familien vælger mig fra

til enhver lejlighed, fouden, når der holdes fødselsdage....her taler jeg om min bror + kone og min moster + mand....
På en måde bør jeg sige til mig selv, at jeg bør være ligeglad, for det er jo ikke mine forældre eller mine børn...Men jeg kan ikke forstå, hvorfor de ovennævnte så inviterer mig og mine børn til deres fødselsdage - måske er det bare blevet en vane, en tratition, ja, jeg gør jo egentlig det sammen som dem...
Jeg hører af og til, at hele den lille familie har været til spisen hos moster og mand, foruden mig...
Jeg har inviteret familien pga mine børn og for familiens skyld, da jeg ikke kunne magte at skabe splid i familien, men jeg har heller ikke lyst til at komme i deres hjem længere, når de i virkeligheden ikke gider mig...
Når jeg har inviteret min familie, så skal min mosters mand og min mors mand altid lige kommentere et eller andet negativt om mig eller mit hjem - det kan feks. være, om jeg ikke snart skal have kloippet hækken eller mine malerier er grimme osv osv. Jeg har ikke længere lyst til at invitere dem, men gør det igen og igen, da jeg ikke kan finde ud af, at holde fast i mine beslutninger og orker heller ikke, at hele familien er imod mig.
Men jeg kan heller ikke holde min mosters psykopatiske mand ud, for han er ind imellem så modbydelig i sine udtalelser, men der er ingen i familien, der tør sige ham imod - jeg har dog gjort det nogle gange og nu gør han alt for at fryse mig ud og være ondskabsfuld, såsom at give alle familiemedlemmer hans nye tlf nr til deres sommerhus - den eneste der ikke fik tlf. nr, det var mig..Jeg ønskewr faktisk ikke tlf. nr, men bare det, at blive frosset ude igen og igen af familien, det gør ondt...
Jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme ud af dette familiemønster og jeg er også træt af, at jeg føler, at jeg kun er god nok, når jeg kan passe hund, køber gaver til andre familiemedlemmer, for dem, da de altid har skubbet alle de praktiske opgaver over på mig og jeg har taget imod det, for sådan har det altid været og jeg kan ikke finde udaf, at komme ud af den onde spiral..
Min moster ringer også kun til mig, når hun vil have mig til at tage over, at jeg skal hjælpe hendes mor, som jo er min mormor og selvfølgelig vil jeg da gerne hjælpe min mormor med praktiske ting, men det der ligger i det er, at jeg føler mig misbrugt af familien.
Jeg har talt med min mor om dette her og hun har den samme indstilling som jeg, hun mener også, at det er nogle mærkelige familiestridigheder..
Der er mange dage, hvor jeg har lyst til at flytte til en anden by, væk fra familien og frustrationerne....
Er der nogen der kan se en udvej for mig, så jeg kan komme videre uden nogle af familiemedlemmer!!!!

nej og vælg fra.

kære voksen kvinde
jeg har lidt de samme problemer som dig.ved derfor at det gør ondt, og det at man ikke helt forstår.
du skal ud af den rolle du har pålagt dig-selv, og som du selv siger, lade dem passe sig selv. det er ikke sikkert du bliver en del af " deres " mere. det skal du kunne acceptere, helt, for at komme videre. så vil du på et tidspunkt, kunne sige fra, og ikke længere have smerter iforhold til deres afvisning. hvorfor der er afvisning, kan jo være et komplekst hele..men du skal fokusere på dig, og hvad der er bedst for dig.
håber du har en ven eller 2, det kan være uundværligt.
godt at din mor, ser det samme som dig, så er det ikke helt ved siden af, hvad man observerer. hold fast i hende, snak med hende, hun er sikkert også ramt..
børn, er altid de klogeste i rummet, så de mærker spliden, både vedr. familie, men også den indeni dig.
håber du kan bruge mine råd, det tog mig lang tid at komme over, sikkert vil det også gøre det for dig.
du er velkommen til at skrive til mig..

fra en lidt underlig familie selv...
Aldersmæssig erder et stor spring i vores familie, det betyder at moster, kusiner og fætter er noget ældre end mig.
Jeg har en moster med 7 børn alle gift og har børn.
Da min mor døde håbede jeg på måske at kunne få lidt mere kontakt til den del af familien og synes også at gøre noget herfor og der var ikke det de ikke ville gøre for mig... ved begravelsen træk alt og alle i land og ingen havde tid men en bunke gode undskyldninger... så ja ingen kontakt til den del af familien idag, men det gør nu heller ikke noget, jeg har nogle gode venner og to kusiner jeg snakker med i ny og næ.
Drop dem i familien du ikke føler for at beholde og ikke får noget ud af at være sammen med og behold de venner som du kan lide.
Det skaber måske splid men det er dit liv og du har kun det ene liv, så hvorfor brug tid og energi på noget som ingen vejne føre hen.
Eller måske næste gang du er sammen med, var det mosters mand? og han nævner at din hæk skal klippes - så giv ham da for pokker have saksen i hånden og bed ham om at komme igang.
Eller lad helt være med at invitere ham - tror nu jeg ville kunne finde på begge dele.
Knus JAG (over min sengetid)

