Et andet take på ensomhed.

Hej
jeg vil bare lave et indlæg for, at få noget reaktion fra nogle mennesker omkring min holdning til min egen ensomhed.
jeg er en ung mand i 20 erne, jeg har aldrig haft mere end end en håndfuld rigtige venner, det har mest bare været folk som jeg snakkede med på arbejde. jeg har aldrig haft en egentlig kæreste. i bund og grund er jeg ikke særlig socialt aktiv. jeg er film junkie og jeg behøver ikke selskab for, at kunne se film.
når jeg kommer hjem fra arbejde lukker jeg min dør og tænder fjernsynet, sætter en film på smækker benene op på bordet. okay i weekenderne går jeg nogle gange ud i byen men, det ender altid bare med, at jeg sidder på et værtshus og drikker et par øl alene før jeg går hjem uden egentlig at have skabt nogle fornuftige kontakter til nogen.
mit spørgsmål er egentlig såre simpelt. er der noget galt med mig når jeg egentlig ikke føler et afsavn efter en at tilbringe tiden. jeg er egentlig ret godt tilfreds med bare, at være mig.

Så længe du er tilfreds er der ikke noget galt, skulle jeg mene...
Men måske ved du bare ikke hvad du går glip af??
Mis

og hvis du er det på din møde, er det vel ok...
Få gode venner er da en god ting, istedet for en masse overfladiske bekendskaber...
Men er du nu også så lykkelig siden du bringer det på baner her ??? føler du der mangler noget, hvis det er tilfælder må du noget mere ud...
God weekend

Lykkelig hvem er det. hvordan ved man, at man er lykkelig? findes der kriterier man skal leve op til for, at kunne klassificeres som lykkelig?
jeg vil ikke selv betegne mig som lykkelig men, jeg er tilfreds med mit liv og synes egentlig ikke jeg mangler noget udover nogle flere penge.

Du er måske bare en af de få heldige mennesker, der hviler i sig selv og ikke behøver en masse venner og fester omkring sig, for at overbevise omverden om at man bare har helt styr på det.

de klassiske filosoffer, så findes der helt klart kriterier der er med til at skabe lykke. Og selvom nogle er skrevet for over 2000år siden så gælder de stadig idag, vil jeg mene.
Det sværest er nok at erkende at man er lykkelig.

...behov, at være sin egen selskab ser jeg ikke som noget problem. Når du er tilfreds med det, så må det være lykken. Jeg kan ikke se at du er unormal.
Nogle foretrækker en kæreste at dele sin hver dag, andre foretrækker sin mor , far eller sine søskende som selskabs parnere. Og så er det også vennerne man foretrukne selskabsform.
Men hvorfor spørger du andre om hvad det er normal eller ej? En sandhed er sand, hvis man kan leve den efter, siger en ordsprog. Hvis man ikke kan, så er det en andens sandhed og man lærer kun af sine erfaringer, andre kan kun krydre dem. Lad vær at bekymre dig om noget som ikke en gang er noget problem for dig. Glæd dig istedet for :-)
Held og lykke fremover.
Med venlig hilsen
:-) Kristina

bliver du ikke lykkeligere af, men det gør tilværelsen lidt nemmere...
man render jo ikke rundt og er lykkelig hele tiden, men man skulle da gerne være bare lidt glad det meste af tiden....
jeg forstår ikke dit problem, er det fordi andre mener du ikke får nok ud af livet ???