evigt utaknemmelig eller ambitiøs?

Hvis man lider af manglende tilfredshed omkring mange ting i sit liv - er man så utaknemmelig eller stræbende efter at opnå bedre?
Jeg kan ikke bestemme mig for, om jeg burde være glad for det, jeg har, eller om jeg egentlig har ret i, at jeg fortjener langt mere.
Vil man nogensinde blive tilfreds? Hvornår ved man, at man har opnået det optimale?
Hilsen den tvivlende

..eller mener du tilfredshed med hvad du fagligt eller emotionelt har opnået? Jeg tror at lykke er noget man ikke kan købe for penge, og at det er det eneste som virkeligt kan gøre os tilfredse.
Men tak for et godt indlæg. Det kan blive en rigtig god debat :o)
Mvh Speedy

Jeg tror, jeg tænker på min "tilstand" i mit forhold - hvor jeg har en tendens til ofte at være utilfreds. Jeg synes selv, at jeg har MEGET at byde på og føler, at jeg fortjener det helt store - og bliver derfor ofte skuffet. Ved ikke om det er min holdning der er forkert, eller om jeg skal søge nye græsgange.
Har på fornemmelsen at jeg altid vil være utilfreds uanset hvad jeg foretager mig, og hvem jeg er sammen med. Dette bygger jeg på det faktum, at jeg altid har været meget stræbsom og aldrig er tilfreds før tingene er i top.

Du skriver .: "Har på fornemmelsen at jeg altid vil være utilfreds uanset hvad jeg foretager mig, og hvem jeg er sammen med. Dette bygger jeg på det faktum, at jeg altid har været meget stræbsom og aldrig er tilfreds før tingene er i top."
Og jeg tænker hvad er i top i et forhold❓Hvad er stræbsom i et forhold ?
Jeg havde engang en kæreste der altid var utilfreds med et eller andet og i forholdet. Det var så slemt at hun næsten altid foregreb begivenhedernes gang i negativ forventning om at det nok blev noget lort der ikke levede op til hendes forventninger om det perfekte og det store sus. Det snakkede hun meget om - og derved blev tingende en selvopfyldende proffeti.
Fx at få serveret et godt romantisk måltid af hende var et helvede, fordi det hele gik op i om det mon var godt nok, om det var perfekt osv osv .... ja så mistede man selvfølgelig appetitten og romancen.... tjah proffetien ;-))

Dog vil jeg sige, at problemerne ikke opstår fordi jeg tager "sorger på forskud" eller fordi jeg er perfektionistisk og samtidig har mindreværd.
Faktisk er jeg den igangsættende i forholdet og er nærmest ved at gå bagover af begejstring bare "der sker noget". Det perfektionistiske kommer vel egentlig også kun til udtryk gennem mit ønske om at kommunikere godt i forholdet og gå godt i spænd.
Mon man stadig kan snakke i timevis over "ingenting" til langt ud på natten - efter 4 år eller er det helt ude i skoven at håbe på, at den gode kommunikation fortsat er i live?