Et brev fra moderen til et ufødt barn.
JEG er 37 år gammel, gift og har tre dejlige børn. For 16 år siden blev jeg anbragt på et køkkenbord, mens en person som ingen nogen sinde vil lære at kende, blev frataget livet.
Denne person havde kun eksisteret i tre og en halv måned. Og jeg tror at den eneste ven han eller hun havde var Jehova Gud. (Salme 139:13-16) Åbenbart var han eller hun uønsket af alle andre.
På dette tidspunkt, for 16 år siden, studerede jeg på universitetet, havde deltidsarbejde og boede alene i en storby på USAs vestkyst. Jeg havde en drøm om at „blive til noget“ blandt alle dem der „var noget“.
Jeg havde store planer for min fremtid. Et barn ville slet ikke passe ind i min livsstil. Barnets fader foreslog en abort, og ingen af os talte om nogen anden mulighed. Jeg undgik at tænke på hvad vi egentlig var i færd med — at berøve en levende sjæl livet. Ikke en eneste gang overvejede jeg hvordan Gud så på det. — 2 Mosebog 21:22, 23; Romerne 14:12.
Abort var ikke „legaliseret“ på det tidspunkt. Men barnets fader fik kendskab til en læge som foretog illegale aborter.
Derfor lå jeg altså nu i min vens lejlighed mens jeg lod en fremmed mand fjerne det der var kommet mig „på tværs“ i min tilværelse. Jeg nægtede at indse hvad det egentlig var der skete, og klarede mig derfor udmærket rent psykisk. Fysisk gik det imidlertid ikke så godt. Jeg fik en infektion, der i tre dage hensatte mig i febervildelse. Efter at have søgt rigtig lægehjælp kom jeg mig uden mén.
Det troede jeg i hvert fald. Hvem ved hvilken virkning det har haft på min personlighed at jeg forhærdede mit hjerte så meget at jeg kunne gennemføre denne frygtelige handling?
Jeg har ikke indviet min mand i denne uhyggelige del af min fortid. (Vi mødtes først mange år senere.) Jeg ved ikke om det ville tjene noget formål at fortælle ham om det. Dengang jeg begyndte at lære sandheden at kende (for mere end ti år siden) søgte jeg Jehovas tilgivelse for alle de synder jeg havde begået, også for at have taget livet af mit ufødte barn. Jeg har tillid til at Han, i kraft af Jesu offer, har udstrakt sin barmhjertighed så den dækker over mine synder. Efter at have rettet mit liv ind efter det jeg har lært i Guds ord, Bibelen, begår jeg ikke længere så graverende synder. Men jeg bliver måske aldrig i stand til at tilgive mig selv. — 1 Johannes 1:7.
Hvis jeg havde dræbt mit barn da han eller hun var nogle få måneder gammel, eller 6 år gammel, eller 20 år gammel, ville der i det mindste være håb om at han eller hun fik en opstandelse under Guds nye ordning. (Lukas 23:43; Åbenbaringen 20:12, 13) Men dette barn blev aldrig født og kom aldrig til at tage sit første åndedrag. Jeg tog dette liv og ødelagde enhver mulighed for at det kunne eksistere igen. Hvad der er sket kan ikke ændres.
Men jo ældre jeg bliver, jo oftere plager det mig. I alle disse år har jeg ikke tilladt mig selv at tænke på det. Når det er dukket op i mine tanker har jeg simpelt hen ikke tilladt mig selv at fortsætte tanken. Mentalt set „skiftede jeg emne“ med det samme. Men det kan jeg ikke længere. Det gør ondt i hjertet altid at skulle leve med denne skyld. Dette barn fik aldrig en mulighed for at blive elsket af nogen. Et eller andet sted er der måske et andet barn som vil få denne mulighed.
Det er grunden til at jeg skriver om alt dette, som jeg ellers har holdt for mig selv i årevis. Hvis en eller anden som overvejer abort tilfældigvis skulle læse dette brev, vil det måske ændre hendes indstilling så hun lader barnet leve. Lad det barn få chancen til at leve og blive elsket. Der er i tusindvis af mennesker som ville være lykkelige for at adoptere et barn. Hvis du lader barnet leve vil du ikke senere blive straffet af din samvittighed og tvunget til at se den kendsgerning i øjnene at du har dræbt dit eget barn. I øjeblikket vil du måske ikke føle nogen skyld, men det vil komme. Og skyldfølelsen forsvinder aldrig. — Esajas 1:18; 55:6, 7.
