Et liv som for sent udviklet
Jeg har altid været en person der ikke sagde så meget eller som var lederen af en gruppe.
Dette skyldes at jeg simbelthen var lidt senere udviklet end alle andre, jeg drømmede i timerne, havde slet ikke overvejet det at have en kæreste og jeg talte aldrig med piger.
Nu hvor jeg er 17 og tænker tilbage, ser jeg at jeg nok skulle have ventet med at starte i folkeskolen med ca. 1 år, for måske ville jeg da have lært bedre at kommunikere med andre mennesker. Jeg synes nemlig aldrig rigtig jeg fik skabt min egen personlighed som så mange unge gør i den her alder. Jeg fik bare en eller anden stille rolle som den person der aldrig siger så meget.
Det er og har altid været et helvede , det har givet mig tonsvis af hårde og smertefulde nederlag.
Nu hvor jeg er blevet ældre der er jeg faktisk blevet meget bedre til at kommunikere med andre mennesker, altså jeg opfører mig som alle andre unge mennesker gør. Der er bare lige det problem at jeg aldrig rigtig ved hvad jeg skal svare og sige, altså af sjove bemærkninger og sådan, for det lærte jeg nemlig aldrig.
Jeg kan sagtens blive populær og være en som pigerne snor sig omkring, men det kræver bare at jeg for noget opvarmning, hvor jeg snakker med nogen på mit stadie og derefter langsomt bygger mit selværd op så jeg har mod og overskud til at virke glad og tiltrækkende.
Tror det værste ved mit liv er gymnasiet, bare tanken om at skulle få af vide af læren at vi skal lave gruppe arbejde, for bare mit hjerte til at gå koldt. Så skal man sidde der og ligne en idiot fordi man ikke har dannet nogen venskaber med nogen fra klassen og derfor skal vente på det smertefulde nederlag hvor læren spørger hvorfor man ikke har dannet gruppe med nogen (( foran alle andre elever selfølgelig))
Hvad der er endnu værre er gymnastik timerne, hvor man skal spille bold 2 og 2 , og så skal man stå der med sin bold, og kaste den op af en væg og ligne en idiot igen..
Hvert eneste sekund jeg lever kan jeg ikke lade vær med at have en smerte i mit bryst, en knude der bare ikke kan åbnes, det er frygten gymnastik timerne og gruppe arbejdet der æder mig op indefra og jeg aner bare ikke hvad jeg snart skal gøre. . .
Har vidst at du skal elske det sted hvor du går i skole/arbejder for ellers kan du ikke holde din hverdag ud og. . jeg hader min hverdag...
alle former for gode råd vil blive modtaget med kyshånd
Dette skyldes at jeg simbelthen var lidt senere udviklet end alle andre, jeg drømmede i timerne, havde slet ikke overvejet det at have en kæreste og jeg talte aldrig med piger.
Nu hvor jeg er 17 og tænker tilbage, ser jeg at jeg nok skulle have ventet med at starte i folkeskolen med ca. 1 år, for måske ville jeg da have lært bedre at kommunikere med andre mennesker. Jeg synes nemlig aldrig rigtig jeg fik skabt min egen personlighed som så mange unge gør i den her alder. Jeg fik bare en eller anden stille rolle som den person der aldrig siger så meget.
Det er og har altid været et helvede , det har givet mig tonsvis af hårde og smertefulde nederlag.
Nu hvor jeg er blevet ældre der er jeg faktisk blevet meget bedre til at kommunikere med andre mennesker, altså jeg opfører mig som alle andre unge mennesker gør. Der er bare lige det problem at jeg aldrig rigtig ved hvad jeg skal svare og sige, altså af sjove bemærkninger og sådan, for det lærte jeg nemlig aldrig.
Jeg kan sagtens blive populær og være en som pigerne snor sig omkring, men det kræver bare at jeg for noget opvarmning, hvor jeg snakker med nogen på mit stadie og derefter langsomt bygger mit selværd op så jeg har mod og overskud til at virke glad og tiltrækkende.
Tror det værste ved mit liv er gymnasiet, bare tanken om at skulle få af vide af læren at vi skal lave gruppe arbejde, for bare mit hjerte til at gå koldt. Så skal man sidde der og ligne en idiot fordi man ikke har dannet nogen venskaber med nogen fra klassen og derfor skal vente på det smertefulde nederlag hvor læren spørger hvorfor man ikke har dannet gruppe med nogen (( foran alle andre elever selfølgelig))
Hvad der er endnu værre er gymnastik timerne, hvor man skal spille bold 2 og 2 , og så skal man stå der med sin bold, og kaste den op af en væg og ligne en idiot igen..
Hvert eneste sekund jeg lever kan jeg ikke lade vær med at have en smerte i mit bryst, en knude der bare ikke kan åbnes, det er frygten gymnastik timerne og gruppe arbejdet der æder mig op indefra og jeg aner bare ikke hvad jeg snart skal gøre. . .
Har vidst at du skal elske det sted hvor du går i skole/arbejder for ellers kan du ikke holde din hverdag ud og. . jeg hader min hverdag...
alle former for gode råd vil blive modtaget med kyshånd