Jeg har selv været i samme situation i mange år, rigtig mange år endda, og ja det gør ondt og ja men føler at man er ved at være skør og klar til indlæggelse. Men det er ikke din skyld, her i denne verden er der 3 slags mennesker,1 der er ofre 2 der er misbrugere og 3 der er dem der er kommet sig over at være ofre. Du er helt sikkert offer og din familie er misbrugere.
jeg må indrømme at i mit tilfælde var det min nærmeste familie der var de slemme, og det de gjorde fik mine venner til at grimme sig over dem, i sådan en grad at de stadig ser noget skævt til dem. I 2001 skete der noget i vores familie der fik alt til at kulminere for mig, og jeg havde simpelthen fået nok jeg gav alle det ultimatum at enten opførte de sig ordentligt overfor mig ellers kunne de rende mig noget så grusomt, jeg ville end ikke hverken kendes ved dem mere, ej heller komme til deres begravelse, når den tid kom. derefter gik jeg min vej, og ca en uge efter kom de så til mig.. De ved stadig at det er deres sidste chance, men de opfører sig bedre nu, så meget at jeg for 1 gang har tænkt mig at holde noget juletam tam med dem. jeg har inviteret og de kommer allesammen.
Jeg siger ikke du skal give din familie et ultimatum, men det er helt ok at sige til dem, at du gider ikke have dem hos dig når de alligevel ikke synes dit hjem er godt nok til dem. det vil give dem noget at tænke over. prøv at lade være med at invitere familien næste gang et af dine børn har fødselsdag, lad dit barn få en eller 2 kammerater hjem, og tag dem med på feks mc donalds og i biffen, eller ud og køre gocards, eller noget andet, han vil ikke savne dem, og din familie vil så nok spørge hvorfor de ikke var inviteret, og svaret kunne så blive, at du er træt af at høre at dit hjem ikke er godt nok til dem. det vil give dem noget at tænke over.
De ændre sig ikke, så længe du giver dem lov til at behandle dig sådan.
pøj pøj

det er ligesom at "se sig selv i spejlet" din historie.
Lige bortset fra, at vi totalt har droppet min mands familie.
Vi hverken kunne/ville indrette vores tilværelse efter deres normer, så efter et par opgør, nægtede vi simpelthen at have mere med dem at gøre.
Det gav ro i vores liv!

af den slags du beskriver har jeg også mærket, men lige som den tidligere skribent har det også været på min mands side. Jeg er begyndt at blive ligeglad, men det har varet i nogle år efterhånden (ca 10). Jeg gider simpelt hen ikke mere at sidde til en familiekomsammen og blive totalt ignoreret - jeg kan intet gøre rigtigt og alt hvad jeg udtaler mig om bliver enten avist eller også så er der flere medlemmer der blot taler videre som om de ikke har hørt at jeg sagde noget.
Så jeg har opgivet - det værste er at de er smækfornærmede over at jeg ikke gider invitere dem til juleaften mere, noget jeg faktisk er lidt uforstående over for når jeg nu er så "ligegyldig og uinteressant".
Min mand syntes også de opfører sig tåbeligt så der har jeg den fulde opbakning.
Jeg tænker det bedste er at lade sådanne familierelationer ligge hvis de ikke vil være med til at finde en tålelig omgangsform inden for en rimelig periode - 10 år har været for lang tid, det har jeg desværre måtte sande. Der er intet at bygge på mere og jeg kommer aldrig til at have et forhold til dem igen, måske havde det været muligt hvis jeg havde standset op noget før.

kan jeg se af svarene indtil nu, men jeg opfatter dig som en person, der misunder andre noget som du slet ikke selv vil have. Du kan bare ikke acceptere, at andre har det. Hold fast i din mormor, og glem de andre!

Du kan ikke elske alle og omvendt alle kan ikke elske dig.
Lug ud med hård hånd. Så kommer det nok igen stille og roligt.
Glæd dig over at blive fri for ham psykopaten i stedet. Også for dine børns skyld.
Løvemor

ift familien, for dropper jeg min psykopatiske mosters mand, så bliver der krig i familien, for så skal han nok sørge for, at fortælle min mor og hendes mand, at jeg er ussel og det synes jeg er så synd for min mor, for jeg ved ikke, hvor længe hun lever endnu, da hun er meget syg af kræft - måske bliver hun helbredt, men chancerne er ikke store....
Jeg tor jeg holder lav profil og ignorer den psykopatiske onkel, men generer han mine børn en gang til, så er legen for alvor slut og det tror jeg bestemt også min mor godt kan forstå..