af mine halvsøstre, og min søster og jeg. Størrelsen af gaver, lommepenge (vi får ikke nogen), support til alle arrengementer.
Idag har jeg det utroligt svært med min far. Jeg har lært gennem tiden, at hans interesse for mig er svingende. Nogengange er han god til det, andre gange meget dårlig. Jeg kan næsten ikke klare at besøge ham mere. Jeg er så VRED. Jeg ved godt der ryger en masse usympatiske sider frem om mig, i denne historie (jeg var forkælet, jaloux, gavesyg) men jeg føler virkelig at jeg er blevet lukket ude af hans liv. Og han forstår det ikke. Jeg har skrevet breve til ham, talt med ham. Men han vil bare ikke forstå. Når han kommer hjem, efter 3 uger i Italien, kompensere han med en weekend-cykeltur til Nyborg. Og han siger at derfor går det lige op. Jeg var 13 år, og det gav ikke mening for mig dengang? Hvordan skal jeg nogensinde kunne tilgive/leve med ham igen?
Mine forældre er skilte, og kort tid efter det skete, finder min far sig en ny kvinde. Jeg er på det tidspunkt 10 år. I starten går det egentlig meget godt. Jeg har lidt svært ved, at håndtere situationen, for det var kort efter (et halvt år max)at mine forældre var gået fra hinanden. Så jeg indelukker mig meget.
Der går kort tid (1 år max) og min fars nye kvinde, flytter ind hos os. Sammen med hendes datter der er på min alder. Det er her det går galt. Først kritisere hun alt i huset. Farven på væggen, hvilket gør mig utilpas, da det netop er min mor der har malet huset. Derefter får min søster og jeg en tur. Vi kan slet ikke være med i de nye mønstre. Der er mange ting vi skal lære. Mange nye forbud. Det skal også siges at vi ikke altid var lige nemme at bo sammen med, vi var ikke vandt til at hjælpe til med huspligter- og der var ikke så mange regler. Vi skulle selvølgelig lære det, men pludselig fik vi stuearrest for noget, der aldrig havde været et problem før.
Mine forældre skændtes meget om hvem der skulle have forældremynigheden. Min far ville have den, og min mor ville have den. Men midt i alt tomultet, skulle min stedmor have barn, via kunstig insemination. Kort tid efter kom et brev fra min far, at han ville give forældremyndigheden til min mor. Og en dag jeg er kommet over til min far, får min søster og jeg at vide, at vi skal pakke vores ting og flytte. Mit værelse skulle bruges til det nye barn.
Nøglen tog de også, de tog på ferie i 3 uger til Italien uden min søster og jeg, der er stor forskel på behandlingen af mine halvsøstre, og min søster og jeg. Størrelsen af gaver, lommepenge (vi får ikke nogen), support til alle arrengementer.
Idag har jeg det utroligt svært med min far. Jeg har lært gennem tiden, at hans interesse for mig er svingende. Nogengange er han god til det, andre gange meget dårlig. Jeg kan næsten ikke klare at besøge ham mere. Jeg er så VRED. Jeg ved godt der ryger en masse usympatiske sider frem om mig, i denne historie (jeg var forkælet, jaloux, gavesyg) men jeg føler virkelig at jeg er blevet lukket ude af hans liv. Og han forstår det ikke. Jeg har skrevet breve til ham, talt med ham. Men han vil bare ikke forstå. Når han kommer hjem, efter 3 uger i Italien, kompensere han med en weekend-cykeltur til Nyborg. Og han siger at derfor går det lige op. Jeg var 13 år, og det gav ikke mening for mig dengang? Hvordan skal jeg nogensinde kunne tilgive/leve med ham igen?