Et meget stort dilemma

Hej derude
For ca 3 måneder siden gik min (eks)kæreste og jeg(som også er far til mine 2 børn) fra hinanden. Vi havde haft mange problemer omkring et konkursramt firma, og var begge to så slidte i sokkeholderne at vi simpelthen ikke orkede at være i nærheden af hinanden. Men nu hvor vi har fået hinanden på afstand er vi blevet de bedste venner igen. Han kommer ofte forbi og besøger børnene, og vi spiser også tit sammen. Vi har ikke nogen som helst form for kærlighed indvolveret hinanden imellem, da jeg er mega nervøs for at komme til at overtræde en eller anden paragraf (kommunale da jeg jo modtager forhøjet børnetilskud osv). Jeg er faktisk også i tvivl om hvor meget han må komme her, uden at vi gør noget ulovligt :)
Nå det var lige et sidespring... tilbage til sagens kerne.
Min eks er pga sit eksfirma i store økonomiske vanskeligheder og jeg er ultra bange for at forelske mig i ham igen, fordi dette ville medføre at jeg skulle droppe mit drømmestudie og tage fuldtidsarbeje på en fabrik eller lign. (ufaglært)
Men hvis jeg skal mærke ordentlig efter så savner jeg ham så uhørt meget at jeg føler mit hjerte er ved at blive sprængt til atomer. Mine børn savner ham frygtelig meget, han savner os men har det meget skidt pga alt det der er sket så han har brug for tid til at finde sig selv igen.
Og jeg er simpelthen dødsensangst for at hvis vi finder sammen, og jeg droppe mit studie, at vi så falder tilbage i den samme gamle gænge. Jeg vil ikke byde mine børn at vi skal flytte fra hinanden igen.
Må jeg være kæreste med ham og samtidig modtage økonomisk hjælp fra kommunen, uden at snyde eller overtræde nogen paragraffer? Hvis vi nu ikke vil bo sammen, og han ikke på nogen måde hjælper økonomisk?
Mit store dilemma ligge i hvad jeg skal gøre? Vælge ham og droppe studiet? Eller se om kærligheden stadig lever om nogle år når økonomien gir os lov til at være sammen? Det lyder grimt og sikkert også som om at vi slet ikke er gået fra hinanden, men det er vi og sandt at sige så er det økonomien der kommer til at holde os fra hinanden.
Sikkert et meget forvirrende indlæg, men velkommen til mit hjerte/hjerne pt.
på forhånd tak for hjælpen. 🙂

- gør han det, er du ikke at betragte som eneforsøger, men selvfølgelig må han besøge sine børn. Han har måske også - i en temmelig svær tid - brug for at vide i er her i en eller anden udstrækning.
- Det er klart at det kan være svært at overbevise omgivelserne om, at lige præcis barnefaderen ikke er involveret som part i familieliv og -økonomi, men hold din sti ren, så skulle det vel heller ikke være svært at forklare en sagsbehandler (hvis det er sådan en du er nervøs for) at en konkursramt mand ikke er bidragende.
- Nu behøver man vel ikke bo sammen eller arbejde på fabrik, fordi man er forelsket i sin mand, men får han den hjælp og rådgivning han skal bruge for at lande på benene igen efter konkursen? Og er han igang? Det er nok vigtigt at I får jer arbejdet hen i en situation, hvor det ikke er økonomien, der skiller jer ad.

Jeg prøvede engang noget lignende i et Hilbertrum. Tre uger senere var jeg atter lykkelig.
Nu er der selvfølgelig ikke to tilfælde, som er 100% ens. Men jeg tror nok, at det skal ende godt for dig også.

Nu kommer der altså et kort svar har skrevet tilbage på denne tråd 4 gange men hver eneste gang kommer jeg til at slette det, pga en hypersensitive mus som lige makere det hele og vupti -
Nej han bidrager ikke med noget, betaler endda mindre end hvad han egentlig skulle i børnebidrag. Jeg synes jo jeg har min sti ren, men hvad så når man skriver sammen dagligt, det ville der jo ikke være noget underligt i hvis det var en anden...
Er nok bare ved at være en anelse paranoid, vil jo også bare gerne hjælpe ham med at komme igennem det hele uden at han går helt i hundene.
Men pyha det lettede godt nok meget, sam om du lige vidste hvad jeg talte om og hvor det allermest trykkede. Du må være god til at læse mellem linjerne.
Han får desværre ikke meget hjælp, jeg tror egentlig han selv bliver nød til at erkende at det er det han skal have, både med konkursen men sandelig også psykisk, for han er helt ved siden af sig selv (forståeligt nok). Men han mener at lidt ro kan ordne alting. Jeg har ringet til et par advokater men han har ikke fået foretaget sig mere i den sag.
Det er virkelig frygtelig at bare se til, at faderen til ens børn og en person som jeg virkelig elskede så inderligt og stadig holder så utrolig meget af, går mere og mere i hundene.
Min største frygt er at jeg måske slet ikke er klar over hvor galt det er til.
Puha jeg ville bare så gerne hjælpe ham og støtte ham men for pokker hvor er det svært når han ikke vil lade mig gøre det og åbne sig.