find fem fejl
Økonomi er læren om at holde hus med sine midler, læren om indtægt og udgift, arbejde og forbrug. Nationaløkonomi (politisk økonomi) er læren om statens indtægt og udgifter. Staten er samfundets hus, rammen for vores virksomhed, det fælles hus, vi alle bor i og bidrager til. Nationaløkonomi er derfor noget, der angår os alle.
I vor tid er pengenes økonomi altafgørende. Alligevel undervises der ikke i økonomi i skolen som selvstændigt fag. Mange handelsuddannelser tilbyder tekniske kurser i udvidet købmandsregning, men overvejelser over de mere abstrakte samfundsøkonomiske spørgsmål finder kun sted på universitetsniveau. Hverken elever i grundskolen eller i mellemskolen (gymnasiet osv.) lærer noget om pengenes filosofi. Faguddannede økonomer fremstår derfor som vismænd, specialister i en for os uforståelig, men sand viden.
Alle skal lære at læse og skrive. De ordblinde får specialundervisning.
Alle skal lære regning. De talblinde er i forhold til de ordblinde en lidt overset gruppe. Mange indrømmer uden at blinke at de er matematikblinde. Som følge heraf er mange økonomiske grundlagsproblemer utilgængelige for mange mennesker. Hvor mange vides ikke.
Når jeg betragter min egen økonomiske situation og generaliserer derudfra, ser det ud som følger:
(1) Det basale økonomiske problem som vi alle står over for i dag er at skaffe os en personlig indtægt, og til en vis grad sikre, at kilden til denne indtægt er stabil. Indtægt er en generel term, der refererer til flere forskellige indtægtskilder. Den mest udbredte prototype til løsning af dette problem er lønarbejdet, der, som navnet siger, refererer til det konkrete forhold mellem på den ene side løn (penge) og arbejdsindsats (tid), og på den anden side arbejdsgiver og arbejdstager. Ifølge denne model arbejder den selvstændige erhvervsdrivende i sin egen virksomhed. En nyere prototype, som har fået en voldsom udbredelse i de senere år også blandt lønarbejdere, er afkast af kapital bundet i fast ejendom.
(2) Når man har skaffet sig en en vis sikkerhed for at kunne opretholde en vis indtægt, fx ved at have et arbejde med løn, ved at være selvstændig, eller ved at være formuende, opstår der en ny mulighed, nemlig friheden til at forsøge at skaffe sig en større indtægt. De, der ønsker det, kan efterstræbe denne frihed med henblik på (a) at reducere arbejdstiden under vedligeholdelse af samme levestandard, eller (b) at arbejde mere og samtidig forbruge mere, eller (c) begge dele.
Det sidste er idealet: Den ideelle karrieres udviklingslogiske mål er minimal ydelse kombineret med maximalt forbrug - stor indtægt, ingen pligter. At arbejde uden løn er derimod økonomisk absurd, med mindre det kan tænkes som en investering. Ikke at arbejde er utænkeligt, friheden til at gøre karriere gælder kun for de mennesker, hvis basale økonomiske problem allerede er løst.
Det basale økonomiske problem (1) er sultens problem, som vi traditionelt har løst i fællesskab, Det sekundære problem (2) refererer mere til den individuel appetits frihed end til egentlig sult, Er man sulten, er man ikke fri. Først når man ved, at man bliver mæt, kan man tillade sig at være kræsen. Frihed er er et privilegium for de formuende.
Det relativt nye er, at arbejdsmarkedets frihed til karriere i dag sættes højere end frihed fra sult. I meget gamle dage havde man et begreb om nødret, baseret netop på sult, som bl. a. gjorde det legitimt for de uformuende at gøre oprør mod en lovlig, men uduelig hersker. Dette princip synes i dag at være sat helt ud af kraft.
Afhængigt af, om det er pengenes (sultens) eller karrierens (frihedens) problem, vi til daglig er konfronteret med, har vi hver vores økonomiske teori om verden. Ikke alle har oplevet sultens problem, mens de fleste af de sultne har prøvet at være mætte. Så de ved, hvad det er, de går glip af. De mætte derimod synes helt at glemme hvordan det er at være langtidssulten.
Økonomerne, som alle er mætte, kan godt se ledigheden i deres statistikker, men det tolkes som noget, der ligesom alt andet i deres teori er baseret på det frie, mætte, handlende individ, hvis gennemsnitlige karrierevalg lader sig påvirke af økonomiske incitamenter. Men det synes at være selvindlysende, at det ikke nytter at forsøge at påvirke en, der ingen penge har i forvejen, med flere negative økonomiske incitamenter.
Den kyniske magthaver, som er sig både sultens og frihedens problem bevidst, sikrer sin magt ved at sørge for, at den del af befolkningen, som lider under det basale økonomiske problem, aldrig overstiger den del, der spiller frihedsspillet. Samtidig sørger han for at splitte de sultne, ved at individualisere problemet og udpege syndebukke blandt dem.
For så vidt de sultne er demokrater, er de henvist til at råbe de mætte op, for det er dem, der regerer. Men der skal råbes højt, for de mætte tror ikke på, at de sultne eksisterer. Sult er noget, de ser i fjernsynet, ikke noget vi har her i Danmark. Vi har ledighed, men det er noget andet, siger de mætte, det er en undtagelse. Nej, siger de sultne, det er reglen i et samfund, der udbetaler præmier til specialister, hvis funktion er at maksimere de bedre uddannedes forbrug ved at afskaffe de mindre uddannedes arbejdspladser.