I dyb anger
Moderen til et ufødt barn
Denne person havde kun eksisteret i tre og en halv måned. Og jeg tror at den eneste ven han eller hun havde var Jehova Gud. (Salme 139:13-16) Åbenbart var han eller hun uønsket af alle andre.
På dette tidspunkt, for 16 år siden, studerede jeg på universitetet, havde deltidsarbejde og boede alene i en storby på USAs vestkyst. Jeg havde en drøm om at „blive til noget“ blandt alle dem der „var noget“.
Jeg havde store planer for min fremtid. Et barn ville slet ikke passe ind i min livsstil. Barnets fader foreslog en abort, og ingen af os talte om nogen anden mulighed. Jeg undgik at tænke på hvad vi egentlig var i færd med — at berøve en levende sjæl livet. Ikke en eneste gang overvejede jeg hvordan Gud så på det. — 2 Mosebog 21:22, 23; Romerne 14:12.
Abort var ikke „legaliseret“ på det tidspunkt. Men barnets fader fik kendskab til en læge som foretog illegale aborter.
Derfor lå jeg altså nu i min vens lejlighed mens jeg lod en fremmed mand fjerne det der var kommet mig „på tværs“ i min tilværelse. Jeg nægtede at indse hvad det egentlig var der skete, og klarede mig derfor udmærket rent psykisk. Fysisk gik det imidlertid ikke så godt. Jeg fik en infektion, der i tre dage hensatte mig i febervildelse. Efter at have søgt rigtig lægehjælp kom jeg mig uden mén.
Det troede jeg i hvert fald. Hvem ved hvilken virkning det har haft på min personlighed at jeg forhærdede mit hjerte så meget at jeg kunne gennemføre denne frygtelige handling?
Jeg har ikke indviet min mand i denne uhyggelige del af min fortid. (Vi mødtes først mange år senere.) Jeg ved ikke om det ville tjene noget formål at fortælle ham om det. Dengang jeg begyndte at lære sandheden at kende (for mere end ti år siden) søgte jeg Jehovas tilgivelse for alle de synder jeg havde begået, også for at have taget livet af mit ufødte barn. Jeg har tillid til at Han, i kraft af Jesu offer, har udstrakt sin barmhjertighed så den dækker over mine synder. Efter at have rettet mit liv ind efter det jeg har lært i Guds ord, Bibelen, begår jeg ikke længere så graverende synder. Men jeg bliver måske aldrig i stand til at tilgive mig selv. — 1 Johannes 1:7.
Hvis jeg havde dræbt mit barn da han eller hun var nogle få måneder gammel, eller 6 år gammel, eller 20 år gammel, ville der i det mindste være håb om at han eller hun fik en opstandelse under Guds nye ordning. (Lukas 23:43; Åbenbaringen 20:12, 13) Men dette barn blev aldrig født og kom aldrig til at tage sit første åndedrag. Jeg tog dette liv og ødelagde enhver mulighed for at det kunne eksistere igen. Hvad der er sket kan ikke ændres.
Men jo ældre jeg bliver, jo oftere plager det mig. I alle disse år har jeg ikke tilladt mig selv at tænke på det. Når det er dukket op i mine tanker har jeg simpelt hen ikke tilladt mig selv at fortsætte tanken. Mentalt set „skiftede jeg emne“ med det samme. Men det kan jeg ikke længere. Det gør ondt i hjertet altid at skulle leve med denne skyld. Dette barn fik aldrig en mulighed for at blive elsket af nogen. Et eller andet sted er der måske et andet barn som vil få denne mulighed.
Det er grunden til at jeg skriver om alt dette, som jeg ellers har holdt for mig selv i årevis. Hvis en eller anden som overvejer abort tilfældigvis skulle læse dette brev, vil det måske ændre hendes indstilling så hun lader barnet leve. Lad det barn få chancen til at leve og blive elsket. Der er i tusindvis af mennesker som ville være lykkelige for at adoptere et barn. Hvis du lader barnet leve vil du ikke senere blive straffet af din samvittighed og tvunget til at se den kendsgerning i øjnene at du har dræbt dit eget barn. I øjeblikket vil du måske ikke føle nogen skyld, men det vil komme. Og skyldfølelsen forsvinder aldrig. — Esajas 1:18; 55:6, 7.
I dyb anger
Moderen til et ufødt barn