Er vi så forpint i vores egen selvudvikling?

Tiden drøner af sted, et splitsekund tænker jeg på, om fællesskabet har de samme betingelser som engang? – måske hed det solidaritet? – om fællesskabets betydning har fået en anden klang en anden betydning? - om den har en betydning?
Til tider kan jeg savne denne betydning, som rummer mine værdier af begrebet – men pludselig bliver jeg i tvivl, de værdier som jeg har lært, er det reelt mine i dag?
Hvis jeg skulle tænke i langsigtet mål i forhold til fællesskabet, ville det så være tilstrækkeligt, at tænke småt? – har jeg reelt kapacitet til, at tænke i store flader?
Jo jo enhver idiot vil sikkert tænke, ”elsk dig selv før du kan elske andre” – altså måske overført til ”tænk på dig selv, før du kan tænke på andre”. – men hænger relationerne ikke sammen til indgangen i denne?
Ulalalaa ingen hippie tendenser her, nej vi lever i 2006 som synes, at være en opsplittet og forvirrende fase, gad vide om jeg vil lære af denne? – og til hvilket?
Gad vide om jeg når, at lære af dette? – jeg har jo så mange personlige problemstillinger og mål i dag – at jeg kun når, at tænke på det i et splitsekund.
:) Krampen

Hej krampe. Jeg mener simpelthen at der som det flokdyr vi er, ikke er ret meget andet i tilværelsen end fællesskabet.
men fællesskabet er nærmest erstattet af stræbsom stresset tomhed. Mål med kortvarig mening.
Ikke at vi skal have hippietiden om igen, men vi er skruet helt over i den anden grøft, hvis du spørger mig.
mange er på piller eller stoffer eller arbejder sig ihjel eller er bare dødkedelige for det er for angstfyldt at være forskellig.
Jeg mener tankegangen ,,elsk dig selv før.. ,, er forkert. Man kan simpelthen ikke elske sig selv alene, man bliver nødt til at udveksle med omgivelserne for at kunne det. Og det er folk blevet for bange og for generte til.
De vil være perfekte før de involverer sig i andre. Ergo har janteloven aldrig haft det ,,bedre,, end nu, det er trist.
Norm-kniven er så skarp og folk så sensitive, for tiden, at der reelt ikke er meget udveksling, der er monologer der kører parallelt!. ( påpeget af flere kunstnere og filosoffer i 90érne )
Så saml på splitsekunderne, måske er det de reelle livsøjeblikke, hvor reflektionen får lov at være og personligheden kommer frem.
Hvad er det vi skal nå?
Det er som om vi vil have de samme oplevelser på 1000 forskellige måder + en masse personlig sikkerhed. vi bliver mere og mere ens og mere og mere selvforsikrende og dermed modløse i forhold til den tålmodighed det kræver at deltage i et fællesskab.
Men det er op på hesten og sadle om ( mens man er oppe!🙂- starte med sig selv og sine omgivelser. 2 bliver til 3.. 4..5 osv.
tilbage til basisgrupper!- bare uden al frelserbullshittet.. tror jeg..
vh den gamle hippierøv

Hippietendenser er helt ude af vores verdensbillede, på den anden side har jeg lige oplevet en fest med fed musik, vist nok blues, og uden stærkere rusmidler til, end den tur det nostalgiske musikalske tilbageblik gav, og som føltes som en rejse til et fjernt og næsten glemt fantasiland.
En dejlig lille rejse i mit helt personlige univers af tilbageholdte og glemte længsler og følelser.
Om det har nogen betydning i en hverdag med mangfoldige gøremål ved jeg ikke.
Men nogle i mine omgivelser kunne se på mig, at det univers jeg havde befundet mig i, havde gjort noget ved mig.
Selv føler jeg det også som en fornyende drivkraft som der skal leves og bygges videre på for en tid.
Forfriskende med dette gensyn.

”Livet er provokerende kort”.
Hvad er det vi skal nå?
Saftsusme et godt spørgsmål? Hey hey er der en clairvoyant tilstede?? ;))
Ville sådan ønske, at jeg kunne svare på dette, men sikkert et spørgsmål jeg tager med mig i graven?
At sadle om virker som en god ide, at starte med sig selv – men ville det ikke være det samme, som at sige ”elsk dig selv, før…”? - Også er jeg tilbage til ”hvad er det vi/jeg skal nå”?
At nå, kan muligvis bære præg af en stor livskamp af ens personlighedsudvikling, til små-del mål i livet, ydermere kan der opstå nye undervejs. – samt er personlighedsudviklingen ikke blevet forvekslet til janteloven, som du er inde på? – også uden, at skal være perfekt før man involverer sig i en eller mange eller globalt? – altså ”at hytte sit eget skind”?
Ellers lever vi jo efter ”du skal ikke kaste med sten, hvis du bor i et glashus” – ergo ingen plads til fejl, sådan som jeg forstår dit indlæg? Oork😉hvor irriterende hvilket bringer mig videre til, hvis norm-kniven er så skarp og folk så følsomme, er vi så reelt ikke slave af den, der tør- mestrer -vil sætte dagsorden for livet?
Hvis vi er så letbevægelige, rettes vi så ikke til, ind i et falsk billede af fællesskabet?
Så at ville være perfekt, med piller, angst osv. er nu blevet et spejl eller en vekselvirkning af fællesskabet? – ”vi lider alle sammen”.
Hvor provokerende!😉– ikke for, at negligere angst osv. - men sikkert sandt?
:) Krampen
PS. Basisgrupper, mener du familien?

- det lyder som du har haft en fornøjelig aften. Ja det er vigtigt, at leve i en sund spiral og ikke, at glemme sig selv og til tider bare, at slippe alt og være tilstede🙂– men hvorfor kun for en tid?
:) Krampen

Jeg må jo leve i og med de krav som stilles i et fortravlet menneskes nutid og hverdag. Jeg har ikke valgt det sådan, men jeg føler heller ikke jeg kan træde ud af det moderne liv som det nu engang former sig.
Fordi jeg kender den gamle hippiekultur lidt holder jeg meget af den og ville gerne have den gentaget, men som du vist er inde på, stiller yngre generationer nye krav til livet.
Men så længe de ikke har sat et nyt alternativ til den kultur der kendetegnede 60´ernes livsstil, så skulle man måske bare tage de gamle levemåder til sig på ny.
For mig ville det bare være fint, fordi tiden dengang rummede nogle gode fantasier om kærlighed, solidaritet og fællesskaber.

dine billeder er mærkelige!!!!!

Det er øjet der ser, som han også har sagt... ham Kvium hehe
Men hvorfor mærkelige, synes du?