Måske skulle vi begynde med at lære alle mennesker noget om nationaløkonomi. Så vi kan tage kvalificeret stilling, og ikke bare acceptere vismændenes rapporter, fordi vi ikke forstår mellemregningerne.
I vor tid er pengenes økonomi altafgørende. Alligevel undervises der ikke i økonomi i skolen som selvstændigt fag. Mange handelsuddannelser tilbyder tekniske kurser i udvidet købmandsregning, men overvejelser over de mere abstrakte samfundsøkonomiske spørgsmål finder kun sted på universitetsniveau. Hverken elever i grundskolen eller i mellemskolen (gymnasiet osv.) lærer noget om pengenes filosofi. Faguddannede økonomer fremstår derfor som vismænd, specialister i en for os uforståelig, men sand viden.
Alle skal lære at læse og skrive. De ordblinde får specialundervisning.
Alle skal lære regning. De talblinde er i forhold til de ordblinde en lidt overset gruppe. Mange indrømmer uden at blinke at de er matematikblinde. Som følge heraf er mange økonomiske grundlagsproblemer utilgængelige for mange mennesker. Hvor mange vides ikke.
Når jeg betragter min egen økonomiske situation og generaliserer derudfra, ser det ud som følger:
(1) Det basale økonomiske problem som vi alle står over for i dag er at skaffe os en personlig indtægt, og til en vis grad sikre, at kilden til denne indtægt er stabil. Indtægt er en generel term, der refererer til flere forskellige indtægtskilder. Den mest udbredte prototype til løsning af dette problem er lønarbejdet, der, som navnet siger, refererer til det konkrete forhold mellem på den ene side løn (penge) og arbejdsindsats (tid), og på den anden side arbejdsgiver og arbejdstager. Ifølge denne model arbejder den selvstændige erhvervsdrivende i sin egen virksomhed. En nyere prototype, som har fået en voldsom udbredelse i de senere år også blandt lønarbejdere, er afkast af kapital bundet i fast ejendom.
(2) Når man har skaffet sig en en vis sikkerhed for at kunne opretholde en vis indtægt, fx ved at have et arbejde med løn, ved at være selvstændig, eller ved at være formuende, opstår der en ny mulighed, nemlig friheden til at forsøge at skaffe sig en større indtægt. De, der ønsker det, kan efterstræbe denne frihed med henblik på (a) at reducere arbejdstiden under vedligeholdelse af samme levestandard, eller (b) at arbejde mere og samtidig forbruge mere, eller (c) begge dele.
Det sidste er idealet: Den ideelle karrieres udviklingslogiske mål er minimal ydelse kombineret med maximalt forbrug - stor indtægt, ingen pligter. At arbejde uden løn er derimod økonomisk absurd, med mindre det kan tænkes som en investering. Ikke at arbejde er utænkeligt, friheden til at gøre karriere gælder kun for de mennesker, hvis basale økonomiske problem allerede er løst.
Det basale økonomiske problem (1) er sultens problem, som vi traditionelt har løst i fællesskab, Det sekundære problem (2) refererer mere til den individuel appetits frihed end til egentlig sult, Er man sulten, er man ikke fri. Først når man ved, at man bliver mæt, kan man tillade sig at være kræsen. Frihed er er et privilegium for de formuende.
Det relativt nye er, at arbejdsmarkedets frihed til karriere i dag sættes højere end frihed fra sult. I meget gamle dage havde man et begreb om nødret, baseret netop på sult, som bl. a. gjorde det legitimt for de uformuende at gøre oprør mod en lovlig, men uduelig hersker. Dette princip synes i dag at være sat helt ud af kraft.
Afhængigt af, om det er pengenes (sultens) eller karrierens (frihedens) problem, vi til daglig er konfronteret med, har vi hver vores økonomiske teori om verden. Ikke alle har oplevet sultens problem, mens de fleste af de sultne har prøvet at være mætte. Så de ved, hvad det er, de går glip af. De mætte derimod synes helt at glemme hvordan det er at være langtidssulten.
Økonomerne, som alle er mætte, kan godt se ledigheden i deres statistikker, men det tolkes som noget, der ligesom alt andet i deres teori er baseret på det frie, mætte, handlende individ, hvis gennemsnitlige karrierevalg lader sig påvirke af økonomiske incitamenter. Men det synes at være selvindlysende, at det ikke nytter at forsøge at påvirke en, der ingen penge har i forvejen, med flere negative økonomiske incitamenter.
Den kyniske magthaver, som er sig både sultens og frihedens problem bevidst, sikrer sin magt ved at sørge for, at den del af befolkningen, som lider under det basale økonomiske problem, aldrig overstiger den del, der spiller frihedsspillet. Samtidig sørger han for at splitte de sultne, ved at individualisere problemet og udpege syndebukke blandt dem.
For så vidt de sultne er demokrater, er de henvist til at råbe de mætte op, for det er dem, der regerer. Men der skal råbes højt, for de mætte tror ikke på, at de sultne eksisterer. Sult er noget, de ser i fjernsynet, ikke noget vi har her i Danmark. Vi har ledighed, men det er noget andet, siger de mætte, det er en undtagelse. Nej, siger de sultne, det er reglen i et samfund, der udbetaler præmier til specialister, hvis funktion er at maksimere de bedre uddannedes forbrug ved at afskaffe de mindre uddannedes arbejdspladser.
Måske skulle vi begynde med at lære alle mennesker noget om nationaløkonomi. Så vi kan tage kvalificeret stilling, og ikke bare acceptere vismændenes rapporter, fordi vi ikke forstår mellemregningerne.